Monthly Archives: februar 2010

Det er et værre hus med de ord

Et drømmehus kan være flere ting på samme tid.

Man kan drømme om et hus i fuldt dagslys uden at sove. Når man drømmer om et hus om natten, kan det symbolisere den måde man ubevidst opfatter sig selv på. Drømme er ikke virkelighed, men de er virkelige nok, for man ligger trods alt lige dér i sin seng og drømmer dem. Drømme bruger ofte billedsprog. De er som kunst. Kunst er kunstigt, men findes i virkeligheden.

Det er sjovt at vende op og ned på sproget. Vende det på vrangen. Dobbelttydigt, underforstået, underfundigt. 

Et digt er som et hus. Er det mig, der har skrevet det, så er det mit hus, men når læseren kommer på besøg er jeg oftest ikke hjemme selv, og gæsten kender mig typisk ikke, eller skal ikke kende mig for at blive budt indenfor. 

Visse ting er gæsten og jeg enige om inden besøget. Vi har forventninger til begrebet ‘hus’. Et hus har ydervægge, døre og vinduer, loft, tag og et antal værelser. Man vil nok også forvente at der er møbler og lamper og noget nips. Farver. Nogle blomster.

Først når gæsten kommer ind i huset kan vedkommende se hvordan jeg bor og har indrettet mig, og det er ikke sikkert at gæsten kan lide det, han ser. Det kan jeg ikke vide noget om. Jeg er som sagt ikke til stede når gæsten kigger forbi.

Alligevel vil gæsten få en masse tanker om mig ved at se sig omkring, kigge på boghylderne, åbne køleskabet og sætte sig lidt i sofaen. Gæstens smag og min smag kolliderer, men vi er stadig enige om at det er et hus. Hvis jeg bygger et andet hus et andet sted vil gæsten huske det første hus og sammenligne.

Det er en pudsig øvelse, for gæsten og jeg mødes normalt ikke ansigt til ansigt. Gør vi det alligevel, vil jeg som person påvirke gæstens opfattelse af mit hus. Et digt består ofte af nogle linjer i en bog. Det er de formelle ting. Husets beliggenhed, ydervægge, værelser. Ordene er de mere personlige ting. Møblerne. Kopperne. Malerierne. Tæpperne.

Selv om gæsten/læseren ikke kan forstå mig, kan han godt opleve mig ved at sætte sig selv i mit sted. Han ville måske lave helt om på huset, hvis det var hans. Bryde mure ned. Male om. Bo i en husvogn i baghaven i stedet. Det er min gave til ham at han har mit hus at sammenligne med. Mit digt. Mine linjer. Mine ord. Det er ikke sikkert at det giver mening for ham. Men det kan han ikke vide før han har siddet i min lænestol. Læst mit digt.  

Skulle jeg komme ind i stuen og læse digtet højt for ham, er det pludselig noget helt andet. Han vil fokusere meget på mig og mit udseende og min stemme. Vi kunne blive gode venner. Måske. Min fineste udfordring som digter må være at skrive et digt, som gæsten kan bruge som han selv har lyst til.  Jeg har godt nok skrevet det, og der er masser af mig og mit liv gemt i det, men digtet skal kunne klare sig selv uden mig.

Fra det øjeblik jeg har skrevet det er det alene, indtil det møder sin anden læser. Måske kan vedkommende bruge oplevelsen og måske nyde den. Måske melder han hus forbi. Måske vil han få den opfattelse at der aldrig er nogen hjemme. Jeg siger altid til mig selv, at man altid kun har én læser. Af gangen. Det er et godt lille trick. 

Det er digtet som er vigtigst. Ikke mig. Jeg har bare skrevet det, og jeg tror at man går galt i byen og får svært ved at finde hjem igen, hvis man skriver for at kommunikere personligt med læseren. Det kan man slet ikke styre, og den udfordring elsker jeg. 

