Kampdag

Jeg har lige vinket farvel til mit eget barn, efter et par dage med masser af følelser hentet fra alle hylder i livsbutikken. Hendes smil bag ruden beviser at alt er godt mellem hende og mig. Så vender jeg mig om for at gå hen til det tog, der går dybere end andre.

Idet jeg går op ad trappen og kaster et blik på det store gennemsigtige tag over den krydsfelt-lignende station, hører jeg en lyd jeg afskyr og frygter. Kraftig protesterende barnegråd og vred forælderlyd.

Jeg drejer hovedet og ser en far og en dreng i et vildt opgør på viljer. Faderen vil have drengen på måske fem år stoppet ned i en klapvogn. Med stærke armkræfter prøver manden, der råber meget højt på en – desværre – temmelig beruset måde, at tvinge drengens ben ned i de to huller på hver side af midtersnoren.

Parret er nok stået af det samme tog som min datter kørte afsted med.

Drengen vil ikke på vilkår ned i den klapvogn. Hans vejtrækning kan slet ikke følge med i protesterne og smertefølelsen. Jo mere han stritter imod, desto voldsommere bliver faderens beslutsomhed.

Jeg har selv oplevet situationer, hvor mine børn og jeg har været lodret uenige om hvor deres tynde ben skulle placeres i forhold til klapvognens solide tværbøjle. Og jeg kan tydeligt huske at jeg har brugt min styrke til at få min vilje. Men det her bliver værre og værre.

Kampen mellem dem om drengens placering bliver så tilspidset, at jeg frygter at skinnebenene vil brække. Og jeg mærker en meget stærk impuls til at gribe ind. 1. Maj drejer sig blandt andet om hvilke konfliktmidler man skal bruge for at opnå resultater.

Mægling er et af de mest vellykkede, og jeg er meget tæt på at vende om og agere ringdommer. Jeg gjorde det ikke, og det har jeg det dårligt over. Alligevel er jeg ikke sikker på at en intervention ville have givet det resultat, jeg var ude efter.

Fordi.

Forholdet mellem fader og søn handler jo ikke kun om en enkelt konflikt på en togstation. Hvis jeg skal blande mig, så vil jeg være sikker på at det ikke i sidste ende vil udløse endnu mere vold fra fader til søn. Og så skal jeg jo ret dybt ned i forholdet mellem de to, og mellem de to og moderen. Og stedforældre. Og mellem faderen og hans forhold til at drikke sig vissen, når han går rundt med et barn i en klapvogn.

Problemet er også, at jeg er sikker på at drengen elsker sin far, bagved den igangværende duel. Drengen vil ikke væk fra sin far, men vil have ham til at forstå et behov som faderen ikke kan opfange lige nu – eller som han af alle mulige grunde, gode og dårlige, ikke vil give efter for. Det er ikke sikkert at det vil være dårligt for drengen at følge faderens vilje.

Måske er det bedst på lang sigt, at drengen lærer hvordan han skal takle sin far, for at få flest mulige behov opfyldt, også dem på kort sigt. Hvornår skal der kæmpes, og hvornår er det bedst at give efter for overmagten. List og lempe i forhold til ynglingens yndlingskæmpe.

Der var 5-10 mennesker tættere på de to end mig. Ingen undskyldning. Bare en information. Jeg tog Metroen. Skulle på arbejde. Mit eget barn sendte mig en skæg SMS fra Køgebanen, som hun havde skiftet til. Jeg er så glad for hende.

Når jeg oplever højlydte og barske konflikter mellem voksne og børn, så åbnes en tunnel til min egen barndoms undergrund. Mine forældre var bestemt både kærlige og rare. Men man møder jo mange mennesker på sin rejse til de voksne land.

Mit klippekort er vist endnu ikke udløbet.  

4 kommentarer til “Kampdag

  1. Prøv kære blogejer at stemple 2 klip med klipkortet. Under kørslen er du “faderen” og Pylonius “den lille søn”. Hvad ville din reaktion være, såfremt en fremmed moden tætklippet herre begyndte at blande sig i den “Movia-agtige inter-familiære øvelse” ?
    De 1,5 time på klipkortet er nu udløbet. Du klipper 1 gang mere og reflekterer over det hensigtsmæssige i i-k-k-e at blande sig, medmindre der er livsfare for de implicerede. Kort tid før dette klip udløber, gentager du til din intelligente hjerne: “Måske er det bedst på lang sigt, at drengen lærer hvordan han skal takle sin far!”
    Turen er slut, men et elskeligt hovede bevæger sig grinende og vinkende i det modsatrettede og opstartende S-tog. Et bevis på, at et ungt menneske er godt på vej i sine egne spor i meget høj grad, fordi du gennem mange år har valgt de helt rigtige klip til de forskelligartede zoner.

  2. Erik…som min mor altid sagde: “Gud mildner luften for de klippede får.” Godt klippet af Næstvedtøsen, som åbenbart havde en åben linje til den øverste vejrmager, på trods af sin DKP-fortid (altså min mors fortid).
    Og jeg ville i DEN grad have sat et fåret udtryk op, hvis nogen havde blandet sig i min administration af faderskabet. Som sagt, så har jeg også trukket “fordi-jeg-siger-det”-kortet x-antal gange i min tid som klapvognskonduktør, men jeg vil påstå at jeg hverken har været hegnestiv eller så aggressiv overfor mine to børnestørrelser, når konflikterne er blusset op.
    Drengen kunne godt have fået brud på benene. Det var en alt, alt for voldsom kamp mellem dem.
    Men…når jeg bliver så ked af det som jeg gør, så handler det mindre om den specifikke dreng, og mere om min egen smerte fra de små år. Jeg kan ikke tåle lyden af opskræmte, oprømte og fortvivlede børn.
    Men du?
    Mange tak for din kommentar. Ja, jeg har en datter som holder af sin far. Og jeg tror også at min stedsøn har været rimeligt tilfreds med sin pops. Deres glæde er min lykke.
    Tak, Ehu 🙂

  3. Du gør mig trist helt ind i sjælen med din beretning. Jeg har det selv sådan, som du beskriver dine tanker og jeg gør mig hver gang de samme overvejelser. Skal, skal ikke sige noget. Det rammer mig i hjertekulen, når forældre ikke ser og anerkender deres børn (s behov). Det er jo det store billede, det handler om. Vi ejer ikke, vi har kun til låns og vores ansvar er, at give videre og være guider.
    Man kan så, for at være lidt optimistisk, tænke sig, at drengen tænker: “Sådan vil jeg fandeme aldrig behandle mine egne børn. Her med mig stopper festen! (Og du får knytnæven en dag, din gamle udhaler).”

  4. Susling…åh ja, jeg tænkte nok at du ville kunne mærke det her på samme måde. Jeg kan kun håbe at det var en enkelt dårlig dag som faderen havde…men…suk. Lad os glæde os over at vores børn lever livet med panden forrest. Børn er skønne.
    Tak for din kommentar. Kærlige bølger til dig og dine 🙂

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s