Monthly Archives: oktober 2010

andskræk

den store sø med dunhammere og daggamle damer og opholdspontoner i lyst træ langs bredden, hvor man kan opholde sig lige så længe man vil, og jeg har det svært med at gå forbi sådan en ponton når den nu engang er sat i verden for at jeg skal forlade gangstien og søge hen imod den, ikke sandt, så for en god ordens skyld går jeg engang imellem hen og opholder mig på dem, men aldrig så snart er jeg begyndt at opholde mig før ænderne flygter længere ud i søen mens det lyder som om de morer sig, hvilket ikke kan siges at være den dybere mening med en naturoplevelse, vel, og fiske må man heller ikke, selvom det kunne være hyggeligt, hvem ved, men der står på et skilt at fiskeri uden tegn og badning er forbudt, og hvem fanden vil da også bade her midt i oktober, jeg mener, det er i forvejen ikke nemt at holde varmen hvis man står helt stille med en løftet stang, og fiskene har det nok heller ikke altid lige nemt i sådan en kommunal sø, hvor det sikkert er svært at vælge hvor man skal svømme hen, måske  

farlige vejæbler

for når de matte mænd ryger inde i hovedet og det blæser meget kraftigt udenfor, så kan det kun være efterår, sagde jeg til kvinden på postboksen, men hun tager kun imod mailbesked og desuden brød jeg mig ikke om hendes efternavn, der flagrede i vinden i en slags cut up teknik og dermed bidrog til at nedturen fik en flimrende karakter, som i sin tur fik en gammel computer til beskæmmet at presse skærmen ned i det våde græs foran et farligt hus på støvnæs allé med skriftlig hundetrussel, så jeg satte tempoet op, hvilket jeg ofte gør når jeg går tur med mig selv og spekulerer på om jeg måske burde have snor på, men det ville der nok kun være et decideret krav om hvis jeg luftede mig selv, og det syntes jeg ikke jeg gjorde i dette tilfælde, trods blæsten, men inden jeg nåede at beslutte mig endegyldigt for om der var tale om det ene eller det andet, måtte jeg panikundvige for et vejæble, der lå lige foran mig på gulkløvervej langs min ellers snorlige rute, og så siger man at frugt er sundt, men jeg siger velbekomme, gør jeg

ung mand med ung sommerfugl

så jeg er nødt til afbryde turen for at få fortalt om den unge atlet med en målerlarve på underarmens overside i rundkørslen hos ham med hundene og anorakken, der ellers er mest er kendt fra indlandsisen og som normalt står nede på vejen ved kysten og kigger østpå, faktisk lige der hvor jeg engang tog på udflugt med hende den rødhårede fra pigegangen fordi jeg sagde hun skulle møde en af mine venner, hvilket jo var en gammel løgn, men hun tog det som en mand, på en måde, og senere viste det sig at hun bestemt ikke manglede hverken mod eller hjerte, for hun fik fem børn og gjorde en masse godt for mange andres børn, der ikke kunne tage på udflugt af årsager som de ikke talte ret højt om, og måske er det en af dem, der er blevet til sten og står i den der rundkørsel og kigger på larven, rent bortset fra at han vistnok er lavet af et lidt mere kostbart materiale, lissom larven, og ingen af dem har i øvrigt tøj på, men det ville jo også se åndssvagt ud på en larve, ikke sandt, selv om den er ret laber som den er, og jeg ved heller ikke hvad den ser i ham atleten, for han er ifølge mine oplysninger næsten hundrede år, men man kan jo nå langt med en bronzegylden krop, det må man lade ham eller lade ham være

Tre plus een

Forleden fredag skulle jeg beværte min tre nærmeste, bedste og længst varende venner fra ungdommens tid. 

Flere uger forinden kastede jeg mig ud i en hysterisk forberedelsesfase som førte til de mest paniske, ja næsten rørende overspringshandlinger.

Jeg flyttede rundt på møbler og gjorde rent i hjørner og sprækker, der ikke findes. Sendte lange optaktsmails til gæsterne. Lavede om på menuen flere gange. Angsten for at lave mad til gæster, som helst skal komme nogenlunde uskadte hjem til deres kære bagefter, gjorde mig næsten syg af bekymring.

Aftenen forløb såmænd aldeles hygsomt. Tilbagemeldingerne var lovsyngende. Især den polstrede rygekupé på altanen med indlagt tv-skærm blev nævnt. 

Nu bagefter er der to ting, jeg især vil huske. For det første er jeg nærmest barnligt lykkelig over at jeg nu kan takke ja til de næste 5-10 invitationer fra dem, uden at have dårlig samvittighed. De laver vidunderlig mad. Hurra.

For det andet var det bemærkelsesværdigt at jeg havde tre eksemplarer af vigtige ting. Tre ens rødvinsglas. Ikke fire. Tre ens tallerkener. Ikke fire eller fem eller tolv. Nej, tre. Tre ens cognacglas. Ikke flere. Ølglas. Gafler. Portvinsglas. Tre.

Jeg synes det er tankevækkende at jeg har tre ens af de ting, når tre gode venner skal på besøg. Der var endda tre dusin frikadeller og tre kilo kartoffelsalat. Jeg har det med at overdrive den slags.

Portugal scorede desværre også tre gange på tre ens danske forsvarskoks. Men efterhånden som vi fire venner bliver ældre og ældre, så er fodboldkampen kun den officielle årsag til at mødes og tale om vigtigere ting.

