R.I.P

skif-
læser jeg
lige som i går
nede i glaskassen
hjertestykkerne i skif-
mere får man ikke at vide
når man går over broen efter liv
og finder et øjebliks stilheds sted
for to mænd med modstand nok til flere
måske ofre for defekte kuglepenne
jeg kender til sprængfarligt stof
nu baglæns hjemad i vogn 32
som jeg har pladsbillet til
mod fyn via sjælland
vognen findes ikke
siger togmanden
om sommeren
tilføjer han
skif-

4 kommentarer til “R.I.P

  1. Donald…meget smuk kommentar, må jeg sige. Min datter og jeg skulle med toget 16.30 fra Horsens til Kbh H, og havde pladsbilletter til sæde 34 og 37 i Vogn 32. Men toget havde kun Vogn 21 og 22. Togføreren slog ud med armene og sagde, at det var det samme ballade hver sommer: DSB sælger i forsommeren pladser i denne Vogn 32, som så ikke sættes i drift alligevel. Ergo: vi har plads til en ikke-eksisterende vogn. Den Flyvende Hollænder transmogriffet til Den Kørende Sjællænder.
    Vi blev opgraderet til 1. klasse..! Da vi så nåede til Fredericia, meddelte han i højttaleren at toget kørte “til Fyn via Sjælland”. Så tror da pokker at der er så mange forsinkelser?
    Der var på alle måder en fed lille ferie, hvor jeg bl.a. fandt mindestenen for de to faldne modstandskæmpere i Horsens (Georg Walther Andersen og David Vang Jensen) på broen over banelegemet på Schuttevej.
    I en glaskasse ved siden af stenen kan man læse en fin tekst om de to helte, men den nederste linje fremstår uafsluttet: “hjertestykkerne i skif-” – og det var lidt for provokerende for en lyriker som mig. Jeg elsker når virkeligheden forærer mig så poetiske linjer, der tilsyneladende er nonsens – men som må respekteres fordi de netop eksisterer i fysisk form i virkeligheden.
    Hihi

  2. Oh åh, ja, til Fyn via Sjælland, det var da en omvej! Sikken en tur.
    Jeg så noget. Modstand, farlige skrivere. Skif-
    At virkeligheden forærer en poetisk linie, giver tilværelsen mere mening på en eller anden akavet måde, man ser i det mindste, at ens poetiske udfoldelser måske alligevel er mere virkelige end man gik og troede.

  3. Donald…jeg ÆLSKER når virkeligheden forærer mig forunderlige lyriske linjer, der kan ryge direkte ind i et digt. Så mødes livet og sproget og smelter sammen. Min påstand er jo at sproget ikke rigtigt kan holde til livet, men at vi ikke har noget alternativt til sproget.
    🙂

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s