Superfood for thought

Jeg prøver i øjeblikket at overbevise mig selv om, at jeg ikke har det alt for jazzet som sådan. At jeg burde opsøge en eller anden tankesnedker, som kunne peppe mig lidt op. Hjælpe mig med at få en ny barndom.

Men jeg ved jo godt hvordan et sådant møde vil forløbe. Jeg vil komme i fortrinligt humør af at sidde sammen med et dannet og sikkert humoristisk og empatisk menneske. Den slags er jo helvedes smitsomt.

Se nu bare i dag, ikk? Jeg opdagede pludselig, at det var i dag klokken tre jeg skulle hen til min forfatterkollega Jakob. Han har lånt mig 1. sæson af ‘Mad Men’, og vi havde aftalt at han gav kaffe hvis jeg kom med DVD’erne.

Ergo hankede jeg op i mit dårlige lune og cyklede afsted mod en sidevej til Borups Alle. Jakobs kone, Gitte var der også. Hun serverede hjemmesmadret jordbæris og en lille skål superfood med forskellige nødder og kakaonibs.

Jeg ved ikke om det var de sunde antioxidanter. Men jeg havde ikke været der i mere end to minutter, før jeg havde det som den økologiske blomme i et økologisk æg.

I tre timer hyggede vi os med masser af god snak om alting et liv kan bestå af. Jakob har en datter på seksten år og jeg har en datter på seksten år. De hedder det samme til fornavn. Spøjst, ikk?

Min pointe er, at hvon fanden kan jeg påstå at jeg ikke har det gennemgående godt, når jeg kan have det så godt ved at sidde og tale sammen med nogle rare, kloge og åbne mennesker?

Jeg kender godt svaret. Du behøver ikke at hjælpe. Men det er godt nok alligevel tankevækkende at jeg insisterer på at være utilfreds, muggen, vrissen, vrippen, vranten, mavesur, trist, gnaven, knarvorn og alment umulig…når der findes alternativer.

Måske kunne jeg selv bestille en ny barndom? På nettet? Den er sikkert monsterdyr. Men man kan vel gnave det af?  

19 kommentarer til “Superfood for thought

  1. Hvis du kigger forbi, så kan vi dele vores årlige barndomme med hinanden i gensidigt gnavpotteri over en kop tynd øl og en pakke Tuc-kiks.
    Minus gange minus giver plus. Bent Otto for hulan: tilsammen får vi den vildeste plusplusparty-barndom.
    Kom nuuuuuu.
    Yjllahop og hep! 😀

  2. Ind imellem skal man sgu’ være vranten og vrissen for at afgasse og bevare sit lyse og muntre sind.
    Og tilgiv min platte plathed, men med den nye kriminelle lavalder har begrebet barndom fået en ny skyggeside, og du kan sikkert også finde en tankesnedker, som er træmand.

  3. Eric…ja, jeg kan godt se din pointe. Balance er en god ting.
    Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom, og man kan ikke være forsigtig nok når man vælger sine forældre.
    Valg af følelseskonsulent er meget afgørende. Men jeg er sgu nok for nærig 🙂

  4. Yes, selv om du ikke vil have det, så har jeg svaret: samvær og samtale med andre mennesker er godt for sjælen. Det at formulere et problem ændrer i sig selv et problem uanset hvor stort eller småt det er.
    Der er garanteret mange, der sælger brugte barndomme på nettet – mig fx. Men du skal nu ikke tage den; den var ikke særlig god. Prøv hellere en andens.

