Monthly Archives: oktober 2010

jordforbindelse

først nu går op for mig, og den indsigt gør at jeg godt kunne sætte punktum og begynde på en ny sætning, for der er jo en grund til at jeg i lang tid har været forsigtig med den lille sorte prik, som fylder mindst blandt skrifttegn og bogstaver og har den største effekt på betydningen af ordene før og efter, men hvis man ikke selv sætter det kan det komme bag på én, og man bruger uforholdsmæssig lang tid på at lære at leve efter tiden hvor det blev sat, som om man stadig er i tiden hvor det sættes, som om det samme punktum hver dag bliver sat med en lidt for spids fyldepen, så der åbnes et friskt lille hul, hvorfra det siver næsten umærkeligt, og man forledes til at tro at man er nødt til at leve med det på den måde man ellers kun ville forholde sig hvis det gav et uventet jag, et stik, som hverken er farligt eller hårdt, men lige præcis nok til at man ikke kan lade være med at bøje sig, stå og gå en anelse foroverbøjet uden at lægge mærke til det, og til sidst er man så vant til smerten at man ubevidst overføres til faldefasen, som ikke kan siges at være attraktiv, snarere noget som begynder med ynk og ender på lig

Bye Bye Buyuksehyr

Jeg er lige nødt til at afbryde rækken af punktumløse rablerier, for der er sket noget dybt besynderligt.

For sjov har jeg i et par uger fulgt resultaterne i den bedste tyrkiske fodboldrække, efter at jeg tilfældigt fik øje på en blinkende stilling i kampen mellem klubberne Eskisehirspor og Buyuksehyr i Politikens resultatservice.

Især Buyuksehyr er et hold, hvis navn lyder så sjovt at jeg har taget det til mit hjerte. Men det skal man åbenbart være forsigtig med, for nu er klubben forsvundet fra oversigten over Turkcell Süper Lig.

PIST VÆK!

Godt nok er det Allehelgensdagsaftenshalloweenhalløj og alt det jazz dér.

Men alligevel… 

kors i hytten

når både dyr og mennesker kommer til mig helt af sig selv og jeg må spise tunge for ikke at spørge dem lige ud om de skal korsfæstes, for hvis de skal, så skal de dreje til venstre nede for enden og kun tage ét kors hver, men det er jo noget fis, især fordi dyr ikke forstår den form for humor, og fordi der trods alt er en grænse for hvor morbid jeg tør være når det kommer til stykket, så i stedet dømmer jeg levende og døende uden at sige noget, ikke ret meget i hvert fald, vel vidende at hvis jeg for alvor sagde noget, så ville den første reaktion være at de fik øje på det kors jeg bærer, og det er ikke noget ridderkors, mein freund, der skal snarere et kraftigt korset til at holde det oppe, men hvis jeg ikke sørger for at bevæge mig fremad hele tiden, så tynger det mig i knæ, og ned skal man jo nok komme, det ved enhver, så hvor skal man falde og hvorfor skulle hun lige komme ind af den dør i samme sekund som jeg nærmede mig den, for på den måde kunne jeg ikke undgå øjenkontakt, hvilket gør ondt, ondt, ondt og det skal selvfølgelig gå ud over nogen, så den står på massemord mod umælende og uskyldige væsener

årsunge

nu af skal bollen så væk i landets næststørste by, og det optager mig så meget at jeg er nødt til at gøre noget, men jeg er i tvivl om hvad der er rigtigt, for jeg er jo ingen årsunge længere, og lige præcis det udsagn, som kunne gøre mig til forfatter lige som ham jesusnordmanden med de seks gange seks hundrede kampklare sider om hvad han fik til middag som ung og hvem han giftede sig med i fredags, skurrer så fælt i mit hoved at jeg ikke kan sidde stille, for så bliver jeg mølædt, og selv om det i givet fald og set udefra ville være rasende underholdende i de to-tre år den slags vel tager, så er det ikke den rune jeg vil riste på issen, og udover at det vel ville gøre nas at blive spist af møllarver, så skal der ganske andre boller på min indre suppedas, for ikke siden jeg i firserne var på vildsvinetur tæt på bloksbjerg sammen med en flok dobbelte halvstik fra asaa, har jeg spekuleret over hvorfor disse jyder kom lige netop derfra og hvorfor de så ikke brugte bollevarianten, men det gør jeg nu, altså spekulerer, og det er jeg langtfra færdig med, tværtimod, så vær beredt

medium

når man i forvejen opfatter alting og sig selv sådan forholdsvis medium, ikke sandt, ikke ret meget mere end niveauet lige over hjemmebagt leverpostej, godt og vel, og derfor er det noget nær en mirakuløs velsignelse at der findes mennesker som ham chokoladeprofeten i ålekisten, selvom jeg måske nok synes det er lige clairvoyant nok at opkræve 500 kr. før den første konsultation, men det er nok fordi jeg ikke forstår alle de bølger og zoner som skal aktiveres for at han kan bringe mig sammen igen med hende jeg elsker, det kan han nemlig, og det er jeg ret imponeret over, mest fordi hun og jeg ikke engang har været sammen endnu, men den slags småting er nok slet ikke nogen forhindring for sådan en vismand, der har været i gang med uddannelsen siden han var syv år, jeg mener, det er da kun et tegn på kvalitet, for nu for eksempel mig, ikke sandt, jeg gik to år i hver klasse for at få det hele med og jeg er som sagt ikke nået længere end til at være sådan medium i det hele taget, hvorimod professoren som sådan er seriøs medium, hvis man ellers skal tro annoncen i lokalavisen, og hvorfor skulle man egentlig ikke kunne det hen over en plade marabou, spørger jeg bare, uanset om der er nødder at knække undervejs, men så koster det nok endnu mere ekstra før konsultationen, hvem ved, og man vil jo nødigt stikke ham en plade, vel

