Hør mig på P1

I ‘Skønlitteratur på P1’ lørdag kl. 14.05 kan man høre et interview med mig om at udgive bøger via de forholdsvis nye digitale print-on-demand forlag. 

Jeg havde for et par uger siden besøg af journalist Marie Hougaard, og hun fik mig til at rable løs på den måde, som sikkert kan være vældig underholdende – men også påføre mine tæer varige skader.

Tidligere i dag hørte jeg en lille reklamespot på P1 for udsendelsen, og mine to sætninger dér var rigeligt til at udløse spontane symptomer på svær sammenkrølning med deraf følgende gangbesvær.

Hatten af for Maries evner som interviewer! 

Nu må så vi høre hvordan hun vinkler alle mine tirader og falbelader, når de skal mixes med en anden type selvudgiver, som Marie også har talt med – nemlig en debutant. Jeg husker kun fornavnet på hende, måske fordi det er så kønt: Irmelin.

De kalder os: Selvudgiverne.

(genudsendelse mandag kl. 14.05)

14 kommentarer til “Hør mig på P1

  1. For de stakler, der måtte sidde fast i en elevator, have den ugentlige skakeftermiddag i pensionistklubben eller have glemt at købe batterier til høreapparatet ønskes venligst oplyst, hvornår udsendelsen genudsendes/konverteres til podcast?

  2. Erik…jeg er helt hundrede på, at udsendelsen uden videre vil kunne afspilles igen og igen og igen via link fra programmets hjemmeside, i en længere periode – og hvis man er podde-kunde hos DR kan udsendelsen sikkert downloades kort tid efter førsteudsendelsen.
    Jeg er faktisk selv forhindret i at høre den ‘live’ på lørdag 🙂

  3. Jeg har hørt det annonceret flere gange. Jeg frygter at du har ret i at der snakkes mere end godt er; oplægget til udsendelsen er jo at “selvudgivere” er lidt til en side. Det er lige det modsatte af budskabet i dem, der nu vil etablere “poesiens hus” 🙂

  4. Donald…det hele begyndte med en klumme af Klaus Rothstein i Weekendavisen, hvor han spurgte sig selv om de hersens selvudgivere nu også VAR så dårlige, som forlæggerne og anmelderne og aviserne mener.
    Hans foreløbige konklusion var at der var gode ting ind i mellem, men at niveauet nok passede nogenlunde til udgivelsesmetoden.
    Men så satte han Marie Hougaard til at lave et indslag om det, hvor der spørges lidt mere ind til os forfatteres motiver til at vælge forlagene fra og udgive selv – i stil med mange musikeres valg, ved at lægge musikken frit frem på MySpace og YouTube.
    Jeg frygter ikke at Marie eller Klaus vil prøve at lave sjov med mig, tværtimod. heller ikke selvom reklamespotten spiller lidt på fordommen om de skøre selvudgivere. Det er jo min egen holdning at teksterne fanme må klare sig selv, uanset hvordan de kommer ud i verden.
    Men en pudsighed er, at spotten helt misforstår min brug af ordet ‘redaktører’. Spotten tror at det er avisredaktører, jeg hentyder til…men det er det ikke. Det er forlagsredaktørerne, hvis indblanding jeg siger det er en glæde at slippe for – og dermed een af fordelene ved at udgive selv.
    Jeg er glad for at komme med i udsendelsen. Jeg er bare ikke så glad for at høre hvordan jeg hele tiden prøver at lyde sjov og småsmart. Det hader jeg at høre på…men okay, hende Marie ER altså også god til at få een til at føle sig som noget specielt.

  5. Dét vil jeg ikke gå glip af. Måske har du lidt lampefeber og klassisk selvlede ved at opleve dig selv forsøge at forene blog og radio. Og det er nok ikke så let at materialisere en blogprofils nuancer i et auditivt forum. Det svarer vel nogenlunde til at filmatisere et sovende ben 🙂
    Nevertheless har jeg og sikkert en 3-4 andre oplevet dig “live”, så det er nok kun de 999996 øvrige lyttere, der lader fordommene få frit løb 🙂
    Glæder mig ihvertfald til at høre det min ven.

