Monthly Archives: august 2010

Dumme, dumme, dumme kodningsfejl

Jeg venter stadig på svar fra bloggens tekniske ejer, der meget gerne må fortælle mig hvorfor de indlæg, som jeg har forsøgt at importere fra min gamle spamdræbte Xtra|blog – der har samme ejer – har den fejl at bogstaverne æ, ø og å er blevet til en nogle mystiske og grimme forkerte tegn.

Det er sikkert noget med noget programmeringskode, eller noget.

Suk…skal jeg virkelig gå ind med håndkraft og rette i 4-500 indlæg?

UPDATE: Jeg holder simpelt hen ikke ud at have så grimme og ulæselige indlæg på min blog, så nu har jeg midlertidigt fjernet arkivet med de gamle indlæg. Det kommer ikke på igen før jeg har fundet mirakelkuren mod de kodningsmæssige omkalfatring, som ret beset ikke skulle kunne ske.

Reklamer

Endelig en at være på

Der er visse episoder fra ens liv man kan huske.

Første skoledag, første kys, første brandert, første smøg, første gensidige oralsex, første flytning hjemmefra. Den første lønseddel, første bil, første rodbehandling, første gang man prøver at snyde i skat, første gang det bliver opdaget. Første huslån, første bryllup, første barn, første skilsmisse.

Alt det kan jeg, måske med enkelte forbehold, skrive små tjektegn ud for. Men nu har jeg, i mit tre-og-halvtredsindstyvende år haft en førstegangsoplevelse som jeg slet ikke kan komme mig over.

Det er stadig ikke helt gået op for mig at det virkelig er sket. Men jeg oplevede en meget stærk impuls. Og jeg mener…for tyve kroner er det da festligt at kunne gå stolt op ad Frederiksborgvej med den sædvanlige slidte mulepose i den ene hånd – og den helt nye ting i den anden.

Nu har den allerede fået en fast plads i min nye lejlighed, og jeg glæder mig til at kunne tage den i brug. Jeg tror ikke at mit liv bliver helt det samme nogensinde igen. Fra nu af skal jeg aldrig mere vrissende og bjæffende få spindelvæv i hovedet mens jeg roder rundt i krybekælderen eller på loftet for at finde en, jeg kan låne.

For nu har jeg jo min helt egen. For ever.

Og jeg fatter ikke hvordan jeg har klaret mig uden i alle de år. Men nu har jeg den. Plasticoverfladen er fin og blank. Skinner næsten. Den er så fin. Min nye flotte ti liters spand. Med sort hank. Uh, hvor skal jeg vaske køkkengulv inden min søster kommer til kaffe om få dage. Stol på det. 

Opad går det jo

Om få dage flytter jeg. Ikke meget, men dog.

I den ejendom jeg bor i er der tre etager og jeg har i ti år boet i den mellemste køje. Jeg er med årene blevet mere og mere lydhysterisk, og da jeg fik chancen for at overtage min overbos lejlighed, der er mage til min i størrelse, slog jeg til. Jeg vil i fremtiden kun have en underbo og tildels en nabo, men der er ikke vægfællesskab andre steder end i det lille kammer Og min nabo har præcis samme trang til fred og ro som jeg, især om natten på hverdage.

Måske er det lidt pjattet at flytte på den måde, men jeg tror det vil bekomme mig godt. Jeg tror at jeg vil føle mig mere fri, sådan helt fysisk. Og jeg er ret spændt på hvordan det vil føles at skulle bo i noget, der på den ene side minder meget om det jeg kom fra, men hvor der alligevel må være nogle forskelle. Gulvet er vistnok afhøvlet. Det er mit ikke. Køkkenet er nok anderledes. Badeværelset. Lydene. Stemningen.

Når man som jeg er nærmest materialeignorant og let kan få tics ved det blotte syn af et stykke værktøj, så er det her en spøjs måde at forbedre boligkvaliteten på. Min overbo har kun boet deroppe i et par år eller tre, så der er helt sikkert blevet både malet og alt muligt. Det lyder jo forjættende. Jeg har ikke malet hernede i den tid, jeg har boet her. Til gengæld venter der min efterfølger tyve tusinde kroner på vedligeholdelseskontoen til at shine op og høvle og male og file og pudse og ordne og den slags. Fint med mig.

