Instituttet udvider

Jeg fandt ud af, at der var en søgefunktion her på bloggen. Jeg havde bare ikke tryllet den frem ovre til højre i marginen. Nu er den dér, og…den virker!

Der var også en arkiv-funktion, og den kan man ligeledes benytte nu. Den går helt tilbage til begyndelsen af min forrige X|tra-blog, der måtte lukkes pga digitalistisk støvletrampende dåseskinke.

Men overføringen af indlæg mellem blogsystemerne har ikke virket optimalt. Mange af teksterne ligner mere kinesisk end dansk. Et eller andet kode-problem gør at det mere ser ud som et dårligt trip.

Jeg vil prøve om de ikke kan kodes tilbage til dansk igen. Har skrevet til Dr. Johansen.

Advertisement

Gali…vaffor’en figur? (IV)

I forgårs rullede jeg en tur ud på Dokøen. Jeg havde nogle effekter, der var blevet brugt i Ulvedalene og som skulle tilbage hvor de hører hjemme.

Jeg tog Bus 66, og da vi nærmede os Arsenaløen kom jeg pludselig i tanke om den gamle sag om den syntetiske kvinde, der siger stoppestedernes navne i bussens højttalerne.

Og nej…hun er endnu ikke blevet programmeret om. Hun siger stadigvæk med smil og klang i stemmen: Galli–ongs–vej.

Hehe…

Walla, min fætter..!

På min aftenarbejdsplads er der et tidskrav til de kunder, der kommer ind i butikken. De skal helst møde frem inden et bestemt klokkeslet. Vist har vi forskellige måder hjælpe dem når det kniber, men når de først kommer for sent, så er der stress på. Meget.

En aften står jeg på min post i det fine arbejdstøj og tager imod gæsterne. Jeg skal sørge for at de føler sig velkomne, og også lige kontrollere om de har retmæssig adkomst til bygningen. Ind ad svingdøren kommer i al hast en gruppe på fire-fem mennesker, der iler hen til de blå bånd.

Det er et ældre par og nogle yngre mennesker. De er, for nu at sige det på rent dansk…nej, det udtryk vil jeg alligevel ikke bruge. Lad mig bare slå fast at de var oppe at køre. Alle talte til alle og kom med gode råd, små tilrettevisninger og unødige irettesættelser. Som familier nu gør.  

Den eneste, der tog det helt roligt, i den kvadratmeter vi befandt os i, var mig. Vist er det mit job at få roen til at brede sig, men midt i min smilende velkomst blev jeg pludselig selv ramt af en meget voldsom stressfaktor.

Det går op for mig at ældre herre er min fætter, og han lader tilsyneladende som om han ikke kender mig. Det samme gør hans kone. Sådan opfatter jeg det og bli’r ramt af akut paffelse. Hvorfor vil min egen familie ikke kendes ved mig?

Min fætter er ellers en mand jeg respekterer meget. Han har haft en fornem karriere på et fagområde, som jeg beundrer ham for. Nu er han pensioneret. Han er søn af min fars storesøster. Jeg har i flere omgange forsøgt at få kontakt til min fars del af familien, men det er som om det ikke skal være. Det går i stå. Lidt af sig selv. Hele tiden.

Jeg lader som ingenting, mens jeg pligtskyldigt hjælper med råd og dåd. Mit hjerte slår hurtigere, mens jeg spekulerer som en gal over om de mon kan være så forvirrede at de simpelthen ikke genkender mennesket i uniformen.

De skynder sig hen i garderoben og efterlader mig måbende ved grænsen mellem inde og ude. Jeg kender ikke de yngre i gruppen. Da jeg får tidligt fri den aften,ser jeg dem ikke igen. At tænke sig. Jeg var til middag hos dem for nogle år siden, og jeg opfatter både min fætter og hans hustru som noget nær humanistiske rollemodeller.

Jeg er stadig lettere omtumlet selv om det er flere måneder siden nu, men jeg føler ikke at jeg kan gå ret dybt ned i det. De var jo, ret beset, ankommende gæster som jeg skulle servicere, hvilket jeg bestemt også gjorde. Og jeg vil helst ikke blande mit arbejde ind i det.

Alligevel undrer jeg mig. Men det skal dertil siges, at jeg aldrig har brudt mig om min faster. Måske spiller det ind i det samlede billede. Måske ville min fætter sige at det var en “sløset sjuskefejl uden forsæt, og ganske uden mulighed for personlig vinding”, hvis jeg fortalte ham om mødet.

Måske. Jeg håber han nød forestillingen.

