Sommerservice

Telefonen i min bukselomme ringer og vibrerer for tredje gang på kort tid. Igen er det cykelfar fra Havnen. Nu er han kørt på tværs af tykningen ved den indhegnede fårefold i det fredede område på nordspidsen af øen Endelave. Han vil vente dér hvor de to små veje mod Øststranden og Kongevejen mødes, si’r han. 

Jeg tror i hver fald at det er det, han siger. Hans skønne jyske dialekt lyder for mig som en krydsning mellem Tom Waits og en bokser, der lige har slået øjnene op efter sit livs første knock down. Men meningen er klar nok, og jeg ryster smilende på hovedet over den service, jeg får.

Da min datter og jeg ankom til Endelave med færgen af samme navn, var jeg i et dilemma. Skulle vi vandre eller cykle rundt. Jeg elsker at gå lange ture, men min datters fødder har det med at sætte tekniske handelshindringer op, så hun ikke kan bevæge sig til fods uden at have plaster med. Og øen fortjener at blive set.

Vi går hen til Strandvejens Cykeludlejning. Jeg siger ‘to cykler’ til den unge mand, sikkert arvingen til koncernen. Jeg vifter med pengesedler, og da han siger tallet hundrede begynder min datter og jeg at undersøge lommer og tasker, fordi jeg ikke har to hundrede i kontanter, og dankort kan ikke bruges her. Så skal vi op til købmandshandelen.

Næh nej, siger cykeludlejer junior så…det er hundrede kroner i alt. Altså, leje af cykel i otte timer for halvtreds kroner. En overraskende lav pris. Jovist. Men nu kommer vi til det. Jeg spørger for sjov om der følger en servicevogn lige bag efter os. Cykelfar kommer til og siger nej, men hvis vi punkterer skal vi bare ringe på nummeret foran på cykelkurven. Så kommer han med en frisk cykel indenfor et kvarter.

Sikke en service.

Da vi når ud på hjulsporsvejene af grus oppe på nordspidsen punkterer min datters cykel på forhjulet. Vi ringer. Lange forklaringsforsøg på hvor vi omtrentligt er. Cykelfar kører forgæves til den ene indgang, men lover telefonisk at køre på tværs og hen til den skovvej vi kommer trækkende på. Da vi mødes siger han at han har måttet låne naboens minibus, fordi den sædvanlige servicevogn er til syn.

Få minutter senere kører far og datter igen på den idyllisk sommerglade ø, hvor der ellers godt kan skjule sig dramaer under postkort-stemningen. De tusind vilde kaniner er på vej til at genopstå efter at kaninpestsygdommen Myxomatose nærmest har udryddet bestanden, og fluerne skal tænke sig godt om inden de vælger flyverute, idet den kødædende plante Soldug vokser vildt i området. 

Men for os to stemningsdruknende københavnere er alting bare godt. 

Jeg er tæt på et lykkeanfald og laver en lille cykelfilm, hvor min datter og jeg skiftes til at holde kameraet. Sceneriet minder om en Morten Korch-film, og jeg føler mig som en harmonikaglad Poul Reichhardt iført stråhat og med kornstrå i den ene mundvig og en sang om tiltaleformen mellem mennesker og himmelfugle i den anden.

Ferie.

 

PS. Allerede på færgen på vej til øen fik jeg et forvarsel om at det ville blive en god dag. På en bænk på dækket får jeg øje på en nydelig ung dansk sommerpige med lyse krøller. Jeg tænker straks, at det er sgu da alligevel utroligt som hun ligner min team-kollega Mette Swailgard ude på skråleøen. Det viser sig at der er en god grund til ligheden. Det er hende. Hun er på arbejde som handicaphjælper, og skal en uge i sommerhus. Prøv at regne sandsynligheden ud for at hun og jeg skal mødes netop på den færge i den landsdel og på lige præcis den afgang.

2 kommentarer til “Sommerservice

  1. Ja den er måj lille, altså sandsynligheden.
    Hvor har I det herligt, du og datter 😀
    “koncernen” hehe…

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s