Jeg er spændt på hvor længe det tager at flytte de to gange ti trappetrin op. På den ene side føles det som om det vil tage en halv eftermiddag, men min erfaring siger mig at den slags altid er langt mere bøvlet end som så. Vi må se ad. Den største hurdle (godt dansk ord) bliver måske at rive det store klædesskab ned, som jeg arvede fra min forgænger. Så er det godt at have en datter med girl power. Og i min nye lejlighed får jeg noget, som vil kunne forbedre melatoninbalancen.

Gardiner! (jeg arver min overbos).

Lille mig

Allerede i toget på vej til det første intromøde på min datters efterskole, genkender jeg hende. Min klassekammerat fra første klasse. Ved siden af hende en mørkhåret dreng med bløde fine ansigtstræk. Det må vel så være hendes søn, og jeg tænker at det da er lidt af et tilfælde at vi nu skulle sende hvert vores barn på den samme efterskole.

Selvfølgelig overvejede jeg at gå hen og præsentere mig, men valgte at lade være. Hun var nemlig dengang en del af en pigegruppe som jeg havde mægtig respekt for. Jeg mener at huske at hun altid gik sammen med to andre piger, og de havde et fællesskab og en sammenhængskraft som jeg nok intuitivt holdt mig på sikkerhedsafstand af.

Min første skoletid blev en intens prøvelse. Jeg var i forvejen mere hudløs end jeg måske selv var klar over, og da jeg ikke havde gået i hverken vuggestue eller børnehave, så havde jeg ikke just det store kørekort til omgang med 20-30 jævnaldrende, plus det løse i skolegården.

Skolen hed Bakkegårdsskolen. Senere har jeg fået at vide at det er en stræberskole, men det ved jeg ikke om den selv vil være enig i. Det var i Gentofte, ja, men trods alt i Vangede. Sikkert er det, at disciplin eksisterede i 1964. Vi marcherede ind i klasserne to-og-to. Og lærerne, eller nogle af dem, slog os, nev os og hev os i ørerne.

Det var ellers ikke lærerne, der blev mit største problem. Tværtimod er jeg ret sikker på at jeg holdt meget af timerne. I dem er der et på forhånd tilrettelagt forløb. En begyndelse, en midte og en slutning. En fast ramme. Indenfor den kunne man så improvisere, og det tror jeg at jeg var ret genial til. At optræde.

Jeg kan endnu protokollens opremsning udenad. Og hende, som jeg så i toget på vej til musikefterskolen var den sidste i navnerækken. Jeg har set hende ved flere af møderne på skolen forud for skoleårets begyndelse, som fandt sted forleden. Og hvor hun henvendte sig til mig.

Vi stod ude foran efterskolen. Jeg ventede på min Fru X, som skulle komme kørende med min datter. – Bent Otto?…hører jeg skråt bag mig, og ved selvfølgelig hvem der siger det, for jeg holder hele tiden øje med hvor hun er.

Jeg siger så hendes navn. Lad os bare sige at hun hedder Ulla. Hun er meget, meget venlig, og fortæller at hun har fortalt sin søn om mig. Og at hun nu sandelig vil sige det til en af de andre piger fra vores gamle klasse, som hun stadig ser.

Ulla og jeg nåede at gå i skole sammen i seks år. Så måtte jeg flytte skole. Jeg var blevet mobbet i det meste af tiden. Klassens tykke dreng, var den rolle jeg fik og gik ind i. Og selv om jeg sikkert prøvede at klovne mig væk fra hvor slemt jeg egentlig havde det, så var jeg ikke mange gymnasiesild værd.

Derfor undrer det mig også at høre de ord, som Ulla siger til mig. Om at jeg var så….ja, hvad sagde hun? At jeg kunne læse inden jeg begyndte i skolen. Kunne jeg det? At jeg spillede plader for hele klassen, især en med Dirch Passer og Keld Petersen. Gjorde jeg det?? 

Jeg har ingen erindring om de to ting. Og derfor har jeg bestemt mig for at tale noget mere med hende. Om hvad hun mere husker. For jeg har sikkert fortrængt mange af de gode ting. Jeg husker mest de slemme. Jan, lederen af drengegruppen i klassen, Læderhandskelussingen sidst i det store frikvarter fra gårdvagt Sørensen, da jeg var “blevet sat” foran løveskulpturen.

Hvordan og hvad man husker fra sin barndom er noget, der vist forskes meget i. Fortrængning. Kan man overhovedet stole på sine egne og andres hukommelse? Mon Ulla overhovedet kan huske andet end gode ting?

