Monthly Archives: januar 2010

Du lider – vi kommer

Det er ingen hemmelighed at min nyudgivelse ‘Jeg kan ikke sove’ handler om det terapeutiske rum. Mødet mellem terapeut og klient, eller som jeg vælger at benævne dem: vært og gæst.

I dag skulle jeg til Køge og mødes med min datter og min ekskone. Gadebilledet på hjørnet af Tagensvej/Tuborgvej var nærmest ikke til at kende. Nattens snefald havde pakket det ellers så hysterisk travle kryds ind i en næsten bedøvende dyne.

Da det ikke blæste noget særligt, føltes det som om nogen havde lagt hovedstaden i seng. Bilerne følte sig frem med snurrende hjul, og busserne lod vente på sig. Pludselig fik jeg øje på en personbil med anhænger, og følgende reklameskilt inkl. telefonnummer på døren:

“MOBIL PSYKOTERAPI…vi kommer til dig..!”

Bag rattet en mand i sin bedste alder med rulamsjakke på, og (mener jeg at husker) en smøg i mundvigen. Faktisk en god idé for en privatpraktiserende terapeut sådan at tilbyde at køre ud til klienterne. Men…så kom tankerne:

Hvem vil have at naboen skal at der ruller en bil med den reklametekst op foran ens havelåge? Hvad skal anhængeren bruges til? Dagsrester? Hvad(eller hvem) ligger der under presseningen?

Det var lige til at få den sygeste noia af. Men så kom min bus heldigvis.

lissom en linje i det

når jeg skriver noget giver jeg som regel de enkelte tanker og linjer god plads fordi det er min holdning at der skal være plads til både eftertanke og begejstring, med mindre emnet i sig selv lægger op til at teksten skal stå på så lidt plads som muligt, hvilket sagtens kan ske, og i virkeligheden er det meget nemmere rent skriveteknisk hvis jeg bare hamrer løs i tangenterne efterhånden som ordene kommer til mig uden at tænke på om modtageren bryder sig om formen, for egentlig har jeg aldrig været i tvivl om hvordan jeg skal sætte en tekst op, det gør jeg intuitivt, selvom man aldrig kan vide om man har fat i den lange ende, men når jeg selv skal læse noget på en computerskærm bliver jeg langt hurtigere utålmodig og træt i øjnene hvis der er mange linjer i massive tekstafsnit, og så har jeg det med at lade blikket flakke for at få et overblik over om det nu også kan betale sig at læse det hele, eller om jeg bare skal nøjes med overskriften og tage resten med et halvt øje, for det er jo pudsigt at det er noget helt andet når jeg læser bøger eller aviser, hvor det ikke gør det ringeste at der står side op og side ned med sammenklemte bogstaver, men måske ligger det i internettets natur at man ikke vil opholde sig alt for længe på den samme side, for hvad nu hvis der er mere spændende læsning og bedre information på de hjemmesider man kun er et enkelt klik fra, og hvis det forholder sig sådan gælder det om at fastholde læserens opmærksomhed ved at skrive personligt og dramatisk så vedkommende ikke kan nære sig for at få slutningen med, hvis ellers starten har været interessant nok, og har den det tror jeg ikke det er noget problem for læseren at følge med i teksten for at få det hele med, tværtimod tror jeg at hvis ordene på forhånd har fået masser af næring kan de befrugte hinanden på en måde som minder om pauser i musikken, hvor stilheden får sin egen betydning i forhold til lydene før og efter, og på den måde kan ingenting pludselig betyde alting, også kaldet ’det, der står mellem linjerne’, men hvis der er meget lidt plads mellem linjerne er det begrænset hvor meget livsforlængende ilt fortællingen kan tilføres, og så blokerer man jo bare læserens mulighed for at fortolke frit og selv digte med og blive en del af den gensidige kommunikation mellem tekst og læser, selvom jeg godt ved at ordene ikke uden videre kan lave om på sig selv når de først er sat på papiret, men helt sikker er jeg nu ikke, for der er mange eksempler på at to personer opfatter den samme tekst helt forskelligt, og hvis det ikke var sådan ville det være omsonst at skrive andet end manualer til opvaskemaskiner og dosmersedler og parkeringsbøder og grundlove og indlægssedler til receptordineret medicin, og hvem gad så bruge kræfter på at finde på noget der var tvetydigt, underfundigt og tankevækkende på den gode måde, endsige skrive digte hvor ordene og stroferne lige så meget handler om sprogets musik og farver og rytme, for slet ikke at tale om daglige hyggeklummer om bogudgivelser, busture, kærlighed og prisen på kunstigt sødemiddel i supermarkederne

forlangt forkortet V

pressemeddelelse

Stemme skriver drama for to stemmer

14 møder i dialogform mellem en ung søvnløs sælger og en ældre vejleder

’Jeg kan ikke sove’
Books on Demand
ISBN 978-87-7691-488-2,
Paperback, 60 Sider, 40 kr.
Bogen kan bestilles nu.
Officiel udgivelsesdato er 9. februar 2010

Bent Otto Hansen fik fem hjerter i Politiken af Sophie Engberg Sonne for sin indlæsning af lydbogsudgaven af Richard Yates’ ’Revolutionary Road’. Nu udgiver han fiktionen ’Jeg kan ikke sove’ om mødet i det terapeutiske rum.

– Jeg kalder de to mænd for Værten og Gæsten. Læseren får ikke anden information på de tres sider end det, der fremgår af det som de to skiftes til at sige. Resten, det uudtalte og det ubevidste, for slet ikke at tale om alle de andre ting som fylder en roman på 2-300 sider, må man selv billeddække, siger 52-årige Bent Otto Hansen, der kalder formatet med ren dialog for ’en fiktion’.

