Lille mig

Allerede i toget på vej til det første intromøde på min datters efterskole, genkender jeg hende. Min klassekammerat fra første klasse. Ved siden af hende en mørkhåret dreng med bløde fine ansigtstræk. Det må vel så være hendes søn, og jeg tænker at det da er lidt af et tilfælde at vi nu skulle sende hvert vores barn på den samme efterskole.

Selvfølgelig overvejede jeg at gå hen og præsentere mig, men valgte at lade være. Hun var nemlig dengang en del af en pigegruppe som jeg havde mægtig respekt for. Jeg mener at huske at hun altid gik sammen med to andre piger, og de havde et fællesskab og en sammenhængskraft som jeg nok intuitivt holdt mig på sikkerhedsafstand af.

Min første skoletid blev en intens prøvelse. Jeg var i forvejen mere hudløs end jeg måske selv var klar over, og da jeg ikke havde gået i hverken vuggestue eller børnehave, så havde jeg ikke just det store kørekort til omgang med 20-30 jævnaldrende, plus det løse i skolegården.

Skolen hed Bakkegårdsskolen. Senere har jeg fået at vide at det er en stræberskole, men det ved jeg ikke om den selv vil være enig i. Det var i Gentofte, ja, men trods alt i Vangede. Sikkert er det, at disciplin eksisterede i 1964. Vi marcherede ind i klasserne to-og-to. Og lærerne, eller nogle af dem, slog os, nev os og hev os i ørerne.

Det var ellers ikke lærerne, der blev mit største problem. Tværtimod er jeg ret sikker på at jeg holdt meget af timerne. I dem er der et på forhånd tilrettelagt forløb. En begyndelse, en midte og en slutning. En fast ramme. Indenfor den kunne man så improvisere, og det tror jeg at jeg var ret genial til. At optræde.

Jeg kan endnu protokollens opremsning udenad. Og hende, som jeg så i toget på vej til musikefterskolen var den sidste i navnerækken. Jeg har set hende ved flere af møderne på skolen forud for skoleårets begyndelse, som fandt sted forleden. Og hvor hun henvendte sig til mig.

Vi stod ude foran efterskolen. Jeg ventede på min Fru X, som skulle komme kørende med min datter. – Bent Otto?…hører jeg skråt bag mig, og ved selvfølgelig hvem der siger det, for jeg holder hele tiden øje med hvor hun er.

Jeg siger så hendes navn. Lad os bare sige at hun hedder Ulla. Hun er meget, meget venlig, og fortæller at hun har fortalt sin søn om mig. Og at hun nu sandelig vil sige det til en af de andre piger fra vores gamle klasse, som hun stadig ser.

Ulla og jeg nåede at gå i skole sammen i seks år. Så måtte jeg flytte skole. Jeg var blevet mobbet i det meste af tiden. Klassens tykke dreng, var den rolle jeg fik og gik ind i. Og selv om jeg sikkert prøvede at klovne mig væk fra hvor slemt jeg egentlig havde det, så var jeg ikke mange gymnasiesild værd.

Derfor undrer det mig også at høre de ord, som Ulla siger til mig. Om at jeg var så….ja, hvad sagde hun? At jeg kunne læse inden jeg begyndte i skolen. Kunne jeg det? At jeg spillede plader for hele klassen, især en med Dirch Passer og Keld Petersen. Gjorde jeg det?? 

Jeg har ingen erindring om de to ting. Og derfor har jeg bestemt mig for at tale noget mere med hende. Om hvad hun mere husker. For jeg har sikkert fortrængt mange af de gode ting. Jeg husker mest de slemme. Jan, lederen af drengegruppen i klassen, Læderhandskelussingen sidst i det store frikvarter fra gårdvagt Sørensen, da jeg var “blevet sat” foran løveskulpturen.

Hvordan og hvad man husker fra sin barndom er noget, der vist forskes meget i. Fortrængning. Kan man overhovedet stole på sine egne og andres hukommelse? Mon Ulla overhovedet kan huske andet end gode ting?

Vi må se ad.

4 kommentarer til “Lille mig

  1. Minderne fra skoletiden er ofte uhyre sammensat. Vi vokser på det tidspunkt til at blive voksne. Når det sker, ændrer livet og evnerne tit retning i forhold til eksamensbevis og vidnesbyrd og minder.
    Måske er Ulla typen, der har fortrængt det negative. Det tyder ikke på, at hun har fået nogle læderhandske-lussinger fra lærer Sørensen……
    Afklaringen af dette samt øvrige skoleminder vil sikkert blive dyrket, når I fortsat ses under Beologines nye vestsjællandske skolegang.

  2. Ehu…tak for kommentaren. Jeg har hørt, at hver gang man fortæller sin personlige historie, så laver man den mere og mere om, så den passer til den fortælling man gerne vil præsentere for andre, og sig selv.
    Ulla var både dengang og nu udstyret med lige dele roligt gemyt og feminitet, og derfor tror jeg bestemt ikke at hun hverken har deltaget i – eller observeret – særligt mange dramaer. Men hov…det kan jeg da næsten ikke påstå bare ved brug af hukommelse?
    Næh…nu skal jeg en god snak med hende. Det er løvetid.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s