Vi må se ad.

Tante Rullemølle

Jeg ved det, jeg ved det.
Det er benhårdt at tilhøre overklassen. Først skal man gennem en iskold barndom, hvor ens forældre sjældent er hjemme – rent bortset fra at man aldrig ved om det er de samme forældre, der om morgenen vinker farvel foran det nordsjællandske palæ, som ud på aftenen kommer hjem fra jobbet i City.
 
De kan snildt være skiftet ud med yngre stedfortrædere, eller også er de i frokostpausen blevet opereret ukendeligt – og måske uklædeligt – skønnere.
Derpå følger et barskt uddannelsesforløb, hvor man ikke alene skal lære en masse røvkedeligt stof udenad – langt hårdere er det at skulle tåle alle de stoffer, man er nødt til at tage undervejs i processen, ikke fordi man har lyst, man fordi man har råd.
Og når man så endelig er blevet voksen med en ledende stilling og 2,7 børn, og er kommet så nogenlunde helskindet gennem den første af flere skilsmisser, så venter den allerhårdeste test.

Pressen.
Dårligt klædte has-never-beens, der vil bryde alle regler og give pokker i selv den mindste form for sømmelighed for at få knaldet en rig. Og ikke bare knaldet i seksuel forstand (de rige er jo altid lækre) – men også at de skal ned med nakken. Helt derned, hvor de mister alting. Penge, familiebånd, selvrespekt. Fuck dem!
Derfor forstår jeg så udmærket at Berlingske Media inviterer til en dag, hvor man kan lære at sno sig behændigt udenom disse eksistentielle vejsidebomber.
Selvfølgelig er det en af pressens egne allerskarpeste øksesvingere, der holder snor i mødet. Hvem kan takke nej til at skifte bordkant sålænge honoraret er tilstrækkeligt højt? Jeg kunne ikke. Stol på det.
Alligevel må jeg sige, at jeg finder prisen for at deltage i sådan et dagseminar halvpebret. Men nu er jeg jo også en af dem, der må stå udenfor med den sidste strøgne tændstik og stirre misundeligt ind i pressefoldernes paradis.
At jeg ville synes at 500 kroner, ja sågar 1000 kr ville være en passende pris, kan ikke undre nogen som ved bedre.
Næh du…4.995 kr koster det at lære noget om hvordan man skal danse zumba forbi uvelkomne spørgsmål ‘Når Mediemøllen Ruller’.
Jeg har lidt svært ved at se en rullende mølle for mig, men det er nok bare endnu et tegn på at en tandløs satiriker som jeg ikke fatter en hårdt ristet fairtradebønne af noget som helst.
Baggrunden for den pæne pris er ellers såre enkel: der er kaffe og frokost inkluderet i beløbet…uden moms.

Det er min konlusion – og den stiller jeg gratis til rådighed.

Sådan er vi fattigrøve nemlig.

Også. 

Drømmehus

Min særligt gode blogven EHU sendte mig en mail i dag. Ønskede tillykke med fødselsdagen, og lavede en lille status over nogle af de ting han syntes jeg har kunnet glæde mig over i det forløbne år.

Når jeg læser hans ord, så bliver jeg helt glad på vegne af den person, han skriver om. Jeg tænker, at han har det sgu godt, ham dér! Og så kommer jeg i tanke om at ham, han skriver om, er mig.

Nå ja…jeg er jo mig. For det meste da.

I nat drømte jeg en syret drøm. Jeg boede i en ret høj etagebygning, og da jeg kom tilbage efter et eller andet ærinde, havde man revet huset ned. Jeg gloede på bunken af sammenstyrtede murbrokker, og tænkte med stigende rædsel på alle de ting, jeg nu havde mistet. Billeder, bamser, bøger og bunker af alle mulige andre ting, som hører mig til.

Jeg blev stiktossset, og stod på fortovet og rasede mod en eller anden som åbenbart havde glemt at give mig besked på forhånd, og det var faktisk først da jeg så småt vågnede i morges at jeg kunne regne ud, at hvis jeg kunne ligge her i min seng, så havde jeg jo nok det meste af mit indbo endnu.

Skal vi lige lege psykolog her, så handler drømme om huse ofte om hvordan man opfatter sig selv. Jeg er da i hvert fald kommet ned på jorden, kan man sige – og selv om jeg har mistet alle mine ting, så har jeg dog overlevet det – og kan stå dér og svinge med armene.

