Tiggeriets teater

Måske deler jeg skæbne med andre. I hvert fald føler jeg mig ofte sat udenfor, og det bliver ikke bedre af at jeg samtidig får en temmelig ubehagelig fornemmelse af at jeg selv har sat mig.

Når jeg har det sådan skærpes mit blik for dem, der tydeligvis ikke er med på noderne, og som er tonedøve i forhold til den dagligmarch som kan vinde enhver musikkonkurrence i primetime. Mennesker som ikke kan holde takten.

Forleden havde jeg en meget mørk dag. Jeg havde det så røvhamrende lorte-elendigt at der sad et skilt på maven af mig med beskeden: Kommer Straks…måske. Da jeg drejede om hjørnet ved opgangen fra Metroen til S-toget i de smålunkne gange under Nørreport station, fik jeg øjenkontakt med en midaldrende kvinde, som lå på gulvet og tiggede.

Hun havde et slags sort telt på. Sådan så det i hvert fald ud, for man kunne kun se hendes runde ansigt ovenpå et stort sort område af stof. Plus en meget lille hånd med et opadrettet kaffepapkrus.

Jeg mærkede det sædvanlige stik af raseri i maven, så jeg øgede farten hen mod den næste rulletrappe, og havde nær snublet over tiggerdame nummer to. Hun lå lige rundt om hjørnet og så mig også direkte ind i øjnene. Papkrus.

Så var det, jeg fik den mest pudsige følelse. Jeg har jo hørt et rygte om at nogle af tiggerne ankommer i en lejet bus til byen om morgenen og fordeler sig rundt på taktiske steder, for derefter at køre hjem om aftenen efter arbejde. Måske er det en skrøne. Jeg vil helst ikke tro på den.

Jeg ved jo ikke noget om de to kvinders liv. Men jeg fik den mest skarpe fornemmelse af, at de er sat på en ret vanskelig kommunikationsmæssig opgave. På ét eller to sekunder skal de med deres blik, og med hele deres optræden i øvrigt, overbevise mig om at deres nød er så stor, at jeg på stedet bør gribe til lommen.

Det er en svær opgave. Jeg fik den mest besynderlige opfattelse af, at fordi de har styrken til at komme hen til stationen og lægge sig ned på gulvet og række en papkop op mod mig, så er det et bevis på at de i virkeligheden kunne fungere så godt i det hele taget, at de – hvis de satsede på det – ville kunne tjene mange flere penge ved regulært lønarbejde.

Som de ligger der, er de på en formidabel opgave. Jeg er jo slet, slet ikke overbevist om at de er i en nødsituation som er alvorlig nok, men det skal de få mig til at tro på. I et blitz-sekund. Med et blik og en kop oven på et sort telt.

Da jeg kom op til pladsen ude foran stationen, lå der en ung kvinde på knæ og rokkede frem og tilbage i bøn. Hun så bestemt ikke særligt nødlidende ud, men der stod alligevel en kop foran hende. Hun tiggede altså også? Lange støvler og krøllet hår? Hendes positur var der trods alt lidt mere bevægelse i, men hendes ansigt var delvist dækket til af hendes bedende hænder, og øjnene var lukket til.

Senere samme aften så jeg to flaskeagenter konkurrere om det samme s-tog. Professionelle typer med gode støddæmpende gummisko. Den ene kørte multiposemodellen, den anden indkøbsvogn på hjul. Deres gensidige blikke kunne slå hele tiggerhære ihjel. Det, som de laver, er vel reelt arbejde?

Og så er der sælgerne af Hus Forbi. Det er også reelt arbejde, synes jeg. Alligevel provokeres jeg af det signal som kommer så tydeligt fra dem. At deres liv er på kanten. Men de har mod til gøre noget ved det, trods det vanskelige udgangspunkt.

De tavse tiggerkvinder – og mænd – har jeg det meget svært med. Måske er det fordi deres passivitet virker så opgivende. Og jeg bliver forvirret af, at de alligevel formår at lægge sig hen på så godt et sted. En god scene. Synligt.

I modsætning til alle dem, der ligger hjemme i deres senge og ryster af angst. Dem, som har det så dårligt at de ikke kan være nogle steder, og da slet ikke i nærheden af andre mennesker.

Og i modsætning til mig, der har rigeligt råd til at holde mig oven visse vande.