Den unge mand kommer til det første møde med et desperat behov for at få løst et søvnproblem, der truer med at ødelægge hans muligheder for at passe sit job som rejsende sælger. Da de to mænd først får fundet hinanden, efter en del indledende ping-pong og mundhuggeri, viser det sig at søvnproblemet dækker over andet og mere end en forstuvet døgnrytme.

Bogen er Bent Otto Hansens femte efter fire digtsamlinger og en fodboldkrimi. Stemmen har han brugt til at indlæse godt 130 lydbøger siden 2003. For nylig har han indlæst Dan Browns ’Det Forsvundne Tegn’ og hele serien af Jo Nesbøs Harry Hole-krimier, seneste ’Panserhjerte’, som fik fire hjerter af Bo Tao Michaëlis i LYT, Politiken.

Den første lydbog han indlæste, var hans egen fodboldkrimi ’Mord på landsholdet’ (Forum 2002).

Han er også en kendt blogger. Besøg ’Beologisk Institut’: http://www.bentottohansen.dk

Man kan høre et radioportræt fra DR P1 om Bent Otto Hansen her

Læs mere om ’Jeg kan ikke sove’ her

Læs endnu mere her

forlangt forkortet IV

YES..!

Så er pyjamas-bogen i huset…Politikens, altså! Nu venter vi så bare på en sekshjertet jubelanmeldelse, og en sektion 2-forside om hvordan jeg har ændret litteraturhistorien med mit form-eksperiment.

Men okay, mindre kan gøre det. Jeg deler gerne nobelprisen med Pop Dylan, hvis det er det, der skal til. Jeg mener…hvem fanden var Karl Gjellerup?

Det er lige dagen til det. Spidse snekorn skærer hornhinder i sushi-skiver. Jeg mærkede smerten på min stridsomme færd til Rådderen, men valgte at ignorere den.

NU DU BANGE! (mærk kontaktfladen mellem nobelpris-checken og indersiden af hhv tommel- og pegefinger.

Eureka!

forlangt forkortet III

Sneen vælter ned. Det blæser hvidt. 

Det er endnu en prøvelse. Den skal få mig til at udskyde og udsætte udbredelsen af min lille nyfødte pyjamasstribede sovebog. Det må ikke lykkes. Jeg har sikkert bestilt vejret i søvne, for ikke at lykkes. 

Vækkelsen er dog så stærk og troen så pulserende, at den vil kunne smelte såvel den arktiske som den arketypiske iskappe, Lomborgs hjerte og 100 frostlagre fyldt med flødeis. Jeg har besluttet mig.

I dag afleverer jeg personligt et trykt eksemplar af bogen og en pressemeddelelse ved skranken på Politiken. Så håber jeg at litteraturredaktionen vil give den en chance og anmelde den. Eller omtale den fordi formen er, synes jeg, ny.

Og ikke nok med det. Jeg har bestilt 10 ex. af bogen, som bl.a. skal bruges til markedsføring og almen udbredelse af mit dialogiske evangelium.

Jeg sover nemlig om natten, så der er rigeligt med energi til at gå rundt i verden og hamre på en stor pauke for ‘Jeg kan ikke sove’. Den er nemlig på samme tid meget speciel og ret enkel.

Der rykkes.

forlangt forkortet II

Nu har jeg så fået et trykt eksemplar af min nye bog ‘Jeg kan ikke sove’. Den er fin og ser blå ud, synes jeg, med striber på. Indholdet er trykt præcis som jeg kunne ønske mig.

I modsætning til den trænede, professionelle læser som mener at bogen er for lang, så tror jeg at den har en passende længde. Faktisk har jeg den ellers dygtige smagsdommer mistænkt for at han overhovedet ikke har læst så meget som fem-ti sider af bogen.

Jeg havde nemlig bogen med på arbejde i dag, og viste den til en af mine kolleger. Hun er meget interesseret i psykologi, og har en bachelor i alle mulige gode humanistiske fag. Hun nåede at læse den i en af pauserne, og sagde at hun var godt underholdt.

Den respons fra en ung kvinde i tyverne, giver mig lyst til give fanden i min stolthed og nærighed. Jeg er nok nødt til at hjælpe bogen lidt på vej. Den har fortjent en ærlig chance. Måske bør jeg ofre et eksemplar eller fem til vurdering hos diverse medier. Blandingen af eksperimenterende form og ligetil indhold er nok slet ikke så dum endda.

Jeg vil sove på det….hehe.

forlangt forkortet

I næste uge kommer min nyudgivelse ‘Jeg kan ikke sove’ ud i butikken.

Jeg har forsøgt at få Politiken til at anmelde bogen, men de vil jo ikke engang overveje det før de har et trykt ex. i hånden.

I mellemtiden har jeg fået en endog meget trænet og professionel læser til at vurdere bogen, og fra vedkommende har jeg fået en højst overraskende respons: at selve idéen er god og anderledes, men at tres siders dialog er for meget af det gode.

Bogen er altså…for lang??

Jeg havde ellers forestillet mig, at en eventuel kritik snarere ville gå på at bogen var for kort. Der er jo kun de fjorten møder – og det er bestemt kun højdepunkter som er med. Og med denne reaktion behøver jeg vel egentlig kun frygte for at historien ikke holder, altså indholdet og det dramatiske forløb.

Nu glæder jeg mig til at se den trykte bog, og håber den virker tilforladelig udenpå…ja, i det hele taget. Jeg har jo ikke set den i færdigfødt form endnu.

Kinky stuff..!

jæs jæs

Women like a strong man with washboard-stomach and muscular shoulders, and they also want this man to be sensitive and to understand their needs – but ladies, you can’t have that guy…’cause that guy has a boyfriend..!

                                       (Dana Carvey, amerikansk stand up komiker)