Bagkoldskab

Det vælter ud på køkkengulvet. 

Bagved og under kolde hvide ting venter beskidte overraskelser. Rokker man firkantede maskiner kan det medføre uønskede udbrud og nedfald. Søde ting splintres. Opdæmmet møg ser lyset. Indkapslet brus truer.

Bumlende colaflasker oparbejder endnu større indre pres. Åbnede æsker pålægschokolade spreder knækket mørkt indhold. Fra skabsdørens yderside falder magnetophængte ting. En havfrue med minitermometer går i stykker. En blå delfin fra en feriesouvenir brækker af.

Blot fordi jeg vil trække kølefryseskabet ud fra det hul det er proppet ind i, så jeg kan gøre lidt julerent på den plade det står på, og som man ellers ikke kan komme ind til med støvsugeren. Sprækken er for lille.

Synet bagved og under det nu halvvejs udtippede skab er afslørende. En støvplamage svarende til sprækkens tykkelse. Tre nedfaldne prøvekuverter og en plasticomsvøbt brugsvejledning til en allerede kasseret køkkenradio. Og jeg står vel at mærke på den forkerte side af skabet, så jeg ikke kan komme ud til støvsugeren i entreen.

Ergo, ind med skabet igen. Og jeg når ikke længere end til den opslåede bærbare på køkkenspisebordet. For jeg skal lige af med noget.

Det er pinligt med den plade af månedgammelt støv. Det er endnu mere pinligt at jeg lader døren smække op, så det hele falder ud. Men egentlig er det logisk. Jeg er selv ude om det og det er min egen fejl. Det er bevægelsen i sig selv som åbenbarer snavs og andet opdæmmet materiale.

Havde jeg forholdt mig passivt var støvmængden stille og roligt steget, og jeg ville være gået fra ét dagligt morgen-nys til to eller flere. Det kommer hver gang jeg har fyldt vandkogeren og drejer mig i det reflekterede lys fra genboens gavlvindue,

Jeg vil støvsuge. Stol på det.

Og mens jeg gør det, vil jeg tænke på min livslange overbevisning om at det må føles skamfuldt at betale sig til opfyldelsen af visse almenmændelige behov. Jeg har med vilje aldrig forsøgt mig med den form for købsaftale. Påholdenhed er en af mine sider. Det er det stadig. Men den rene vej kan også føles smudsig.

Behovet for renselse kan trænge sig på. Men man skal for guds skyld udskifte posen i støvsugeren regelmæssigt. Det er livsvigtigt. En dag er de små sataner selvkørende og spænder ben bagfra, så man styrter om og brækker både arme og arme.

Og så kan støvpladen vokse uforstyrret bag skabet med kulde i.