Jo, det ER mig..!

 

 

Via DR’s hjemmeside kan man i et par uger gratis downloade min indlæsning af Nesbøs krimi. Det er dejligt sådan at komme ud til mange øren (også selvom det ikke giver flere øre til mig) – men måske netop derfor gør det mig så meget desto mere ærgerlig over at jeg ikke krediteres for arbejdet. Krukkeri? Kurspleje? Frikadelleri? Tja, måske – men min far var smed, og han vidste at man skal smede mens jernet har den rette temperatur. UPDATE SKÆRTORSDAG: Nu er mit navn pænt sat på, efter at jeg høfligt har bedt om det.

Advertisement

Tiggeriets teater

Måske deler jeg skæbne med andre. I hvert fald føler jeg mig ofte sat udenfor, og det bliver ikke bedre af at jeg samtidig får en temmelig ubehagelig fornemmelse af at jeg selv har sat mig.

Når jeg har det sådan skærpes mit blik for dem, der tydeligvis ikke er med på noderne, og som er tonedøve i forhold til den dagligmarch som kan vinde enhver musikkonkurrence i primetime. Mennesker som ikke kan holde takten.

Forleden havde jeg en meget mørk dag. Jeg havde det så røvhamrende lorte-elendigt at der sad et skilt på maven af mig med beskeden: Kommer Straks…måske. Da jeg drejede om hjørnet ved opgangen fra Metroen til S-toget i de smålunkne gange under Nørreport station, fik jeg øjenkontakt med en midaldrende kvinde, som lå på gulvet og tiggede.

Hun havde et slags sort telt på. Sådan så det i hvert fald ud, for man kunne kun se hendes runde ansigt ovenpå et stort sort område af stof. Plus en meget lille hånd med et opadrettet kaffepapkrus.

Jeg mærkede det sædvanlige stik af raseri i maven, så jeg øgede farten hen mod den næste rulletrappe, og havde nær snublet over tiggerdame nummer to. Hun lå lige rundt om hjørnet og så mig også direkte ind i øjnene. Papkrus.

Så var det, jeg fik den mest pudsige følelse. Jeg har jo hørt et rygte om at nogle af tiggerne ankommer i en lejet bus til byen om morgenen og fordeler sig rundt på taktiske steder, for derefter at køre hjem om aftenen efter arbejde. Måske er det en skrøne. Jeg vil helst ikke tro på den.

Jeg ved jo ikke noget om de to kvinders liv. Men jeg fik den mest skarpe fornemmelse af, at de er sat på en ret vanskelig kommunikationsmæssig opgave. På ét eller to sekunder skal de med deres blik, og med hele deres optræden i øvrigt, overbevise mig om at deres nød er så stor, at jeg på stedet bør gribe til lommen.

Det er en svær opgave. Jeg fik den mest besynderlige opfattelse af, at fordi de har styrken til at komme hen til stationen og lægge sig ned på gulvet og række en papkop op mod mig, så er det et bevis på at de i virkeligheden kunne fungere så godt i det hele taget, at de – hvis de satsede på det – ville kunne tjene mange flere penge ved regulært lønarbejde.

Som de ligger der, er de på en formidabel opgave. Jeg er jo slet, slet ikke overbevist om at de er i en nødsituation som er alvorlig nok, men det skal de få mig til at tro på. I et blitz-sekund. Med et blik og en kop oven på et sort telt.

Da jeg kom op til pladsen ude foran stationen, lå der en ung kvinde på knæ og rokkede frem og tilbage i bøn. Hun så bestemt ikke særligt nødlidende ud, men der stod alligevel en kop foran hende. Hun tiggede altså også? Lange støvler og krøllet hår? Hendes positur var der trods alt lidt mere bevægelse i, men hendes ansigt var delvist dækket til af hendes bedende hænder, og øjnene var lukket til.

Senere samme aften så jeg to flaskeagenter konkurrere om det samme s-tog. Professionelle typer med gode støddæmpende gummisko. Den ene kørte multiposemodellen, den anden indkøbsvogn på hjul. Deres gensidige blikke kunne slå hele tiggerhære ihjel. Det, som de laver, er vel reelt arbejde?

