mestermøde på østerport

og derfor blev jeg også så glad da det gik op for mig at det var mesters glade forbikørende ansigt jeg havde set, for hvordan kunne han vide at jeg skulle gå efter midterrabatten lige på det tidspunkt, men jeg nåede da heldigvis at vinke tilbage mens han stadig kunne se mig i sit sølvgrå bakspejl, og da havde jeg allerede været ude at gå i over en time under den himmel jeg hele tiden sagde hej til, mens jeg gik rundt blandt komponisterne for at få lidt visuel kontrast til den popmusik jeg havde i hovedet, helt frivilligt selvfølgelig, og der var oktoberlys ud over det hele, selv i porten med psykiatrisk vikartjeneste hvor jeg ikke havde været før, heller ikke som vikar, så jeg blev ikke specielt alarmeret ved synet af det ene bur efter det andet med børn i, glade børn, vel at mærke, men jeg var også mere optaget af at spejde efter et hul i hegnet i hjørnet ved banen modsat gasværket, og jeg fandt det først da jeg kom tilbage fra den modsatte side efter at have været hele vejen rundt og ud af et andet, hvilket må siges at være lidt af en omvej til erkendelsen af hvor vanddrivende vandring også kan være, og jeg ville sådan ønske at den skæve hvide dame ved museet hava tænkt på det inden den rigtige fugl med svanemærkede unger slog klik for hende, men okay, det er hendes sang og den vil jeg ikke nynne med på nu hvor jeg er så glad for at have mødt ham med bøjningsjern og hamborgbeslag og søster og handicap, ja altså i golf, ikke sandt, det sidste altså

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s