Reklamer

Elendigt billigt lort

Jeg ved det jo, og jeg er udmærket godt klar over det.

Når man går efter de billigste ting på tilbud sat særligt ned i pris, så vil man kunne komme til at udsætte sig selv for skuffelser. Og her gælder det ikke små nuttede vandkogere, som kan stå på køkkenbordet på deres skæve sokler og blinke skælmsk med 220 Volts knap-øjne.

Vi skal ud og rejse.

Jeg købte for nogen tid siden en kørende kuffert. Det havde jeg ellers forsvoret at jeg ville, for jeg h-a-d-e-r lyden af skrumlende plastichjul på asfalt. Men alt er bedre end mit gamle system, med en selvdød rygsæk og 20-30 poser og indkøbsnet.

Da Bilka (eller var det Føtex) lokkede med en stor ‘Travel’ soft trolley til ca. 75 kroner, så kunne jeg ikke modstå fristelsen længere – og i mandags fik den hjulende kuffert sin iskolde ilddåd. Forfrysninger og forbrændinger er vel lige slemme?

Turen til Oslo gik helt fint, og det var først i de allersidste sekunder at det gik galt. Jeg skulle faktisk bare trække den op over kantstenen foran min hjemadresse, da der lød et højt KNÆK…og så stod jeg dér med et afbrukket håndtag fra den udtrækkelige teleskop-del.

Min datter eksploderede af grin. Det er ikke ualmindeligt. At man ikke kan regne med noget som helst når man er en nævenyttig nærigpind, er heller ikke ligefrem ‘Breaking News’.

Jeg brækker mine egne nyheder. Tak.

Yes, we kande..!

Jeg ved det jo godt.

Når man er så nærig som jeg er og køber billige ting på tilbud, så holder de nok ikke lige så længe som de dyrere modeller bygget i lidt mere solide materialer. Min elektriske vandkogekeddelkande holdt i måske seks måneder.

Det var vippeknappen som tænder for strømmen, der ikke kunne holde til presset. Når jeg trykkede den ned, så tændtes lyset et kort øjeblik, men uanset hvor mange gange jeg fik lyset til at blinke ville strømmen kun blinke kækt. Ikke flyde jævnt som det kolde vand i kanden.

Melissa’en havde kostet 50 kroner på tilbud i Føtex. Måske kunne jeg påberåbe mig garanti, men ærlig talt..! Der må være nedre grænser og jeg gemmer ikke kvitteringer på 50-kroners vandekander…strøm eller ej.

I to uger har jeg kogt vand i en gryde, men nu er der udsalg igen i Føtex. Tres kroner, cirka. Afsted med Hansen. Desværre ser der ud til at være udsolgt. På podiet står en masse krølle- og og dampstrygejern, men ingen el-kedler.

Eller rettere…jo, der står faktisk en enkelt hvid kande! Uden indpakning og uden den ledningsførende sokkel, som kogeren skal stå på og strømmen komme fra. Ingen pris, heller. 

Meget mystisk. Den er helt ny.

Jeg spørger en medarbejder ude i miljøet. Han henviser til sin elektriske chef henne ved el-skranken. Han viser sig at være en rigtig købmand. Jeg fortæller om den gamle kande. Spørger om jeg må købe singlekanden. Prøve om den passer i den gamle sokkel.  

Det må jeg godt. Og prisen? Han funderer, og trykker et beløb ind på kassen. 25 kroner! Meget hurtigt hjem. Virker den?

Det er to forskellige Melissa-kander. Den nye passer ikke helt til soklen. Første tryk på knappen gi’r intet lys i lampen. Øv. Men så ser jeg at soklens stik ikke sidder i kontakten. Jeg slutter strømmen til. 

LYS! KAFFE! LYKKE!

Gud styrer DR

Da jeg var ung hørte jeg P3. P4 var endnu ikke opfundet, og P1 var for langhåret på den ufede måde, i modsætning til min frisure. Jo, jeg havde semi-svensk garn, subsidiært bundesligahår, dengang.