21 kommentarer til “Tiggeriets teater

  1. For enhver, der periodevis passerer det beskrevne tog-areal i København, er sceneriet inkluderet intense tigger-blikke og papbægre klart genkendeligt.
    Dette “tiggeriets teater” opleves i enhver større by. Nogle steder ledsages tiggeriet af mere eller mindre påtvunget musik og dans. Instrumentalt høje toner eller semi-operaseranader kan opleves akut i diverse u-tog-afsnit adskillige steder indenfor EUs forjættede toldmure. Såfremt den ufrivillige tilskuer efterfølgende melder “Hus Forbi”, kvitteres lynhurtigt med et laser-uvenligt blik.
    Og endelig er det værd at bemærke, at vi alle uanset tværsummen af cpr-nummeret og uanset om hånden omslutter et papkrus eller et krystalglas kan have minusdage.
    Anderledes vinklet er sådanne sjæle-forstuvninger måske en test på, om vi virkelig værdsætter såvel gennemsnitsdagene som de store øjeblikke i ethvert menneskes liv, hvor der absolut ikke er brug for skilte mrk. “kommer straks – måske”! 😉

  2. Jeg ser det meget hårdt sagt, som et freelance arbejde, med alle de risici og goder som dette medfører. Tiggere kan vælge deres egne arbejdstider, – steder, taktikker, lægge deres egen businessplan og vælge den måde de kommunikerer paa. Der er ingen der får lov at dø af sult i danmark; der er ingen der tvinger mennesker til at tigge. I Italien var der tiggere overalt, mange tilbyder f.eks. vask af bilruder ved lyskryds (og insisterer på vasken). I det mindste følte jeg at de prøvede at “arbejde” for eventuelle penge.
    Et udstrakt papkrus og et bønfaldende blik får mit pis i kog, jeg bliver rasende. Jeg mener så osse (upopulært og politisk ukorrekt) at vi alle er ansvarlige for vores egen skæbne, man har altid et valg. At tigge er osse et valg.
    My two cents.
    K

  3. Erik…værdsætning er en evne som du er god til. Måske kunne du nedsætte dig som livsvaluar? Eller Lebensraumatist? I hvert fald får du ofte mig til at lige at vende kinden til den ande skrå, eller hvad det nu hedder. Og det er jeg dig taknemmelig for. Meget. Stol på det.

  4. Kyllyan…gode betragtninger og holdninger fra dig. Jeg får som nævnt små blitz-stød i maven, når jeg konfronteres med den tavse, passive tryglen (som vist i øvrigt er ulovlig i Danmark) og er nødt til at bide mig i kinden og gå videre.
    Måske bliver jeg i situationen jaloux på dem, fordi de så tydeligt viser at de er gået så meget i stå, at de bare vil stå…og lade sig forsørge. Måske frygter jeg bare at ende dér. For det kan jo gå galt.

  5. Men ville du det ? Lade dig forsørge ? Ville du ikke vælge alt muligt andet først ? Og er din frygt for at ende dèr begrundet eller frygter du (for en sikkerheds skyld) “bare” karma-hjulets drejen =) ?
    Tror du ikke du “bare” du falder i dèn skylds-fælde som tiggere netop spiller på, og tror du ikke du måske reagerer så stærkt på netop det ?
    Du skriver “fordi de har styrken til at komme hen til stationen og lægge sig ned på gulvet og række en papkop op mod mig, så er det et bevis på at de i virkeligheden kunne fungere så godt i det hele taget, at de – hvis de satsede på det – ville kunne tjene mange flere penge ved regulært lønarbejde.
    – Netop. Tag den samme styrke og søg et job, en hverdag, et hjem, you name it. Lidt som narkomaner der skal skaffe tusinder og tusinder af kroner om måneden til stoffer. I en anden kontekst er der sgu’ ikke noget taber over at være i stand til dèt, så nevermind at de mange mange penge bliver brugt til stoffer.
    At du bider dig i kinden over tiggeriet (og at jeg bliver rasende) er sådan set bare vores reaktion på deres businessplan. Vi springer i med begge ben og falder for dèt marketing, det er. Jeg *føler* skyld nogle gange, når jeg går forbi. Og bliver selvfølgelig rasende paa mig selv over det osse =).
    Haaber du forstår hvad jeg mener, jeg føler mig ret indforstået i dag. Men jeg har tænkt meget over netop dèt med tiggeriet. Der er rigtigt meget af det i Italien og de lægger nogle fantastiske snarer =)