Jeg skal jo pudsigt nok snart flytte, dog kun én etage opad i det samme hus og i samme side af opgangen. Man kan sige at jeg skal være min egen nye overbo. Men her på min fødselsdag ramler hele lortet altså sammen, og jeg må gå ud i verden uden en masse (tyngende) ting? Drømmen kan sagtens tolkes positivt. Noget med frihed til at flytte sig.

Men omvendt…de ta’r jo røven på mig i den drøm. Det er ikke godt. Ingen manerer og pli..! Nå, men det var jo kun en drøm, og jeg vil hævne mig ved at komme med et fødselsdagsønske.

Da jeg udgav min fodboldkrimi i 2002, havde jeg håbet at den kunne give mig en platform til at kunne komme rundt i landet og møde en masse dejlige mennesker ved nogle foredrag. Jeg elsker den form for samvær. Højskolestemningen. Men bogen blev ikke min vej ind i den verden.

Måske var det meget godt alligevel. At emnet ikke skulle være fodbold. Siden 2003 har jeg indlæst over 130 lydbøger og jeg ønsker meget at den rolle kan gå hen og blive min grund til at møde læsende lyttere.

At vi indlæsere – og ikke kun de i forvejen kendte skuespillere – kan blive lige så interessante mødeobjekter som bogens forfatter. At vi ikke blot er et teknisk hjælpemiddel. Tænk, at jeg pænt har måttet anmode DR og forlag om de ikke nok ville være venlige også at opgive navnet på indlæseren. Nå jo, har de sagt. Jamen…tak for det.

Jeg håber på at lyttende læsere får mere og mere lyst til at møde os indlæsere og få en snak om lydbøgerne og måden at indlæse. Gi’ os noget feedback. Det er mit ønske. En masse foredrag rundt om i landet på biblioteker og i forsamlingshuse. 

Indtil da vil jeg lige grave bamserne ud af det sammenstyrtede hus. Jeg er ikke ræd for at få en ny selvopfattelse, men ingen skal med min gode vilje smide mursten i hovedet på mine bamser.

Må jeg lige være her..! – som min far altid sagde, når han ville sige noget meget, meget bestemt.

R.I.P

skif-
læser jeg
lige som i går
nede i glaskassen
hjertestykkerne i skif-
mere får man ikke at vide
når man går over broen efter liv
og finder et øjebliks stilheds sted
for to mænd med modstand nok til flere
måske ofre for defekte kuglepenne
jeg kender til sprængfarligt stof
nu baglæns hjemad i vogn 32
som jeg har pladsbillet til
mod fyn via sjælland
vognen findes ikke
siger togmanden
om sommeren
tilføjer han
skif-

Livsfare og Livsvare

På en stemningstæt miniferie med fem overnatninger i det jyske kan man sagtens nå hele spektret rundt, også selvom det er meningen man skal slappe mest muligt af.

På andendagen var jeg for eksempel tæt på at tjekke ufrivilligt ud. Helt ud. Efter morgenmaden lå min datter på værelset og slangede sig på sin gode seng. Vi skulle straks derefter på heldagsudflugt til Endelave, så det gjaldt om lige at få de sidste liggeminutter ud af morgenen inden færgeafgang.

Jeg bøjede mig ned til hende og gav hende en god faderkram. Det udløste modsat et af hendes faderanfald. Armene rundt om halsen på mig. Hun nægter at slippe. Det er jo bare dejligt, men jeg har et presserende og uomtvisteligt uopsætteligt ærinde på badeværelset, så jeg prøver at frigøre mig. No way. Min datter er bomstærk. På sjællandske håndboldbaner har mangen en stregspiller med stor og langvarig græmmelse fortrudt at de låste arm med hende.

Jeg gør et kraftigt forsøg på at rette mig op, mens hun i lægeroman-stil og masser af godt grin bedyrer at jeg ikke må gå. Naturen kræver dog stadig sit og nu vil jeg af med hende. Men nixen von bixen, bessefar – og idet jeg med kraftanstrengelse alligevel retter mig helt op med hende som en stædig abeunge rundt om halsen, rammer min hæl i tilbageskridtet kanten af hendes kuffert, som jeg har glemt at hun har efterladt bag mig på gulvet.

