Afsat lykkelig

I dag skulle jeg tilbage og frem i tiden på samme tur.

Tilbage til byen hvor min far blev født og min farfar var postmester, og hvor min datter til august – endda på min fødselsdag – skal begynde på Sejergårdens Musikefterskole i 10. klasse.

Hun ankom til Tølløse i bil fra Køge sammen med Fru X, mens jeg havde kørt i futtog fra hovedstaden.

Det kommende elevhold og forældrene skulle hilse på lærerne, høre en herlig koncert med det nuværende hold med alt lige fra headbanging psykotrashrock (tror jeg det hed) til smukt sangkor med svenske klange og gospelgyngning.

Og min datter mødte sin kommende ‘roomie’, en pige fra Rødovre…pudsigt nok samme by som Fru X blev født i. Jeg tror at vores datter kan få et mindst lisså vellykket efterskoleophold som det, hun er i gang med i øjeblikket i 9. klasse på Stevns Gymnastik- og Idrætsefterskole.

Da seancen var overstået kunne jeg have taget regionaltoget tilbage til København, men min Fru X tilbød (stærkt opfordret af sin eksmand) at køre mig ind i Movias område, så jeg kunne nøjes med at bruge mit søndagsekstrazoneklippekort, som for kun femten kroner kan køre mig rundt i alle zoner i to timer. På den måde ville jeg spare samfulde syv-og-tyve kroner!

Vi kørte nordpå, idet Fru X skulle samle sin numand op i Kirke-et-eller-andet, og jeg ville bare fange en-eller-anden bus. Vi forfulgte en 239’er længe, og da vi endelig fik overhalet og kørte ind foran den, kunne vi se at dens slutsted var Frederikssund station. Glimrende. Yarissen blev gasset op, og jeg blev sat af to-tre stoppesteder fremme. Farveeeeeeel…!

Bussen lod vente på. Længe. Meget længe. For længe. Jeg anerkender at tid er en til rådighed stående ressource på landet, især om søndagen, men det her var lige i overkanten. Ved nærmere eftersyn på standerens skilte så jeg til min skræk, at Bus 239 ikke standsede dér hvor jeg stod. Jeg kiggede på skiltene for de to-tre andre linjer, og af dem kørte alt i alt nul af dem om søndagen. Ups.

Nå.

Jeg gik tilbage. God spadseretur i Fjordlandet, med udsigt til Lejre Vig. Det viste sig at bussen var drejet fra ved Lyndby Kirke. Det viste sig også at den næste 239’er ville komme om en halv time. Fino vino. Jeg gik ned i Lyndby landsby, hvor det gamle rådhus fra Bramsnæs Kommune-tiden ligger og ser ud som om det ærgrer sig over sammenlægningen med Lejre i 2007.

Dybt nede i landsbyen gik jeg ad en offentlig sti ud på en lang sivomkranset bådebro. Der var meget naturligt ind i mellem alle de svirrende myg(?). Et blisgokkepar plaskede væk i panik.

Det var tildels overskyet og truede med finregn. I det fjerne var der en smuk bræmme af opklaring, og laaaangt ude i horisonten sås tvillingtårnene på domkirken i den by som også indtager en vigtig plads i min erindring. Det var jo til Roskilde jeg måtte flytte ind fra Tune, ovenpå skilsmissen i 1999.

På kirkegården var der det mest fornemme opvarmede og ikke-låste gæstetoilet. En luksus, som virker helt ubegribelig for en københavner. Ikke engang på Flintholm station er der så meget som et pissoir. Jo, der ER faktisk et toilet med herre/dame-logo på – men det er altid låst, og kan kun lånes hvis man spørger om lov indenfor pizzarestaurantens åbningstider. Morgen og formiddag? Glem det.

Jeg nød stemningen i Lyndby, som engang hed Lyngby, men i 30’erne fik man lov til at hedde Lyndby igen, efter at en ambulance med udrykning var kørt forgæves til Lyngby-Tårbæk. Tre mand fra Voldborg Sogn fik foretræde hos statsminister Stauning, og så hed byen Lyndby påny.

Hov…Voldborg?!

Pludselig så jeg på en gravsten. Bent Hansen. Lidt for tæt på, når man i en uges tid har haft en ubestemmelig trykken i nederste venstre side af maven. Fortrængning, tak. Men på den næste helt nye sten stod der Hans Pilegaard! What the ÆF, som min datter ville have sagt. 