Så blev P4 skabt, og det havde jeg ikke noget imod. Jeg blev jo morbror som fem-årig, så der var tidligt behov for blidere alternativer til headbanging.

Da jeg blev fungerende far var jeg forlængst diffunderet over på P1, forstået på den måde at jeg begynder med at høre hvad der er dér, før jeg tjekker P4 ud – og en sjælden gang lige passerer P3 for at høre hvad de unge dog har gang i.

I mange år har jeg nydt P1’s måde at bruge god tid til at gå i dybden med en samtale på. Koplevs Krydsfelt og Herreværelset med Nikolaj Ifversen var 120 minutters uafbrudt tankevækkende radio. Men fra sekundet efter at TV2 blev skabt, og TV3 fik en dansk filial, begyndte DR at få allergi mod tid.

Først blev de lange samtaleprogrammer skåret ned til halvanden time, og nu er de skåret væk. Sådan føles det i hvert fald. Koplevs længste program er lige nu på fem minutter. På P1 må ingen programmer vare længere end 60 minutter. Basta.

Afløserne for d’herrer Koplev og Ifversen gør hvad de kan, og især prøver Karen Secher i Besøgstid at lade som om hun ikke har blodtryksmanchet på, og at der ikke er blandet beroligende medicin i Matador Mix-skålen foran hendes interview-ofre som, sammen med lytterne, netop er ofre for ledelsens tidshysteri styret tilhøreladende udelukkende af hensynet til seer-og lyttertal.

På en måde forstår jeg godt baggrunden for beslutningen om at der også på P1 SKAL være timenyheder hver time. Her er de to ting jeg derimod ikke forstår:

1) Hvorfor holder man så ikke bare en pause i de lange P1-programmer og fortsætter efter Radioavisen – lissom man gør på de gode to timers-programmer på P3? Ibens Harem, Mads og Monopolet?

2) Hvorfor helvede er transmissionen af søndagsgudstjenesten undtaget fra reglen? Hvad satan er det for noget? Hvorfor skal den kristne kirke have lov til at undgå timenyhederne, når en lang dyb samtale om Læger Uden Grænser eller om at bearbejde sorgen efter at have mistet et barn ikke må?

Hvorfor, Plummer?

Hvorfor?

forlangt forkortet VII

Min datter har et lisså skarpt læsesyn som sin far, og det ramte min faglighed lige i nakken forleden, da hun sad i mit køkken og læste sovebogen højt for mig.

Undervejs fangede hun tre-fire deciderede tryk- og skrivefejl i teksten. Hun var ellers meget begejstret for indholdet – og samme reaktion har jeg fået fra adskillige af dem som har læst bogen.

Jeg har derfor gennemskrevet teksten endnu engang, og fra i dag kan man bestille andenudgaven af bogen, hvorimod den første udgave er trukket tilbage. Prisen er den samme.

En vigtig detalje er ændret. Det har irriteret mig lige fra starten at bagsideteksten fremstår så utydeligt, og forlaget kan ikke ændre skabelonen. Derfor er teksten flyttet om på forsiden, hvor den erstatter ordet ‘fiktion’.

Nu får man al information med et enkelt blik på forsiden, og bagsiden fremstår langt pænere i det stribede layout. Det er smart, og løfter bogens ydre kvalitet. Og så er der indsat sidetal inde i bogen.

Ganske få replikker rundt om i møderne er blevet ændret eller flyttet, så meningen fremgår tydeligere. Der er også blevet renset lidt ud i alle tænkeprikkerne.

Jeg er nu endnu mere glad for ‘Jeg kan ikke sove’.      

Hansen, Hansen, Hansen…

Hvis man hælder lidt lykkevand på mig, så vil jeg måske give sangen om mit efternavn til bedste. Den stammer fra en film fra 1930’erne og handler om en vicevært.