  6. Jamen så forstår jeg godt din positive forventning. Ordet redaktører forstår man nu meget godt i forskræp-klippet, det synes jeg da, men det er måske fordi jeg har talt med en der var forlagsredacteur på Guildenthaler. På et meget tidligt tidspunkt kom jeg til at blive autoritetsskeptiker, formentlig en eftervirkning af voksnes adfærd efter WWII hvor der var så mange gorillaer i stuerne som bare fik lov at sidde og glo. (Undskyld billedsproget). Derfor er hele indgangen til emnet mig imod: Selvudgiver? er det ikke, trods alt, en slags spin? Ligesom når jeg med navnet “Guildenthaler” antyder at det drejer sig om penge og magt? Navnet Ø.K. spiller på magt, forretning, vanvid (kirurgi på øverste etage) og på at være “etableret”.
    Der er så mange mennesker på jorden, som har skrevet digte, at man ikke kan nå at læse dem alle sammen. Vores almindelige børnelærdom i 50’erne var ellers, at “kunsten beviste sin værdi ved at kunne holde igennem århundreder.”
    Kunne holde? eller hvad sagde man? Det gennemskuede jeg ikke strax, men det kom, da det gik op for mig at moderne kunst forsøgte at sige noget til samtiden. Men det blev ødelagt allerede der i efterkrigstiden ved at der var så meget fup-kunst og den moderne musik var jo ikke lavet for publikum, men for karrieren; den var et led i det autoritære system, så at sige, den fine musik versus jazzens alkoholiserede verden eller lign.
    Måske er den kunst, som blæser væk i sandet, lige så stor. Måske skulle man starte et forlag for “Sand-Art” 🙂
    Nå – jeg vil undersøge hvad det er de foretager sig, de mennesker som vil lave et poesiens hus.

  7. Jeg hørte indslaget (igår i radioen, fik ikke det lange link til at fungere i min web-browser eller med media-playeren MPlayer) og synes at det var meget godt. Det virker som om mit synspunkt om at gøre det for poesiens skyld mere end for forlagenes skyld også blev nævnt. Du gør dig godt foran en mikrofon. Det lød som om at du ikke havde svært ved at sige ting, som går tæt på. Jeg kunne godt lide “verdens længste pause”.
    Nu har vi en udsendelse til gode om forlagenes udvælgelsesmetode 🙂 Og jeg vil stadig gerne vide, om Øverste Kirurgiske og andre hjemmestrikkede forlag kan komme op på siden af Guildenthaler på kortere tid end 4 digtergenerationer.

  8. Donald….din reaktion glæder mig, selvom det ærgrer mig at linket ikke virkede. Jeg er selv ret vild med ‘verdens længste pause’-tingen, fordi jeg i første omgang troede at jeg havde ødelagt den ved at SIGE det dér med pausen, men jeg tror faktisk ikke at Marie havde brugt SÅ lang en pause (som var ægte nok fra min side) hvis jeg ikke var kommet med den forbrugerinformation bagefter.
    Lyrik bliver aldrig den store bizz i Danmark, selvom der er de smukke undtagelser (Andersen, Thomsen og de kloge kvinder).
    Jeg skriver og jeg udgiver. Det er godt. Om det er godt nok? Hmm….

  9. Andersen (HC) blev eftersolgt for 25 kr. hvilket er under produktionsprisen, så det var heller ikke en god forretning. Ham Benny -Andersen er måske en god forretning fordi han skriver på en måde, som har minimum to lag: Det indlysende og så det oplysende (eller hvad det hedder, når man tænker over ordene hvorved der går et lys op for én). Jeg ville faktisk sætte dig i sidstnævnte kategori og så desværre tilføje at der nok ikke er plads til så mange poeter, harpespillere og fodboldspillere, med Halfdan Rasmussens ord:
    Noget om tusindårsriget
    Hvis alle folk gik rundt og lo
    i nissetøj og snabelsko
    og spiste stenfri kirsebær,
    blev verden bedre end den er.
    Og hvis, såfremt, ifald enhver
    gik dydigt ind i Frelsens Hær
    og slog en harpe eller ti,
    blev livet fuldt af poesi.
    Men sagen er nok bare den
    og bare den og den igen,
    at hvis vi alle kom i flok,
    så var der ikke harper nok.

  10. Donald…ohh, hvor smukt. Tak for den. Harper kan spille så smukt, så smukt – men også være nogle værre nogle. Hehe. Jeg nyder også at vende rundt på sproget, lissom Benny A, og jeg elsker jo også teksterne fra en mand, der ikke bare har et flot CV, men også er det…ham.
    Og så er der jo ham den alt, alt for undervurderede på parnasset. Ja, ham med hatten og neglene og den dér kærlighed til hverdagen, som han skrev så smukt om…fordi han havde en god fantasi.
    Snabeltyrkerskoene skal på. Det skal de. På Eik Skaløes Plads 🙂

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s