Superfood for thought

Jeg prøver i øjeblikket at overbevise mig selv om, at jeg ikke har det alt for jazzet som sådan. At jeg burde opsøge en eller anden tankesnedker, som kunne peppe mig lidt op. Hjælpe mig med at få en ny barndom.

Men jeg ved jo godt hvordan et sådant møde vil forløbe. Jeg vil komme i fortrinligt humør af at sidde sammen med et dannet og sikkert humoristisk og empatisk menneske. Den slags er jo helvedes smitsomt.

Se nu bare i dag, ikk? Jeg opdagede pludselig, at det var i dag klokken tre jeg skulle hen til min forfatterkollega Jakob. Han har lånt mig 1. sæson af ‘Mad Men’, og vi havde aftalt at han gav kaffe hvis jeg kom med DVD’erne.

Ergo hankede jeg op i mit dårlige lune og cyklede afsted mod en sidevej til Borups Alle. Jakobs kone, Gitte var der også. Hun serverede hjemmesmadret jordbæris og en lille skål superfood med forskellige nødder og kakaonibs.

Jeg ved ikke om det var de sunde antioxidanter. Men jeg havde ikke været der i mere end to minutter, før jeg havde det som den økologiske blomme i et økologisk æg.

I tre timer hyggede vi os med masser af god snak om alting et liv kan bestå af. Jakob har en datter på seksten år og jeg har en datter på seksten år. De hedder det samme til fornavn. Spøjst, ikk?

Min pointe er, at hvon fanden kan jeg påstå at jeg ikke har det gennemgående godt, når jeg kan have det så godt ved at sidde og tale sammen med nogle rare, kloge og åbne mennesker?

Jeg kender godt svaret. Du behøver ikke at hjælpe. Men det er godt nok alligevel tankevækkende at jeg insisterer på at være utilfreds, muggen, vrissen, vrippen, vranten, mavesur, trist, gnaven, knarvorn og alment umulig…når der findes alternativer.

Måske kunne jeg selv bestille en ny barndom? På nettet? Den er sikkert monsterdyr. Men man kan vel gnave det af?  

Lækker lejlighed

Normalt kan min lille halvanden værelses ikke tåle besøg af fotografer fra ‘Vor Bolig’ eller ‘Skønne Hjem’. Mit hjem bærer mestendels præg af at der bor en mand som ingen aktuelle planer har om at komme i ugebladene.

Men lige nu kunne det sagtens komme med i ‘Hammerslag’ eller ‘Kender du tubaen”. Siden i går har jeg ikke bestilt andet end at gøre rent, rydde op og pudse vinduer. Der kunne sandt for dyden at sige holdes nonnekongres hos mig. No sweat. Og hvorfor så det?

I dag skulle jeg have besøg. Igen. Jeg skal jo flytte. Ovenpå. Om en måneds penge. Fra første sal til anden sal. Man kan sige at jeg bliver min egen overbo. Lejligheden deroppe er lissom min, men da jeg hørte den blev ledig, gik der Jens Lyn i det.

Det kan lyde mystisk at jeg gider flytte en etage op til en tilsvarende lejlighed, men jeg gør det for kun at have en underbo. Fri for at høre andre gå rundt ovenpå end rotterne på loftet. Og der er ingen rotter på loftet.

Jeg er lydhysterisk og gider ikke høre hæle mod afhøvlet gulv, hvis jeg kan blive fri. Det kan jeg nu og til den samme husleje. Og hvor længe tager det at løbe to trapper op med en seng, en sofa og lidt indbo?

I dag skulle jeg vise lejligheden frem for tredje gang. De to første har sagt nej tak, og jeg begyndte at blive lidt smånervøs for at ventelisten ikke kunne fremtrylle en ny lejer på kort tid.

Jeg kunne risikere at hænge på dobbelt husleje i en måned, og det er dumme penge at sætte til. Så denne gang ville jeg gå meget langt for at den besøgende ville få lyst til at bo i min lejlighed og få mig som sin nye overbo.

At gøre rent i krogene og sætte ting på plads, ja endda at lægge tøj sammen og placere det i tøjskabet, gør jeg ikke uden et højere formål. Jeg får semiallergi af støv. Aflyste hurtigt min tid i lydstudiet. Jeg kan ikke koncentrere mig når jeg skal andre vigtige ting. 

Det gik vist præcis som jeg havde håbet. Kvinden havde en frisk veninde med som stillede gode praktiske spørgsmål. Da de gik sagde hun at hun gerne ville have lejemålet. Jeg krydser springfingre på at det holder. Hun målte op og noterede ned. Det kan vist ikke kikse.

Den er hjemme. Op ovenpå. Anden til venstre. Jeg skal først fjerne det enorme klædeskab i kammeret her på første. Hvon fanden smadrer man et træskab? Jeg må have stedsønnen til at puste til det.

