Monthly Archives: juni 2010

Ingen biblioteksafgift til mig

Hvert år kompenseres forfattere for at bibliotekerne kan have deres bøger stående.

Biblioteksafgiften fordeles efter et pointsystem, og det handler ikke om antal udlån – men om antal bøger biliotekerne har stående på hylder og i magasiner. 

Bjarne Reuter får igen sin årlige trekvarte million, Rifbjerg sin halve. Min forfatterkollega Kai Vittrup (politimand) klarede lige cutgrænsen og får 1.912,14 kr.

8.544 forfattere delte 160 mio. kr.

Undergrænsen i år var på 1.910 kr. Ifølge den tilsendte titelliste var jeg berettiget til 1.475 kr. Dem går jeg altså glip af, før skat. Jeg har 37 krimier, 13 digtsamlinger og to lydbøger stående. Desuden får jeg en del point fra det kapitel om idræt, jeg har med i antologien ‘Danmark i 1980’erne’ fra 2003.

Normalt ville jeg flippe totalt ud over at jeg ikke får de penge som jeg har point til. Men i år kan jeg ikke tillade mig at være vred. Slet ikke.

Så det er jeg ikke. Kun…lidt.

Reklamer

11 biblioteker har købt Sovebogen!

DET må jeg nok nok sige..!

I anden anledning dribler jeg rundt på bibliotek.dk – og hvad opdager jeg!?

Gentofte, Tårnby, Vallensbæk, Halsnæs, Esbjerg, Varde, Vejen og Vejle og Aalborg biblioteker har købt ‘Jeg kan ikke sove’. Hvilken glæde! Statsbiblioteket og Det Kgl. Bibliotek er også med på legen.

I disse dage afventer jeg det årlige lotto-brev fra Biblioteksstyrelsen om tildeling og fordeling biblioteksafgiften. De sidste 5-6 år har jeg lige netop IKKE været over minimumsgrænsen.

Sovebogen vil af naturlige grunde ikke påvirke 2009-tildelingen, efterdi den først udkom i 2010…tihi.

Men hvad så med digtsamlingen ‘Nogens’ fra 2009? Lyrik gi’r jo dobbeltpoint!Øjeblik…[der tjekkes]…okay:

København og Gentofte (og Stat og Konge) har købt ‘Nogens’ – så der KAN være håb om at jeg eventuelt lige præcis netop måske kan knibe mig op over grænsen og få de ca. 1.500 kr (før skat) for mine seks bøger.

3 biblioteker har ‘Beologi’ (2008).
6 har ‘Opløselige’ (2006).
4 har ‘Blindforsøg’ (2001).
26 har ‘Mord på landsholdet’ (2002).

Men hvis ikke i år, så må sovebogen kunne gøre tricket i 2011. Tænk at løsningen kan blive at komme sovende til det…

Tilbud på næser….Størrelse LANG?

Så har Lidl tilbud på hovedpuder af den type som mine nybarberede barnenumsekinder kommer fast sammen med. Hurra!

Nå…der var så ikke lige nogen tilbage da jeg kom derned.

Men pyt med det, for ugen efter har de tilbud på sommersandaler, og så kan man jo snapt tilgive dem for en enkelt svipser, ikke sandt?

Nå…der var så heller ikke lige et par jeg kunne bruge, men der var trods alt to par tilbage i kurven. Størrelse 34.

Hjem til gode gamle Dag’li Brugsen, som har tre flasker cola light på tilbud.

Nå…hylden var desværre ryddet da jeg nåede derhen. Dagen efter var hylden stadig lige tom.

Jeg vil nu helt gratis tilbyde butikkerne at rende mig i min blankpolerede pariserbøf. 

i dag skal vi have aftener

jeg har endnu ikke prøvet at gå på aftenskole
det forekommer mig at være en overflødighed
skumringen forlanger vel ikke at se studiekort 
mørket lister sig også ind på alle de uskolede

måske skyldes min uvilje noget ganske andet
jeg kan knapt nok få dagen til at gå sin gang
min døgnviden halter fælt fra første fuglefløjt
morfædre midt på dagen gør bare ondt værre

når jeg vågner ved jeg ikke hvad der skal ske
der kan jo foregå alt muligt før solen går ned
jeg kan miste livet fem i tolv i en tæt tykning  
over for søndagsskolen hvor man lærer at dø

Sangens pris

I går var jeg til barnedåb. Min stedsøns førstefødte og aldeles uimodståelige lillefis af en Emilie-pige.