  5. Hehe, Hanne…ja, du har jo så evigt ret. Det irriterer mig bare, at løsningen er så ligetil. At jeg “bare” skal ud blandt andre mennesker. Humlen i hundegraven er nok, at jeg ikke har tillid nok til at lade relationerne udfolde sig. Brændt barn lugter ilde, som et gammelt sagn fortæller.
    Det er også farligt at få sig en identitet som problemindehaver, for hvem skal man så være når problemet er væk…er man så også selv væk? Var man kun problemet? Kinky stuff…

  6. LouLou…plusplusparty-barndom. Det lyder ikke dårligt. Måske skal vi tage Harry med i gruppen, så får vil billetten billigere. Med mindre vi ta’r den…gys :-/

  7. Kirsten…jo, men jeg tør sgu ikke lukke helt op for muleposen, for så får jeg bank af Kjeldsen og Ehu…så det skal pakkes pænt ind 🙂
    Jeg ved jo heller ikke om det er min barndom, eller arveanlæg, som har givet mig denne…douche undertone, eller om det bare er fordi jeg helst vil undgå nye nedture ved slet ikke at have relationer til nogen eller noget. Derfor er det også helt mærkeligt at opleve, at så snart jeg kommer i selskab med gode mennesker, så bliver jeg superglad på et splitsekund.Og hvorfor fanden så gå rundt alene og mugge?
    D-i-l-e-m-m-a :-/

  8. “så snart jeg kommer i selskab med gode mennesker, så bliver jeg superglad”
    Tak for det!
    Og tak for sidst – du var da meget sød, dér til Bogmessen 🙂

  9. Hvorfor må man ikke komme med et bud? Det er ikke nok at bestille en ny barndom på nettet, men når man kigger på den og den gamle, så sker der noget, som er meget svært at sætte ord på, fordi det kommer så tæt på følelser som man (af gode grunde, mange gode grunde) fortrænger.
    Men hvis jeg kigger på de erindringer som kommer uanmeldt, så er der som regel en positiv vinkel, som har været overset. Noget positivt, som jeg har besluttet er alt for positivt til at jeg fortjener det. Så må jeg spørge mig selv: Hvorfor fortjener jeg det ikke, og så bliver det morsomt: Så har jeg overtaget den nedgørende rolle og må igen op med helikopterperspektivet og sige, det var dog en udspekuleret nedgørelsesmekanisme.
    Well så meget for dine 25 øre.

  10. Donald…selvfølgelig må man komme med et bud. Man skal da ikke rette sig efter det, bare fordi det står der. Fyr løs! 🙂
    Jeg tror egentlig også at jeg kan udlede positive aspekter og elementer af at kigge tilbage på min livsbegyndelse, for der er jo kommet en masse gode ting ud af det. Jeg kan nogle ting, og jeg er nogle ting. Positive ting.
    Det, som jeg går og mærker, er at jeg hele tiden er sådan lidt…blå. Jeg gemmer mig. Det er en slags selvbeskyttelse, og jeg er nødt til at være ærlig og sige at jeg gør det med vilje og for min egen skyld.
    Prisen for den tilbagetrækning er at motoren går kold. Ingen olie, lavoktan lortebenzin. Ingen smørelse = ingen gørelse.
    Jeg har kun skrevet ‘vrissen, vranten, vrippen’ osv…for at sløre sandheden. Skriver jeg den (at jeg er ked af det), får jeg bank af nogle gutter, som holder meget af mig. Og jeg hader at få bank. Det er ubehageligt at få tæsk for at sige sandheden. Men jeg forstår dem godt, og jeg ville sikkert gøre det samme selv.
    Det havde jo været værre hvis de var pisseligeglade. Det er en vigtig pointe.
    Tak, Donald…for dine tanker og for din kærlige måde at kommentere på 🙂