  6. … jeg fik heller ikke kommenteret paa den overførte betydning jeg osse læser (ind) i “Måske bliver jeg i situationen jaloux på dem, fordi de så tydeligt viser at de er gået så meget i stå, at de bare vil stå…og lade sig forsørge”.
    Tag forsørgningsdelen væk, så genkender jeg mig i: “Måske bliver jeg i situationen jaloux på dem, fordi de så tydeligt viser at de er gået så meget i stå.”
    For dèn vedkender *jeg* mig. At turde vise at jeg nogle gange går så meget i stå. Av, hvad fik jeg *nu* rodet mig ud i =).

  7. Kyllyan…jo, selvfølgelig vil jeg kæmpe videre. Op på hesten. Jeg har det sådan, at fordi jeg har sat børn i verden, så har jeg den onde lyne mig bare at holde mig – og den – gående. Jeg lever ikke for dem, men…med dem.
    God pointe med narkomanerne…ja, de er eddermame på arbejde! Milde momsforhøjelse. Og jeg fatter ikke at et så klogt samfund som det danske ikke snart vælger en klogere vej ift dem.
    Måske føler jeg skyld ift tiggerne, men netop forleden faldt det teatralske mig for brystet. At de “spillede” nødlidende ved at være lige dér, og med den “optræden”. De ved jo godt at det er ulovligt. Og måske spiller de på den pointe: at de har det SÅ slemt (påstår de i deres ‘stilleben’) – at de er nødt til at overtræde love og regler.
    Jeg er hüberfölsom, når jeg har det skidt med mig selv. Og jeg tror faktisk at jeg simpelthen er sur over at de tør udstille det så tydeligt. Hvad deres problem så end er. Pengemangel? Tja…hvem mangler ikke penge til et eller andet?
    Jeg mærker deres udstillen SÅ tydeligt. Jeg så det som…ikke skuespil, men som en slags installation. Et opstillet sceneri.
    For nylig så jeg en mand, der tiggede. Han var vel 50-60 år, og han lå på knæ foran mig og rakte koppen op mod mig. Det var virkelig noget der ramte mig. Den position er så ydmyg, at jeg næsten ikke kan bære hvis han spiller på min reaktion på den.
    Afmagten skal jo vises frem, og etableres på få sekunder. Hurtig afregning. Tiggerne i s-toget går altid videre, når man taler i telefon. De skal jo nå så mange kunder som muligt.
    Det provokerer mig. Måske er det fordi jeg ikke aner hvad jeg skal stille op med at have det dårligt selv. At jeg på den ene side mærker helt klart hvor skidt jeg har det, og at jeg virkelig ikke ved hvordan jeg skal få det væk.
    Nå jo…der er jo de sædvanlige metoder: fortrængning. Bedøvelse. Tid.
    Men livet varer jo ikke evigt. Det mærker jeg temmelig tydeligt, og det kan virke særdeles ansporende og inspirerende…bare ikke på de dårlige dage.

  8. Jeg læser det som om du reagerer på deres manglende stolthed og dèt at de reagerer på èn eller anden måde, omend så ekstremt. Når du ikke ved hvad du skal stille op. Så, måske fik du ret alligevel, jaloux som du skrev, måske misundelig endda. Dèt kan jeg godt følge. Selvom jeg tror man må træde sin stolthed meget mere under fode end jeg ville kunne. Så hellere fortvivle alene med mit krystalglas, osse hvis det nogle dage ser halv-tomt ud =).
    Weltschmertz —
    Jeg kan dog lide din reaktion på det, og jeg nød dit indlæg, tankevækkende.

  9. Kyllyan…der kan jo også være at de er tvunget til at tigge, fordi de ellers får bank af nogle lede typer. Jeg ved det ikke, men jeg oplever det næsten som det modsatte af svaghed…at de kan få sig selv til at gå hen på SÅ offentligt et sted og udstille deres…..ja, deres hvad?…pengemangel.
    Det kræver vel en slags stolthed, med mindre de ER “ægte” nødlidende…men det har jeg bare svært ved at tro på.
    Tak for din reaktion, Kyllyan 🙂

  10. Det er et grænseland ingen ønsker at betræde. Et mix af afmagt og følelsesporno, der holder tilskueren eller den forbipasserende gidsel. Det ødelægger barmhjertighedsprincipper og al anden menneskelighed hvis usmageligheden kan smages. Det er svært og desværre endnu en af disse svampe der vrides til uendelighed.