Midt i ugen fik jeg pludselig lyst til at gentage en succes fra dengang min daværende svigerfar Vagn fyldte 60. Da skrev jeg en festsang set ud fra min stedsøns perspektiv, hvilket dengang var en ca. 8-10 årig drengs.

Når man vælger at se på verden og på en familie med et uskyldigt barns øjne, så har man pludselig frikort til at sige nogle søde små sandheder, som ville fremstå som rene uforskammetheder hvis afsenderen var et voksent medlem af familien.

Så Double Pops var “in rare form” foran computeren op til festen i går, og da jeg desuden fik professionel hjælp til at sætte teksten op (TAK, SuperKarla!) – så blev sangen præcis den lille perle jeg havde håbet på.

Her er et par smagsprøver fra ‘Emilies egen sang’ på melodien ‘Mariehønen Evigglad’:

“Emilie er mit første navn
jeg ville gerne hedde Vagn
men jeg er jo en lille pige
så det ku’ det vist ikke blive

Jeg bor i Køge, tror jeg nok
hvor drikkevandet gi’r dig chok
man dør før man har talt til ti
så jeg vil helst have Somersby 

Min søde mormor passer mig
så gør jeg hvad der passer mig
så siger hun jeg skal la’ vær
og ingen ved hvad der så sker

Min morfar syns jeg er så sød
og når jeg griner bli’r han blød
han laver mad til far og mor
så si’r de tak og skål i kor

Min morbror han er supersej
det har han selv fortalt til mig
jeg syn’s han ligner morfar lidt
men det er sikkert ikk’ så skidt

Min farmor hun er meget sund
det si’r hun til mig med sin mund
jeg smiler lige meget hvad
og håber hun bli’r ekstra glad

Min faster hun er jo så fin
når hun er ved at dø af grin
hun hedder også Joe og John
og hun og mig er Double Fun

Min farfar er en mærkelig én
lisså skaldet som en sten
jeg synes at faster ligner ham
det er i grunden lidt en skam

Min oldemor fra Vallensbæk
hun drejer mig en knap så kæk
men hun er også syerske
en knaphulsknapfornyerske

Når jeg skal kør’ med far i bil
så skal det fan’me vær’ med stil
med turen er vi ikk’ tilfreds
hvis ikk’ vi kører 160

En hel del kan jeg ikk’ forstå
hvorfor man støtter FCK
og hvorfor mon det ikk’ er smart
at vær’ et savleapparat

Når jeg engang bli’r rigtig stor
langt højere end far og mor
vil jeg vær’ lektor i fysik
og arbejd’ i en tøjbutik”

Ved kaffen fik jeg flere henvendelser om at skrive sange til kommende store fester, men jeg takkede pænt nej. Af flere grunde.

Jeg kan kun skrive en god festsang hvis jeg er personligt involveret i kredsen af modtagere, dvs. at jeg selv har en rolle i gruppen – og jeg s-k-a-l have et positivt og meget nært forhold til sangens hovedperson(er).

Hvis jeg skal præstere en tilsvarende kvalitet til nogen som jeg ikke kender bedre end godt – og som ikke kender mig godt – så skal jeg præstere et helt enormt researcharbejde for at ramme noget som modtagerne vil synes er godt, og som jeg vil aflevere. 

For så er det ikke MIN sang mere…det er deres sang. Jeg tør slet ikke forlange et adækvat honorar for det forarbejde + skrivearbejdet bagefter. Jeg tror ikke at særligt mange forstår hvor svær en metier, den form for tekstarbejde er.

Hvis jeg ikke er personligt engageret, så kan jeg næsten ikke præstere det nødvendige. Og det nødvendige er jo at skrive mig selv helt ud af sangen, således at det ser ud som om afsenderen har skrevet en god sang selv.

Den ære vil jeg måske i virkeligheden slet ikke dele med nogen – og hvis jeg skal, så skal det koste boksen. Og det kunne lige passe at jeg skulle kræve boksen af familiemedlemmer. No way. Så hellere ævlebævle et rødmende “desværre nej” og/eller opfinde diverse (og de værste) undskyldninger.  

Bolig-u-sikring

I ti år har jeg har boet i min lille lejelejlighed på Bjerget.

Omtrent midt i perioden går det op for mig at jeg da vist muligvis måske nok ville kunne oppebære boligsikring, hvis ellers jeg bare søgte om det. Jeg søger sidst i 2007. Jeg får fra 2008. Alt er godt, for jeg har ved gud ikke særligt mange penge.

