Jeg tier ikke om nullerne

Nullerne.

Jeg står i Bus 69, da jeg hører i min øresneglende radio at et eller andet fly er braget ind i tvillingtårnet i den store æbleby. Klemt sammen med andre i midtergangen lyder beskrivelsen som en slettet scene i en dårlig b-film. Jeg når hjem og ser på tv det andet tårn blive ramt. Direkte. Uvirkeligt. Ubehageligt.

2001: A Space Odyssey? Nej, virkelighed på Bispebjerg. Fortsat god dag.  

Samme år udkom min debutdigtsamling, mens jeg var i gang med bestillingsopgaven fra forlaget Forum: skriv en fodboldkrimi og brug de kendte stjerner som bipersoner. Bogen blev ikke det springbræt jeg havde håbet på, men udgivelsen blev mit indre korkbælte til udspringet som forfatter.

I 2000 skulle jeg samle mig selv op efter en grim fyring fra TV 3 Sporten og en grum skilsmisse som jeg ikke ønskede. Selv om jeg nok burde have ageret og reageret anderledes i begge sager. Men sådan er det jo med det bakspejl. Det er meget klogt, tror det selv.

Der var masser af gode dage i nullerne. Møder med dejlige kvinder. Da min datter sang ‘Imagine’ solo på efterskolen. Da jeg fik førsteudgaven af romanen med posten. Da jeg mirakuløst fik lydbogsjobbet i sidste øjeblik inden fattigdomsdjævlen bankede på min dør i 2003 (jeg kan ikke takke nok for den chance). 

At min søster og jeg samme år holdt hinanden og vores mor i hånden på sygehuset, da sidstnævnte endelig fik fred for sygdom og smerte. Tænk, at sådan en dag kan blive kaldt en god dag. Det var en tidlig morgenstund at min mor sagde livet ret farvel. Da jeg ringede til min datter og stedsøn for at fortælle at deres farmor ikke længere levede, kunne jeg pludselig ikke sige ordene. Min hals snørede sig sammen. Det var en meget mærkelig oplevelse. Jeg vidste, at hvis jeg sagde det lige ud, så ville jeg bryde sammen. Måske havde det været godt, hvis det var sket?  

I morgen begynder så et nyt årti. Tierne.

Nej, man skal endelig ikke sige for meget – heller ikke selvom man lever af at tale, som jeg gør. Tildels. Lydbogsindlæserjobbet (meget lidt sexet titel…) er den ene halvdel af min indkomstkilde. Den anden udspringer på Dokøen, kræver uniformering og næsten daglig indtagelse af forskellige kamelretter.

Der er så meget jeg ikke kan skrive om. Som først skal omsættes og forvandles. Hvis man var ord eller nogens. Den slags. Mit liv er ikke det samme som i går. Det kunne man skrive hver dag, men rent faktisk er mit ændret siden tidligt i morges. Big Time. En stor, men slet ikke ualmindelig forandring.  

Som jeg sidder her i mit køkken kl. 13:37 og hører ‘Hjerteløv’ med Julie Maria, og ser på min herlige datter som surfer på min reservebærbare på den anden side af bordet, er jeg nødt til at erklære mig mig lykkelig trods alle fejl, mangler og problemer.

Jeg har fået liv og jeg har givet liv.

Så er man sgu mere end et nul og behøver ikke tie. Snart udkommer min sjette bog, og i den er der ikke andet end netop snak!

Godt Nyt År…Ti…hi.

Advertisement

Lørdagshygge i Oslo II

 

                   Så er det datterens tur til at prøve snydebrillerne.

Lørdagshygge i Oslo

På et fortov i Oslo centrum fandt min datter og jeg et glasløst ‘RealD 3D’-plasticbrillestel. Billedet er taget med hendes telefon lidt senere ved Rådhusets havnefacade, hvor lyset fra den nedgående sol over fjorden var meget brugbart til fotografering. Det var endnu en hyggelig jule-sejltur til en norsk hovedstad, der havde store mængder af nynedfalden sne i gaderne. Inden vi gik ombord igen skød vi med min telefon en lille skør film om tre stole. Den kan man glæde sig til at se på Facebook.

Bagkoldskab

Det vælter ud på køkkengulvet. 

Bagved og under kolde hvide ting venter beskidte overraskelser. Rokker man firkantede maskiner kan det medføre uønskede udbrud og nedfald. Søde ting splintres. Opdæmmet møg ser lyset. Indkapslet brus truer.

Bumlende colaflasker oparbejder endnu større indre pres. Åbnede æsker pålægschokolade spreder knækket mørkt indhold. Fra skabsdørens yderside falder magnetophængte ting. En havfrue med minitermometer går i stykker. En blå delfin fra en feriesouvenir brækker af.

Blot fordi jeg vil trække kølefryseskabet ud fra det hul det er proppet ind i, så jeg kan gøre lidt julerent på den plade det står på, og som man ellers ikke kan komme ind til med støvsugeren. Sprækken er for lille.

