Monthly Archives: juli 2010

en af gangen, snaphaner

og hver gang jeg kommer ud blandt andre er det lidt af en prøvelse, specielt hvis de allesammen har badetøj på, for så er det næsten umuligt at aflæse hvem de er og hvad de i det hele taget indeholder, især mændene, bortset fra at det selvfølgelig betyder en hel del hvor jeg møder dem, for der er trods alt stadig forskel på en belgisk bøssebar og et svensk badehotel, selvom jeg har den her upraktiske tendens til at komme frygteligt i tvivl når jeg møder lange rækker af halvnøgne mænd i en lang overdækket underføring mellem hovedbygning og anneks og der oven i købet er en lokkende lille sidegang på halvvejen – lidt lissom en afkørsel i en rundkørsel som man aldrig har taget på vej hjem fra arbejde selv om man hver gang har mærket hvor fristende det kunne være – hvorfra der hele tiden kommer mænd som skubber rullende raslende burvogne med blændende hvide håndklæder foran sig, så de nærmest spærrer vejen, men de var jo så heller ikke på ferie, på trods af deres nypressede klapbukser, og det var heller ikke fordi jeg havde nogen særlige forhåbninger om at der hastigt og lystigt skulle kunne ske noget fristende for enden af denne lille blindgyde eller hvad den nu var, slet ikke, dertil var håndklæderne lagt alt for pænt sammen i pæne svenske rækker, nej det var mere måden de sagde hej til mig på hver eneste gang, som om det ikke var noget de var blevet bedt om at sige til alle gæster på hotellet, men nu havde jeg også fået en hel del sol i netop de dage, så jeg var ikke helt mig selv når jeg gennemgik denne ferietunnel forklædt som snydesnaphane hvilket kan have været grunden til at de hilste så venligt, hvad ved jeg, og her gik jeg ellers rundt og jeg troede at svenskere er så forbeholdne, i det mindste hvad det angår, eller også handler det om at jeg – uden at vide det – har langt pænere ben end jeg er klar over 

Lang dags rejse mod Silver Hill (4)

Jeg nærmer mig Ronneby station.

I en time har min datter ventet på mig dér. Håber jeg da. Da toget sagtner farten kan jeg se hende. Hun har gjort sig det behageligt i en lille bænkniche på perronen. Det ser bestemt ikke ud som om hun har været mentalt overbelastet.

Dørene går op og jeg går hen mod hende med armene ud til siden. Hun smiler og ryster på hovedet. Kæmpekram. Hun forklarer at hun ikke havde flyttet sig fra vores plads i toget. Hun sad præcis dér hvor vi havde siddet hele vejen fra København H.

– Hvorfor skulle jeg have flyttet mig?, spørger hun med øjenbrynene højt hævet og skeptisk sammenblik. Nej, hvorfor i alverden skulle hun dog det, spørger jeg mig selv. Samme logik som gjorde mig så forvirret, i de få øjeblikke hvor jeg skulle træffe valget om at blive på perronen – eller køre med. 

Hun så mig endda udenfor toget, da jeg gik forbi hendes vindue! Det må have været da jeg i sidste øjeblik gik hen til den afgangsfløjtende togdame i den eneste tilbageværende åbne dobbeltdør. Min datter regnede med at jeg bare havde gang i et eller andet – som jeg jo ofte har – og at jeg ville komme gående ned ad gangen stille og roligt på et eller andet tidspunkt.

Det gjorde jeg jo så ikke. I stedet kom der en togdame og spurgte om hun hed det navn, hun hedder. Ja, det gør hun jo. Nå, jamen så var der en hilsen fra hendes far, som var blevet i Kristianstad. At hun skulle stå af i Ronneby og vente på ham.

Det havde min datter stille og roligt sagt okay til, og havde tilbragt ekstratiden med at læse og høre musik. Hun havde ikke været bange, men hun syntes godt nok at jeg er lidt af et tågehorn.