Lyndby, Lyndby…nå ja..! Det fik mig til at mindes Polyp-Jørgen med kartoffelhåret, som i alle sine år på DR aldrig fik sagt Lyngby, selvom han ved gud gjorde omkring 1000 ærlige forsøg. Det blev aldrig til mere end Lømby. Og Manchefter. Senere kom i han fængsel for at tage af kassen. Det var vist også ham der fyrede mig på TV3 samme år som skilsmissen. Altså min skilsmisse. Tja. Shit happens.

Jeg vadede op til bussen, som kørte ad den mest pittoreske rute gennem Skibby og Jægerspris – og ikke mindst Lyngerup, hvor MIN is-fabrik ligger – til Frederikssund station. Her købte jeg to hjemmestegte burgere i en herlig lille kyllingegrill, og bumlede med S-tog C til Flintholm (jeg holdt mig) og S-tog F og bus 66 på Nørrebro højbanestation hjem på Bjerget = Reumertsk prisuddeling på DR2. Tårer og grin. Abildstrøm og Änglamark.

En lykkelig dag. Indtryksfuld. Løfterig. Musisk. Højhimmelsk. Harmonisk.

Ikke pænt sagt om Onkel Cigar

»Han var et sørgeligt skvat, en svindler, en løgner, en kvindehader, en fallokratisk homofob, en konservativ, som var stokdøv for hele den sociale historie og udelukkende var ude på at transformere sin egen egofikserede og narcissistiske historie til en legende«

                                 (Filosoffen Michel Onfry om Sigmund Freud i ny bog) 

lovely old hat

Hele natten har jeg siddet oppe og nydt, at der trods alt stadig findes gode, gamle, solide institutioner indenfor noget så vigtigt som formidling af en valghandling i et stort og vigtigt naboland. 

I stedet for flimrende reklameafbrudte news-kanaler med alt for unge kavalergangskvalificerede værtinder, så jeg BBC’s dækning af det engelske parlamentsvalg. Det var DR1, som efter aftale med den britiske statskanal, lod sin britiske søster køre uafbrudt på den danske kanal.

Det var simpelthen så vederkvægende.

Værterne og reporterne så ret kedelige ud hele bundtet, men bag de kedelige jakkesæt og kjoler, var de superskarpe i deres indsigtsfulde og erfaringsbårne måde at forholde sig til det meget mærkelige og svingende valg.

Glimt i øjet havde de dog også. Sammen med en særdeles velsmurt dækning, hvor man konstant kunne stille om til hektiske knudepunkter, gjorde det natten til én lang informativ og spændingsfyldt nydelse.

Der var befriende lidt pop pg pjat. Ingen madlavning, ingen højfrekvent musikindpakning. Ingen pauseklovne. Ingen vejrudsigter. Ingen spots for kommende udsendelser. Kun public service, når det er af den allerædleste karat. Gode råvarer.

BBC er blevet skåret meget, meget kraftigt ned i årenes løb, og i Danmark vil regeringen – sikkert med sit sædvanlige spinkle flertal sammen med støttepartiet – skære yderligere ned i DR’s kerneydelser: P1 og P2.

Jeg håber virkelig at angrebet på DR snart hører op. Formen må gerne være kedelig, hvis indholdet er spændende nok. Der er RIGELIGT med tv og radio, hvor formen er indholdet. Flødeskum er pænt, men der skal sgu være noget ordentlig kage nedenunder laget af glasur.

Tak.      

UPDATE (fredag kl. 16.04): Efter seks timers søvn fra 07-13 sidder jeg på samme plads i mit køkken og ser, via bredbånd, den fortsatte reklamefri BBC-dækning af valget. Heldigvis tillader rettighederne mig at se kanalen ‘live’ via nettet. Med den samme hvidhårede 71-årige vært som var der hele natten, David Dimbleby (har han ikke sovet???!) – og de samme analytikere, reportere osv som i nat. De ser røvkedelige og gamle ud, men hvis man lytter til dem og forstår hvor dygtigt de samler op på noget, der sker LIGE NU – og som er en ganske usædvanlig situation på de britiske øer –  så er det man føler sig tryg, velorienteret og faktisk også underholdt pga. spillet om magten, og indholdet af de kompromiser udfaldet nødvendiggør.

