Lyden af tasken og kniven

Jeg kan stadig mærke sveden mellem kraven og halshuden.

Hvad var jeg…ti-elleve år gammel? For at vise hvor fortvivlet jeg var kastede jeg min skoletaske ud i Nymosen. Det var i 1967, tror jeg, og snart derefter krakelerede jeg fuldstændigt.

Stole og sågar en kniv fra sløjdlokalet kastede jeg efter mobberne. Måske var det mod den stærkeste i klassen, Jan Folden. Han blev ejendomsmægler og investeringsrådgiver. Jeg blev kunstner.

I disse dage cykler jeg påny frem og tilbage mellem Klampenborg station og et punkt inde i Dyrehaven. Det gjorde jeg også i fem-seks somre som skoledreng, hvor jeg boede på et lillebitte værelse på Bakken sammen med mine forældre.

De knoklede hver sommer i forlystelsesparken for at få banket min fars gæld fra sit første ægteakab ned. Jeg gik bare rundt derude. Kørte 10.000 gratis ture i Rutsjebanen, som dengang hed Rutchebanen. Og i Radiobilerne.

Jeg går og overvejer at skrive en roman om de somre på Bakken. Også selvom det er rendyrket epigoneri ift Morten Ramslands to seneste bøger. Mon ikke han kan leve med det? Jeg har jo indlæst ‘Hundehoved’. Hehe.

Der bor en afsindig vrede og sorg i mig. Den fylder så meget, at jeg kun lige akkurat kan have et liv kørende. Der skal ikke meget til før jeg hører lyden af plasket fra min taske og suset fra kniven.

Jeg er stadig et barn.

12 kommentarer til “Lyden af tasken og kniven

  1. Kan en sådan vrede holdes i live så længe uden næring?
    Jeg husker ydmygelser og kan mærke snerten og smerten, jeg husker vrede og kan mærke afmægtigheden og raseriet, men de er for længst flyttet hjemmefra. Jeg husker dem og kan genoplive et ekko, men de bor ikke længere i mig. Ikke de gamle fra dengang.

  2. Eric…godt spørgsmål. Jeg tror det er de gamle følelser som stadig optager plads i mig, fordi jeg altid, altid, altid undgår konfrontationer og vender vrede indad. Og fordi jeg er bekymrende elendig til at række ud efter livets positive muligheder. Ikke at jeg klynker over det. Jeg konstaterer. Rapporterer.

  3. Måske havde BEOs liv været nemmere, hvis han ikke havde kørt de motoriske 10.000 op- og nedture i Rutchebanen, men derimod havde fået afløb ved at skyde med gevær og pistol i de talrige boder; ja selv boldkastning mod blikdåser kunne måske generere forløsninger. 😉
    En foruroligende stor del af den voksne befolkning går rundt med indkapslede traumatiserende oplevelser fra begivenheder, der skete i deres barndom. Bag mange glatte facader og mascarafyldte ansigter i vel alle typer af fag findes ego´er, der er langt mere skrøbelige end facaden signalerer. Tro mig, jeg har oplevet det hos adskillige “suveræne personligheder” over tid. Hvad kan du bruge det til?
    Nogle nægter at acceptere det. Nogle gør noget ved det. Det lykkes ikke altid, men det er forsøget værd. Rutchebanen kan give en kildrende fornemmelse, men banen er lukket. Reelt kommer du ikke ud af stedet, når den kildrende fornemmelse er blevet rutine.
    Når dit barnebarn en dag står med sin lille hånd i bedstefars faste maskuline hånd foran en bod på Bakken, begynder du måske umotiveret at græde. Der er kommet sprækker i pansret og det bliver helvedes svært at lappe sammen.
    Athos, Porthos, Aramis og D´Artagnan er ikke altid lige heldige i deres fægtende indgriben, men de gør i de mindste forsøget med troen på sagen og med livet som indsats……..