Kommunen kræver at jeg indberetter til dem hvis min indtægt stiger eller falder meget. Jeg går ikke så meget op i det, for jeg mener bestemt ikke at jeg tjener for meget. Og skulle det ved årets slutning vise sig at det er sket, så vil jeg gerne betale det overskydende beløb tilbage.

Problemet er at jeg ved årets start ikke ved hvor meget jeg vil tjene, fordi jeg kun har et fast deltidsjob (kontrollør). Indtægten fra det job holder sig bestemt under maksimumgrænsen.

Mit andet job (lydbogsindlæser) er freelance – og der kan jeg få alt lige fra 0-100.000 kroner i løbet af året. Men når året starter HAR jeg ingen aftale om et lydbogsjob, og derfor kan jeg ikke opgive noget beløb dér.

Jeg er så naiv at tro, at hvis jeg tjener for meget, så kan der højst ske det at man standser udbetalingen midt i perioden, eller i det mindste ikke kræver penge tilbage fra den periode hvor jeg ikke havde overskredet maksimumsgrænsen.

Det er min opfattelse at jeg IKKE prøver at snyde dem, for når året begynder er der ikke udsigt til at jeg vil tjene for meget.

Midt i 2009 får jeg brev fra kommunen. De har opdaget at jeg har tjent for meget i 2008, og fordi jeg ikke selv indberettede det undervejs i 2008 vil de have alle støttepengene retur. 5.000 kr. At betale. Tak.

Jeg begynder at anke og sender præventivt Boligsikringskontoret (efter at have konsulteret dem pr. telefon) en mail, hvori jeg meget klart beordrer dem til at standse udbetalingen af flere rater i 2009, netop fordi jeg ikke vil risikere at ryge over maksimumsgrænsen én gang til og risikere et nyt tilbagebetalingskrav.

Men pengene bliver ved med at komme måned efter måned helt frem til 1. december 2009. Anken om 2008-kravet ændrer ikke noget, og jeg får desværre ikke anket sagen hele vejen igennem, fordi jeg misser en ankefrist.

Jeg vælger at sluge kamelen – og har for en uge siden aftalt med kommunen at jeg skal betale de 5.000 kr tilbage i fem rater.

Da 2009 startede var situationen præcis den samme som da 2008 begyndte: jeg har kun ét fast deltidsjob, og den løn overstiger ikke maksimumsgrænsen for udbetaling af boligsikring. Om jeg får nogle lydbogstjanser ved jeg ikke. Jeg håber, men skal ikke opgive andet end det jeg ved med sikkerhed.

Men så i dag fik jeg Frank-Jensen-hjælpe-mig en mail fra dem om, at nu vil de også lige have alle pengene fra 2009 tilbage! 5.000 kr. At betale. Tak.

Jeg kan for så vidt godt acceptere, at jeg ikke har overholdt de formelle krav om at indberette løbende hvad min indtægt er – og dermed har udsat mig selv for et muligt tilbagebetalingskrav når kommunen efter årsskiftet får SKAT’s oplysninger. Det er min pligt at følge de regler. Basta. Fair nok.

Men jeg kan ikke på vilkår gå med til at betale hele 2009-beløbet tilbage, når jeg i en mail i august 2009 måned beder dem standse boligsikringen.

Alene på grund af denne sidste ting vil jeg anke kravet hele vejen til Ombudsmanden. Og så vil jeg samtidigt søge om at få boligsikring hele vejen tilbage til 2000. Jeg har mindst været støtteberettiget fire-fem år inden jeg søgte i 2007.

Ret skal være ret og rimelighed er også en del af sagsbehandlingen. Hvad er god tro? Må en kommune forlange at jeg skal have orden i mine ting, når den samme administration ikke reagerer i et halvt år på min mail?

Nixen von Bixen, Honey Pie! 

Hvordan er det dagen er i dag

Jeg har lidt tid til overs i dag, selvom det kan være svært at udmåle på en søndag, hvor man i forvejen skal hvile sig.

Lidt lissom i den franske film, hvor en tigger på et fortov meget blidt purres vågen af den kvieøjede hovedperson, der hjertensgerne vil give ham nogle penge. Han plirrer lidt med øjnene, og afslår derpå meget høfligt og belevent hendes tilbud med et charmerende smil. Fordi, som han forklarer hende: det er hans fridag.

