Monthly Archives: januar 2010

i det lange løb

den knaser, gør den, og jeg holder vejret et øjeblik for at finde ud af om det er min nakke eller maskinen foran mig, eller begge dele, og den puster også, lettere anstrengt, hvilket velsagtens også godt kunne være mig, men her er jeg straks mere sikker i min sag, for lungefunktionen har der ikke været noget at udsætte på siden jeg med bundesligahår spænede rundt og rundt og rundt om mosen som syttenårig med den første af alt for mange ulykkelige forelskelser i den usynlige rygsæk som med årene er blevet tungere og tungere, og da man jo ikke standser op bare fordi kalenderen har åndenød får man i tidens løb solide lægmuskler og potente lårbasser, stol på det, men alligevel er jeg i tvivl om hvor længe jeg både kan gå med på den værste og løbe med sludder uden at der ryger et eller andet ledbånd i benene eller i hjertet, hvis det ellers er teknisk muligt, rent bortset fra at det da vist også er en muskel, endda en temmelig vigtig een af slagsen, har jeg ladet mig fortælle, ja, for noget skal jeg jo give mig til når jeg sidder ned

lavvandet tilholdssted for svømmefugle

de går i grupper på gulvet og så begynder jeg at grine, hvilket ikke var meningen, udover at jeg her i vinterkulden gennemgående morer mig for lidt og må ringe efter mental starthjælp fordi det i forvejen ikke ligefrem er løssluppenheden som dominerer, men når tv-nyhederne påstår at en politisk kommentator kommer fra kriseligt dagblad, ikke sandt, så skal det gå meget skævt til for at man ikke trækker smilebåndet hen over den sidste sørgelige rest af sammenhængskraften, rent bortset fra at de ser noget så søde ud dernede bag skranken på kontoret, hvilket kort tid efter får mig til at se min fremtid i små skræmmende billedserier i de sidste sekunder af en vild spurt, da jeg kun lige akkurat når den sidste bus hjem til bjerget, hvorfra jeg de fleste aftener ser ned på byen, fodrer spinatfuglen eller lader livet som sådan trække skind, måske det mest patetiske man kan foretage sig når man udmærket godt ved at der skal mindst to til at danne en gruppe, uanset hvor den så ellers vælger at placere sig i forhold til skydedøren, indenfor hvilken de dør til sidst og alligevel rejser sig

Not so cozy after all…

Nuvel.

På min snefulde færd til barnebarnets krybbe nåede jeg på frie fødder til den lille landsby Solrød. Jeg fornummede at de lokale var venligtsindede, eller rettere sagt: det satsede jeg på, idet på vandreturens friske østenvind havde fået min krop til at vibrere og summe af bar omsætningsiver. 

Jeg drejede til højre og gik op ad byens hovedstrøg. Første rimelige afrimningsmulighed var Café Cozy – og jeg var spændt på modtagelsen. Højspændt. Efter at have strøget topsejlet sendte jeg stedets hyggemoster mit allersomdejligste smil, og spurgte om hun undtagelsesvis ville lave en aftrædelsesaftale gældende én gang for alle, eller bare i de næste to minutter, og kun for mig.

Med et smil som kan konkurrere med den opgående sol, sagde hun at det kunne jeg da i hvert fald, hvis jeg bare ville betale fem kroner. Det var kravet hvis jeg ikke var gæst på caféen.

Dér stod jeg så. Var jeg ikke netop gæst, efter at have vandret dertil fra Karlslunde station? Jeg prøvede at slå op i min indre Williepedia, men den var oversvømmet. Med warp-hastighed drejede jeg omkring og satte kursen mod byens togstation, der heldigvis viste sig fra en lidt gæstfriere side.

Og så havde jeg ellers kun ét ord på sinde:

Videre! 

Hvor der handles, der spilles..!

Jeg er på vej. Ikke gravid, lissom i Norge – men på vej til en, der har været gravid. Og jeg skulle egentlig gå hele vejen. Ikke i overført betydning, men helt b-o-g-s-t-a-v-e-l-i-g-t. Vandringsmanden.

