Walla, min fætter..!

På min aftenarbejdsplads er der et tidskrav til de kunder, der kommer ind i butikken. De skal helst møde frem inden et bestemt klokkeslet. Vist har vi forskellige måder hjælpe dem når det kniber, men når de først kommer for sent, så er der stress på. Meget.

En aften står jeg på min post i det fine arbejdstøj og tager imod gæsterne. Jeg skal sørge for at de føler sig velkomne, og også lige kontrollere om de har retmæssig adkomst til bygningen. Ind ad svingdøren kommer i al hast en gruppe på fire-fem mennesker, der iler hen til de blå bånd.

Det er et ældre par og nogle yngre mennesker. De er, for nu at sige det på rent dansk…nej, det udtryk vil jeg alligevel ikke bruge. Lad mig bare slå fast at de var oppe at køre. Alle talte til alle og kom med gode råd, små tilrettevisninger og unødige irettesættelser. Som familier nu gør.  

Den eneste, der tog det helt roligt, i den kvadratmeter vi befandt os i, var mig. Vist er det mit job at få roen til at brede sig, men midt i min smilende velkomst blev jeg pludselig selv ramt af en meget voldsom stressfaktor.

Det går op for mig at ældre herre er min fætter, og han lader tilsyneladende som om han ikke kender mig. Det samme gør hans kone. Sådan opfatter jeg det og bli’r ramt af akut paffelse. Hvorfor vil min egen familie ikke kendes ved mig?

Min fætter er ellers en mand jeg respekterer meget. Han har haft en fornem karriere på et fagområde, som jeg beundrer ham for. Nu er han pensioneret. Han er søn af min fars storesøster. Jeg har i flere omgange forsøgt at få kontakt til min fars del af familien, men det er som om det ikke skal være. Det går i stå. Lidt af sig selv. Hele tiden.

Jeg lader som ingenting, mens jeg pligtskyldigt hjælper med råd og dåd. Mit hjerte slår hurtigere, mens jeg spekulerer som en gal over om de mon kan være så forvirrede at de simpelthen ikke genkender mennesket i uniformen.

De skynder sig hen i garderoben og efterlader mig måbende ved grænsen mellem inde og ude. Jeg kender ikke de yngre i gruppen. Da jeg får tidligt fri den aften,ser jeg dem ikke igen. At tænke sig. Jeg var til middag hos dem for nogle år siden, og jeg opfatter både min fætter og hans hustru som noget nær humanistiske rollemodeller.

Jeg er stadig lettere omtumlet selv om det er flere måneder siden nu, men jeg føler ikke at jeg kan gå ret dybt ned i det. De var jo, ret beset, ankommende gæster som jeg skulle servicere, hvilket jeg bestemt også gjorde. Og jeg vil helst ikke blande mit arbejde ind i det.

Alligevel undrer jeg mig. Men det skal dertil siges, at jeg aldrig har brudt mig om min faster. Måske spiller det ind i det samlede billede. Måske ville min fætter sige at det var en “sløset sjuskefejl uden forsæt, og ganske uden mulighed for personlig vinding”, hvis jeg fortalte ham om mødet.

Måske. Jeg håber han nød forestillingen.

4 kommentarer til “Walla, min fætter..!

  1. Din fætter må bestemt være jurist med speciale i strafferet eller lignende: ordene forsæt og uden personlig vinding røber ham..
    Har jeg ret?

  2. Nej jeg tror som du også er inde på, at han ikke genkender ansigtet over den pæne uniform. Måske har han som så mange andre, en indisk kaste-foragt indbygget lige under overfladen, og det kan være nok til at man ikke tænker videre når man genkender en næse eller en pande eller hvad det nu er. Man går jo ikke med et fotoalbum i lommen til dagligt.
    Klæder skaber folk.

  3. FEMALE….velkommen på mit lille institut. Nej, han er bestemt ikke jurist. Jeg var lige ved at sige: tværtimod. Vi sklal over i en helt anden og noget mere human-orienteret del af videnskaben. Nærmere kan jeg nok ikke komme det her.
    Jeg skrev det dér om sløset fejl osv. for at lave lidt sjov. Det er jo præcis det, som Helle Thorning har sagt om sin sag, der kører lige nu 🙂

  4. Donald…jeg tror også mere og mere selv på, at han og de andre var så meget oppe at køre over at de var kommet for sent, og simpelthen var bange for ikke at komme ind og se forestillingen, at de kun så min uniform og ikke lagde mærke til hvem jeg var. Når gæster kommer for sent, er det helt ude af sig selv.
    Han har forøvrigt en lille hørenedsættelse, så måske bemærkede han ikke hvad jeg sagde. Jeg kender ham ikke så godt, idet der ikke har været meget kontakt mellem min far og hans familie.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s