Monthly Archives: juni 2010

To sikre datoer

Tirsdag og torsdag i denne uge skal min datter til eksamen i to fag som sagtens kunne have fakultet på samme etage her i mit institut. Måske dele ét. Det drejer sig om Kristendom og Fysik.

Jo ældre jeg bliver, desto mere går det op for mig at det bliver jeg ikke ved med at blive. En dag ringer æggeuret og så er det forbi med at spekulere over om hønen kom først. Eller er det nu også det?

Ta’ nu bare det dersens Big Bang.

Det er jo fuldstændig absurd allerede inden det har sagt så meget som Puff…for eksplosionen skal jo foregå i en eller anden form for rum, der er der i forvejen. Ellers kan sproget ikke følge med længere. Men hvordan og hvem lavede så det første rum. Og hvor stort var det? Havde det også pølsevogne og gennemkørende tog til Rungsted? Sushi? Eller hvordan?

På en måde synes jeg at fysik er det mest interesante emneområde som overhovedet findes. At beskrive og forklare materialer og stoffer. Årsag og konsekvens. Interaktion. Tid. Kemien er med på en lytter. Det er klart. Og over det hele svæver sproget.

Hvordan kan man beskrive det ubegribelige?  

Inden jeg tjekker ud for alvor var det måske en idé at blive religiøs, så jeg kan sige verden ret farvel med en eller anden form for håb om forlænget spilletid, eller endnu bedre: omkamp på grund af dommerens urigtige brug af loven.

Jeg vil gerne skrive mere om det her. I mellemtiden kan jeg anbefale foredragsrækken med Peter Bastian. Han er interessant at låne ører til – selv når og hvis man er aldeles uenig med ham.

Har man een gang hørt ham spille på et sugerør, så sker der noget meget spøjst, i hvert fald i mig. På en og samme tid bliver jeg mindre bange for at dø, og dobbelt så desperat for at få lov at leve så længe som muligt.

Men okay…når sygdom og støvets år sætter ind for alvor, så kan døden måske opleves som en udfrielse. Det er den omvendte verden i et liv, der kun har to sikre datoer: fødslens og dødens.

Og så snart man bliver sig det bevidst, så er det for sent at få en ommer.

Eller…?

analyse

agurk består af ingenting og vand
agurk består af ingenting og vand
agurk består af ingenting og vand

slurk består af gin sling på strand
slurk består af gin sling på strand
slurk består af gin sling på strand

durk består af tingeling plus mand
durk består af tingeling plus mand
durk består af tingeling plus mand

Skån mig, oh dreng!

Dér står jeg midt ude i Dyrehaven en lun sommeraften.

Strømmen af forventningsfuldt publikum passerer forbi min nøje udvalgte position.

Jeg har en blafrende ponchokappe og fin sort musketér-hat med grøn fjer på. Min opgave er at faldbyde kongelige lommelygter og økologisk guf som jeg bærer rundt på en træbakke, der hænger i en læderrem om halsen.

Jeg råber alle mulige spøjse salgsremser for at lokke kunder hen til mig.

Pludselig får jeg øje på en lille dreng som skal ind og se forestillingen. I højre hånd har en et tydeligvis hjemmelavet sværd af upoleret træ. Han er vel højst 5-6 år og er omgivet af sin far og mor og søskende og andre familiemedlemmer.

Det er første gang jeg har set en gæst tage et beskyttende sværd med sig ind til den farlige forestilling, og det kan jeg ikke stå for. Jeg kalder ham tilbage. Han vender sig. Store undrende øjne.

Jeg tager min hat af og laver en overdrevet bukke- og skrabehilsen, alt imens jeg med store falbelader beder ham modtage en gave som en beskeden gestus, idet jeg ønsker at udtrykke et dybtfølt ønske om at hans og min fortsatte kontakt vil forblive karakteriseret af gensidig respekt uden at vi ser os nødsaget til at duellere om noget som helst.

Han modtager den lille æske lakrids dybt måbende. De andre tager sig til hovedet og holder sig på maven af grin og fortsætter hovedrystende ind til 1. akt. Hvis jeg husker ret (stol aldrig på mig) så kom de tilbage i pausen og købte adskillige dåser guf.

Selvom de ikke gjorde det (jeg kan helt ærligt ikke huske det) – så glemmer jeg aldrig den lille dreng. Hvor var det dog fedt at han havde det sværd med! Måske står han om 45 år i et nybygget amfiteater på Saltholm og sælger digitalsukker.

Livet er en scene. Hvilken rolle drømmer du om? 

Gribe og gøre i og med

Det skete en tidlig formiddag for et års tid siden i Operaen på Dokøen.

Jeg stod i kongesiden i foyeren foran et af de store panoramavinduer. Det var en af de specielle vagter hvor der ikke er forestilling, men hvor jeg skal være til rådighed for gæster som har lejet lokaler til møder og konferencer. 

Henne ved busstoppestedet holder en taxi med et af mødets værter i. Den kan ikke komme helt hen til Operaen, bl.a. fordi nogle såkaldte pullerter er oppe. Jeg ringer til vagten, som sænker disse spærreanordninger, men se om chaufføren får øje på det!

Jeg løfter højre arm med et ryk for at vinke og pege, men hamrer hånden hårdt ind i glasset lige foran mig. Tommelfingeren får et kraftigt vrid. Det gør vildt ondt og jeg bli’r rasende på mig selv. Flov. Samtidigt kan jeg mærke latteren i maven. Nu er jeg automatisk optaget i klubben af uheldige ofre for et besynderligt optisk bedrag: at der ikke er glas i Operaens store vinduesruder i foyeren…

Det lyder måske utroligt, men når ruden er tilpas stor nægter hjernen åbenbart at indrette sig efter andet end synssansen, hvis den er optaget af at fokusere på et fjernt mål udenfor. Før der blev sat små advarende operalogo’er op på ruderne, gik gæster ofte direkte ind i vinduerne og nikkede dem nogle gevaldige skaller.

Der gik mange måneder før ledbåndene i tommelfingeren fik det nogenlunde igen. Og nu har jeg så fået nye håndfaste udfordringer. På kort tid har jeg i samme tommelfinger og i venstre hånds pegefinger fået såkaldt springfinger, som gør at jeg kun med anstrengelse og smerte kan bøje et af leddene.

Det er mærkeligt sådan at blive småhandicappet. Det kan gå væk af sig selv, men kan også opereres. Tanken byder mig imod. Jeg har heller ikke tid til at blive opereret nu, hvor jeg styrter rundt i Dyrehaven og bruger hænder og fingre til at sælge alt muligt merchandise. Og bagefter skal jeg på ferie med datteren. Og, og, og…

Selvfølgelig har jeg leget med tanken om at anmelde det som en arbejdsskade pga. den første skade fra den dag jeg hamrede hånden ind i ruden i Operaen, men-eh…hvorfor skulle det udløse en defekt på venstre hånd? Nej, det kan ikke være derfor.

Måske er det bare et tegn på at jeg ikke er 49 år længere. På en måde er det dybt nedslående at erfare. Omvendt øger den slags begrænsninger glæden og taknemmeligheden ved alle de sanser og funktioner som fortsat fungerer lydefrit, og dermed er en daglig kilde til gode oplevelser.

Ydmyghed, kalder jeg det.