forlangt forkortet VI

Jeg ved nu at min nye bog ikke vil blive anmeldt i Politiken. Spørg mig ikke hvordan jeg ved det, men hvis du partout skal have vished, så ring til din præst eller forsvarsministerens spindoktor.

Politiken nåede at have det trykte eksemplar som de krævede for at kunne vurdere bogens egnethed til anmeldelse, i samfulde 48 timer. Og jeg indrømmer, at man i det tidsrum kan læse de tres sider mindst tres gange.

Der har været masser af tid for litteraturredaktøren til at vurdere om form og indhold i ‘Jeg kan ikke sove’ er af en beskaffenhed, der gør en anmeldelse interessant for avisens læsere.

At jeg alligevel er så fræk at forestille mig, at bogen ikke er blevet så meget om som taget ud af det plasticomslag, jeg havde lagt den i (sammen med pressemeddelelsen) er måske fordomsfuldt.

Jeg vil påstå, at i det sekund redaktøren så at det var en selvudgivelse efter print-on-demand princippet, så var bogen lisså langt væk fra at blive anmeldt som tålte flygtninge er fra en opholdstilladelse.

Selvudgivere er litteraturens naivister. Forlagenes redaktører er et nødvendigt kvalitetsfilter. Der udkommer i forvejen alt for mange bøger. 

Men var der ikke noget med at en vis engelsk forfatterinde måtte løbe mange forlag på døren, inden hun fik sin bog om en trylledreng med runde briller udgivet? Var der ikke noget om at Beatles gik forgæves til adskillige pladeselskaber inden de vist klarede sig nogenlunde godt? At en anmelder ved urpremieren på Carmen kritiserede operaen for at “mangle melodier”? At Politikens anmelder kaldte Tom Kristensens ‘Hærværk’ for “en skuffelse”?

Jeg har én eneste grund til at udgive min lille pyjamasstribede sovebog: den fortjener sgu en ærlig chance for, at jeg en dag kan sige til diverse (og de værste) smagsdommere: – Ja, godmorgen!

Anmeldereksemplaret fra Politiken er allerede hentet og sendt på nye eventyr. Stol på det.

2 kommentarer til “forlangt forkortet VI

  1. Den fortjener selvfølgelig en chance.
    Så dannede de et forlag og udgav Hvedekorn.
    Så dyrker de korn på et alter i Chile.
    Bizet døde af hjerteslag tre måneder efter premieren på Carmen, der ikke var en anmeldersucces. Jeg synes jeg kan huske hvorfor den chokerede publikummerne, men for ikke at løbe med en halv vind, leder jeg efter bekræftelse af forklaringen på den manglende anmeldersucces, altså den, som jeg synes, at jeg kan huske: At en opera i Paris anno 1875 ikke måtte have en fattig zigeunerske som hovedperson, og helten måtte ikke være en kriminel smugler, og værst! En kvinde måtte ikke være forelsket, hvis hun skulle have noget med opera-tilskuerrummet at gøre. Den slags var forbeholdt dyrene og patienterne på nervesanatorierne. Mødre fik deres børn tilsendt med storken og jordemødre og læger tordnede mod korsetter, manglende motion og selvfølgelig dårlig hygiejne, det skal de jo … ikke?
    Under søgningen får jeg masser af andre forklaringer: Bizet brugte “ledemotiver” som ellers var noget man associerede med Richard Wagner, der skrev store nationale guddommelige epos’er om helte og sejre og tyske mestersangere, og det skulle man ikke gøre i Frankrig og slet ikke i Paris, som jo gerne ville bekæmpe utyskerne.
    Jeg har også læst et sted at musikerne i orkestergraven var modvillige for sådan nogle harmonier skulle man altså ikke bruge i den franske hovedstads musiktempel, og den måde at lave akkordsekvenser var jo helt uhørt!
    De sidste år havde Bizet været forfulgt af depressioner og han kunne ikke anerkende et barn han fik med sin moders tjenestepige, måske ville han i virkeligheden gerne, men før det havde der været succes på succes:
    and the 1867 Premiere of his opera La jolie fille de Perth, was also favourably received by press. But from then on, his career was followed by bad luck, which pursued him to the grave.
    Som ung var Bizet gået fra den ene sejr til den anden, og teaterdirektionen kunne jo godt se det fine ved Carmen, så de lod den jo køre 43 gange og prøvede ligesom Mercedes Benz at forære biletterne(bilerne) væk, så at man kunne høre melodierne på gaden foredraget af løjsere og longjohncyklister, fløjtet af drenge og nynnet af piger.
    Under skrivningen af detteher er der flere ord, som støder mig på grund af at de kan indeholde et mellemrum og når de således indeholder ingenting skifter de mening uden at spørge om lov, Under søgningen bliver næsten til undersøgelse, og Bizets ledemotiver bliver til. Nej vel. Det er for plat.
    Men verden er plat. Man skal ikke tro, at verden gerne vil læse en rørende bog om en lille mands problemer med at sove den skal have forklaret hvorfor den skal filmatiseres eller også så skal man finde nogen filmfolk som hungrer efter et manuskript der kan formes til en succes. Eller også skal man måske skrive noget andet og bare fortsætte fordi verden er fuld af fortsættere som alle sammen gerne vil i fjernsynet, men fjernsynet vil helst bare ses af så mange som muligt og så skal man ikke vise noget der er for godt. Lidt lissom i den franske hovedstads operahus 1875. Man kan næsten se det når man ser på huset og tænker på arkitekturens budskab. Hov der kom jeg til at sluge en kamel.
    http://www.humanitiesweb.org/human.php?s=c&p=a&a=i&ID=743
    Carmen and her co-workers from a cigarette factory smoking on stage and the sordid stabbing at the end. The sheer dramatic power of the music also proved a little too much for those who had come to the theatre simply to be entertained.

  2. Donald…tusind hjerteligt mange gange tak for endnu en fremragende og uddybende kommentar. Du er instituttets toreador..! EN GARDÈ!

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s