På med de varme skibukser og tre lag lange ærmer. Nyt batteri i lommeradioen. Men hvad ER det dog, hende den lækre siger i radioen…snevejr! Den går sgu ikke. Jeg har ikke råd til at blive syg, for jeg får ikke løn under dynen.

Hvad gør man så? Man møder sig selv på halvvejen. Lige nu sidder jeg fx. i en alt for lille luftpudestol på biblioteket i den by, hvor faderen til den lille baby jeg skal besøge, selv voksede op. Dengang jeg var hans far. Det var mig, der stod på balkonen og vinkede til ham, da han for første gang skulle udføre den farefulde bedrift at gå til bageren helt alene. Var han syv år?

Nu er han far til en lille pige, som kun er to uger gammel. Jeg besøgte hende og ham og moderen om aftenen samme dag fødslen havde fundet sted. Om morgenen om aftenen…jo, for det var Nytårsaften.

Spøjst.

Jeg har altså kørt med tog lidt af vejen, og havde egentlig tænkt mig at stå af på Åmarken, hvortil mit månedskort gælder. Men sneen faldt, og jeg tør sgu ikke. Vil gerne, men jeg bør ikke sjakre med min indtægtsmulighed. Så kunne jeg klippe een gang blåt og køre ned til Vallensbæk. Fint nok.

Men jeg vil også i Bilka og købe walkingsko med gelé i hælen. Jeg er kommet i den alder, hvor gelé’en gør mest i dem modsatte ende af hvor ham faderen bruger det. Klip en hæl og hug en zone? Nej, jeg tør ikke køre det sidste stop uden zoner nok. Zoneterapi er dyrt hos DSB.

Og det sner.

Altså klipper jeg to gange blåt, og kan dermed både tage E-toget til Ishøj + købe walkingsko i Bilka + køre videre helt til Karlslunde – og så håbe på at snevejret er færdigt. Men når jeg drejer hovedet lige nu, og ser ud af ruden her i Ishøj, så-eh…hmm….

Nå, men der gik jeg så inde i Bilka og ledte efter lige de dér Adidas på tilbud, men de var selvfølgelig udsolgt. Kan jeg mon nå ned i Hundige Bilka og tjekke dér? Ja, det kan jeg…for klippene udløber først 12.45.

Pludselig standser jeg. Hvad er det for en sang, de spiller i kunderadioen? Neal Young’s ‘Heart of gold’..i original-udgaven! Det havde jeg godt nok ikke troet. Det er næsten frækt. Lisså frækt, som når Claus Hjort siger at hvis Cavlingpris-vinder Jesper Tynell fra P1’s Orientering har ret, så burde han (ministeren) sidde i fængsel nu. Det er hovmodigt, synes jeg.

Samme følelse fik jeg da Solveig Bjørnestad, den erfarne redaktør og vært på DR’s ‘P1 Business’, skulle afslutte radioprogrammet forleden. Hun sagde at hvis nogle skulle spekulere på hvor mange lyttere programmet har, så kunne hun da oplyse at der var 190.000 lyttere i gennemsnit. Det er åbenbart højt, for hun kommenterede straks tallet ved at kalde det ‘imponerende’.

Egentlig tror jeg (håber jeg) at hun mener det som en slags ros til lytterne, men som det kom ud til mine ører lød det som den største gang selvros, jeg nogensinde har hørt en DR-vært komme med. Men er der så egentlig noget galt i det? Eller er det fordi jeg ikke er så glad for programmets emne?

Var jeg blevet lisså forarget, hvis det havde været værten i det skønlitterære P1-magasin? Nej, det ville jeg ikke.

Videre!        

Teknikforskrækket avis

Hvis man vil have en bog anmeldt i dagbladet Politiken, så er det et krav fra litteratur-redaktionen at de får et papireksemplar af udgivelsen.

I en tid hvor romaner udkommer i E-bog format, og print-on-demand udgivelserne er i stærk vækst, kan det undre mig at en moderne avis som Politiken har den slags betingelser bare for at overveje at anmelde en nyudgivet skønlitterær tekst.