Og så er der sælgerne af Hus Forbi. Det er også reelt arbejde, synes jeg. Alligevel provokeres jeg af det signal som kommer så tydeligt fra dem. At deres liv er på kanten. Men de har mod til gøre noget ved det, trods det vanskelige udgangspunkt.

De tavse tiggerkvinder – og mænd – har jeg det meget svært med. Måske er det fordi deres passivitet virker så opgivende. Og jeg bliver forvirret af, at de alligevel formår at lægge sig hen på så godt et sted. En god scene. Synligt.

I modsætning til alle dem, der ligger hjemme i deres senge og ryster af angst. Dem, som har det så dårligt at de ikke kan være nogle steder, og da slet ikke i nærheden af andre mennesker.

Og i modsætning til mig, der har rigeligt råd til at holde mig oven visse vande.

Optræden i Århus

Søndag 25. april kl. 12.45 træder jeg op på Scene 2 i litteraturfestivalen VILD MED ORD i Filmbyen, Århus…tæt på havnen.

Det er Aksel fra lydbogsforlaget Bechs Forlag/Viatone, der har inviteret mig til at komme og tale med ham om lydbøger og hvordan jeg arbejder med at indlæse romaner.

For Aksel har jeg indlæst klassikere af Hemingway, Dürrenmatt, Lenz, Dostojevski, Jacobsen og Zweig – og snart skal jeg indlæse Dostojevskis ‘Kældermennesket’.

Jeg har foreslået Aksel at der afspilles små lydbidder fra nogle af de værker, og så kan vi tage dem derfra.

Min datter kører med i toget på en glad forårstur. Det er godt at have en læseglad assistent med. 

 

en på kassen og så i kassen

For ti år siden var jeg forelsket. Big time. Det var med hele udtrækket, tvivl, tænders gnidsel, glimtvis glæde, belgisk munkeøl og benlås. Der blev sandt for dyden at sige skåret helt ind til hjertet. Jeg kan ikke gå i detaljer, men der er en situation fra den tid jeg godt kan beskrive, fordi jeg får god hjælp fra noget fiktion som kan dække lidt over min blufærdighed.

Vi skal en tur under sandet – eller på fransk: Sous le sable

François Ozon’s film Under Sandet handler om den midaldrende Marie (Charlotte Rampling), der får vendt op og ned på sit liv da hendes mand gennem 25 år lægger badehåndklædet, går ud i bølgerne og forsvinder mens hun lige blunder en stund i sandet.

Marie nægter at acceptere, at Jean er død. Over for sig selv og sine omgivelser opfører hun sig, som om han stadig er ved hendes side. Og det er også hvad publikum ser, idet filmen fokuserer på Maries oplevelse af situationen. Hun ser ham stadig for sig. Taler til ham.

Filmen var lige kommet til landet, og jeg så den i en lille københavnsk biograf sammen med hende jeg var forelsket i. På det tidspunkt havde vi endnu ikke fundet svar på hvad vi ville og ikke ville (hvis vi ville) og i givet fald hvornår, hvordan, hvorfor og hvor meget. Jeg svævede mellem håb og tvivl.

En meget varm sommerdag inden biografturen tog jeg afsked med hende ved et busstoppested og mente at have hørt et trekvart løfte om at det hele nok skulle gå. Da bussen kørte med hende i bagruden væltede regnen pludselig ned, stærkere end jeg mindedes nogensinde at have oplevet før i København. Jeg ræsede på min cykel gennem den varme tordenbyge hjem til Bispebjerg totalt beruset af forestillingen om en fælles fremtid, og da jeg nåede hjem var jeg vådere end champagne.

Men nu sad jeg så dér ved hendes side i biografmørket og havde det skidt. Jeg var både solgt og klar og moden og på og med, men også bange og tøvende og usikker og genert og skibskatastrofæl. Hun havde endnu ikke tilstået mig sin gunst, som de siger i Gl. Holte. Jeg kunne ane duften fra hendes lange lyse nyvaskede hår. Da hun havde let ved at fryse gemte hun sig under sin egen frakke og min, som jeg selvfølgelig havde stillet til rådighed.

