Drømmehus

Min særligt gode blogven EHU sendte mig en mail i dag. Ønskede tillykke med fødselsdagen, og lavede en lille status over nogle af de ting han syntes jeg har kunnet glæde mig over i det forløbne år.

Når jeg læser hans ord, så bliver jeg helt glad på vegne af den person, han skriver om. Jeg tænker, at han har det sgu godt, ham dér! Og så kommer jeg i tanke om at ham, han skriver om, er mig.

Nå ja…jeg er jo mig. For det meste da.

I nat drømte jeg en syret drøm. Jeg boede i en ret høj etagebygning, og da jeg kom tilbage efter et eller andet ærinde, havde man revet huset ned. Jeg gloede på bunken af sammenstyrtede murbrokker, og tænkte med stigende rædsel på alle de ting, jeg nu havde mistet. Billeder, bamser, bøger og bunker af alle mulige andre ting, som hører mig til.

Jeg blev stiktossset, og stod på fortovet og rasede mod en eller anden som åbenbart havde glemt at give mig besked på forhånd, og det var faktisk først da jeg så småt vågnede i morges at jeg kunne regne ud, at hvis jeg kunne ligge her i min seng, så havde jeg jo nok det meste af mit indbo endnu.

Skal vi lige lege psykolog her, så handler drømme om huse ofte om hvordan man opfatter sig selv. Jeg er da i hvert fald kommet ned på jorden, kan man sige – og selv om jeg har mistet alle mine ting, så har jeg dog overlevet det – og kan stå dér og svinge med armene.

Jeg skal jo pudsigt nok snart flytte, dog kun én etage opad i det samme hus og i samme side af opgangen. Man kan sige at jeg skal være min egen nye overbo. Men her på min fødselsdag ramler hele lortet altså sammen, og jeg må gå ud i verden uden en masse (tyngende) ting? Drømmen kan sagtens tolkes positivt. Noget med frihed til at flytte sig.

Men omvendt…de ta’r jo røven på mig i den drøm. Det er ikke godt. Ingen manerer og pli..! Nå, men det var jo kun en drøm, og jeg vil hævne mig ved at komme med et fødselsdagsønske.

Da jeg udgav min fodboldkrimi i 2002, havde jeg håbet at den kunne give mig en platform til at kunne komme rundt i landet og møde en masse dejlige mennesker ved nogle foredrag. Jeg elsker den form for samvær. Højskolestemningen. Men bogen blev ikke min vej ind i den verden.

Måske var det meget godt alligevel. At emnet ikke skulle være fodbold. Siden 2003 har jeg indlæst over 130 lydbøger og jeg ønsker meget at den rolle kan gå hen og blive min grund til at møde læsende lyttere.

At vi indlæsere – og ikke kun de i forvejen kendte skuespillere – kan blive lige så interessante mødeobjekter som bogens forfatter. At vi ikke blot er et teknisk hjælpemiddel. Tænk, at jeg pænt har måttet anmode DR og forlag om de ikke nok ville være venlige også at opgive navnet på indlæseren. Nå jo, har de sagt. Jamen…tak for det.

Jeg håber på at lyttende læsere får mere og mere lyst til at møde os indlæsere og få en snak om lydbøgerne og måden at indlæse. Gi’ os noget feedback. Det er mit ønske. En masse foredrag rundt om i landet på biblioteker og i forsamlingshuse. 

Indtil da vil jeg lige grave bamserne ud af det sammenstyrtede hus. Jeg er ikke ræd for at få en ny selvopfattelse, men ingen skal med min gode vilje smide mursten i hovedet på mine bamser.

Må jeg lige være her..! – som min far altid sagde, når han ville sige noget meget, meget bestemt.

11 kommentarer til “Drømmehus

  1. Tillykke med fødselsdagen!
    Godt at “se” dig igen, Beo! Jeg var liiiige ved at blive bekymret ovre på garagen – der var noget med en finger-operation)… Jeg håber du har det godt med den OSSE 😀
    Det er godt vi har ham EHU – til at betragte os fra sidelinjen og -heldigvis- fortælle os hvad han ser 😉

  2. Lupo…taaaaak 🙂
    Ja, det er ikke gået lisså gesvindt med v. pegefinger, som det gik med h.tommeltot – begge plaget af såkaldt ‘springfinger’. Jeg havde troet at det var en enklere proces med pegefingeren, idet jeg mente at en tommelfinger var vigtigere. I stedet er det gået omvendt. Efter operationen med tomlen følte jeg omgående at problemet var væk, hvorimod jeg frygter at den her nummer to omgang er forgæves. Og det kom helt bag på mig, at snittet skulle lægges nærmest midt i hånden – og ikke deroppe hvor fingrene “forlader hånden”.
    Men vi må se ad. jeg kan leve med det.
    Og sålænge jeg har en blogven som Ehu, så skal det sågu nok gå 🙂

  3. Jeg vælger med omhu lydbøger efter, hvem der har indtalt, så det er bestemt af interesse. Og så et venligt tillykke med fødselsdagen.

  4. Sifka…ja, så blev vi et år til, begge to…en af os i lørdags (jeg siger ikke hvem). Tillykke også til dig. Vi Løver må stå sammen! 🙂
    Jeg har det også selv sådan, at i radio og tv påvirkes min oplevelse meget af hvem der er vært og/eller speaker. Min kollega Torsten Adler er f.eks. en fremragende speaker af mange af DR’s dokumentarer, lissom min anden kollega Ole Rabendorf.
    At læse en hel roman højt er en udfordring. Jens Albinus siger det sådan, at han skal være tjeneren som bærer maden ind til bordet – men han skal ikke spise med selv. Det er jeg enig i, men…hvor går grænsen?
    Jeg er selv mere og mere i tvivl. Førhen var jeg mere neutral og pædagogisk langsom, tror jeg da, men nu har jeg oftere og oftere lyst til at fyre den af, når det f.eks. er meget uhyggeligt ell.lign.
    Det er den slags afvejninger, jeg gerne ville ud og snakke med lyttelæserne om 🙂

  5. Det var mange tanker, der lå i det sammenstyrtede hus, og sikken et held at de kan reddes, tankerne, bamserne og så videre. Hvorfor kommer jeg til at tænke på at en bamse som Berliner Knut bliver store og meget lidt søde, når de bliver ældre?

  6. @Donald#170810-1447:
    Har man oplevet Berlins Zoo med den overeksponerede og overforkælede Knut, kan dine tanker nemt sættes i perspektiv.
    Institutejeren og denne kommentator deler en inderlig passion for bamser. Vi er nærmest inficeret med arktofilitisk serum. Derfor kan jeg forsikre dig om, at ægte bamser også kan være overordentlig søde, når de bliver ældre :-))) !

  7. Donald…bamser er billige i drift, og skal ikke vaccineres. Okay, de skal støvsuges, og det hader de. Stol på det. Bamser kan bestemt være søde, når de ikke bliver store – for selvom deres kapok (eller hvad fyldstoffet ellers hedder eller er) kan falde lidt sammen efter 30-40 år, så holder de nogenlunde fødselsvægten. Rent mentalt afhænger deres habitus i nogen grad af deres ejeres tilsvarende, så det kan svinge lidt – selvom man som ægte arktofil ikke bør lade den slags detaljer påvirke bamsernes dagligdag som sådan.
    Nogle mener at man skal tale med sine bamser, lissom man kan tale med sine planter, men det mener jeg er at stramme den. Omvendt, så synes jeg det er uhøfligt ikke at besvare direkte spørgsmål, og dem har mine bamser mange af.
    Bamser er bløde. Dukker er hårde. Amen.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s