Fordi jeg si’r det..!

Hvor meget bestemmer man inden man fylder 18 år? Har man noget at skulle have sagt hvis man er uenig med sine forældre? Hvor begynder og slutter forældres ret?

Jeg tænker meget over det i øjeblikket – og hvis man spørger en familieadvokat, så får man det svar som gælder ifølge dansk lov og ret:

“Indehaveren af forældremyndigheden – for nu at sige det med lovens tekst – kan blandt meget andet bestemme:

  1. Hvad du skal hedde.
  2. Hvordan du skal gå klædt.
  3. Om du skal gå i folkeskolen eller i en privat skole.
  4. Hvem du må lege eller komme sammen med.
  5. Hvor du skal bo.
  6. Om du må have job i fritiden.
  7. Og hvad du – indtil dit 18. år – skal læse eller uddannes til.

Skulle du være utilfreds med dine forældres valg, er det bare ærgerligt – for dig. Der er ingen steder, du kan klage, så længe dine forældre træffer valgene ud fra, hvad de anser for at være det bedste for dig.”

For mig ser svaret fuldstændig barokt og absurd ud. Forestiller man sig, at det er godt for et ungt menneske at dets forældre benhårdt styrer de aspekter af livet…og så VUPTI, når 18-års dagen oprinder, slår de ud med armene og siger: – Det må du sgu selv ligge og rode rundt med?

Det, der får mig til at undre mig er hvad man egentlig har tænkt sig at gøre, hvis den unge person er uenig med sine forældre. Disse livskloge og erfarne voksne, som altså har magten over den unge…i lovens forstand.

Skal den voksne forælder spærre ungen inde? Binde dem? Tugte dem?

Jeg har intet imod at man viser vejen og at man blander sig en hel masse. Og at man tager fejl. Mennesker over 18 år kvajer sig jo konstant, lissom de sikkert også gjorde før de kom til skelsår og alder.

Skal man stå og vifte med Karnovs Lovsamling, hvis en 17-årig ikke vil have strikhue på? Skal forældre godkende hvem den unge skal elske og ikke elske? Tror man at man kan tvinge en 16-årig til at bo i Stenløse eller i Mørke, bare fordi det står i loven? Eller hedde Berit, hvis de hellere vil hedde Twitt eller Kamma?

Og hvem gavner det dybest set, at forældreren/forældrene har magten på papiret, hvis magten kun bruges til at vise at man har den?

11 kommentarer til “Fordi jeg si’r det..!

  1. Enhver forælder med teenagebørn tænker garanteret nogle af de samme tanker ganske ofte. Her tænkes på forældrepar og skilsmisse-forældre med den (ofte) indviklede ligning af x og y i form af “ægte børn og pap-børn”. Det samme gør x mio. teenagere især i den vestlige verden sikkert også set fra “den unges bord”.
    Lad os for en stund vende det på hovedet. Ingen grænser! Teenageren gør nøjagtig, hvad der passer denne! Det vil med stats-, regions- og kommunegaranti betyde massevis af problemer og konflikter, fordi den “unge” simpelthen ikke qua sin uerfarenhed er i stand til at stå til ansvar for givne (mindre uheldige) handlinger.
    Kodeordet er altså juridisk og moralsk i maggi-terning:”Ansvar”. Ansvar overfor sig selv og de omkringværende samfund. Derfor er det nødvendig med Karnovs Lovsamling, når teenageren skal tvinges til at at have strikhue på :-). Og som størrelsen af strikhuen, skal også aldersgrænsen sættes et sted. Om det er 18 år eller yngre kan i sandhed diskuteres, men grænsen og linket til (økonomisk og moralsk) ansvarlighed skal være der….også en fordel for den unge – stadig ikke “fuldmodne” !
    Det er bestemt ikke nemt! For nogle – måske også blogejeren – vil mine ord foroven forekomme ……., men der skal sættes nogle ansvars-(alders-relaterede)grænser!
    I andre (tros)samfund spiller religionen og ærbødighed overfor den ældre en langt større rolle end i det danske. Til gengæld bruger de ikke strikhuer. Det kan f.eks. danske teenagere vælge at gøre en kold dag for at beskytte deres hoved mod forfrysninger eller rettere overvældende udefrakommende problemer af – måske – invaliderende art.

  2. Jamen, Erik…det er jo umuligt at være uenig med dig.
    Jeg siger bare…hvad har man tænkt sig at magtudøvelsen i tilfælde af uenighed skal gøre godt for?
    Er det nu også sikkert, at denne fantasiske, kloge, erfarne og fantastisk forudseende voksne person er skikket til, og vil have held med, at træffe afgørelser IMOD den unges ønske om: tøjvalg, sexpartner, uddannelsesretning, adresse osv osv…
    Jeg ved udmærket godt, at de unge nok skal komme tilbage, når sulten eller trangen til at surfe på nettet nærmer sig – for slet ikke at tale om lysten til at få nogen til at betale for hængerøvsbukser, creme, skumfiduser og huslejen for værelset.
    Min bekymring går på, om tordnende uenighed går til et godt formål. Om det nu også er så smart at eksekvere den magt man er udstyret med i lovens forstand.
    Min frygt går på, at alt for meget og petitesseagtig konflikt om alt og ingenting fører til, at den unge tvinges til at gøre meget negative og dramatiske ting, for at demonstrere evnen til at tåle modgang og modstand: druk, rygning, flugt, cutting, skoletræthed, surhed, vrængen, stofmisbrug, sex uden kærlighed osv osv
    Hvorfor tror voksne at de er klogere til at vælge på den unges vegne?
    Er de det, Erik?
    Jeg mener, at netop fordi man som voksen ved hvor skidesvært livet er – og hvor tåbelige mange mennesker er – så gælder det om at omfatte ens ophav med den allerstørste forstående omhu, og konstant vise at man har tillid til at de selv kan tage gode beslutninger…OG…at det er okay at begå fejl, hvis man kun gør det een, højst halvanden, gang.

