Sidste ankemulighed

Måske må jeg opgive teknikken og i stedet vende mig mod religionen, hvis Instituttet her skal overleve det ulovlige og p****irriterende angreb fra firmareklamer i kommentarfeltet. Vist er angrebet stilnet lidt af, men der kommer stadig lidt om natten til katten.

Jeg har endnu ikke bestemt mig for at flytte platform. I den slags sager er jeg meget langsomt reagerende. Jeg laver heller ikke gerne om på måden bloggen ser ud. Spørg bare SuperKarla, der har foreslået mig adskillige smarte brush ups og/eller nye bjælker med vintertema, etc.

Næh, så hellere be’ en bøn til cyberguderne. Jeg ved ikke om ham tømrersønnen fra Nazareth kender nok til internettet til at kunne påvirke det, hvis jeg be’r til ham? Øh, Ham..!?

For nylig skulle jeg indlæse Jo Nesbøs nyeste krimi ‘Panserhjerte’, og et sted i bogen omtales en ‘blødningshæmmende salve’. I første omgang fik jeg det til at være ‘blødningshæmmende salme’. Så måske er jeg mere troende end jeg vil være ved?

Advertisement

Spam-angreb (2)

Hmm…har lige håndslettet ca. 200 uvelkomne reklame-spam kommentarer.

Denne krig bli’r svær at vinde.

Bloggen er truet.

Spam-angreb

I øjeblikket bliver bloggens kommentar-funktion bombarderet med engelsksproget reklame-spam fra et eller andet uvelkomment støvlefirma og fra et par andre amerikanske firmaer.

Jeg har mailet til Xtra|blog’s support og spurgt om de kan stoppe det. Det truer bloggens eksistens på lang sigt, hvis det fortsætter.

Mon den slags firmaer virkelig tror at man gider købe noget af dem?

à rets Hovedgokker 2009

Jeg rydder hylderne i det store bogskab, som jeg har arvet fra min farfar. Skabet skal rykkes en halv meter, men det er så tungt at jeg er nødt til at mindske totalvægten for at kunne rokke det.

På en af hylderne ligger der bunker af gamle VHS-bånd med alt muligt indhold. Film, udsendelser, portrætter, musik og selvfølgelig en hel del fra min tid på TV 3 Sporten i halvfemserne.

Bag på ét af båndene står der, at her kan man se mit indslag, hvor Kenneth Carlsen udnævnes til Årets Talent 1991. Jeg kan stadig huske turen gennem det halve af Portugal i en lejet bil sammen med den svenske fotograf Bo. Vi måtte køre fra Lissabon til Algarve-kysten for at finde den unge blonde dansker som spillede Challenger-turnering.

Carlsen fik en fin tid som voksen spiller. Men…nu er han jo gået på pension. Hans tenniskarriere er forbi. Det giver mig en pludselig følelse af at være hundrede år gammel og får mig impulsivt til at rette ryggen.

Bevægelsen opad gør at jeg gokker hovedet op i hjørnekanten af den åbentstående dør i skabets vitrineoverdel. Talent er mange ting. 

Men okay. En sportskarriere på topplan varer ikke længere end ti-femten, max. tyve år. Et almindeligt hyggeliv som mit kan vare noget længere. Det satser vi på. Og der findes plaster. Og der findes kaffe. Og sommerfugle og dale. I Italien. 

Men det er en anden historie. 

København-Hvalsø-Tølløse

På søndag skal jeg en tur hjem til rødderne. Tølløse. Hvor min far blev født og min farfar var postmester. Man hører næsten violinerne, ikke sandt? Faktum er, at jeg vistnok aldrig har været der, sådan rent fysisk. 

Min farfar døde da jeg var fem og min far da jeg var sytten, så er det begrænset hvor dybt min finger når ned, hvis jeg stikker den i mulden lige udenfor den sjællandske stationsby. Også efter pløjning.

Men afsted skal jeg. Stol på det. Min datter skal tjekke Sejergaardsskolen ud, og den skal undersøge om forhåndstilsagnet til hende holder helt til næste sommer, hvor hun måske skal begynde i 10. klasse på musikefterskolen.