Nå.

I filmen mister kvinden altså sin mand og selv efter det meste af et år kan hun ikke acceptere det, mest fordi mandens lig ikke dukker op, og dermed går der laaang tid før det offentlige vil erklære ham død. Hendes venner og veninder støtter hende meget, og de prøver langsomt at få hende til at “komme videre”, ikke på nogen grov eller stødende måde, men fordi de elsker hende og ikke kan holde ud at se hende så ulykkelig.

Hun lader sig langt om længe – meget modvilligt – lokke med til at spise middag med Vincent, en af vennernes kammerater. En date. Stævnemøde. Det er en rigtig charmetrold de prakker hende på, en festlig lille springfyr med konstant afsikret mundspray og kronisk vippende øjenbryn. En selvforelsket fransk hotdog med alt, alt for meget dressing. Hun tager det kun halvt alvorligt, men anerkender at hun efterhånden savner at bliver rørt ved, og hun fantaserer om en masse søgende hænder på sin krop.

Ved min side hører jeg små klukkelyde under frakken, da filmens kvinde spiser middag med Don Dario. Han er krydsning mellem en klokkefrø og en vinkekrabbe, men hun lader ham køre sig hjem i en taxa, tror jeg nok. Enfin. Dér sidder de i bilen, hun med blikket nede og han med blik for hende. Tavshed. Og dér sidder jeg med blikket indad og tusind følelser.

SÅ BLIVER DER ELLERS ACTION PÅ GADEDRENGEN!

Balladebaguetten formelig KASTER sig over hende og SMADRER et kys ind i fjæset på hende og hun vapper ham omgående SÅDAN en lussing, at han ligner en punkteret croissant.

På 10. række, sæde 6 og 8, er der delte meninger…kan man roligt sige. 

Jeg er dybt echaufferet over mandens udfald, mens min sidekvinde morer sig højlydt. Dét kan jeg simpelt hen ikke fatte, for jeg troede ved gud ikke at hun ville bifalde hans “kommunikationsforsøg”, og da slet ikke over for en kvinde, der har lidt sådan et tab som Marie. Bejleren oppe på lærredet sunder sig, undskylder mange gange og fortrækker. Hun går op i sin lejlighed.

Der klukkes fortsat til højre for mig. Jeg ulmer, men bare rolig. Det bli’r værre.

Aldrig så snart er Marie kommet op i sin lejlighed, før hun alligevel er i gang med at smage på kysset. Det første kys i over et år. Kysset var nok upassende, men nok ikke ubehageligt som sådan. Hendes fantasier går omgående til angreb og hun mærker for alvor længslen efter at elske med en mand igen. Jeg sidder og sender fordækte mordtrusler op mod lærredet. Hun VOVER at give efter for den slags tølperi! Ja, det er sgu hende jeg er rasende på!

Don Frølår ringer hurtigt til hende igen for at undskylde, men når end ikke at indtale sin besked før hun flår røret af og aftaler en ny tid med ham!

WHAT THE F? Fnis og kluk fra siden. KLIP! – så er de ellers i seng sammen!

Han ligger oven på hende og okser løs, medens hun mærker efter hvad der sker på alle planer. Først prøver hun at give sig hen (og fantasierne prøver at hjælpe hende til at slippe taget i minderne) men pludselig krakelerer hendes forsøg på at være i nuet. Hun begynder at småfnise, og det vokser og vokser medens han okser. Til sidst skraldgriner hun, og han mister lissom modet, ing‘?

Her må jeg lige indskyde en stor kompliment til den franske skuespiller Jaques Nolot, i rollen som sengeokse. Det er fanme ikke nemt at holde masken uden tøj på når man ligger splitterklausjørgen oven på en latterhulkende Charlotte Rampling i evakostume.