– Du er jo helt væk, mand!, griner hun. Og jeg griner med, og glæder mig over at jeg har så cool en datter. Vi fjoller løs, og kalder hinanden hundeansigt. Så går vi ned til badehotellet. Jeg er så lettet at jeg kunne have svævet hele vejen.

Tilbage er forundringen. Hvordan fanden kan jeg have misset hende? Gik jeg da ikke ned gennem hele toget? Var det de to unge mennesker, som jeg genkendte og som havde siddet lige over for os på den anden side af gangen på hele turen som havde flyttet sig? Jeg spurgte dem jo hvor min datter var gået hen, og de slog bare ud med armene og rystede på hovedet.

Var det måske slet ikke de unge mennesker? Er jeg på vej ind i vækfasen? Ja, det er jeg måske. Det får så være sådan. Jeg glæder mig i stedet over at have en datter, som kan mestre det uklare – en vigtig del af at leve i vores verden. Til hverdag, på ferie, til fest.

Da jeg fortalte hende om de to unge mennesker, som bare slog ud med armene, så trak hun på skuldrene og sagde: – Alle svenskere ligner hinanden. Jeg var lige ved at råbe “Gør de DET?!”, som om jeg var registreret revisor og hed Flemming. Men det er jeg jo ikke. – Du er bare SÅ blank, siger min datter. Tænk hvis hun har ret?!

Anyway, Hemingway…

Det blev en typisk far/datter-ferietur. Vi gik ture ned til byens varehuse Willy’s og ICA Max og købte billige colaer til minibaren. Jeg købte to BBC tv-serier i DVD-udgave på tilbud til kun 300 svenske kroner. Singin’ Detective + Brideshead Revisited. Guf! 

Vi plopsede også en del rundt i hotellets nye badeland, der åbnede i mandags. Jeg lavede mit Anders And-hop fra 3-meteren, hvor jeg nærmest nikker vandet en skalle med hænderne samlet ind til brystet og benene ud til siden i skovskider-stilling.

Ellers lavede vi nøjagtigt det samme som når vi hygger hjemme hos mig. Læser, ser film, spiser, daser, dovner, surfer. Men det er sjovere at rejse ud og gøre det dér. Lære nye ord på et andet sprog.

Filmjölk. Handdukar. Snöröjas. Grädde. Kossor. Korv med mos.

Minneslap.

Lang dags rejse mod Silver Hill (3)

Den ranke hvidhårede stålbrillede togmand lytter roligt på min historie.

Han kan godt huske mig, for da han undervejs til Kristianstad fortalte mig om muligheden for at købe sodavand på stationen under opholdet, misforstod jeg hans meget kraftige skånske dialekt.

Da han tre gange havde sunget bynavnet uden at jeg forstod detvar jeg nødt til at give op. Jeg gentog derfor det svenske ord, jeg syntes han sagde: “Kroatia??” Da hans stockholmske kollega gentog ordet, forstod jeg straks og rødmede.

Nu står vi på den næsten øde perron, og der er ingen kommunikationsproblemer. Jeg taler meget tydeligt. Han beroliger mig og siger at man godt kan ringe til hans kolleger på toget, som er ude af syne. 

Rundt om stationshusets hjørne kommer en anden togperson. En lille kvinde kigger meget undersögende på mig. Hun har en mobiltelefon i hånden, og spørger om det er mig som ikke kan finde min datter? Ja, det er det, svarer jeg påtaget roligt [indvendigt skriger jeg det].

Okay, smiler hun – men hun har lige talt med sin kollega på toget…og min datter ER med. Kollegaen – som fløjtede til afgang – har talt med min datter, og har videregivet min besked om at hun skal stå af i Ronneby. Så kommer jeg med det næste tog. Om en time. Meget heldigt at der kun var en time til næste tog på en søndag.

Jeg får femhundrede følelser på een gang. Takker og smiler og må et eller andet sted hen med følelserne. Naboejendommen til stationen er ‘Heliga Trefaldighets Kyrkan’ som Chr IV lod opføre, mens han endnu var ved godt huld og styrede rundt med det hele og alting og alle.