Men det er ikke helt nemt at komme til Tølløse. Godt nok tøffer Kalundborgtoget pænt og nydeligt derudaf, og man burde kunne smide stængerne op og nyde turen hele vejen fra Hovedbanegården. Men trafikselskabet Movia er ikke i humør til fællessang.

Jeg kan klippe én gang på mit City Pas klippekort, som for 15 kroner fører mig fra København H til Hvalsø, som er den sidste station før Tølløse. Så mangler jeg bare en tillægsbillet fra Hvalsø til Tølløse, ikke sandt? Sådan en koster 25 kroner, ialt 40 kr.

Nej.

Nej?

Nej!

Problemet er, at Hovedstadens zone-system ophører mellem Hvalsø og Tølløse. Og Movia påstår at jeg ikke kan bruge mit klippekort til at transportere mig til Hvalsø, og på forhånd købe en tillægsbillet til strækningen Hvalsø-Tølløse. Nixen bixen, Hansen..!

Jeg skal købe en almindelig togbillet fra København-Tølløse, siger Movia. Pris 60 kroner, tror jeg det var. Sådan må det være når der er to trafiksystemer, som skal spille den samme melodi på samme tid, og det koster mig åbenbart en dummebøde på 20 kroner.

Åbenbart er trafikselskabet på Vestsjælland meget svært at have med at gøre. Jeg slog op på nettet hvad det er for ét:

Movia Vest…

Man ved det

Man ved det er mandag, når man er nødt til at eftersende datterens pyjamasbukser i en foret kuvert og når ens bog stadig står som udsolgt fra forlaget på bogpriser.dk og når det godt kan blive regnvejr mens man skal hente en boksmadras på Østerbro og når der ikke er tilbud på rugfler andre steder end i en jysk butikskæde.

Så er det mandag.

Man ved også det er mandag, når man har sendt en feriemættet glad datter tilbage til efterskolen og når man har støvsuget ovenpå skabet på kammeret og når man ved at man har glædet ved at være gavmild og når man ved at boksmadrassen fra Østerbro vil kunne give ens datter færre drømme hvor hun kører på for store rulleskøjter.

Så er det også mandag.  

En strid pakke

Det regner og blæser som om Frederiksborgvej lå på Svalbard.

Jeg har taget mit grimme astronautkluns på, som holder mig varm og single.

For anden dag i træk prøver jeg at hente en pakke i den købmandsbutik, som har afløst posthuset på toppen af bakken. Første gang gik jeg forgæves, for selvom der stod på min henteseddel at pakken med de sidste 300 sider af Det Forsvundne Tegn ville kunne hentes, så var den der ikke.

Bare ærgerligt, Polar Bear. 

Der står jeg så, tapdryppende, og ser på den grønne forede kæmpekuvert oppe på hylden blandt alle de andre pakker. Den er her.

Nu skal jeg bare lige forbi et teknisk problem. Jeg har glemt hentesedlen. Den ligger hjemme på køkkenbordet. Jeg peger og smiler til den meget søde og kønne ekspedient af anden etnisk oprindelse end Valby. Men inden vi når at connecte, så bryder den 100% etnisk danske Miss Bitch ind.

Hun og jeg har krydset regelklinger før, da vi i flere minutter skændtes om hvorvidt en henteseddel skal underskrives mens ekspedienten ser på det, eller om den må være underskrevet hjemmefra. Hun mente at den skulle skrives under i direkte transmission, mens jeg mente at hvis blot underskriften er ægte, og jeg kan dokumentere at jeg er mig på anden vis, så har hun bare at pakke sig bort.

Nu stiller hun sig atter op klar til kamp med sit mest krigslystne blik, den samme motorsavsstemme fra den alt for magre krop, omringet af to rækker kemisk udpint sandfarvet hår. Hun bjæffer at jeg ikke kan få pakken uden henteseddel. Jeg hvæser at det kan være det samme, når jeg allerede har prøvet forgæves een gang, uden polarkulde og med seddel.

