Monthly Archives: november 2009

Digital Dåseskinke

Glad er jeg, efter at have flyttet til nye lokaler med mit netbaserede institut, og jeg håber selvsagt at diverse støvlefabrikanter vil lade mig blogge i fred.

Men da jeg prøvede at tilmelde den nye blogadresse til Blogbot, så blev jeg afvist fordi….(suk)…at der er lukket for tilgangen af Smartlog på grund af spam.

Velbekomme.

PS. Min digtsamling ‘Nogens’ opgives stadig som værende ‘udsolgt fra forlaget’ på Bogpriser.dk – til gengæld tilbyder Boghuset.dk bogen for 27,50 kr.

Forhåndenværende

Der er varmt i mit lille køkken.

Det er jeg glad for. Regndråberne rammer ruderne med så megen kraft at jeg tydeligt kan høre det. Og fordi jeg sidder så trygt og godt bliver lyden helt hyggelig. Til kaffen. 

Jeg er alene i aften, men jeg har en kontaktcirkel lige ved hånden som er næsten frygtindgydende stor. Lige nu er jeg koblet til internettet, og dermed kan jeg komme i kontakt med flere hundrede mennesker, som jeg kender og omvendt.

Vi kan sågar se hinanden via kamera i de bærbare. Skrive, smile, strippe. Men tør vi streame sammen i stilhed? Blinke kybernetisk til skærmen..?

Til venstre står mit lille bord-fladskærms-tv, som i løbet af ingen tid kan vise mig billeder af livet i direkte transmission fra snart sagt hele jorden. Tsunami i Thailand, gruppesex i Holbæk og traktortræk på Gibraltar. I Berlin fejrer de at Muren faldt for tyve år siden. I 1989. Dengang havde jeg lige fået mit første betalte job som tv-journalist. ‘Morgenflimmer på Kanal 2’. Bubbers Badekar. Nattevagter. Telefoninterview med Anker Jørgensen i Santiago. All that jazz.  

I torsdags mødte jeg en kameramand fra Morgenflimmer-dagene, eller rettere: nætterne. Han er nu på TV2 Lorry – og de skulle sende direkte fra generalprøven på Carmen i Operaen på Holmen. Jeg lukkede ham ind og ud af diverse døre på 1. Balkon, iført min kontrolløruniform. Jeg ku’ sgu ikke nære mig for at spørge ham, om han kunne huske mig fra dengang. Jo da, og hans smil så faktisk helt ægte ud.

Dryp, dryp.

Min stedsøn var tre år dengang. En lille dreng med brune øjne. Hver gang jeg nu ringer til ham, starter jeg med: “Hej Dreng..!” Nu skal han snart være far. Til en datter. Den slags ved man på forhånd.

Min datter sang to nye sange på engelsk for mig, da vi i lørdags spadserede ned ad Bispebjerg Bakke. Hun har skrevet dem begge. Omkvædet i den ene var ret originalt, synes jeg: “Rain, rain on me!”

Hun kan noget med rytme og sprog og den slags. Det var en god tur.

Man kan holde sig for øjnene, mens man smiler. Især hvis man har pæne hænder. 

Nu godnat.

Jeg har nøglen

På sådan en søndag ville jeg ni ud af ti gange placere mig taktisk i nærheden af en tv-skærm, som viser noget fodbold. I dag spiller f.eks. drengene fra Vest-eg-nøøøøøn mod de seje Vestenvindere fra EfB – og den kamp burde jeg se.

Men.

Der er en dejlig dame, som jeg i stedet vil besøge. Hun er meget, meget smart til at undgå offside, og hun scorer nærmest efter behag. Når hun så fejrer det ved at tage sin spilledragt af, som angribere gerne gør, så er hun ligeglad med om det udløser advarsler eller karantæne. Regler er til for at brydes, mener hun.

Jeg ved ikke rigtigt om hun er for stor en udfordring for mig. Man er jo ikke 49 år længere. Hun er lunefuld. Lidenskabelig. Ustyrlig. Ubegribelig. Hun bor ikke på mezzanin, men der er noget mezzo over hende. På alle måder. Hun er faktisk så lækker, at jeg ikke fatter hvad hun vil med mig.

