Det er et værre hus med de ord

Et drømmehus kan være flere ting på samme tid.

Man kan drømme om et hus i fuldt dagslys uden at sove. Når man drømmer om et hus om natten, kan det symbolisere den måde man ubevidst opfatter sig selv på. Drømme er ikke virkelighed, men de er virkelige nok, for man ligger trods alt lige dér i sin seng og drømmer dem. Drømme bruger ofte billedsprog. De er som kunst. Kunst er kunstigt, men findes i virkeligheden.

Det er sjovt at vende op og ned på sproget. Vende det på vrangen. Dobbelttydigt, underforstået, underfundigt. 

Et digt er som et hus. Er det mig, der har skrevet det, så er det mit hus, men når læseren kommer på besøg er jeg oftest ikke hjemme selv, og gæsten kender mig typisk ikke, eller skal ikke kende mig for at blive budt indenfor. 

Visse ting er gæsten og jeg enige om inden besøget. Vi har forventninger til begrebet ‘hus’. Et hus har ydervægge, døre og vinduer, loft, tag og et antal værelser. Man vil nok også forvente at der er møbler og lamper og noget nips. Farver. Nogle blomster.

Først når gæsten kommer ind i huset kan vedkommende se hvordan jeg bor og har indrettet mig, og det er ikke sikkert at gæsten kan lide det, han ser. Det kan jeg ikke vide noget om. Jeg er som sagt ikke til stede når gæsten kigger forbi.

Alligevel vil gæsten få en masse tanker om mig ved at se sig omkring, kigge på boghylderne, åbne køleskabet og sætte sig lidt i sofaen. Gæstens smag og min smag kolliderer, men vi er stadig enige om at det er et hus. Hvis jeg bygger et andet hus et andet sted vil gæsten huske det første hus og sammenligne.

Det er en pudsig øvelse, for gæsten og jeg mødes normalt ikke ansigt til ansigt. Gør vi det alligevel, vil jeg som person påvirke gæstens opfattelse af mit hus. Et digt består ofte af nogle linjer i en bog. Det er de formelle ting. Husets beliggenhed, ydervægge, værelser. Ordene er de mere personlige ting. Møblerne. Kopperne. Malerierne. Tæpperne.

Selv om gæsten/læseren ikke kan forstå mig, kan han godt opleve mig ved at sætte sig selv i mit sted. Han ville måske lave helt om på huset, hvis det var hans. Bryde mure ned. Male om. Bo i en husvogn i baghaven i stedet. Det er min gave til ham at han har mit hus at sammenligne med. Mit digt. Mine linjer. Mine ord. Det er ikke sikkert at det giver mening for ham. Men det kan han ikke vide før han har siddet i min lænestol. Læst mit digt.  

Skulle jeg komme ind i stuen og læse digtet højt for ham, er det pludselig noget helt andet. Han vil fokusere meget på mig og mit udseende og min stemme. Vi kunne blive gode venner. Måske. Min fineste udfordring som digter må være at skrive et digt, som gæsten kan bruge som han selv har lyst til.  Jeg har godt nok skrevet det, og der er masser af mig og mit liv gemt i det, men digtet skal kunne klare sig selv uden mig.

Fra det øjeblik jeg har skrevet det er det alene, indtil det møder sin anden læser. Måske kan vedkommende bruge oplevelsen og måske nyde den. Måske melder han hus forbi. Måske vil han få den opfattelse at der aldrig er nogen hjemme. Jeg siger altid til mig selv, at man altid kun har én læser. Af gangen. Det er et godt lille trick. 

Det er digtet som er vigtigst. Ikke mig. Jeg har bare skrevet det, og jeg tror at man går galt i byen og får svært ved at finde hjem igen, hvis man skriver for at kommunikere personligt med læseren. Det kan man slet ikke styre, og den udfordring elsker jeg. 

7 kommentarer til “Det er et værre hus med de ord

  1. Rent undtagelsesvist slutter denne kommentar på engelsk, fordi danske ord ikke helt dækker:
    This blog-contribution shows, why you´re the embodiment of an artist..dear BEO!

  2. Erik…jeg er ihvertfald nok ferm, og det er vist slet ikke så ringe endda. Min far havde tre håndværksuddannelser, mens jeg dårligt nok kan slå et æg ud, uden at ødelægge skallen. Ak ja. Ak nej.
    Sproglig formidling og eller underholdning (fy-ord!) – er vel også et slags håndværk.
    Tak for de dejlige ord, Ehu 🙂

  3. Spøjst…nu har jeg lige læst indlægget igen, og pludselig er jeg uenig med min egen konklusion.
    Selvfølgelig skal man skrive TIL nogen, og selvfølgelig skal man prøve og styre hvad der står, og forestille sig hvordan det kan opfattes. Måske ligger talentet i at kunne forestille sig alle tolkningerne, og så vælge MEGET bevidst hvilke af dem teksten skal indbyde til.
    Men der ER også tekster, som nærmest bestemmer selv. Som jeg ikke er “mor” til, men mere…jordemoder. Fødselshjælper.
    Jeg mener dog, at ens tekster – især digte – har vældig godt af at man fjerner sin privatperson fra dem, ihvertfald fra første linje og overskriften, så der bliver lidt plads til læseren kan føle sig hjemme, selv på uebane 🙂

  4. Kloge store ord, Beo. Og vel noget alle, der virkelig vil bogstaverne tænker over. Eller stop, vent…nej ikke alle, men helt sikkert dem, der ikke kan lade være. Helt sikkert dem, der ved, at nogle gange strømmer ord bare igennem én og man er blot den ydmyge formidler. Sådan cirkus.

  5. Susling…strømmen af ord og sprog. Netop. Jeg frygter at det for min del desværre er en slags erstatning for liv og for relationer. Men okay…der er visse ting man bare kan. Skrive, bage, reparere, organisere, forstå, tro. Jeg har nok arvet skriveevnen fra min far og farfar. Det er en fin evne. Ydmyghed og forpligtelse er med på kvitteringen.
    Tak for din kommentar. Jeg værdsætter den. Meget.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s