Med kørekort, sygesikringsbevis og årskort til den nu nedlagte Slangerupbane må jeg kunne få pakken udleveret når mit navn står på den og den er gratis og jeg ved hvad der står på siderne inde i den.

Hun slår ud med armene, som om jeg har viftet med en Glock-pistol, og siger til den helt uskyldige ekspedient at hun skal give mig pakken. Det gør hun, og jeg forlader stedet hovedrystende med tanke på, at jeg selv kan være præcis lisså nævenyttig og firkantet, når det tager mig.

For det kan jeg.

Stol på det.

Lejemorderens Panserhjerte

Det er spøjst at se en roman blive foromtalt og anmeldt i store artikler i aviserne, lang tid efter at jeg har indlæst den så lydbogsudgaven kan udkomme samme dag som den trykte.

I den forløbne uge er der kommet to bøger som inden udgivelsen har været en tur i Boks A og B sammen med mig i lydstudiet. Den intense norske krimi ‘Panserhjerte’ af Jo Nesbø og den næsten farceagtige islandske ‘Lejemorderens guide til et smukt hjem’ af Hallgrimur Helgason.

De var begge meget udfordrende opgaver og gav en hel masse tilbage til mig. Jeg er spændt på om lytterne kan få den samme eller en helt anden oplevelse, som hvis de sad med den trykte udgave.

Derfor ærgrer det mig også at lydbogsudgaverne får så lidt eller slet ingen omtale, ikke engang nede i de få linjer med faktuelle oplysninger om sidetal, pris og forlag. At bøgerne får fine og flotte anmeldelser gør ikke græmmelsen mindre.

Og for at jeg rigtigt skal fatte pointen, så er HØRT – den ellers faste ugentlige del af Politiken Lørdags bogsektion – udgået i denne uge. Der er simpelthen ingen anmeldelser af nogen lydbog overhovedet.

Der er vist lang vej endnu til Smagsdommerne.

Hvad skal man skrive

Der findes et godt dansk ord: pleaser. At man gør (for) meget for at andre skal kunne lide det man gør eller laver.

Måske for at dække over at man mindre eller mere ubevidst ikke synes godt om sig selv. Af gode eller dårlige grunde. Det kan være et falsk selvbillede man samlede op dengang man lærte at fokusere.

Hvis man er en pleaser og er født med evnen til at skrive, så må årets nobelprismodtager få een til at sætte sig ned i en meget, meget dyb lænestol og reflektere.

Man kan altså få Nobelprisen i litteratur hvis man skriver noget som selv trænede læsere ikke kan lide. Det, man skriver er ikke spændende og gør ingen klogere, dygtigere, lykkeligere eller bedre mennesker. I stedet er det klaustrofobisk, fysisk ubehageligt, irriterende, fortvivlende og ofte uforståeligt.

Ikke mine ord om Herta Müller, men litteraten Thomas Thurah i Politiken i lørdags.

Måske skal jeg til at skrive på en helt anden måde?

Vi må se ad.

Julen er reddet

Forlaget Books-on-Demand har sendt mig den første avanceafregning over hvordan det går for vores lille elskovsbarn ‘Nogens’.

Ifølge forlaget er der solgt fire eksemplarer, hhv 25/8, 10/9, 25/9 og 30/9. Hvert solgt eksemplar af den let rødmende nobelprisjagende digtsamling udløser 2,80 kr. før skat til mig, og jeg har derfor tjent 11,20 kr. indtil videre.

Vist udbetales beløb under 200 kr. ikke før ved årets udløb, og vist kan jeg frygte nye regninger fra forlaget, både for at ville udstille deres egen pinligt amatøragtige tryk-kvalitet på BogForum i november + det årlige beløb for at beholde den fejlbehæftede printfil i forlagets trykmaskine.

Og vist har jeg brugt ca. 500 kr for at få bogen ind i maskinen og ud på markedet. Men Julen er reddet…ja, altså Julen 2010.

Jeg synes faktisk at det ambitiøse forlag burde tage en god lang snak med sig selv – gerne på plattysk – og den snak burde udløse nogle seriøse nytårsforsætter som gerne må fortsætte langt, langt ind i 2010 og 11 og 12 og 13 og og og…