Slægt skal følge slægt

Jeg læser på forsiden af ØSTROGEN…dette fængslende hjemsted for alle former for livsindhold, der enten kan smøres ud på en håndryg, omsluttes af en flakon eller omfattes af en hvilken som helst fortolkning sålænge den er alternativ, økologisk eller bare indbringende, at Bettina Aller fik hjælp til at blive gravid.

Efter en hurtig rundringning til alle mine venner med børn kan jeg afsløre, at så vidt de kan huske hjalp de også deres koner/kærester med at blive gravide.

Vel er det statistiske materiale ikke ganske bedækkende for alle landets interkønnede konstellationer, men Bjarne er ret sikker på at han på en eller anden måde var indblandet. Han lovede at ringe tilbage. Noget med at han lige ville dobbelttjekke med svigermor.

Lad mig være helt ærlig. Jeg er klarseer. Før var jeg sortseer, indtil nogle mænd med fedtede plasticskilte om halsen ringede på en torsdag aften. Lige midt i makrelsalaten. Eller en drøm. Jeg åbnede i hvert fald ikke. Det ændrede dog min måde at se på. Og lytte.

I stedet for at høre stemmer begyndte jeg at bruge min egen. Mod betaling. Min mor ville have hadet mig for at tjene penge på at tale. Hun kunne være blevet mangemillionær.

Hvorom ingenting dog er, så tror jeg det er ret almindeligt, faktisk, at kvinder får hjælp til at blive gravide. Det er en sag som kan klares i en ruf. Hvis man har husket at bestille den. Det skulle jo nødigt ende i det rene rufferi. Det ser jeg nu. Meget klart.

Male intuition in High Definition, som vi altid siger på hjemmet når vi skåler i frisk lemonade.

Fortsat godt liv.

6 kommentarer til “Slægt skal følge slægt

  1. “Male intuition in High Definition” – en del østrogen-bårne cpr-numre har dette interessante non-patenterede udsagn med på dagsordenen, når der er moppeknald på en udvalgt DK-matrikel og profiler med ulige endenumre i cpr-kæden centrifugeres.
    Det forstås, at Bjarne ikke havde ringet ved dead-line, men så er det godt, at skribenten selv er klarseer i denne myldretid af spermatozoer og fertilitetsudfordrende varianter. 😉
    “Slægt skal følge slægters gang”, som (Inge-)man(n) så rigtigt og massivt logisk skrev engang. I samme anledning må vi læsere så håbe, at det går hovedpersonen Aller-bedst såvel i graviditeten som forløsningen til en ny slægt.

  2. Erik…jeg er ikke glad når dine kommentar er sjovere og mere formfuldendt og indholdsrig end mit indlæg. Men…den følelse varer kun et kort øjeblik, for så tænker jeg: mon ham Ehu kunne have lavet så smuk en kommentar uden inspiration fra det bagvedliggende forlæg?
    Vel næppe, trøster jeg mig så med…vel næppe 🙂
    Tak.

  3. Jeg må erklære mig fuldstændig enig med “susling” – det er dog et herligt indlæg. Det er så skønt, når en blogger kan lege med ordene! Efter at jeg har taget testen på “Gang i Sproget” tror jeg, jeg har lært at det hedder “mega lol”, når man sådan sidder og griner højt for sig selv.

  4. 🙂
    … mænd med fedtede plasticskilte om halsen […] Lige midt i makrelsalaten. Eller en drøm.
    Jeg åbnede i hvert fald ikke.
    Forstået. eller UnderForstået. Her skal ikke les for meget.

  5. Donald…jeg elsker underforståelse med overtoner. Kan man orkestrere det med et vist hånde- og åndelag, så kan det tangere gudsbenådet sludder. På det HELT lavpraktiske plan, så var plasticskiltene fedtede…eller også var min dørspion ikke poleret for nylig. Jeg flyttede jo også, men det var ikke kun derfor 🙂

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s