Monthly Archives: august 2010

Sommerservice

Telefonen i min bukselomme ringer og vibrerer for tredje gang på kort tid. Igen er det cykelfar fra Havnen. Nu er han kørt på tværs af tykningen ved den indhegnede fårefold i det fredede område på nordspidsen af øen Endelave. Han vil vente dér hvor de to små veje mod Øststranden og Kongevejen mødes, si’r han. 

Jeg tror i hver fald at det er det, han siger. Hans skønne jyske dialekt lyder for mig som en krydsning mellem Tom Waits og en bokser, der lige har slået øjnene op efter sit livs første knock down. Men meningen er klar nok, og jeg ryster smilende på hovedet over den service, jeg får.

Da min datter og jeg ankom til Endelave med færgen af samme navn, var jeg i et dilemma. Skulle vi vandre eller cykle rundt. Jeg elsker at gå lange ture, men min datters fødder har det med at sætte tekniske handelshindringer op, så hun ikke kan bevæge sig til fods uden at have plaster med. Og øen fortjener at blive set.

Vi går hen til Strandvejens Cykeludlejning. Jeg siger ‘to cykler’ til den unge mand, sikkert arvingen til koncernen. Jeg vifter med pengesedler, og da han siger tallet hundrede begynder min datter og jeg at undersøge lommer og tasker, fordi jeg ikke har to hundrede i kontanter, og dankort kan ikke bruges her. Så skal vi op til købmandshandelen.

Næh nej, siger cykeludlejer junior så…det er hundrede kroner i alt. Altså, leje af cykel i otte timer for halvtreds kroner. En overraskende lav pris. Jovist. Men nu kommer vi til det. Jeg spørger for sjov om der følger en servicevogn lige bag efter os. Cykelfar kommer til og siger nej, men hvis vi punkterer skal vi bare ringe på nummeret foran på cykelkurven. Så kommer han med en frisk cykel indenfor et kvarter.

Sikke en service.

Da vi når ud på hjulsporsvejene af grus oppe på nordspidsen punkterer min datters cykel på forhjulet. Vi ringer. Lange forklaringsforsøg på hvor vi omtrentligt er. Cykelfar kører forgæves til den ene indgang, men lover telefonisk at køre på tværs og hen til den skovvej vi kommer trækkende på. Da vi mødes siger han at han har måttet låne naboens minibus, fordi den sædvanlige servicevogn er til syn.

Få minutter senere kører far og datter igen på den idyllisk sommerglade ø, hvor der ellers godt kan skjule sig dramaer under postkort-stemningen. De tusind vilde kaniner er på vej til at genopstå efter at kaninpestsygdommen Myxomatose nærmest har udryddet bestanden, og fluerne skal tænke sig godt om inden de vælger flyverute, idet den kødædende plante Soldug vokser vildt i området. 

Men for os to stemningsdruknende københavnere er alting bare godt. 

Jeg er tæt på et lykkeanfald og laver en lille cykelfilm, hvor min datter og jeg skiftes til at holde kameraet. Sceneriet minder om en Morten Korch-film, og jeg føler mig som en harmonikaglad Poul Reichhardt iført stråhat og med kornstrå i den ene mundvig og en sang om tiltaleformen mellem mennesker og himmelfugle i den anden.

Ferie.

 

PS. Allerede på færgen på vej til øen fik jeg et forvarsel om at det ville blive en god dag. På en bænk på dækket får jeg øje på en nydelig ung dansk sommerpige med lyse krøller. Jeg tænker straks, at det er sgu da alligevel utroligt som hun ligner min team-kollega Mette Swailgard ude på skråleøen. Det viser sig at der er en god grund til ligheden. Det er hende. Hun er på arbejde som handicaphjælper, og skal en uge i sommerhus. Prøv at regne sandsynligheden ud for at hun og jeg skal mødes netop på den færge i den landsdel og på lige præcis den afgang.

