Hva’ si’r han?

Mandag eftermiddag sad jeg så igen i lydboksen, som jeg jo gør stort set hver dag. Foran mig stod nogle ord, som jeg skulle prøve at udsige på en måde så lytteren går med på legen – og hvis lytteren ikke går med, så forstår vedkommende selv hvorfor.

Denne gang var det dog en ganske særegen opgave, og jeg kunne ikke uden videre give aben videre hvis der var noget som jeg syntes så mærkeligt ud, eller lød som om forfatteren er mentalt underfrankeret. Jeg havde jo selv skrevet det, lissom.

Jeg brugte en pause i romanindlæsningen til at indtale mine to seneste digtsamlinger, nemlig ‘Beologi’ fra sidste år og ‘Nogens’ fra sidste uge. Det er meningen at man for en halv hund skal kunne anforskaffe sig et link til indspilningen, så snart den er pakke pænt sammen i små søde filer med røde båndsløjfer omkring.

I forvejen kan man via et link her på bloggen gratis downloade indtalingen af mine to første digtsamlinger.

Nå, men hvordan var det så? Hvad FØLTE jeg, da det skete?

Jo, det skal jeg sige dig. Jeg synes faktisk, at der rundt omkring i de ca. 90 digte som jeg indtalte i dag, er gode ting. Der er en tone, som jeg tror er speciel for mig. En rytme. En måde at mixe rundt med sproget på, som er lyrikkens grundstof, men umiskendeligt lyder som mig – og kun som mig. Håber jeg…

Hver gang jeg læser noget af det, som jeg selv har lavet, så får jeg den dér lidt kinky oplevelse: “Hov…det dér var da ikke helt tosset. Hvem har lavet det?…det har jeg!” Jeg bliver altid helt overrasket, for jeg glemmer meget hurtigt alt det gode jeg har lavet, til fordel for den evigt nagende tvivl og altødelæggende anglen efter anerkendelse og udefra kommende blåstempling.

Det er det værste!

At jeg ikke tror jeg kan noget, før andre siger det. Højt. At det måske lyder godt, uden at være godt. At det bare er fermt og snurrigt, men uden substans. Jeg længes efter at få et eller andet svendebrev. Men det findes jo ikke i dette håndværk, og hvis man skriver for at få anerkendelse, så er man fortabt på forhånd. Så får man aldrig nok. Derfor prøver jeg at indskærpe mig selv noget, som sikkert kommer til at virke skidegodt i op til flere uger, lige inden jeg kradser af engang:

At det gælder om at kæmpe for at se bort fra den jagt på bifald. Det gælder om “bare” at arbejde. At skrive, og at gøre det af eneste grund: at man kan. Hvis man kan. Og uanset om man kan eller ej, eller har nogen vished for om man kan eller ej, så skrive alligevel.

Lissom i filmen ‘Pollock’, hvor malerens kone skriger til ham: MAAAAAAL! (“Paaaaaaint!”)….fordi hun elsker hans evner og hans talent, også selvom hun har opgivet ham som menneske.

Måske tror du mig ikke, men jeg skal tage mig temmelig meget sammen for at turde påstå, at noget af det jeg har lavet, er godt. Men sandheden er, at da jeg sad og indtalte de ca. 58 minutter som de to digtsamlinger fylder, så kunne jeg jo høre det: det lyder faktisk…helt godt.

Ikke alt..! Men der er små zoner af…gode ting.

Nu håber jeg så, at bogen er pæn, udenpå. Forhåbentlig kommer postbudet med den i morgen.    

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s