  11. Penpal…det kan lige præcis være sådan, og jeg kan slet ikke tåle det hvis nogen kan være så beregnende.
    Kontrasten mellem det snyd, der er i deres overtydelige ageren, og den nød som de foregiver at være i – og som andre lider under uden at orke at gå hen og tigge – er alt for stor.
    Og forresten…læg mærke til hvad de beder om. Penge – og KUN det. Som om 10, 100 eller 1000 kroner her og nu ville kunne forandre deres liv så meget, på kort og lang sigt, at de ikke behøvede at komme der mere.

  12. Teateret er et udslag af arbejdskraftens frie bevægelighed. Det højt besungne Indre marked, der ikke kun lod arbejdskraften bevæge sig, men også tiggergangen, prostitutionen, kriminaliteten osv. De centraleuropæiske mafiaer har kronede dage. Tiggeriets teater (den professionelle del af tiggeriet) er en karikatur af den frihed, vi dyrker i tanken om varernes og arbejdskraftens frie bevægelighed. Friheden til at sælge sig selv – sin krop, sin sjæl, sin elendighed.

  13. Capac…jeg var lige ved selv at linke til nyheden om den varetægtsfængsling. Fængslingen er jo at skyde en kolibri med atomvåben, og det er slet ikke den vej jeg vil gå. Jeg må så tilføje, at det pisser mig dobbelt af hvis man sælger velsignelse for to kroner, både fordi den vare ikke handler om kroner og øre (spændende diskussion om det egentlig passer) – og fordi jeg ikke mener at et menneske kan tillade sig at skalte og valte med den vare.
    Jeg er SÅ træt af at mennesker administrerer Guds biks. Amen.

  14. Ja, Bent, linket er absurd på flere ledder og kanter. Det iscenesatte afladstiggeri over for påstanden om, at tiggeren er en trussel mod samfundet. Der er noget symptomatisk over det…

  15. Fantastisk udtrykt. …. mennesker der administrerer Guds biks. Instant klassiker =). Og good food for thought hele denne debat.

  16. Kære Hr Bent Otto. Nu har jeg hørt Nesbø både forfra og bagfra og om igen, og jeg er helt fortvivlet fordi jeg ikke har flere bøger fra din stemme at lytte på 😉
    Fortæl mig.. er der flere på vej?
    ( ellers kan jeg jo ikke strikke forstår du nok )
    Hilsen
    Henriette

  17. Henriette…jamen, fortvivl dog ej.
    Hvis du er medlem af Københavnstrups bibliotek, så kan du hver måned gratis downloade fem (tror jeg det er) lydbøger, og da jeg har indlæst 130 styks, så burde du kunne finde time efter time af godnathistorie til adskillige uger, også selvom du ikke falder i søvn 🙂
    Og man kan da også låne dem i fysisk form på biblioteket.
    Og vinder man i lotto kan man købe dem 🙂
    Af andre krimier kan jeg anbefale Michael Connelly’s fra KLIM. Dem har jeg indlæst nogle stykker af.
    Alliér dig med en bibliotekar, eller slå mit navn op på bibliotek.dk – så høres vi ved 🙂

  18. Jubiii, jeg tror jeg satser på Kbh Bibliotek, da jeg er en doven hund hehe.
    Tusind tak og altså.. det er søreme ikke fordi jeg er uanstændig nej nej, det er skam helt uskyldigt at jeg er vild med din stemme 😉 jeg syntes bare at du gør det alletiders, men det ved du jo
    Jeg kaster mig over Connelly, har ham faktisk på reolen, så det lyder fint at jeg nu kan få det læst op.
    Tak igen og knuuuus
    Henriette

  19. Henriette…hehe, jeg er ganske og helt med på hvor vi lissom har hinanden, og jeg er bare meget, meget glad for at du gør mig den glæde at fortælle mig om din oplevelse som modtager af mit arbejde 🙂

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s