Man hører jo ellers fra diverse (og de værste) kilder, at efternavne som slutter med bogstaverne ‘s’, ‘e’ og ‘n’ – i den rækkefølge – ikke lissom lige er det man lissom skal hedde, hvis man lissom skal hedde noget som er noget. Lissom. Agtigt…’ish.

Det synes jeg er noget forbandet gastroenterologisk overskudsluft, men jeg må så også ærligt tilstå at jeg fik noget af en hjerneåbner her til formiddag.

Jeg stod udenfor kantinen på Gamle Scene, og kiggede på opslagstavlen. Der var spændende tilbud på endog stærkt nedsatte andelslejligheder og brugte tubamundstykker, for slet ikke at tale om allehånde invitationer til koncerter og begivenheder.

To sopraner lokkede med skønsang fra to forskellige plakater. De burde lave en duo og det kan kun gå for langsomt. Hvorfor? Fordi Ina og Annemette, der måske aldrig har mødt hinanden, har et sæt efternavne som ikke er til at stå for, og da slet ikke hvis man sætter dem ved siden af hinanden:

                              Kringlebotn & Pødenphandt

101

Det er digitider. Det analoge er anormalt. Anno dazumal.

Min bærbare virker som om den kan alt, bortset fra at lave kaffe. Måske. Alligevel ved jeg at den dybest set kun forstår to ting: tallene ‘1’ og ‘0’.

I dag er det den 9. februar. Vandmandens Tegn. Min fars fødselsdag. Han ville have fyldt 101 år, men nåede kun til tallet 65. Jeg var med ham på den sidste køretur mens hans hjerte slog.

For at huske ham godt har jeg sat dagen i dag som officiel udgivelsesdato for min pyjamasstribede sovebog. Også fordi jeg tydeligt kan huske hans nattøj og hans tykke varme slåbrok. Jeg bruger ingen af delene.

Tænk, hvis jeg kun har tretten år tilbage at leve i. Tanken er helt mærkelig. Tre VM-slutrunder. Tretten forår. Tretten årsopgørelser. Tretten fødselsdage for min datter og tolv for min drengs lille nyfødte pige.

År efter år. One on one. År der gør knuder. År der giver knuder. Årvågenhed.

Tillykke, deroppe…gamle dreng 🙂

Luftfattig lørdagslykke

Selve idéen opstod fredag aften.

Derfra gik planlægningen sådan set på skinner. Rejseplanen.dk kunne ikke helt blive enig med sig selv, men til sidst stod det klart. Først rulle ned til min lokale station for at hente den bestilte billet og dernæst køre med tre tog sydpå. 

Jeg ville, hvis alt gik som det skulle, ankomme til Østbanens pittoresk beliggende endestation klokken kvart i tolv. Det skulle være tidsnok. Sidste etape bestod i cirka seks kilometers cykeltur. Der går nemlig ingen bus til landsbyen Boestofte på Stevns på lørdage.

Varmt tøj, tjek. Madpakke, tjek. Billetkode, tjek. Bedstemorcykel-som-kun- kan-køre-i-første-gear-og-som-ikke-har-været-oppe-fra-kælderen-i-månedsvis, utjek. Jeg frygtede at der var for lidt luft i dækkene, men var dog, da jeg slukkede natlampen ved midnatstid, ret sikker på at kunne få ordnet den detalje inden det blev alvor for alvor.

Jeg passerer trods alt tre-fire cykelhandlere inden jeg har bevæget mig fem hundrede meter fra min hjemadresse. Og da jeg lørdag morgen kommer ned i kælderen viser det sig, at der er god brug for mindst een af dem. Begge hjul er ret flade. Der kan køres, men kun lige netop.

Første cykelhandler, lukket. Ingen luft. Næste cykelhandler, ikke åben. Ingen luft. Tredje cykelhandler, ophørt. Spillebule. Jeg er nu nået ned på Nørrebrogade. Fjerde cykelhandler, nedlagt. Lang næse + lille trykken i mellemgulvet.