Anton og Gnavpanderne

Ferie. Små zoner af lys. Min datter og jeg råhygger på værelset. Hver vores bærbare. Guf. Kaffe. Musik. Grin. Jeg går lige over til havnebutikken fire skridt fra færgegården for at købe kolde colaer, og får øje på nogle gammeldags 25 cl-sodavandsflasker i køleren. Antons Saft. Økologisk Mangodrik. Det er en lokal sundhedsapostel som hjemmedyrker bær og frugter og hælder det færdigt flydende produkt på de små flasker med Ø-mærke på. Der er også hyldeblomst, solbær, tranebær og æblemost.

Mango. Jeg husker pludseligt de mange måltider i Carry Home|Curry Home på Vesterbro, da jeg boede i Skadebanegyde midt i firserne. Hver gang jeg nød Dall, Lentils, Vegetables, Lamb curry og chapatibrød drak jeg glas efter glas efter glas af tyk mangojuice, og jeg elskede hver eneste mundfuld.

Tilbage på værelset afkapsler vi flaskerne, som vi har rystet i flere minutter for at få frugt og væde til at gå i kompagniskab indeni. Min datter løfter øjenbrynene under og efter den første tår. Jeg åbner min og tror ikke min egen smagssans. Pludselig er vi på ferie i Indien og ikke i Snaptun.  

Dagen efter er vi på cykeltur rundt på Endelave. Vi ser en propelflyver lette fra den lille flyveplads, hvor et opslag på en ladedør meddeler at det koster 50 kroner at bruge græsbanen, og at piloterne godt må campere ved siden af flyet. Et opslag advarer om, at derhverken er tower, radio, flyveleder, benzin, told, politi eller hospital, så flyv forsigtigt. Men en Sognefoged har vi !!!” Man kan bare lægge de 50 kroner i der dertil ophængte plasticposer og smide dem i postkassen ved siden af. Og man skal helst ikke lande for tidligt på bane 29, fordi “naboen får forhøjet blodtryk af hjulspor i sin kornmark.”

Der er andre flyvende objekter i luften. Tusinder af bittesmå tordenfluer er ved at gøre os sindssyge. Jeg skal til at sige til min datter at disse lortedyr også kaldes gnavpander, men får i det samme tre-fire af dem direkte ind i munden. Velbekomme. De er sikkert økologiske og fedtfattige proteinbomber, men det er svært at glæde sig over, når det kilder i maven.

En stor classic-fadøl på kroen tager det værste, og min datter bliver ferieven med en lille kattekilling. Den hedde Tante Tut, siger kromutter. Selvfølgelig hedder den det. Hjemme på færgegården venter den hvidløgsmarinerede grisesteg med den ubegribeligt velsmagende svampesauce. Og rejemaden og ingefærlaksen. Sprængt oksebryst med peberrodssauce. En halv flaske Amarone. På værelser venter Anton og terapeuten Paul Weston.

Vi har det godt. 

Snaptun

Efter den første nat på den lille færgegård i Hedensted kommune mangler jeg endnu svar på følgende: kan man tænde på en båd? Ikke på den svenske måde, hvor man sætter ild til, men på den danske. Sexmåden. 

Min datter og jeg åbnede et cellofanfriskt SCRABBLE i aftes, og fordi det var første spil og fordi vi havde glemt at tage en ordbog med, så godkendte vi mange pudsige ord: bådetændt. Jeg er jo ikke lyriker uden grund, så det falder mig mere end svært at afvise sådan et ord, også selvom det gi’r hende tredobbelt bogstav- og ordværdipoint.

Hun vandt. Stort.

På værelset bydes vi velkommen af en hvid vandkoger, gode madrasser og et udvalg af flot redigerede omegnsbrochurer og færgetider på print.

Hvis man ikke gider gå udenfor – og sådan er der nogle københavnere der har det – så er der aktiviteter på og omkring færgegårdshotellet. I en lille glad folder står programmet at læse uge for uge. Jeg læser højt og langsomt op for min datter, så hun kan se de enkelte programpunkter for sig: 

Uge 27: Snobrødsbagning, Film for små og store, Krabbekonkurrence og Happy Hour på terrassen.