Min hviledag er godt i gang, og jeg hviler mig dér hvor jeg plejer at opholde mig, også på hverdage. Ved køkkenbordet på en af de fire spisestuestole, jeg arvede fra mit barndomshjem. Jeg skal ikke noget før i aften. Skovtur med en fjer på. Spejderhagl. Underholdning. Arbejde.

Hov. Jeg skal forresten også noget lige om lidt. Jeg skal have kaffe, og mens den lige står og falder de fire-fem grader som gør den drikbar, vil jeg tænke på nogle kvinder, tror jeg. Det er vist meget normalt, men hvem skal jeg så først se for mig og iklæde nogle refleksioner? Mon?

Skal det være hende med de smukke hænder og den spidse næse?Hende som gik i rette med mig og forlangte at jeg værsgo havde at opføre mig ordentligt, hvis jeg da ellers gik med tanker om at opføre mig i forhold til en fælles bekendt? Jo, hende kunne det godt være. Faktisk begge to som sådan og hver for sig. 

Det kunne også være amerikanske Dominique i Boca Chica. Hende så jeg i går på et foto, og hun har egentlig et frækt blik i øjnene. Hun venter på et fly som skal transportere hende hjem. Medsamt hendes samfulde 226 kg. Hun har en datter, lissom jeg. Hvilke andre forskelle er der i hendes og mit liv? Måske ikke så mange som jeg skynder mig at opliste.

Og hvad med Majbritt, som jeg læste om i går. Hun er så allergisk at hun må forlade et rum, hvis nogen så meget som sætter tænderne i det emne som hun ikke kan tåle. Kinakål. Et potent stof, åbenbart. Det er jo bizart og absurd, men hvad så når jeg løber hundrede meter på ti sekunder, bare fordi en lille honningbi synes at farverne på min trøje ser sjove ud?

Eller skal det være de to veninder jeg har lært at kende for nylig og som er lige lebendige og gesvindige og proppet med livsforlængende pep, pop, pjat og pure power? Og som så alligevel er så tankevækkende forskellige hver for sig? 

Nej, jeg tror alligevel ikke jeg gider tænke på kvinder i dag.

I dag vil jeg tænke på noget andet. Det er min fridag.

Jeg skal bare lige spekulere lidt over hvad det så ellers kunne være. 

Lyden af tasken og kniven

Jeg kan stadig mærke sveden mellem kraven og halshuden.

Hvad var jeg…ti-elleve år gammel? For at vise hvor fortvivlet jeg var kastede jeg min skoletaske ud i Nymosen. Det var i 1967, tror jeg, og snart derefter krakelerede jeg fuldstændigt.

Stole og sågar en kniv fra sløjdlokalet kastede jeg efter mobberne. Måske var det mod den stærkeste i klassen, Jan Folden. Han blev ejendomsmægler og investeringsrådgiver. Jeg blev kunstner.

I disse dage cykler jeg påny frem og tilbage mellem Klampenborg station og et punkt inde i Dyrehaven. Det gjorde jeg også i fem-seks somre som skoledreng, hvor jeg boede på et lillebitte værelse på Bakken sammen med mine forældre.

De knoklede hver sommer i forlystelsesparken for at få banket min fars gæld fra sit første ægteakab ned. Jeg gik bare rundt derude. Kørte 10.000 gratis ture i Rutsjebanen, som dengang hed Rutchebanen. Og i Radiobilerne.

Jeg går og overvejer at skrive en roman om de somre på Bakken. Også selvom det er rendyrket epigoneri ift Morten Ramslands to seneste bøger. Mon ikke han kan leve med det? Jeg har jo indlæst ‘Hundehoved’. Hehe.

Der bor en afsindig vrede og sorg i mig. Den fylder så meget, at jeg kun lige akkurat kan have et liv kørende. Der skal ikke meget til før jeg hører lyden af plasket fra min taske og suset fra kniven.

Jeg er stadig et barn.

satire

jeg er bange for sophus garfiel
sophus garfiel sophus garfiel
jeg er bange for sophus garfiel
for sophus han er ond

jeg frygter sophus garfiel
sophus garfiel sophus garfiel
jeg frygter sophus garfiel
han siger bang bang bang

jeg elsker sophus garfiel
sophus garfiel sophus garfiel
jeg elsker sophus garfiel
fordi han er så hård

men sig mig sophus garfiel
sophus garfiel sophus garfiel
kan du sige mig sophus garfiel
hvad synes du om mit digt