På en stemningstæt miniferie med fem overnatninger i det jyske kan man sagtens nå hele spektret rundt, også selvom det er meningen man skal slappe mest muligt af.
På andendagen var jeg for eksempel tæt på at tjekke ufrivilligt ud. Helt ud. Efter morgenmaden lå min datter på værelset og slangede sig på sin gode seng. Vi skulle straks derefter på heldagsudflugt til Endelave, så det gjaldt om lige at få de sidste liggeminutter ud af morgenen inden færgeafgang.
Jeg bøjede mig ned til hende og gav hende en god faderkram. Det udløste modsat et af hendes faderanfald. Armene rundt om halsen på mig. Hun nægter at slippe. Det er jo bare dejligt, men jeg har et presserende og uomtvisteligt uopsætteligt ærinde på badeværelset, så jeg prøver at frigøre mig. No way. Min datter er bomstærk. På sjællandske håndboldbaner har mangen en stregspiller med stor og langvarig græmmelse fortrudt at de låste arm med hende.
Jeg gør et kraftigt forsøg på at rette mig op, mens hun i lægeroman-stil og masser af godt grin bedyrer at jeg ikke må gå. Naturen kræver dog stadig sit og nu vil jeg af med hende. Men nixen von bixen, bessefar – og idet jeg med kraftanstrengelse alligevel retter mig helt op med hende som en stædig abeunge rundt om halsen, rammer min hæl i tilbageskridtet kanten af hendes kuffert, som jeg har glemt at hun har efterladt bag mig på gulvet.
Balanceevnen er nu overdraget til tyngdekraften. Vi vælter som et fældet træ og ramler baglæns og hårdt ind i kanten af mit natbord. Jeg har måttet opgive at styre faldet på grund af kuffertkantens benspænd. Faldet minder om en brydekamp, når den ene af bryderne prøver at lavende en flyvende mare med den anden. Eller i dette tilfælde det helt nyopfundne kast: en trekvart Hansen.
Min datters hånd kommer i klemme mellem min ryg og bordet og jeg frygter at hun har fået en skade. Forstuvelse. Brud. Et lille sår har åbnet sig på den ene finger. Men det viser sig at vi har været meget, meget heldige. Store tårer danner sig i hendes øjne – men det er mest ved tanken om hvor galt det kunne være gået med mig, siger hun senere på færgen. Et plaster har forlængst klaret den lille rift.
Og ja…jeg kunne let have hamret nakken eller baghovedet eller tindingen ind i bordkanten, men der skete intet med mig. Gammel målmand? Jo, men den form for tumlen bør man henlægge til lidt mere forede forae. Ikke på hotelværelser med spidse møbler.
Vores udflugt blev i øvrigt feriens højdepunkt, synes jeg.
Hun derimod, synes sikkert at højdepunktet var da hun vandt et sæt over mig i færgegårdens bordtenniskælder.
På fjerdedagen har vi været på vandring rundt om en fin sø, og har en times ventetid på bussen. Vi går ind i den omdiskuterede Bilka-filial i Horsens. Hun sætter sig og læser fantasy-roman. Jeg går ind og leder efter de 20 par strømper, man kan købe for 80 kroner.
Pludselig hører jeg stemmer. Eller rettere – jeg synes at jeg tænker alt, alt for højt. Jeg hører mig selv sige noget om lejemordere og tiden efter at apartheidstyret blev væltet i Sydafrika. What the ÆF?!…som min datter ville have sagt.
Jeg runder et hjørne, og ser en reol med lydbøger. Nær gulvet står en lille ghettoblaster, der afspiller Jo Nesbøs krimi ‘Panserhjerte’ indlæst af…mig. I denne uge kan man købe alle Nesbøs romaner til 49 kr. både i trykt udgave og som lydbog. Og man bruger altså mig som lokkemad.
En nydelig ældre dame lytter til afspilningen. Jeg viser hende coveret, og peger på indlæserens navn. Hun ryster på hovedet, og siger at hun ikke kender ham. – Det er mig!, si’r jeg…og det synes hun er morsomt. Hun si’r at hun beundrer dem, der bare sådan lige kan læse sådan noget op. Hun holder meget af at høre lydbøger, fordi hun falder så let i søvn hvis hun selv skal sidde og læse bogen.
Jeg fortæller, at nogle synes jeg læser for langsomt op, men det protesterer hun imod. Tværtimod er mit tempo det helt rigtige, hvis man skal lytte mens man står og stryger, si’r hun. Og i øvrigt synes hun min stemme er meget behagelig. – NU går jeg!, si’r jeg, som om jeg er vældig genert, men i virkeligheden labber jeg det i mig.
At jeg selv synes at jeg lyder som en frø med astma, er så en helt anden sag. Mon ikke jeg skal lade andre om at bedømme det? På vej hjemad mod Snaptun Færgegaard i Bus 104 mod Juelsminde kan jeg ikke skjule et lille smil. Det er ikke så dårligt (som de siger herovre) at få lov at læse historie for Bilkas kunder. Det er ikke lisså fint som at optræde på scenen på min aftenarbejdsplads, men jeg tror man skal være varsom med at gradbøje den slags.
Synet af de høje stakke med lydbøger som jeg har indlæst, er fint nok til mig. Det er rart at vide at der findes 130 lydbogsromaner som jeg læser op, til den dag hvor bordkanten har fået mig ned med nakken for alvor. Jeg har f.eks. kun to sætninger med min fars stemme, på et kassettebånd fra 1969. Mine børn har indtil videre omkring 1500 timer.
Der er vist til et par regndage på gode feriestunder i tidens fylde. Skulle jeg mene.
Beologisk Institut 