medium

når man i forvejen opfatter alting og sig selv sådan forholdsvis medium, ikke sandt, ikke ret meget mere end niveauet lige over hjemmebagt leverpostej, godt og vel, og derfor er det noget nær en mirakuløs velsignelse at der findes mennesker som ham chokoladeprofeten i ålekisten, selvom jeg måske nok synes det er lige clairvoyant nok at opkræve 500 kr. før den første konsultation, men det er nok fordi jeg ikke forstår alle de bølger og zoner som skal aktiveres for at han kan bringe mig sammen igen med hende jeg elsker, det kan han nemlig, og det er jeg ret imponeret over, mest fordi hun og jeg ikke engang har været sammen endnu, men den slags småting er nok slet ikke nogen forhindring for sådan en vismand, der har været i gang med uddannelsen siden han var syv år, jeg mener, det er da kun et tegn på kvalitet, for nu for eksempel mig, ikke sandt, jeg gik to år i hver klasse for at få det hele med og jeg er som sagt ikke nået længere end til at være sådan medium i det hele taget, hvorimod professoren som sådan er seriøs medium, hvis man ellers skal tro annoncen i lokalavisen, og hvorfor skulle man egentlig ikke kunne det hen over en plade marabou, spørger jeg bare, uanset om der er nødder at knække undervejs, men så koster det nok endnu mere ekstra før konsultationen, hvem ved, og man vil jo nødigt stikke ham en plade, vel

2 kommentarer til “medium

  1. Der henvises venligst til min kommentar i “hus forbi” pr. 25/10/10. Men substansen af ovennævnte indlæg udgør en nødvendig addition efter at have strakt grinemusklerne helt ud:
    17ente generation af “Chokoladeprofeten” og hans forretningskoncept er noget af en nøddeknækker. Beo´s sprogtalent og sublimt udviklede sans for (selv) ironi er smagfulde ingredienser i ovennævnte servering af en alternativ pressemeddelse.
    At kommentatoren har mødt (og fortsat er overbevist om eksistensen af) clairvoyante med substans, skal blot tilføjes. Men næppe i Movia-trafikzonerne af den laaaaaaaaaange Aalekistevej.

  2. Ehu…jeg lover at gemme annoncen fra lokalavisen, så du kan se den. Jeg tror ikke et hak på clairvoyance, men det behøver jo ikke at betyde at der ikke kan komme en masse godt ud af denne form for verdensanskuelse/relation. Lidt lissom Professor Sløks skønne forkyndelse af den kristne tro: “Gud tror på dig, og så er det mindre vigtigt for Ham om du tror på Ham” (citeret efter hukommelsen).

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s