Den bedste sorg

Jeg var i det mest elendige humør i tirsdags på vej ned til min datters afsked med efterskolen.

Det lykkedes mig selvfølgelig også at sætte mig i den forkerte halvdel af østbanegrisen i Køge, så min halvdel kørte til Fakse da vi nåede til Hårlev og skilsmissen var en realitet.

Fakse er sandt for dyden at sige en pæn by om sommeren, men den er grim som arvesynden når man hellere vil være i Rødvig, og bussen til efterskolen i Boestofte kører i timedrift.

Men frem kom jeg så – iført flæskenakke, selvdøde shorts fra det forrige århundrede, en ihjelvasket t-shirt fra Walkathon 2000 og det sorteste lune jeg har haft siden…tja, vel siden i sidste uge.

Goddag, datter og goddag, ekskone.

Og goddag til ca. 150 unge mennesker medsamt fædre, mødre, ekser, pap-, sted-, plastic, bonus-, adoptiv-, gule plader-forældre, aspiranter og aspiriner, søskende, børnebørn, bedsteforældre, topmaver, sandaler, mandaler, vandaler, telefoner, kameraer, lærere, personale, biler, kaffe, småkager og en næsten fysisk sky hen over hovederne på de snart tidligere elever bestående af sammensparede erindringsglimt fra et skoleår på udebane med omkalfatrende personlig udvikling over en bred hanekam som ekstra topping.

Bortset fra at der ikke er hanekamme på SGI. Det er nemlig en pæn skole og det er helt fint med mig. Godt, der ikke er dresscode for besøgende forældre på afslutningsdage.

Ved gymnastikopvisning i hallen – den sidste af en lang række som eleverne har lavet landet rundt i årets løb – fik jeg øje på en ellers køn mørkhåret pige, der kæmpede for ikke at bryde sammen mens hun hoppede og svingede med armene til musikken. Hendes ansigtsudtryk krakelerede i små lyn af gråd. Hun dansede lige foran mig. Det var så smukt.

Smukt?? Jo, selvfølgelig var hun dybt fortvivlet. Hun kunne ikke holde tanken ud om at skoleopholdet ville slutte lige om lidt. Væk fra de nye veninder. Ikke flere opvisninger landet rundt. Ingen skiture til Østrig. Ingen snydekys på afdelingen. Bare PUF…og så: stilhed. Hun sørgede faktisk. Og jeg græd lidt med hende. Og smilede.

Jeg elsker efterskolesystemet for at det kan udsætte unge mennesker for så stor en sorg i så tryg en ramme. Hun lærer, at det allerlykkeligste pludselig kan ophøre, lige meget hvor meget man ville ønske at det kunne fortsætte. Eksistentiel træning på et både dybt og praktisk niveau.

Det var ikke min datter. Hun kneb også en tåre, men ikke mens hun gled afsted på plasticsække til rå Metallica-rock. Først da de var løbet ud og ind i sidehallen. Og jeg tror godt jeg ved hvorfor hun tog denne sidste dag i 9. klasse så forholdsvis fattet.

Hun skal jo på efterskole igen i 10. klasse efter sommerferien. En anden skole i en anden by. Med ny overskrift. Musik og sang. Fra at bevæge sin krop til at bevæge andre med sin røst. Krop og sjæl. One Love.

Jeg var i bedre humør på vej hjemad. Det tordnede og regnede. Fint med mig. Sålænge min datter nynner når vi siger farvel.  

2 kommentarer til “Den bedste sorg

  1. London-Tina…ja, det er en særdeles positiv mulighed for unge mennesker. Tak for ønsket. Jeg tror hun får et mindst lisså godt år i Tølløse som på Stevns 🙂

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s