Inde i kirken er der velsignet stille og meget stemningsroligt. Jeg køber et lille stearinlys og tænder det og sætter det i den dertil indrettede holder. I den fremlagte gæstebog, som er så stor at jeg tvivler på at jeg kunne flytte rundt med den, skriver jeg “Et lys for dig, rejsedatter…vent nu på far.” Underskrift og dato.

Nu skal jeg bare vente. Og hun skal vente. Jeg er endnu ikke tryg ved det. Slet ikke. Hvorfor var hun ikke på pladsen? Og hvor fanden var al bagagen? Tiden går meget langsomt… 

Lang dags rejse mod Silver Hill (2)

Jeg kan ikke finde på en anden fornuftig grund til at min datter ikke sidder på samme plads end at hun må være stået af toget. Måske har hun misforstået hvorfor jeg stod af og tror at vi er nået frem?

Men jeg kan jo ikke se hende på perronen!

– Skal du ind eller ud, spørger togdamen…og jeg vælger at blive ude. Det er bedre at lade min datter køre videre mod målet end at jeg efterlader hende i en fremmed by. Situationen kompliceres af at jeg ikke har min mobiltelefon med. Den lå på bordet ved vores plads.

Jeg når lige at sige til togdamen, at hvis hun møder en pige som spørger efter sin far, så skal hun sige til hende at jeg kommer med det næste tog. Så mødes vi på Ronneby station, som ligger tre stationer længere øst på ud mod Karlskrona langs Blekinges kyst.

Jeg er meget tung om hjertet ved synet af den forsvindende togstamme. Dér står jeg. I Kristianstad, som Christian IV lod opføre i sekstenhundrede-og-hvidkål og mistede ved freden i Roskilde i 1648. Eller var det 58?

Jeg får øje på den togmand som anbefalede mig at stå af…ikke i Roskilde, men her i byen som har levnedsmidler som hovednæringsvej.

“Alle svenskere spiser eller drikker noget fra Kristiansstad hver dag”, prales der på kommuneskiltet ved stationen. Jeg er mere optaget af at Sveriges laveste punkt under jordoverfladen (2,41 m) ligger lige udenfor byen.

Kan togmanden ringe til sin kollega på toget? Eller burde jeg gå over i Heliga Trefaldighets Kyrkan først og tænde et lys for min datter?

[fortsættes]  

Lang dags rejse mod Silver Hill

Panik.

Jeg kan ikke finde min datter. Hun er ikke i toget og ikke på perronen. Om 10 sekunder skal toget køre videre fra Kristianstad station i Sverige, og jeg fatter ikke hvorfor hun ikke sidder på den plads som vi har siddet ved lige siden toget afgik fra Malmø.

Den kvindelige togdame blæser i fløjten og nu skal jeg vælge: blive på perronen eller køre videre med Øresundtoget, som har haft et ophold på stationen inden det skal videre mod Karlskrona. 

Det er som om afrejsen til den lille ferie på et badehotel i Ronneby insisterer på at være dramatisk. Der er ikke meget hviledag over denne søndag. Vi kørte fra København til Malmø, men så var det også slut. Vi havde ellers lige sat os godt til rette. Toget skulle efter planen køre direkte til Ronneby med stop i Hässleholm, Höör, Eslöv og Karlshamn.

Men signalproblemer mellem Malmö Syd/Svågertorp gjorde at vi måtte med Malmø’s Buslinje 7 på sightseing i forstæderne. Efter planen skulle vi ankomme til Ronneby kl. 14, men det kunne vi glemme.

På Centralen i Malmø stod jeg først i kø i 20 minutter i Informationen, blot for at få at vide at jeg skulle hen til Skånetrafikkens kontor i modsatte ende af stationsbygningen…taaaak for det.

Nye billetter blev udfærdiget og vi rullede mod Karlskrona. En mandlig konduktør siger venligt at jeg sagtens kan nå at købe “läsk” i kiosken på Kristianstad station, for toget har dér et ti minutters ophold. God idé!