  4. Erik…endnu engang må jeg tage hatten af for din evne til at kommentere på mine udbrud. Det mener jeg helt alvorligt.
    Måske bryder jeg sammen på et tidspunkt. Det tror jeg egentlig godt at mine børn og børnebørn kan kapere og tolerere, og jeg er ikke bange for vise følelser over for dem.
    I øvrigt fik jeg også 10.000 gratis ture i skydeteltene og dåsekastene 🙂
    Din afsluttende kommentar om De Fire Musketerer er helt fin, men den får mig alligevel til at gyse lidt.
    Nu har jeg jo hørt teksten til forestillingen derude i Ulvedalene med et trekvart øre ti-femten gange, og rent faktisk er det en rodfæstet del af de tre musketerers selvforståelse at de har en på forhånd bestemt og aftalt dødsbevidsthed.
    De belærer meget nøje D’Artagnan om, at årsagen til deres fantastiske styrke i duellerne er, at de betragter sig som døde allerede.
    Måske er det min styrke at jeg betragter mig som levende på trods af alle mine mærkeligheder og utilstrækkeligheder 🙂

  5. @capac#100610-1039:
    Jeg har tænkt det samme. Måske kan det have en terapeutisk virkning, måske det modsatte, så BEO kaster sig ud foran en radiobil på Bakken, medens hans medbragte ispind mrk. Polarbear samtidig ryger ud af hænderne på ham og lander i hovedet på en cerutrygende pensionist på sidelinien 😦 !
    Det er en stor chance at tage…..den kan både blive op ad Bakken og ned ad Bakken!

  6. Erik rammer jo præcis med sin bold! Og Capac beder dig jo om at spille bolden videre. Jeg tror, helt ærligt, at vi svømmer i romaner, men det er gået op for mig at det er bedre end at være i underskud, så bare se at komme igang 🙂 Og nyd Nymosen på en “Ny Måde” ™.
    Dit indlæg medfører lange overvejelser vedrørende min egen situation: Da jeg var færdig med skolen – og måske også 25 år efter – var jeg hæmmet af forskellige ar, som gjorde det svært for mig at tænke i psykologi, selvværd og handling. Jeg vidste at jeg havde en empati, som jeg kunne mobilisere på kommando, så at sige, men den passede ikke ind i samfundet. Det har jeg vidst i 20 år nu, og det sidste år har jeg haft tid til at arbejde ud fra den erkendelse, og det er hårdt arbejde af en slags, som man ikke lærer i skoletimerne.
    Måske er det din styrke, at du betragter dig som levende selv om du har lært at det ikke nytter at være bange for at dø.

  7. Capac, ehu og Donald…hjerteligt tak for ydervidere bidrag. Jeg skrev indlægget i en skøn rødvinsbrandert, men det diskvalificerer ikke indholdet. Tværtimod. Rødvin er sundt.
    Roman-idéen ligger til ekspedition i mig, og jeg har allerede fundet på hvordan den skal skæres til.
    Vi må se ad 🙂

  8. Ja, Beo, sprut og digtekunst har gået hånd i hånd siden antikken. Men vigtigst er, at du har en hovedstol af indeklemte barndomsoplevelser at skrive på. Hvis du tør og vil.

  9. Capac…jeg kan mærke din tillid til mig som en lille glad orbiterende signalkugle gennem den totalen sejbarspæis.
    Som sagt er idéen om at skrive en begavet og underholdende løgnehistorie på basis af mine 4-5 sæsoner som bakkebarn begyndt at dunke i mig som en hovedpine.
    I går så jeg Blendstrup og Ramsland hos K.Rothstein i DR K…de skriver jo på præcis den samme stol som du efterlyser hos mig.
    Jeg er gravid…og det ubevidste kæmper for at stoppe mig (springfingre på begge hænder). Der er kun een medicin mod den slags: angreb 🙂

  10. Springfinger? Du indlæser da bare romanen direkte! 😉
    Du rørte mig med dit indlæg, brandert eller ej. Af samme grund undgår jeg nogle gange konfrontationer – jeg kommer til at tude, før jeg raser 😮

  11. Lupo…vi har alle vores individuelle reaktionsmønstre og metoder, og de er sikkert sat meget nøje sammen af vores sind, sjæl og ubevidste, for at give os en fair chance for at slippe levende gennem livet…sålænge det så ellers varer.
    Mht springfingeren, så vil det være noget bøvl at skulle sidde og fumle med en trykt bog. Derfor får jeg manuskriptet printet ud i A4. Dem kan jeg så bare flå ned én af gangen fra holderen foran mig. Vi bruger endnu ikke at indlæse fra en pc-skærm….ihf ikke dér hvor jeg plejer at sidde og plapre løs.
    Tak for din kommentar. Der er mange følsomme mennesker derude 🙂

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s