Hun ser på mig. Jeg læser videre uden at fortrække en mine:

Uge 28: Snobrødsbagning, Film for små og store, Krabbekonkurrence og Happy Hour på terrassen.

Hun smiler. Jeg fortsættter som en bedemand, der læser kistepriser op for en efterladt:

Uge 29: Snobrødsbagning, Film for små og store, Krabbekonkurrence og Happy Hour på terrassen.

Hun griner. Højt nu. Jeg er rolig. Helt rolig.

Uge 30: Snobrødsbagning, Film for små og store, Krabbekonkurrence og Happy Hour på terrassen.

Høje hyl og hovedpudekramning. Jeg lader mig ikke kue.

Uge 31: Snobrødsbagning, Film for små og store, Krabbekonkurrence og Happy Hour på terrassen.

Nu ligger hun på gulvets bløde tæppe, holder sig for maven og trygler mig om at stoppe. Men nej:

Uge 32: Snobrødsbagning, Film for små og store, Krabbekonkurrence og Happy Hour på terrassen.

Hun har det bedre nu.

Vi elsker ferie.

Der er meget hygsomt på feriestedet. Nydeligt på enhver måde. Timiansky. Sne på skærmen. Stuefluer. Dej og isterninger kan hentes i receptionen. Man kommer inde fra Horsens, og idet Bent Thykjærs Bus 104 svinger væk fra Glud, så går det stejlt nedad mod det lille færgeleje.

Man mærker i mavesuget hvordan istiden har skåret landet op i bakker og dale, selvom der stadig er et stykke vej til Himalaya og Hønefoss. Men mindre kan jo gøre det. Udsigten over fjorden er en gud værdig.

I nat fangede jeg en flue med min bare højrehånd. Det vil min håndkirurg Dejan på Solbjerg Klinik, blive stolt af at høre. Kan man det, få uger efter en springfingeroperation, så er langtidsprognosen positiv.

På torsdag gælder det venstre pegefinger. Jeg er helt rolig. 

Og nu? Kaffe…

To gode nyheder om Sovebogen

1) Min sovebog kan nu lånes også i hovedstaden. Vist stod den omtalt i kommunens system, men de ville tilsyneladende ikke ofre fyrre kroner på at anforskaffe den. Pudsigt, når jeg nu bor i kommunen, og når tolv andre kommunebiblioteker landet rundt gerne ville tage chancen. Så spurgte jeg Inge på Filosofvænget, om de måske ville have et ex. foræret…kunne det gøre tricket? Ja da, lød svaret…og nu er den på hylden. Eller rettere: den er allerede udlånt. Tihi.

2) Min meget gode blogven CAPAC, som sandt for dyden at sige ikke er nogen kulturnovice, men tværtimod må siges at have sin empiri boltet fast nok til at kunne klare sig frelst igennem en hvilken-von-helst diskurs om verden, tiden, døden, kvinden, musikken og Ove Pedersens neglebidende problemer med at få det første point på tavlen for EfB’s superligamandskab, har til min uforbeholdne lykke og ydmyge taknemmelighed sagt ja til ikke alene at læse sovebogen – men også til at sige sin mening om den. Læs den her.

Ømhedsspecialisterne

“Specialisterne i dette forhold, de søde væsener, der gør det, som filosofferne ved kun er adspredelse til en forretning, påstår, at forfattere, malere og musikere, kort sagt alle som har tilknytning til kunsten, ikke gør nogen strålende figur i kærlighedskunsten. Der er mere af munden end af ulden. De raser eller sukker, taler store ord eller indtager mangen en romantisk attitude, men da de elsker sig selv eller kunsten (hvilket for dem er et og det samme) mere end genstanden for deres følelser, ender de med at tilbyde skal, når den omtalte genstand med sit køns praktiske sunde fornuft forlanger kerne. Det kan være det forholder sig sådan, og det er måske grunden (hvad ingen før har antydet) til, at kvinder inderst inde nærer et så voldsomt had til kunsten.”

W. Somerset Maugham i romanen “Ashenden eller den britiske agent” (1928)