“Min” kvinde griner og griner. Hun får varmen og giver mig min frakke tilbage. Jeg synes hele lortet kan rende mig noget så sidelæns. For mig er scenen lisså sjov som et brændende børnehjem. Marie undskylder sig over for den lille freelancepuler, medens hun tørrer lattertårerne væk og forsikrer ham at hverken hans evner eller udstyr fejler noget.

Men, forklarer hun ham, det er første gang i 26 år hun har været i seng med en partner der vejer så lidt, sammenlignet med hendes mand som var ret korpulent (vi i mørket ved at han vejede tre gange så meget). At have sådan en lagenloppe hoppende oven på sig, er mere end hendes endnu ikke helt uforløste sorg kan bære, og hun beklager at måtte stoppe det i øvrigt behagelige samvær.

Jeg er rystet.

Min udkårne har vist mig sider af sin personlighed jeg ikke havde regnet med. Jeg havde troet at hun i langt højere grad ville reagere lissom mig. Men nej. Igen handler det om hvordan man kommunikerer lyst og hensigt, og hvordan man sætter grænser, og hvordan man bygger spænding op med henblik på fælles forløsning.

Jeg glemmer aldrig den film.

Jeg glemmer aldrig lyden af min kvinde og filmens kvinde i fælles latter.

Der kom desværre ikke mere end et behjertet forsøg ud af den tid min veninde og jeg var sammen, men hun var alle de forgæves anstrengelser værd.

Om jeg tør stjæle et kys og leve med en lussing for en tjans som oksefrø?

Lad mig sige det så klart jeg overhovedet formår:

Næppe…

da

hun prøvede røde kjoler
da
jeg sang viser under loftet
da
stilheden førte os sammen
da
ordet tog det andet med
da
lyset blæste ud i skoven
da
solen og jeg drak ud

forlangt forkortet IX

Min lille sovebog drømmer videre, og findes nu kun i andenudgaven med trykte sidetal, færre trykfejl og andre stilfærdige forskønnelser.

Inden den nåede så langt blev den læst af en såkaldt lektør, der kommer med en udtalelse som bibliotekernes indkøbere bruger til at vurdere om den eventuelt skal anskaffes. Her er lektørudtalelsen:

“Anvendelsesmuligheder/målgruppe/niveau:
Bogen henvender sig især til interesserede i samtaleterapi og personlige kriser.
Beskrivelse:
En lille bog på omkring 60 sider – der er ikke sidetal i bogen – med en kort bagsidetekst, som kun åbner for en lille flig af indholdet. Den letlæste historie er alene bygget op omkring en række samtaler mellem en klient og hans terapeut, og kapitelinddelingerne hedder 1. møde, 2. møde osv. Der er ingen overordnet fortæller, og som læser forstår man alene historien ud fra de dialoger, som klienten og terapeuten har. Det er næsten som at læse drama, i bogen her er der bare ingen regibemærkninger. Klienten søger hjælp til sit søvnproblem, for han kan ikke sove om natten, og det går ud over hans krævende arbejde som sælger, men forløbet af samtalerne afslører, at der ligger en personlig tragedie bag søvnforstyrrelserne.
Sammenligning:
Bent Otto Hansen har tidligere udgivet et par digtsamlinger og kriminalromanen Mord på landsholdet.
Samlet konklusion:
På bibliotekerne findes andre skønlitterære bøger, som beskriver et terapiforløb langt mere indgående, men Bent Otto Hansens bog demonstrerer her i ganske kort form en tilsvarende skæbnefortælling.”

Jeg er glad for udtalelsen, og var kun lidt nervøs for udtrykket ‘letlæst’. Men jeg har fået at vide af en bibliotekar, at det ikke er en negativ vurdering, men tværtimod betyder at bogen ikke er fyldt med fagudtryk eller indviklede læsetekniske kunstgreb.

Nu bliver det spændende hvor mange biblioteker som køber bogen. Det ville jo være skønt at kunne presse sig op over bundgrænsen for biblioteksafgift, som i flere år har kostet mig tusinder af kroner.

Dem som administrerer lektørudtalelserne, har bedt om at få den nye andenudgave tilsendt, så de kan opdatere oplysningerne i lektørudtalelsen. Men det vil forlaget ikke. Nixen von biksen..!