  11. Den proces med at sammenligne mine oplevelser og følelsernes klemmer med andre historier, andre roller, det må du kende alene ud fra din virksomhed som litterær oplæser. Jeg ved godt at man ikke bliver glad bare ved at sige der ikke er grund til at være ked af det eller ved at sige at der er andre der har det værre.
    Jeg er labil fordi der åbenbart er mange uafsluttede cykler (cyklusser); men det er ikke grunden til, at jeg ikke ser så mange mennesker, som jeg gerne ville. Når jeg er ude på lidt promenade eller motion, så er det mærkeligt så ofte jeg kommer i snak med hveranden gud mand. (Nå nu går der Louise Silhuet i ordstillingen).
    Men den evne til kontakt må ikke betyde at man fortrænger sine trængsler.
    Jeg tror at den bedste blues-kur er at køre en daglig time eller to selvterapi af typen “Hvad var den bedste dessert/gave/bog/skjorte/…/ jeg har fået …” og “hvad var den næstbedste” – den sammenligning virker inspirerende på non-lineær logikken … og så kommer vi igen til det med rollerne, hvem har jeg lavet den bedste dessert/bog/gave til etc.
    Uffe holdt op med at skrive “slipforstress” fordi han syntes det lød for docerende. Det er altid faren ved denne slags kommentarer, indlæg.
    Selvfølgelig ved jeg godt at du er på mærkerne og at du (også) ser det udefra, eller oppefra, men for en sikkerheds skyld må man jo hellere lige give en hånd 🙂
    Hvis ikke jeg havde denneher teori om at litteratur kun lyder ægte når den er ægte, så ville jeg ikke turde skrive en kommentar som denne.
    Historien om tilstanden og cykelturen og timerne i godt selskab er levende, man ser det for sig.

  12. Beo, tilgiv dig selv og bliv din egen forælder. Tilgiv i øvrigt også dine forældre. De vidste ikke bedre.
    PS. Lidt blues er det man suger tankenektar af.

  13. Susling…godt sagt. Jeg tror ikke det er noget problem for mig at tilgive mine forældre. De gjorde bestemt hvad de kunne, og jeg er meget taknemmelig for at de gav mig livet.
    Jeg synes også at jeg prøver ikke at straffe mig selv for ikke at have det bedre. At jeg må omfatte mig selv med kærlig omsorg. Det er nok når jeg slapper mest af at jeg kan mærke noget som helst. Og jeg har en hel del uforløsthed i mig.
    Det er et godt tegn at jeg ikke er bange for at indrømme åbent at jeg ikke dør af grin hele tiden. Selv om…det ville sgu være en dejlig død 🙂
    Tak for dine kærlige ord.

  14. Sku’ det være en anden gang, så er jeg votre serviteure! Lad være med at være så ked, med alle dine gaver og talenter er du ti gange rigere, end alle dem, der ser pæne ud på papiret (og det ved du forøvrigt godt selv).
    Jeg er hos dig i sjælen, så’n cirkus.

  15. Donald…jeg ser først nu din lange kommentar fra sent i nat. Tak for den. Jeg kan meget hurtigt skifte rolle…fra en melankolsk og introvert særling, til en humoristisk oplæser uden nogen form for scenenervøsitet. Eller til en engageret og opmærksom medarbejder. Det er netop evnen til det dér skift, som jeg ikke fatter en bønne af. Men jeg har altså et eller andet grund-bund-lortehumør, som sluger en hel del af min energi, og som måske er årsag til at jeg ikke gør noget som helst for at få nye kontakter IRL. På nettet, og den slags, kan jeg sagtens kommunikere…no sweat. Men sved er mange ting.
    Jeg er ikke helt med på den øvelse du beskriver.
    Sjovt ord dér fra Uffe…hvad i hulan betyder det???!!!!
    Jo, jeg er meget bevidst om hvordan tingene hænger sammen. Måske kommer nedtryktheden netop fra den bevidsthed. Som en gammel psyke-mester engang sagde til mig, med et stort faderligt smil…”Ak ja, de begavede er de vanskeligste at hjælpe”.
    Videre!

  16. Susling…tak. Det er sødt af dig. Og du har jo ret…jeg burde jo ikke være ked af det. At jeg så er det alligevel, er et faktum – og jeg ved ikke engang om jeg vil gøre det nødvendige for at ændre på det. Og DET er sgu nærmest…tragisk.
    Men okay…jeg klarer mig. Det kilder ikke, men der er vejrtrækning og puls. Og et tastatur 🙂

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s