Balanceevnen er nu overdraget til tyngdekraften. Vi vælter som et fældet træ og ramler baglæns og hårdt ind i kanten af mit natbord. Jeg har måttet opgive at styre faldet på grund af kuffertkantens benspænd. Faldet minder om en brydekamp, når den ene af bryderne prøver at lavende en flyvende mare med den anden. Eller i dette tilfælde det helt nyopfundne kast: en trekvart Hansen.

Min datters hånd kommer i klemme mellem min ryg og bordet og jeg frygter at hun har fået en skade. Forstuvelse. Brud. Et lille sår har åbnet sig på den ene finger. Men det viser sig at vi har været meget, meget heldige. Store tårer danner sig i hendes øjne – men det er mest ved tanken om hvor galt det kunne være gået med mig, siger hun senere på færgen. Et plaster har forlængst klaret den lille rift.

Og ja…jeg kunne let have hamret nakken eller baghovedet eller tindingen ind i bordkanten, men der skete intet med mig. Gammel målmand? Jo, men den form for tumlen bør man henlægge til lidt mere forede forae. Ikke på hotelværelser med spidse møbler.  

Vores udflugt blev i øvrigt feriens højdepunkt, synes jeg.

Hun derimod, synes sikkert at  højdepunktet var da hun vandt et sæt over mig i færgegårdens bordtenniskælder.

På fjerdedagen har vi været på vandring rundt om en fin sø, og har en times ventetid på bussen. Vi går ind i den omdiskuterede Bilka-filial i Horsens. Hun sætter sig og læser fantasy-roman. Jeg går ind og leder efter de 20 par strømper, man kan købe for 80 kroner.

Pludselig hører jeg stemmer. Eller rettere – jeg synes at jeg tænker alt, alt for højt. Jeg hører mig selv sige noget om lejemordere og tiden efter at apartheidstyret blev væltet i Sydafrika. What the ÆF?!…som min datter ville have sagt.

Jeg runder et hjørne, og ser en reol med lydbøger. Nær gulvet står en lille ghettoblaster, der afspiller Jo Nesbøs krimi ‘Panserhjerte’ indlæst af…mig. I denne uge kan man købe alle Nesbøs romaner til 49 kr. både i trykt udgave og som lydbog. Og man bruger altså mig som lokkemad.

En nydelig ældre dame lytter til afspilningen. Jeg viser hende coveret, og peger på indlæserens navn. Hun ryster på hovedet, og siger at hun ikke kender ham. – Det er mig!, si’r jeg…og det synes hun er morsomt. Hun si’r at hun beundrer dem, der bare sådan lige kan læse sådan noget op. Hun holder meget af at høre lydbøger, fordi hun falder så let i søvn hvis hun selv skal sidde og læse bogen.

Jeg fortæller, at nogle synes jeg læser for langsomt op, men det protesterer hun imod. Tværtimod er mit tempo det helt rigtige, hvis man skal lytte mens man står og stryger, si’r hun. Og i øvrigt synes hun min stemme er meget behagelig. – NU går jeg!, si’r jeg, som om jeg er vældig genert, men i virkeligheden labber jeg det i mig.

At jeg selv synes at jeg lyder som en frø med astma, er så en helt anden sag. Mon ikke jeg skal lade andre om at bedømme det? På vej hjemad mod Snaptun Færgegaard i Bus 104 mod Juelsminde kan jeg ikke skjule et lille smil. Det er ikke så dårligt (som de siger herovre) at få lov at læse historie for Bilkas kunder. Det er ikke lisså fint som at optræde på scenen på min aftenarbejdsplads, men jeg tror man skal være varsom med at gradbøje den slags.

Synet af de høje stakke med lydbøger som jeg har indlæst, er fint nok til mig. Det er rart at vide at der findes 130 lydbogsromaner som jeg læser op, til den dag hvor bordkanten har fået mig ned med nakken for alvor. Jeg har f.eks. kun to sætninger med min fars stemme, på et kassettebånd fra 1969. Mine børn har indtil videre omkring 1500 timer.

Der er vist til et par regndage på gode feriestunder i tidens fylde. Skulle jeg mene.

Søperlehumør

         

           

På vej rundt om Bygholm sø v. Horsens måtte min datter og jeg lige ind på Kystens Perle, som ligger ud til søen. Vi fik god kaffe, kakao, æble- og lagkage og en stor cola light for nogle få kroner mindre end jeg gi’r for en halv flaske rødvin på feriehotellet. Men hvem tænker seriøst på den slags, når man har det så godt? DET GØR JEG..! Hihi. Aj, det var endnu en herlig far|datter-feriedag.