ghetto uden kurver

halvvejs op på tingbjerget i jagten på en plan ghetto, men hver gang jeg får øje på bygmæssig bebyelse, der kunne minde om et sådant område, er det enten kurvet eller lettere dansende, undtagen bellahøj, som er på toppen i enhver forstand og desuden har byens bedste sandalbutik, i hvert fald ifølge den anden munk, men jeg kan ikke komme tæt nok på til at bedømme det mere præcist, for pludselig er jeg afskåret fra den rette vej af en omkommende strøm af drønende metal samt to pile til venstre, men det er vel at foretrække i forhold til at blive omskåret med glødende metal af de to afsporede typer til højre, så jeg stryger topsejlet og gemmer kasketten i kindposen, nej vindposen, selvfølgelig, og går til venstre iført et stort smil idet jeg sagtens kan se over på den anden side, hvor mit nyfundne fodboldfix venter, og jeg kan ikke vente på det grønne sus som kan få ethvert boligområde til at flytte sig

en anden eng

kan ikke have sin rigtighed, når man dagen derpå er gået den selv samme vej omvendt igen, desuagtet at vejret er borderline overnaturligt, jeg mener, det er klart det er klart, sådan er oktober jo ind i mellem, og pænt ser det ud, selv udefra, men hvad nytter det med koboltblå himmel og eksploderende blade når det eneste man bliver budt på ruten er en utterslev andeeng, hvor enderne dårligt nok mødes og ænderne feder den med indtrukne ben, som om de nyder at kommunale dyr ikke er omfattet af aktiveringsreglerne, fnys, næh tak, så hellere en anden eng som hverken er sumpet eller sejler i understrukturen, for det er ikke særligt sjovt at nå frem til køleboksen på torvet, vel vidende at man denne gang har adækvate betalingsmidler parat, for blot at kunne konstatere at der ikke er flere hvidløgsskinkestege, men måske var jeg også mere påvirket i hovedet af tårerne for frygt end hvad godt er, og han har altså også lidt for tykke læber, ham kødbamsen, der synger, med krøllerne

hus forbi

holdt hun for rødt ud for mosehuset, lagenloppen med afsikrede solbriller i sin sammenpressede citroën, mens jeg på afstand missede med øjnene i jagten på endnu en hvidløgsskinkesteg, og jeg er sikker på at den lille røde og jeg kunne være blevet mere end lykkelige, endda sammen, men det eneste signal jeg fik var grøn mand gå, og sådan sagde jeg farvel til animalsk og humant udbytte af dagens udskridning, som dog havde givet det klareste fodboldfix med dobbeltdragesyn og søsyge baner, også selv om jeg stod stille, men det gør vi ellers nødigt, vi hvide blege fredelige mænd som ved at vi er lidt for fede, ikke sandt, men vi var fede på den fede måde i halvfjerdserne, som vi ikke kan huske og som vi nærmer os påny, bare omvendt og hver for sig i direkte oktobersol, og på en lidt anden måde end den som kan kaldes rock and roll en formiddag på brønshøj torv, uden dankort

far ta’r toget

det havde hængt nede i tørrekælderen i flere uger og kedet sig, men lige så snart jeg så finder ud af at det er min datters og vil hente det op for at bringe det til hende på efterskolen, som en lille spøjs søndagssurprise efter at hun har fortalt mig i telefonen at hun ikke har noget skiftesæt, så er det der pludselig ikke længere, men det var ikke det mærkeligste, for da dobbeltdækkeren var nået et par zoner ud i mørket kom der en decideret uhyggelig mand op på første sal, ja nu tror du sikkert jeg overdriver for effektens skyld, men han kan ikke overdrives, med sin høje hat på hovedet og sine gentagne oprejsninger fra siddepladsen fulgt af alt for glade smil og, jeg sværger, små stive prøvesving i midtergangen som om han stod på attende hul i the open med et birdieputt for sejren, og jeg blev et kort øjeblik alvorligt bange for hvad han ret beset var for een, men frygten forsvandt efter de mange taknemmelige kram fra en glad datter, som sover sødt nu, håber jeg, mellem udbragt dynebetræk og friskt pudevår, og så kan mørkemændene sætte nok så mange plakater op om at det er klamt at blive ramt, det må de selv om, skulle jeg hilse og sige fra de ensomt pulserende blå lamper på perronerne, der venter og venter på det rejsekort som aldrig kommer, og i øvrigt stod ham med hatten af i roskilde

recepten

havde det så bare været en enlig svale, men det var en sort svane jeg stod med på gaden, og det er jo ikke lige det man forventer at lægen skriver ud, vel, jeg mener, der må da være nogle opskrifter på hvad man må udlevere, i hvert fald mod ledsmerter, bortset fra at der rent faktisk fulgte opskrifter med svanen, uden at det skal blive alt for pyroteknisk, men alligevel, ikke sandt, for jeg ville da også søge læge hvis jeg først havde været en lille slem ælling, kan man sige, men jeg forstår ikke hvorfor jeg skal blandes ind i det på den måde, når det trods alt var mig som havde fået tid fem minutter i tolv hos lægen, som i øvrigt aldrig har kittel på, kommer jeg i tanke om, måske blænder den patienten under synsprøven, hvad ved jeg, men han har vel forsøgt at møde mig på et niveau jeg kan forholde mig til, springfinger eller ej, og måske mener han at det vil være god genoptræning at plukke nogle idéer fra svanen, det er sikkert god latin i hans bog, men foreløbig står den i min fars gamle bogskab, det er jo en fredet fugl, ikke sandt, i hvert fald de knoppede af dem, og han blev trods alt ni-og-halvfems, min farfar altså