Sangens pris

I går var jeg til barnedåb. Min stedsøns førstefødte og aldeles uimodståelige lillefis af en Emilie-pige.

Midt i ugen fik jeg pludselig lyst til at gentage en succes fra dengang min daværende svigerfar Vagn fyldte 60. Da skrev jeg en festsang set ud fra min stedsøns perspektiv, hvilket dengang var en ca. 8-10 årig drengs.

Når man vælger at se på verden og på en familie med et uskyldigt barns øjne, så har man pludselig frikort til at sige nogle søde små sandheder, som ville fremstå som rene uforskammetheder hvis afsenderen var et voksent medlem af familien.

Så Double Pops var “in rare form” foran computeren op til festen i går, og da jeg desuden fik professionel hjælp til at sætte teksten op (TAK, SuperKarla!) – så blev sangen præcis den lille perle jeg havde håbet på.

Her er et par smagsprøver fra ‘Emilies egen sang’ på melodien ‘Mariehønen Evigglad’:

“Emilie er mit første navn
jeg ville gerne hedde Vagn
men jeg er jo en lille pige
så det ku’ det vist ikke blive

Jeg bor i Køge, tror jeg nok
hvor drikkevandet gi’r dig chok
man dør før man har talt til ti
så jeg vil helst have Somersby 

Min søde mormor passer mig
så gør jeg hvad der passer mig
så siger hun jeg skal la’ vær
og ingen ved hvad der så sker

Min morfar syns jeg er så sød
og når jeg griner bli’r han blød
han laver mad til far og mor
så si’r de tak og skål i kor

Min morbror han er supersej
det har han selv fortalt til mig
jeg syn’s han ligner morfar lidt
men det er sikkert ikk’ så skidt

Min farmor hun er meget sund
det si’r hun til mig med sin mund
jeg smiler lige meget hvad
og håber hun bli’r ekstra glad

Min faster hun er jo så fin
når hun er ved at dø af grin
hun hedder også Joe og John
og hun og mig er Double Fun

Min farfar er en mærkelig én
lisså skaldet som en sten
jeg synes at faster ligner ham
det er i grunden lidt en skam

Min oldemor fra Vallensbæk
hun drejer mig en knap så kæk
men hun er også syerske
en knaphulsknapfornyerske

Når jeg skal kør’ med far i bil
så skal det fan’me vær’ med stil
med turen er vi ikk’ tilfreds
hvis ikk’ vi kører 160

En hel del kan jeg ikk’ forstå
hvorfor man støtter FCK
og hvorfor mon det ikk’ er smart
at vær’ et savleapparat

Når jeg engang bli’r rigtig stor
langt højere end far og mor
vil jeg vær’ lektor i fysik
og arbejd’ i en tøjbutik”

Ved kaffen fik jeg flere henvendelser om at skrive sange til kommende store fester, men jeg takkede pænt nej. Af flere grunde.

Jeg kan kun skrive en god festsang hvis jeg er personligt involveret i kredsen af modtagere, dvs. at jeg selv har en rolle i gruppen – og jeg s-k-a-l have et positivt og meget nært forhold til sangens hovedperson(er).

Hvis jeg skal præstere en tilsvarende kvalitet til nogen som jeg ikke kender bedre end godt – og som ikke kender mig godt – så skal jeg præstere et helt enormt researcharbejde for at ramme noget som modtagerne vil synes er godt, og som jeg vil aflevere. 

For så er det ikke MIN sang mere…det er deres sang. Jeg tør slet ikke forlange et adækvat honorar for det forarbejde + skrivearbejdet bagefter. Jeg tror ikke at særligt mange forstår hvor svær en metier, den form for tekstarbejde er.

Hvis jeg ikke er personligt engageret, så kan jeg næsten ikke præstere det nødvendige. Og det nødvendige er jo at skrive mig selv helt ud af sangen, således at det ser ud som om afsenderen har skrevet en god sang selv.

Den ære vil jeg måske i virkeligheden slet ikke dele med nogen – og hvis jeg skal, så skal det koste boksen. Og det kunne lige passe at jeg skulle kræve boksen af familiemedlemmer. No way. Så hellere ævlebævle et rødmende “desværre nej” og/eller opfinde diverse (og de værste) undskyldninger.  

En kommentar til “Sangens pris

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s