Public service i stedet for store patter, smarte hunks og hikke-hakkende klipning for at holde på flest mulige seere = laveste fællesnævner. Undskyld for den sexistiske overdrivelse. Jeg har selv store patter og har arbejdet som nyhedsjournalist og som tv-kommentator, så jeg har vel lov til at kritisere mine fagfæller?

røven af fjerde division

                     Jeg fandt lige et billede på nettet fra 2007, hvor der var WORD CUP for forfatterlandshold i Malmø. Set bagfra ser jeg såmænd nogenlunde opvakt ud, men efter kampen var jeg lisså gul og blå som ham med bolden. Vi fik ingen point i de tre kampe, men det var så også stort set det eneste fodboldenglene ikke fik i Malmø den sommer 😉

glad, gladere, gladest

                                          

den ene var en topmadras

nogle dage er det svært at bestemme sig, og visse dage er denne ubestemsomhed særlig udtalt, som det hedder i fagsprog, men hvis man ser på det udefra, hvilket i øvrigt er en position jeg vil anbefale i lignende situationer og for så vidt også i mange andre, så kan denne mangel på beslutsomhedskraft virke som om det handler om noget helt andet end et valg mellem forskellige muligheder, som om det er et ikke erkendt ønske om at blive fri for de konsekvenser en afgørelse kunne afstedkomme, og jeg vil gerne komme med et eksempel, også selvom der er flere eksempler at vælge imellem, men lige i dag er det ikke en af de dage hvor jeg ikke kan finde ud af hvad jeg vil, og det er vel på sin vis en fordel, for så kommer der trods alt lidt indhold i hele denne lange tirade som allerede er lang nok til at kunne gøre visse læsere mere utålmodige end hvad godt er, men dertil vil jeg til enhver tid indvende at så kan de jo bare lade være med at have så stor tillid til at det er umagen værd at læse så lang en sætning, uden på forhånd at være sikker på at indholdet står mål med anstrengelsen og det bagvedliggende håb om at mønten snart falder, også selvom ti-øren ikke er gangbar længere, men det emne hører vel ret beset ikke hjemme i denne sammenhæng, hvor det handler om at have problemer med at pege på een ting fremfor en anden, for slet ikke at tale om hvis der er tre eller flere valgmuligheder, for så begynder det jo for alvor at knibe, og heldigvis handler det eksempel jeg lovede at komme med kun om to ting, hvoraf den ene er en topmadras, men ved nærmere eftertanke dur det eksempel alligevel ikke til at løfte det konkrete op på et almengyldigt niveau, og det skal jeg selvfølgelig beklage, hvilket selvfølgelig også vil ske, når jeg ellers lige har fundet ud af hvornår og hvordan

Gali…vaffor’en figur? (II)

Kære Bent Otto Hansen

Den kollektive busdrift er udliciteret til private busoperatører – og Movia har i de seneste udbud stillet krav om automatisk stemmeannoncering af stoppesteder på de fleste busser, da det giver god rejseopdatering til kunderne, gør det lettere at justere lydniveauet i bussen uden at skulle tage hensyn til forskellige chauffør-stemmer, og fordi chaufføren med automatisk annoncering bedre kan koncentrere sig om trafikken og billettering af passagererne.

Busoperatørerne bestemmer selv, hvilken løsning til stemmeannoncering, de ønsker at benytte, men trenden er, at man går mere og mere bort fra “menneske-indtalte” stoppestedsnavne, da busserne kan blive omlagt, stoppesteder kan ændre navne og de enkelte busser kan blive flyttet til andre linjer.

Selv små ændringer kan således kræve, at der skal indtales nye stoppestedsnavne i lydstudie med speaker og teknikere, hvorefter lydfilerne skal overføres til de relevante busser – en relativt omstændig proces.

Derfor bruger de fleste nye busser tale-syntese, hvor en række fonetiske regler for udtale kan omsætte tekst til tale i en lille computer.

Stoppestedernes navne bliver sendt til bussen via busradioens dataforbindelse, og de kan således ændres fra centralt hold uden en masse dikkedarer. Det er altså lækre, indsmigrende, mikrochips-genererede ‘kvindelige’ lydbølger, der får æren for udtalen. Og sædvanligvis gør ‘hun’ det ganske overbevisende – og ‘hun’ er aldrig sur.

Jeg har spurgt leverandøren af systemet, IMPC, om udtalen af ‘Galionsvej’, og den forkerte udtale vil blive rettet med en ny fonetisk regel inden for kort tid. ‘Hun’ er nemlig også ganske lærenem og bestemt sødygtig, så længe der ikke kommer saltvand i elektronikken.

Venlig hilsen,

Søren C. Boss

Gali…vaffor’en figur?