Jeg har skændtes skriftligt med en medarbejder på Politikens bog-redaktion, som udover at kalde mig Nielsen ikke vil lade avisens anmeldere få lov til at vurdere min nye fiktion ‘Jeg kan ikke sove’ – med mindre jeg skaffer avisen et trykt eksemplar.

Avisen har via mail fået en kopi af den PDF-fil, som bruges til at trykke bogen med. Både tekst og omslag.

Jeg skrev endda til Politiken, at jeg ville give dem eneret på at anmelde bogen. Mit håb var, at den samme anmelder som gav mig fem stjerner for min evne til at indlæse andres tekster, skulle kunne få mulighed for at anmelde mine egne ord.

Her gik jeg og troede at avisen var villig til at bruge nogle penge på at skaffe sig viden og komme i kontakt med det emneområde man vil dække, i konkurrence med andre aviser. Bruger man fx. ikke penge til at lade anmeldere og journalister besøge bogmesser? Eller rejseudgifter til at lave interviews med forfattere?

At en avis forlanger at et bogforlag sender trykte anmelder-eksemplarer kan jeg sagtens forstå. Men det er ikke med i aftalen mellem mig og print-on-demand forlaget Books-on-Demand at de skal sende anmelder-eksemplarer rundt til aviserne. Det skal jeg selv, hvis jeg ønsker det. Skulle jeg sende anmelder-eksemplarer til aviser og andre anmelderfora, ville det koste mig mindst 1.000 kr, og jeg er ikke selvstændig med ret til fradrag for markedsføring.

Jeg vil vædde ti grå digtsamlinger på, at anmelderne er ligeglade med hvordan indholdet kommer til dem. Det er indholdet som betyder noget. Hvis det er godt nok, så er metoden blot en del af udgivelsens faktaoplysninger. Og min bog er udgivet som den skal, tilmeldt med det nødvendige ISBN-nummer, og vil kunne købes i enhver boghandel.

Man kan kalde mig smålig fordi jeg ikke vil ofre de ca. 100 kroner for at få chancen for at blive anmeldt i Politiken. Og der er stor forskel mellem de 15.000 kr, jeg måtte give for at få trykt mine to første digtsamlinger, og til de kun ca. 500 kr, det koster at få en bog udgivet som print-on-demand.  

Men jeg synes også at avisen med sine underligt gammeldags krav forhindrer sig selv i at få kontakt til nye talenter, som de store forlag af økonomiske årsager ikke vil satse på.

1. sætning fra aftenens oplæsning

jeg kan lisså godt sige det som det er, sagde han, og så kom der ikke en lyd i lang tid, hvilket velsagtens ikke kunne fortolkes på anden måde end at der slet ikke var noget, og hvis man skal begive sig ud i en spontan mundtlig analyse af de foreløbige konsekvenser af udtalelsen, som på en måde både var der og ikke var der, så kan det hurtigt ende med en lisså lang kunstpause, og dermed er man pludselig selv et levende bevis på hvordan det lyder når noget i stilhed dør hen eller måske allerede er dødt, selvfølgelig kun i overført betydning eller måske snarere i overhørt betydning, for uanset hvor talende tavshed kan insistere på at være og selv om meget kan siges uden et eneste ord, så er der intet så umisforståeligt som måbende tøven fra et mistet mæle, og således kan man hastigt og ulystigt bruge sproget til at formidle noget meget præcist ved helt bevidst at undlade at benytte sig af det, som nu, hvis du ellers forstår hvad jeg ikke siger

Undgå at fryse på drømmejobbet

 

For sytten år siden sad jeg på et stillads under taget på Leeds Uniteds stadion ‘Elland Road’ i det nordlige England. Det var koldt, så jeg havde overtræksbukser udover mine jeans. Grimt, men helt nødvendigt for at stemmen ikke ryster mens man kommenterer. I forgrunden min medkommentator, fodboldspilleren Per Frimann. Han er i dag en respekteret analytiker, kommentator og vært på TV 3 Sporten. Den planlagte pokalkamp mellem Leeds og Man Utd var blevet aflyst på grund af for meget vand på banen, så vi blev sat til at kommentere Villa-Spurs på monitoren til venstre i billedet. Uden forberedelse. Det er den slags, der gør arbejde udfordrende.