Vi er på vej

Han går så langsomt at jeg er nødt til at kontrollere det. Jeg er forlængst nået hen til busstoppestedet, mens han har seks-syv meter tilbage. Det går op for mig at jeg må have passeret ham undervejs. Har han også været i bycentret?

Hans placering er problematisk. Meget tæt på kantstenen. Han er måske sidst i tresserne. Lærredstaske. Buskort i snor. Morgenhår, selv her midt på eftermiddagen. Flade bløde sko. Han er i kæntringsfare, men er ikke beruset, vurderer jeg. Balanceproblemet er sygdomsrelateret.

Da han endelig når hen til mig, ser jeg hans meget levende og mørke øjne over runde kinder. Han vil vide om bussen er på vej. Kommer den nu, spørger han venligt med en meget lille og fin stemme. Jeg bekræfter smilende og prøver at se rolig ud.

Han skulle bare vide hvor urolig jeg er for ham.

Hun har slidte blå maosko udenpå korte røde strømper, som igen sidder udenpå nogle blanke strømpebukser. Tempoet er så forsigtigt at jeg næsten ikke kan holde ud at se på hende. Hun er meget gammel. Tyndt ansigt. Få hvide hårtjavser. Vi skal begge med bussen. Hun kan næsten ikke stå oprejst.

Det er alderen. Hun er ikke påvirket af andet. På kanten af skraldespanden hviler hun sit lille legeme. Så kommer bussen i det fjerne. Jeg forstår med det samme, at hun ikke vil kunne nå hen til indgangesdøren i tide. Det må jeg være mand for.

Den kulsorte chauffør stirrer måbende på mig. For anden dag i træk står jeg på dørtrinnet i en bybus og vil hverken ind eller ud. I går den gamle lærredsmand med bløde øjne, i dag ældgamle lillemor. Hun er kun lige kommet op at stå.

Bussemanden vifter til mig som en anden vinkekrabbe. Han vil have mig ind. Jeg hører meget høj musik i ørerne, men forstår ham så udmærket. Uden at fortrække en mine peger jeg diskret på kvinden, der nu er to-tre skridt fra døren.

Chaufføren er vred. Nu svinger han med hele armen. Jeg peger igen, stadig uden at forandre ansigtsudtryk. Han vil ikke finde sig i min fysiske blokade. Hun trækker sig op i bussen med stor anstrengelse. Jeg følger med. Døren lukkes.

Nu kommer det værste. Den langsomme kvinde har samme livsfarlige udfordring som de gamle mand fra dagen før. De skal fra indgangen og helt hen til en sikker siddeplads, inden rykket fra bussens igangsætning sender dem kurende hen ad gulvet til et sikkert hoftebrud og/eller kraniebrud.

De når det. Begge to. Med lidt hjælp. Jeg skynder mig hjem, selvom jeg ikke har travlt og intet skal nå. I mit liv kan jeg stadig skynde mig. Løbe. Hoppe. Flygte. Danse. Sparke.  

10 kommentarer til “Vi er på vej

  1. Var for nylig igen i Bjergets område. Så adskillige typer, der matcher ovenstående beskrivelse. Forøvrigt også Movia-chauffører ;-).
    Mange nedslidte typer af forskellige aldre og pensionstyper befinder sig i Kbhvn. NV og Kbhvn. SV. Det illustrerer med al tydelighed, at det IKKE er attraktivt at blive gammel i en storby. Det er mimretid around the clock for sådanne cpr-numre, der ofte kun har en lokal varmestue eller en Røde Kors besøgsven som “nærmeste pårørende”.
    Din basale fine humanistiske indstilliing og “norske portørbaggrund” hjalp de to mennesker…med eller uden morgenhår!

  2. Erik…tak for det. Egentligt er det jo utroligt at typer som de to overhovedet tør tage bussen. Eller bare gå udenfor. Men omvendt…hvad har de at miste, som de ikke allerede har afgivet? Har de noget valg? Næh. Så meget mere beundrer jeg deres mod, og frygter for deres skæbne når jeg kommer tæt på dem.
    Og ham buschaufføren…jamen altså…han må have været stresset i forvejen. Det er ikke altid let at være buschauffør.
    Sejt at du husker at jeg har været portør i Oslo 🙂

  3. Der er meget din gamle far har gjort – og ikke gjort – som du først nu er ved at udvikle et begrebsapparat til at kunne forholde dig til, min gode datter. Noget siger mig dog, at du i dette tilfælde drejer mig en lille knap. Og den type knapper må der aldrig være knaphed på.
    Kender du f.eks. ikke historien om de gamle senge og nye senge ved elevatordøren, og den sengeliggende patient som pga lungebesvær trak vejret som om han sagde HE-HE-HE-HE…hele tiden?

  4. Tak, Lupo…jeg gør det for 51%’s vedkommende for min egen skyld, fordi jeg ved at jeg ikke vil kunne holde mig selv ud, hvis jeg bare lader dem styrte om. Det er dybt provokerende at se hvor skrøbelige de er. Jeg har været gennem mange år, hvor min mor var skrøbelig, og når jeg møder en med begrænset holdbarhedsdato på gaden…så mærker jeg frygten i maven igen. Og er faktisk lettet over at den tid er forbi. Men turen kommer måske til mig selv…og så må man jo håbe at der er en ung mand i begyndelsen af 50’erne, der vil støtte mig 🙂

  5. Hvor er jeg glad for at der findes mennesker som dig BO – og samtidig sidder jeg og bliver helt flov over, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har hjulpet en ældre medborger op i bussen; jeg trøster mig med, at jeg altid overlader min siddeplads til ældre og gangbesværede.

  6. Hanne…jeg kan kun gentage, at jeg mestendels gør for min egen velbehageligheds skyld, for jeg orker ikke at opleve at et svageligt menneske vælter og falder og kommer alvorligt til skade. Jeg vil hellere hjælpe end risikere at de falder. Buskørsel er ikke helt nemt, når man er dårligt gående.

  7. Hehe… Som her i nærheden af garagen, hvor der bor en ung pige, alene. Vi forsøger at være hende venligt behjælpelig i hverdagen – og håber så, at nogen vil være det ved vores pige ovre i Valby 🙂
    “meget levende øjne” – jaaa, det havde min gamle far også lige til det sidste.

  8. Lupo…der er gode mennesker landet rundt. Med liv i øjnene og overskud til andre. Og vores piger skal have det godt. Det er der ikke to meninger om 🙂

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s