  3. @BEO#201109-2207:
    “Hvorfor tror voksne at de er klogere til at vælge på den unges vegne?
    Er de det, Erik?”
    Nogle er og mange er ikke. Men de “mange” har en pligt som forælder til at forsøge.
    En tilfældig case: En 14-årig teenager-datter semi-hader sin moder, men elsker sin kunstneriske og moralsk-liberale fader. Hun er – i lovens afgørelse – afhængig af sin moder.
    Kan det laves om ved henvendelse til den juridiske magt? Sjældent er svaret JA. Derfor anlægges en realistisk og pragmatisk strategi om ” barnets tarv”.
    Lad os centrifugere denne case. Pludselig går teenage-datteren i opposition til sin elskede fader, fordi forhold (eller en kæreste) trækker hendes i forvejen fragmatiske unge følelsesliv i en anden retning…for en tid.
    Den “elskede fader” skal pludselig tænke nyt og finder nok “forældre-rollen” på hylden. Lad se.
    “Allerstørste forstående omhu” er smukt og rigtigt udtrykt, men helvedes svært at praktisere 24/7/365 med en teenager. Tillid og ansvarlighed er nøgleord, nu og da drøsset med fasthed og styrke uanset teenagerens mimik, krav om dankort-indløsning til hængerøvsbukser, cutting, stofmisbrug osv.
    Den er svær…men ikke umulig og facitlisten er ofte individuel ;-).

  4. Erik…hehe…du er en tough cookie, som heldigvis ikke skader computerens system.
    Vist er konflikter næsten en betingelse for at lære sig selv at kende, og lære hvad udvikling er – og koster.
    Jeg ved godt at mit nærmest fysiske ubehag ved konflikter gør, at jeg måske alt for ofte går med, i stedet for at være imod.
    Men altså…netop fordi en ung person er så utrænet i evnen til at have og tage ansvar, så er jeg meget selektiv med at demonstrere at jeg bestemmer når det kommer til stykket.
    Jeg tror faktisk ikke vi er uenige, Erik.
    Teori og praksis, you know…skibsføring i blæsevejr 🙂

  5. Det er altafgørende at man som voksen spiller en rolle som vejleder i denne proces. I min verden er der ikke noget der hedder opdragelse. Ikke når det drejer sig om mennesker ihvertfald. Det er vel i bund og grund vores evne til at lære vore børn selv at træffe beslutninger på et sundt grundlag, der er udfordringen. Den eneste måde man kan gøre det er ved at vise og leve sine holdninger på en respektfuld måde, både overfor børnene og den omverden man deler med dem.
    Herfra kan man blot håbe at vind og vejr og andre uforudsigeligheder ikke blæser skibet af kurs. Eller selv være åben nok til at erkende at den kurs man selv håber på måske ikke er den eneste rigtige.

  6. “Hvorfor” siger min datter ofte. (Hun er ikke ganske vist ikke teenager, end ikke præteenager. Men hun har også sin egen vilje og lyst til medbestemmelse det lille vidunderlige menneske…)
    Og når ikke jeg synes at have overskud til at hive bunken af velmente argumenter for det valg jeg har truffet på hendes vegne og nu beder hende acceptere, så bliver det korte svar en variation af dette indlægs titel:
    “Fordi jeg elsker dig…”
    Og nej, det giver ikke mening at holde på den juridiske ret til indiskutabel magt indtil attenårsdagen. Lige så lidt som det giver mening for mig at holde op med at elske og ønske det bedste for mine børn livet igennem. Derfor vil jeg både før og efter skelsår stræbe efter at guide dem udfra min bedste overbevisning i tillid til at de i sidste ende formår at mærke efter og gøre hvad der er rigtigt for dem.

  7. Bitten…jeg er også enig med dig, og jeg vil sige at sålænge børnene er børn – dvs. op til 13-14-15 år, så kan man ikke lade dem styre og bestemme mere end de selv kan holde til. Mit indlæg går mest på hvordan lovgiverne egentlig har tænkt sig at der skal komme noget godt ud af at man henviser til den magt, man som forælder har jvnfr. lovgivningen ifm tøjvalg, navn, legekammerater (også under dynen), uddannelsesvalg, permanent adresse osv osv.
    Jo, jeg ved godt at hvis man IKKE tager kampen op mod en stridslysten teenager, så er det et lisså stort svigt som hvis man lader dem sejle alene i en alt for stor sø i for lille en båd.
    Min pointe går på, at hvis uenigheden er stor og langvarig…så løser magtbeføjelser ikke problemerne. Tværtimod.

  8. BONUS-INFO: Dette indlæg er vist blevet brugt i dag i P1’s ‘Radiobloggen’ kl. 15.30.
    Programmet, som er på tre minutter, genudsendes på fredag kl. 19.57

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s