Kære Kommunikationsmedarbejder Søren C. Boss, Movia

Jeg kører ofte med Bus 66 til OPERAEN i København, og undrer mig hver gang over den måde den ellers lækre og indsmigrende automatiske kvindelige speakerstemme udtaler stoppestedet ‘Galionsvej’ på.

Som jeg hører hende, så udtaler hun o’et til sidst som o’et i ordet ‘oppe’ – men bør ordet ikke udtales med et mere lukket ‘o’, på samme måde som man siger bogstavet i navnet ‘Ole’ på?

Ifølge Den Danske Ordbog skal ordet udtales [galiˈoˀn]

Vil du være firmaets førende galionsfigur i denne sag, og eventuelt udvirke at udtalen bliver lidt mere sødygtig?

med venlig hilsen

Bent Otto Hansen

Kampdag

Jeg har lige vinket farvel til mit eget barn, efter et par dage med masser af følelser hentet fra alle hylder i livsbutikken. Hendes smil bag ruden beviser at alt er godt mellem hende og mig. Så vender jeg mig om for at gå hen til det tog, der går dybere end andre.

Idet jeg går op ad trappen og kaster et blik på det store gennemsigtige tag over den krydsfelt-lignende station, hører jeg en lyd jeg afskyr og frygter. Kraftig protesterende barnegråd og vred forælderlyd.

Jeg drejer hovedet og ser en far og en dreng i et vildt opgør på viljer. Faderen vil have drengen på måske fem år stoppet ned i en klapvogn. Med stærke armkræfter prøver manden, der råber meget højt på en – desværre – temmelig beruset måde, at tvinge drengens ben ned i de to huller på hver side af midtersnoren.

Parret er nok stået af det samme tog som min datter kørte afsted med.

Drengen vil ikke på vilkår ned i den klapvogn. Hans vejtrækning kan slet ikke følge med i protesterne og smertefølelsen. Jo mere han stritter imod, desto voldsommere bliver faderens beslutsomhed.

Jeg har selv oplevet situationer, hvor mine børn og jeg har været lodret uenige om hvor deres tynde ben skulle placeres i forhold til klapvognens solide tværbøjle. Og jeg kan tydeligt huske at jeg har brugt min styrke til at få min vilje. Men det her bliver værre og værre.

Kampen mellem dem om drengens placering bliver så tilspidset, at jeg frygter at skinnebenene vil brække. Og jeg mærker en meget stærk impuls til at gribe ind. 1. Maj drejer sig blandt andet om hvilke konfliktmidler man skal bruge for at opnå resultater.

Mægling er et af de mest vellykkede, og jeg er meget tæt på at vende om og agere ringdommer. Jeg gjorde det ikke, og det har jeg det dårligt over. Alligevel er jeg ikke sikker på at en intervention ville have givet det resultat, jeg var ude efter.

Fordi.

Forholdet mellem fader og søn handler jo ikke kun om en enkelt konflikt på en togstation. Hvis jeg skal blande mig, så vil jeg være sikker på at det ikke i sidste ende vil udløse endnu mere vold fra fader til søn. Og så skal jeg jo ret dybt ned i forholdet mellem de to, og mellem de to og moderen. Og stedforældre. Og mellem faderen og hans forhold til at drikke sig vissen, når han går rundt med et barn i en klapvogn.

Problemet er også, at jeg er sikker på at drengen elsker sin far, bagved den igangværende duel. Drengen vil ikke væk fra sin far, men vil have ham til at forstå et behov som faderen ikke kan opfange lige nu – eller som han af alle mulige grunde, gode og dårlige, ikke vil give efter for. Det er ikke sikkert at det vil være dårligt for drengen at følge faderens vilje.

Måske er det bedst på lang sigt, at drengen lærer hvordan han skal takle sin far, for at få flest mulige behov opfyldt, også dem på kort sigt. Hvornår skal der kæmpes, og hvornår er det bedst at give efter for overmagten. List og lempe i forhold til ynglingens yndlingskæmpe.

Der var 5-10 mennesker tættere på de to end mig. Ingen undskyldning. Bare en information. Jeg tog Metroen. Skulle på arbejde. Mit eget barn sendte mig en skæg SMS fra Køgebanen, som hun havde skiftet til. Jeg er så glad for hende.

Når jeg oplever højlydte og barske konflikter mellem voksne og børn, så åbnes en tunnel til min egen barndoms undergrund. Mine forældre var bestemt både kærlige og rare. Men man møder jo mange mennesker på sin rejse til de voksne land.

Mit klippekort er vist endnu ikke udløbet.