Jeg siger til min datter at jeg skal ind og købe sodavand. I kiosken er der for lang kø, og jeg går tilbage til vores plads…blot for at finde et tomt säde. Ingen datter. Ingen bagage. Jeg spørger de to unge, der har siddet på sæderne modsat vores på hele turen, om de har set hvor hun er gået hen – men de slår bare ud med armene.

I panik løber jeg ud på perronen og hen til den kvindelige togdame, der i det samme fløjter til afgang. Nu skal jeg vælge mellem pest og kolera.

[fortsættes]

Den bedste sorg

Jeg var i det mest elendige humør i tirsdags på vej ned til min datters afsked med efterskolen.

Det lykkedes mig selvfølgelig også at sætte mig i den forkerte halvdel af østbanegrisen i Køge, så min halvdel kørte til Fakse da vi nåede til Hårlev og skilsmissen var en realitet.

Fakse er sandt for dyden at sige en pæn by om sommeren, men den er grim som arvesynden når man hellere vil være i Rødvig, og bussen til efterskolen i Boestofte kører i timedrift.

Men frem kom jeg så – iført flæskenakke, selvdøde shorts fra det forrige århundrede, en ihjelvasket t-shirt fra Walkathon 2000 og det sorteste lune jeg har haft siden…tja, vel siden i sidste uge.

Goddag, datter og goddag, ekskone.

Og goddag til ca. 150 unge mennesker medsamt fædre, mødre, ekser, pap-, sted-, plastic, bonus-, adoptiv-, gule plader-forældre, aspiranter og aspiriner, søskende, børnebørn, bedsteforældre, topmaver, sandaler, mandaler, vandaler, telefoner, kameraer, lærere, personale, biler, kaffe, småkager og en næsten fysisk sky hen over hovederne på de snart tidligere elever bestående af sammensparede erindringsglimt fra et skoleår på udebane med omkalfatrende personlig udvikling over en bred hanekam som ekstra topping.

Bortset fra at der ikke er hanekamme på SGI. Det er nemlig en pæn skole og det er helt fint med mig. Godt, der ikke er dresscode for besøgende forældre på afslutningsdage.

Ved gymnastikopvisning i hallen – den sidste af en lang række som eleverne har lavet landet rundt i årets løb – fik jeg øje på en ellers køn mørkhåret pige, der kæmpede for ikke at bryde sammen mens hun hoppede og svingede med armene til musikken. Hendes ansigtsudtryk krakelerede i små lyn af gråd. Hun dansede lige foran mig. Det var så smukt.

Smukt?? Jo, selvfølgelig var hun dybt fortvivlet. Hun kunne ikke holde tanken ud om at skoleopholdet ville slutte lige om lidt. Væk fra de nye veninder. Ikke flere opvisninger landet rundt. Ingen skiture til Østrig. Ingen snydekys på afdelingen. Bare PUF…og så: stilhed. Hun sørgede faktisk. Og jeg græd lidt med hende. Og smilede.

Jeg elsker efterskolesystemet for at det kan udsætte unge mennesker for så stor en sorg i så tryg en ramme. Hun lærer, at det allerlykkeligste pludselig kan ophøre, lige meget hvor meget man ville ønske at det kunne fortsætte. Eksistentiel træning på et både dybt og praktisk niveau.

Det var ikke min datter. Hun kneb også en tåre, men ikke mens hun gled afsted på plasticsække til rå Metallica-rock. Først da de var løbet ud og ind i sidehallen. Og jeg tror godt jeg ved hvorfor hun tog denne sidste dag i 9. klasse så forholdsvis fattet.

Hun skal jo på efterskole igen i 10. klasse efter sommerferien. En anden skole i en anden by. Med ny overskrift. Musik og sang. Fra at bevæge sin krop til at bevæge andre med sin røst. Krop og sjæl. One Love.

Jeg var i bedre humør på vej hjemad. Det tordnede og regnede. Fint med mig. Sålænge min datter nynner når vi siger farvel.