Flad fornemmelse

Min ulyksalige nærighed mod mig selv har nået nye højder i dag. Efter mange og lange overvejelser købte jeg mig så endelig en HD-Ready fladskærm med indbygget DVB-T MPEG4-tuner.

Ikke en fyrre tommer måtherfågger, men en fiks og slank lille sag til at afløse analoge og efterhånden småbuttede Philips i mit køkken på spisebordet, hvor jeg meget ofte sidder og holder hus.

Jeg havde endda det lille hemmelige håb, at den via husets fælles tagantenne kunne opfange den nye fodboldkanal 9’eren, som vistnok lokker med gratis luftnedhentning i nogle måneder i hovedstaden. Sidste efterår købte jeg en MPEG2-dekoder i Netto til få hundrede kroner, men 9’eren kræver MPEG4.

Og hvis jeg skal starte med det positive, så kan jeg faktisk se 9’eren nu! Det er jo herligt. Flere dejlige fodboldkampe..! Men den glæde kan ikke standse min kroniske hovedrysten over mig selv.

Fjernsynet er et sort 19 tommer Prosonic til 1555 kroner på tilbud i BILKA, og det ser såmænd skidesmart ud. Men lyden er totalt til grin, og jeg kan kun måbende konstatere at der ved gud ikke engang er en udgang til hovedtelefoner. Den slags ekstravagance er, og jeg lyver ikke, ekstraudstyr.

Alvorligt talt: et HD-TV, hvor det at tilslutte et sæt hovedtelefoner er ekstra-udstyr! Det er lige før at det er et kunstværk, for absurditeten er så tydelig.  

Billedkvaliteten er heller ikke noget at prale af. Jeg er eddermame spændt på at se udsendelser i HD, når jeg finder nogle. Det kan kun blive bedre. Jeg kunne selvfølgelig prøve at bytte apparatet eller lignende, men jeg vil hellere beholde det, for at straffe mig selv for min latterlige kræmmermentalitet.

Her til aften søgte jeg ind til stuens lidt større forhold, og nød BIF-Hertha Berlin fra 3+ på stuens gammeldags kæmpefjernsyn med fin lyd, fint billede og en brugbar dansk sejr.

Men alligevel…sikke et teknisk selvmål af mig.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s