Nå.

Jeg beroliger mig selv med at de selvfølgelig har en cykelbutik i Rødvig med små blæffende flag ude foran, tilbud på lappegrej indenfor, og en hyggelig cykelsmed ude bagved med daggammel twist stikkende op fra klapbukserne. Eller en benzintank. Eller noget.

Derfor tager bedstefar fortrøstningsfuld F-toget mod Ny Ellebjerg kl. 10.08 medbringende en lufthungrende bedstemor-ged med godt med jern i. Skift til E-toget mod Køge, hvor Østbane-toger mod Rødvig afgår 11.08.

Sidste del af togrejsen er en transportmæssig nydelse. Østbanen, der nu hedder Regionstog, har købt nogle meget lækre moderne nye togsæt, som glider lydløst afsted. Ud af store panoramavinduer nyder jeg synet af de sydsjællandske nuancer af farven hvid. 69 kroner for at køre fra Nørrebro til Stevns er til at klare, når komforten er så udtalt.

Den sidste station i Takstområde Hovedstaden på Rødvig-linjen.

Rødvig. 11.45. Om fem kvarter kører min datter og hele efterskolen til Østrig på skitur. Hun ved ikke at jeg kommer og vinker farvel. Jeg elsker at lave den slags overraskelser. Men med to trekvartflade hjul kan tiden blive en faktor jeg ikke bryder mig om.

Ingen cykelhandler. Et lille spidst stik i maven. Indefra. Ingen benzintank. Ingen andre cyklister. Ingen mennesker?! Er Stevns blevet evakueret på grund af isslag? Efter tre minutters hidsig køren i ring på hovedgaden får panikken mig til at vælge den hårde løsning.

Skørpinge Mark. Skørpingevej. Gennem Havnelev. Stærk sidevind på de første kilometer. Nu kan jeg mærke hvilken elendig fysisk forfatning jeg befinder mig i. Jeg tager smerten som en slags strafporto, og tænker intenst på den glæde jeg vil kunne afstedkomme om to-tre kilometer.

Og på skolen har de jo cykelpumper allesammen. Hjemturen bliver helt uden nerver og tidspres. Ja-ja da…rolig nu, Hansen. Luuuuh-lulluh-lulluuuuuh…ase, ase, ase, ase. Sne, sne, sne, sne. Stor himmel. Nedlagte landbrug. Øremusik. Fokus.

Klokken 12.15 er jeg fremme. Bussen skal køre kl. 13. I Møllehuset står min datters værelsesdør på klem. Jeg banker på to gange. Intet svar. Hun er måske ved at spise frokost før afgangen? Med en finger puffer jeg døren op. Ingen datter. Jeg lægger mit net og mit overtøj på hendes kontorstol og iler ud på gangen. Stærkt tissetrængende.

Jeg når kun lige at vaske hænder, da der lyder et vildt jubelskrig på gangen. Alt jeg når, er at dreje hovedet få centimeter inden jeg takles som en rådvild amerikansk quarterback i de døende sekunder af en Super Bowl-finale. Luften presses simultant ud af mine lunger på et splitsekund. Flere lykkehyl og mange kindkys. Missionen er fuldført. Glad far. Stol på det.

Vi får en skøn halv time, inden dobbeltdækkeren ruller afsted mod Axamer Lizum med en smilende og vinkende datter på øverste etage. Jeg har lånt en pumpe af hende, så alt er godt. Bortset fra at den ikke virker, og at skolen sekunder efter de tre bussers forsvinden er lisså levende som en forladt arktisk forskningsstation.

Jeg resignerer. Herregud. Intet kan ødelægge mit humør nu. At opleve min datter blive så glad er livsforlængende. Vitamin J. Mit personlige livs-eliksir. Og jeg skal jo først møde på arbejde i Operaen klokken…øhh…vent nu lidt. Har jeg den tidlige vagt i dag?

Ja.