Alligevel kan jeg få nøglen til hendes opholdssted i eftermiddag. Jeg vil kunne bestemme hvornår døren skal lukkes bag os. Og det er første gang hun viser sig i fuld figur. Typisk hende på en hviledag. Det blæser hun på.

Nå ja, forresten. Der er faktisk kun een alvorlig fejl ved hende. Hun ryger. Jeg håber hun vil vente til efter akterne. Plejer man ikke det? 

Jeg connecter…ikke?

I dag kom så det Y-kabel jeg havde glædet mig sådan til. Endelig skulle mit nyindkøbte minifladskærmsfjernsyn have en bare tålelig lyd.

Jeg troede at kablet kunne sende lyd fra CINCH-udgangene i tv’ets bagside og ind i det lille jack-stik, som hører til det lille Lumatron højtalersæt, jeg har købt i Brugsen.

Men næh nej…lyden kan kun gå den anden vej i Y-stikket. Fra en lille Ipod eller anden lydkilde, ind i jack-stikket og hen til de to han-stik.

Jeg er SÅ pissetræt af lyden i det det fjernsyn. Tænk, at PROSONIC i sin hjernelamme visdom har ladet noget så lavteknisk som en lydudgang til små højtalere eller hovedtelefoner være ekstraudstyr til model 19CS3?

Måske kan jeg bruge de to CINCH-lydudgange til at plugge lyden over i nogle tilsvarende CINCH-indgange – men det nyindkøbte højtaleranlæg med det lille jackstik, kan ikke bruges – med mindre du kender til et stik, som kan trylle lyden den modsatte vej af KONIG Electronics Y-stik Connection Cable?

Farvel 75 kroner… 

JO, DEN VIRKER..!

Jeg pluggede den bare ind i TDC’s digi-boks, og så kom der ellers knald på stereohønen. HURRA..!

MOVIA’s glade kundetjeneste

[lækker popmusik + speakerstemme]: “Velkommen til MOVIA kundecenter. Det er vigtigt for os at du er tilfreds som kunde hos MOVIA. Engang imellem sker der fejl, og så er det godt at vi får det at vide, for vi er naturligvis klar til at hjælpe dig. Tak fordi du hjælper os med at blive bedre. Du bliver stillet om til den første ledige medarbejder…”
– Ja, hallo, hvad kan jeg hjælpe med…[stærkt snøvlende kvindestemme]
– Dav, jeg vil gerne klage over en chauffør med tyndt rødblondt hår og skæg på Linje 4A.
– Ja?…hvad vil du gerne klage over?
– Han kører som død og djævel, dytter af biler foran ham, og begynder at køre før indgangsdøren er lukket bag de indstigende passagerer. Han kører i Bus nr ****.
– Ja?
– Ja.
– Hvornår er det sket?
– For to minutter siden….jeg er lige stået af bussen i krydset Tagensvej og Haraldsgade.
Javel…[tok…tok-tok….tok….tok-tok….tok-tok + intens lyd af anstrengt åndedræt].
– …
– [tok…tok-tok….tok-tok-tok-tok…tok….tok-tok]
– …
– [mere anstrengt åndedræt + kontorlandskabssnak i baggrunden]
– …
– Og du siger han var rødhåret og kørte mod Femøren?
– Ja.
– Javel…[20-30 sekunders fortsat transmission af to-finger-system på computer-tastatur + hivende vejrtrækning]
– …
– Må jeg bede om navn og adresse på klageren? 
– Det ønsker jeg ikke at opgive.
– Så kan du ikke klage..! [pludselig ingen problemer med vejrtrækningen]
– Hør her. Nu er det faktisk sådan, at det er mig der har oplevet at blive kørt rundt med af en livsfarlig chauffør, så jeg synes faktisk ikke at det er mig, der skal stilles krav til. Nu har du fået de oplysninger – og så kan du bruge dem som du vil. Farvel!
– [KLIK!]

Er jeg her nu?

Ja, det er jeg vist vel så, altså.

Men har jeg egentlig mere at skrive om på en blog?

Når man som jeg ikke vil skrive alt for privat, fordi jeg fremstår med navn og billede, så bliver det ofte en slags hyggekrønike uden ordentlig kant.

Men…vi må se ad.

Jeg har længtes efter at kunne vise flere billeder. Hvor mange billeder kan man have her? Det er en af de ting jeg skal lære.

Og i morgen kommer den gamle bjælke. Karla har den på arbejdet.