Synet bagved og under det nu halvvejs udtippede skab er afslørende. En støvplamage svarende til sprækkens tykkelse. Tre nedfaldne prøvekuverter og en plasticomsvøbt brugsvejledning til en allerede kasseret køkkenradio. Og jeg står vel at mærke på den forkerte side af skabet, så jeg ikke kan komme ud til støvsugeren i entreen.

Ergo, ind med skabet igen. Og jeg når ikke længere end til den opslåede bærbare på køkkenspisebordet. For jeg skal lige af med noget.

Det er pinligt med den plade af månedgammelt støv. Det er endnu mere pinligt at jeg lader døren smække op, så det hele falder ud. Men egentlig er det logisk. Jeg er selv ude om det og det er min egen fejl. Det er bevægelsen i sig selv som åbenbarer snavs og andet opdæmmet materiale.

Havde jeg forholdt mig passivt var støvmængden stille og roligt steget, og jeg ville være gået fra ét dagligt morgen-nys til to eller flere. Det kommer hver gang jeg har fyldt vandkogeren og drejer mig i det reflekterede lys fra genboens gavlvindue,

Jeg vil støvsuge. Stol på det.

Og mens jeg gør det, vil jeg tænke på min livslange overbevisning om at det må føles skamfuldt at betale sig til opfyldelsen af visse almenmændelige behov. Jeg har med vilje aldrig forsøgt mig med den form for købsaftale. Påholdenhed er en af mine sider. Det er det stadig. Men den rene vej kan også føles smudsig.

Behovet for renselse kan trænge sig på. Men man skal for guds skyld udskifte posen i støvsugeren regelmæssigt. Det er livsvigtigt. En dag er de små sataner selvkørende og spænder ben bagfra, så man styrter om og brækker både arme og arme.

Og så kan støvpladen vokse uforstyrret bag skabet med kulde i.

Vågn op!

Nej, jeg er hverken gået i kloster eller har meldt mig under fanerne hos de benhårde dørbankende vidner.

Jeg har tværtimod afsendt bestilling på min næste bogudgivelse, som jeg håber vil kunne udkomme på min salig fars fødselsdag lidt inde i det nye år.

Bogen bliver på 60 sider og hedder ‘Jeg kan ikke sove’. Faste besøgende på mit institut vil hurtigt nikke genkendende til indholdet, som består i en række møder i dialogform mellem en søvnløs ung sælger og en lettere ekcentrisk vejleder.

Jeg kalder det en ‘fiktion’ i undertitlen, fordi jeg ikke ville kalde det en roman når det kun er dialog – og ‘kortprosa’ er det vel heller ikke, når der ikke er andet end dialog?

Så snart jeg ved mere præcist hvornår bogen udkommer, vil jeg vise hvordan omslaget ser ud – og nej…der er ikke noget soldruknet fotografi på forsiden. Stol på det!

Jo-jo…det er såmænd mine søde venner fra Books-on-Demand, der skal udgive bogen. Prisen bliver 40 kroner pr. bog.

Den lille flyver er her stadig

Viden om

I dag skulle jeg med s-toget fra Bispebjerg station. Jeg kommer ned ad trappen fra Tagensvej og mit blik søger mod tv-skærmen med afgangstider. 1 minut. Fint nok.

Men nedenunder tidsangivelsen giver DSB mig en oplysning som ikke vil forsvinde igen, og jeg kan ikke finde ud af hvorfor. Måske er det på grund af andre og vigtigere sagsgange i mere betydende dele af min bevidsthed, men i hvert fald sidder informationen fast nu.

Der er trapper i begge ender af Ballerup station. Det må jeg gå ud fra, for oplysningen på skærmen gik på, at trappen i den ene ende af stationen ville være lukket i en afgrænset periode i den nærmeste fremtid.

Jeg indrømmer, at jeg ikke kan huske om det var trappen i den østlige eller vestlige ende, og jeg kan for så vidt heller ikke komme på hvornår lukningen mere præcist finder sted. På DSB’s hjemmeside kan jeg ikke finde oplysningen. Ser jeg syner?

I hvert fald kan jeg ikke komme af med den trappeinformation. Den har bidt sig fast. Jeg fatter det ikke, og jeg forstår heller ikke hvorfor jeg absolut skal have den oplysning. Ballerup ligger bestemt ikke lige ved siden af Bispebjerg. Hvis DSB synes at jeg er nødt til at have den information med mig, så er der meget jeg skal læse op på. Mange faktabidder.

Og imens sker mange andre ting ikke. Det er de dér ikke-ting, som skulle på tavlen i stedet for. Det kommer de bare ikke, og jeg ved godt hvorfor. Så nu tager jeg bussen ned til noget kød og en sikker brandert. Langt, langt væk fra Ballerup.

grøn tuborgvej

 

 

En lille juledans

Julegavetips II

Altså…det er ikke for at være foran skoen, eller noget. Men jeg vil ikke undlade at oplyse om, at på internet-boghandlen g.dk får man gratis levering indtil 15/12. Man kan altså få min 2009-digtsamling ‘Nogens’ tilsendt for 30 kroner og 70 øre, og de lover sågar at bogen er fremme senest om en uge.

Det er da et nogenlunde halvgodt tilbud?