Midt i mit sterile hjemsted, glæder jeg mig til at rykke opad. Mod lyset. Ingen naboer. Ingen overbo. Kun mig og underboen og tordenbølgen af biler nede på ringvejen. Jeg vil vinke til dem i dagevis med begge hænder. Indbundne eller ej….ja, altså hænderne.     

Altid solskin, aldrig regn

Dejlig dag. Endnu en. Det er i sådan et vejr man gerne vil være fødselsdagsbarn. Om et par timer skal jeg til grillaften for at fejre netop sådan ét. En ung mand. Han er stor og stærk og der er vel ikke en eneste sky på hans himmel. Nå ja, hans syv måneder gamle datter er lidt småsyg. Små hvide lammeskyer gør den blå farve endnu smukkere.

Han skal have en kæmpe krammetur. Ham, jeg stadig kalder min dreng, selv om han fylder 24 år.

Solen skinnede også den dag jeg som syttenårig mistede min far. Ikke at man bagefter kunne mærke på mig at der var sket noget særligt. Det synes jeg den dag i dag er problematisk. Måske reagerede jeg ved at lukke af for følelserne, så der i det mindste var een rationel person tilbage i den lille familie. Min mor åbnede for følelserne, da det gik op for hende at hendes mand kun skulle leve i erindringen fremover.

Det var sandelig også en smuk morgen, da jeg mistede min mor. Meget tidligt om morgenen. Jeg smilede da det skete. Og græd lidt. Min søster og jeg holdt vores mor og hinanden i hånden. Lægen skruede ned for den medicin, som holdt den lille superkæmpe af en kvinde i live. Jeg tænkte kun på at det var en lettelse at hun endelig fik fred. Hun havde været syg længe.

Det er seks år siden. Plus minus et par år. Jeg har svært ved at huske den slags tal. Faktisk kommer det også lidt bag på mig at min stedsøn er i midten af tyverne. Det er som om han stadig er 21. Eller to år gammel og fuld af fart og glæde, da han stikker af fra mig på små gungrende strømpefødder. Jeg passede ham alene for første gang. Vi havde det skægt og har haft det på samme måde siden hen. Han er en god dreng. Brune øjne. Smilehul.

Jeg har det også som om jeg er en dreng. Det er jeg ikke. Og jeg ved udmærket godt hvor gammel jeg er. Snart har jeg fødselsdag. Er det ikke forkert at føle sig som et barn, når man nærmer sig midten af halvtredserne? Burde jeg ikke føle mig voksen og have pænt tjek på et større antal parametre på adskillige niveauer, selv eksistentielle?

Jo.

tak for kaffe

vores varme morgen omega
skygger af nattens maltkys
listigt i skjul bag lyskæden

i døren trak du på skuldrene
det tog jeg meget personligt
gid jeg var gået baglæns ud

hvad gjorde du mon bagefter
tilberedte en lille tynd kop te
rev spejlene ned fra væggene

Badebeolog i Blekinge

Varm luft

“En mand i en luftballon indså, at han var faret vild.

Han reducerede højden, og så en kvinde nede på jorden.
Han gik længere ned og råbte til kvinden:
“Undskyld, kan du hjælpe mig? Jeg har aftalt et møde med en ven for en time siden, men jeg ved ikke, hvor jeg befinder mig!”

Kvinden svarede: “Du befinder dig i en varmluftballon ca. 30 fod over havet på 55° 41′ 47″ nordlig bredde og 10° 12′ 47″ vestlig længde.”
“Du må være tekniker,” sagde manden.
“Det er jeg,” svarede kvinden, “men hvordan vidste du det?”

“Tja,” sagde manden, “alt hvad du har sagt, er teknisk korrekt, men jeg har ikke nogen anelse om, hvad jeg skal bruge oplysningerne til. Og faktum er, at jeg stadig ikke ved, hvor jeg er. Det eneste jeg har fået ud af din hjælp er, at jeg er endnu mere forsinket.”
Kvinden på jorden svarede: “Du må være leder”
“Det er jeg,” svarede manden, “men hvordan kunne du vide det?”

“Det er enkelt. Du ved ikke, hvor du er, eller hvor du skal hen. Du er kommet op ved hjælp af varm luft. Du har indgået en aftale, som du ikke er i stand til at holde, og du forventer, at mennesker under dig skal løse dit problem. Faktum er, at du befinder dig i samme situation, som du gjorde, før du traf mig, men nu er det pludselig min fejl!”

Sutskoene står parat

– Hej. Jeg syntes lige jeg ville vise jer det fine værelse fra turen i weekenden.