Jeg må værsgo selv købe mig et helt almindeligt eksemplar af bogen, og så selv sende den afsted. Begrundelsen er, at der ikke er tale om en ny bog med nyt bognummer (ISBN) – og derfor er forlaget ikke ifølge aftalen forpligtet til at sende pligteksemplarer afsted.

Måske burde jeg have mig en pyjamasstribet snak med den administrerende direktør for BoD Dr. Moritz Hagenmüller, men jeg ved jo godt hvad han vil sige: at aftalen i forvejen er så billig for mig – 449 kr. at jeg ikke bør brokke mig. Lidt er der om det.

Lidt. 

mit barnebarn

 

                                   Det er hende midt i boblen.

mit barn

 

                         Det er hende med den sorte dragt på.

stivstikkeren

han var en rigtig stivstikker om dagen, når han på arbejdet reagerede vrissent på små afvigelser fra de vedtagne normer og aftalte regler for hvordan så godt som hvert eneste minut skulle forløbe, så hans kolleger frygtede ham fordi de vidste at han med sin skarpe iagttagelsesevne ville kunne afsløre selv de mindste fejl og mangler, og ikke på vilkår ville dy sig for at indberette eventuelle overtrædelser uden at det på nogen måde påvirkede hans egen indsats, som havde været plet- og dadelfri i samfulde seks-og-tyve år han havde været ansat, og de undrede sig over hans mangel på personlig ambition i forhold til at hans målbare resultater gang på gang løftede sig til nye højder, hvilket fik ledelsen til igen og igen at tilbyde ham forfremmelse på baggrund af de bemærkelsesværdige præstationer, men selv var han ligeglad og afslog altid de unge chefers tilbud

han var en rigtig stivstikker om natten, når han betjente den kvinde han havde udvalgt sig og udsatte hende for den mest udsøgte form for elskovskunst en mand er i stand til at levere, så fra det sekund han fastholdt hendes blik på det etablissement han frekventerede til hun næste morgen med et bælgøjet babysmil vaklede ind i den taxi han på forhånd havde bestilt og betalt, havde han givet hende en seksuel oplevelse hun aldrig havde oplevet før og aldrig ville kunne komme i nærheden af siden hen, på grund af hans evne til at sanse hendes behov og sætte sig ind i netop hendes krops måde at bygge rytme efter rytme op på som fuldendtes i en flodbølge af frydefuld nydelse, der så blev gentaget og blev stærkere gang for gang, men selv følte han ikke noget særligt under sin udløsning

svenske helte

jeg sværger på at det er sandt, for jeg så det selv, men alligevel er jeg ret sikker på at det ikke er sket i virkeligheden som sådan, heller ikke selv om det var i Malmø, hvis det var det, men i hvert fald sidder der to mænd på bagsædet af en taxi, rygende på hver deres cigaret, og den ene siger med et drømmende udtryk at han savner sin datter som han ikke har set i ti år, hvortil den anden som er langt yngre og har glatte kinder, svarer at den første måske ikke er helt så attraktiv længere, altså som far betragtet, og det ser jeg fra en position svarende til passagersædet, også selvom jeg slet ikke var der da det fandt sted og selvom de sikkert sagde det mange gange, fornemmer jeg, alt efter lyset og den slags, men så siger den gamle gubbe at hans datter altid har ønsket sig et dyr, hvorefter den unge foreslår sidekammeraten at købe en ondulat til hende, fordi det er så nemt at den bare sidder dér i sit bur og pipper, men den anden sætter straks en skeptisk mine op, især efter oplysningen om at en sådan fugl sikkert nok koster en tudse, med bur, og det hjælper ikke meget at den yngre med et skævt smil foreslår at den anden bare kan købe en brugt ondulat, hvis det er det som er problemet, og det var lige efter at han havde sagt det at jeg besluttede mig for at tage lidt tidligere afsted på arbejde, bare for at give hændelsen en eller anden form for betydning, også selvom den på sin vis ikke var der