Livet, døden, kærligheden.
Børnene, konerne, cheferne.
Ryggen, leveren, tænderne.
Fortiden, fremtiden, friheden.

Den slags. Og mit lykketal er forresten 3.

Ikke altid lige NemID

Debatten om det nye identifikationssystem er godt i gang. Jeg har allerede tilmeldt mig og brugt det en hel del gange. Det funker fint, synes jeg.

I disse dage vises oplysende tv-spots, som skal få danskerne til at tage positivt imod NemID. Jeg måbede, da jeg så en af dem.

En kvinde i fyrrerne med viltert krøllet hår logger på og af både hjemme og ude, Til sidst smiler hun.

Jeg kender den kvinde, der spiller den kvinde. Hun er tv-tilrettelægger, og jeg arbejdede sammen med hende i en kort periode sidst i firserne på en københavnsk lokal-tv station. Vi var reportere/programmedarbejdere.

Hun var en type, som jeg har det svært med. Meget direkte, meget sikker på egne kvaliteter. Ultraseriøs, dvs. kritisk holdning til mange samfundsforhold. Højlydt, Mere maskulin i sin kommunikationsform end summen af mænd i redaktionen.

Sidste år skrev jeg til hende og fortalte hvor meget jeg hadede og frygtede hende dengang. Hvordan hun efter min erindring altid reagerede med et uforstående surt fjæs på mine skæve og humoristisk vinklede forslag.

Hun svarede, at hun var ked af at jeg havde opfattet hende sådan. At det ikke havde været hendes mening at være efter mig. At jeg har ret i, at hun altid har været en type, der ikke er bleg for at gå foran.

Nu skal hun så være den, der skal få alle danskere til at tro på at man kan være sikker på hvem man er, når man logger sig ind på vigtige hjemmesider via NemID.

På NemID’s hjemmeside sidder hun oppe i øverste højre hjørne. Hun har et sødt smil. Faktisk.  

stille nu min ven mig

i bussen, nej, allerede ved synet af stoppestedet flere dage før jeg skulle af sted, mærkede jeg hvordan detaljerne glædede sig til den dag jeg nu kan se tilbage på, så da jeg kom op til overfladen på torvet, hvor jeg i øvrigt engang gik ind i en anden bus med et frugttræ til en helt tredje kvinde, bemærkede jeg mig det pludseligt kradsende tøjmærke i siden og da jeg kiggede ned var det ene bukseben ved at blive trådt under fode, og havde jeg haft et håb om at seancen skulle blive til at have med at gøre, bare fordi jeg havde tænkt over den på forhånd og forestillet mig hvordan den kunne forløbe, så blev jeg hurtigt budt velkommen til virkeligheden ved synet af en uventet ekstra udfordring som jeg ikke var forberedt på og som gav mig en stærk trang til at gå hen til den nærmeste skraldespand med mine knirkesko, så jeg kunne liste videre uden at støde ind i et blik eller runde et hjørne og støde ind i en skygge

otto på amerikas plads

skulle du ikke tro mig, så kan du jo bare selv tage derind, for jeg har ikke i alle mine livspændte dage set noget lignende, jeg mener, der må da være grænser for hvad et hus må sige til dem, der går forbi, og havde det så endda været ham hesteslagterens hus, som jeg passerede på den første del af turen, et blødt bøjet og smukt svunget byggeri som kæler med fundamentet og hvor det ser ud som om taget er på syre, men det hus var det ikke, og jeg ved ikke andet om det omtalende hus end at der stod Gylfe på det, højt og tydeligt, med guldbogstaver, og lige meget hvor hårdt jeg skruede oversætterøreklapperne fast blev det ikke anderledes, hvilket er grov gumlekost når man kort forinden har været i øjenhøjde med en libysk ambassade og et opbevaringsværdigt offentligt mågodtland, og så gælder det sandt for dyden at sige om at mande sig op når målet er et vekselmøde med Fru X iført gult kædebrev, hvis du ellers er med på at jeg lige tager mig en lille frihed der til sidst, inden jeg tjekkede menukortet på min egen restaurant som jeg ikke engang kendte eksistensen af, og sådan kan man jo hurtigt komme til at stikke piben ind i det døve øre, ikke sandt

mestermøde på østerport

og derfor blev jeg også så glad da det gik op for mig at det var mesters glade forbikørende ansigt jeg havde set, for hvordan kunne han vide at jeg skulle gå efter midterrabatten lige på det tidspunkt, men jeg nåede da heldigvis at vinke tilbage mens han stadig kunne se mig i sit sølvgrå bakspejl, og da havde jeg allerede været ude at gå i over en time under den himmel jeg hele tiden sagde hej til, mens jeg gik rundt blandt komponisterne for at få lidt visuel kontrast til den popmusik jeg havde i hovedet, helt frivilligt selvfølgelig, og der var oktoberlys ud over det hele, selv i porten med psykiatrisk vikartjeneste hvor jeg ikke havde været før, heller ikke som vikar, så jeg blev ikke specielt alarmeret ved synet af det ene bur efter det andet med børn i, glade børn, vel at mærke, men jeg var også mere optaget af at spejde efter et hul i hegnet i hjørnet ved banen modsat gasværket, og jeg fandt det først da jeg kom tilbage fra den modsatte side efter at have været hele vejen rundt og ud af et andet, hvilket må siges at være lidt af en omvej til erkendelsen af hvor vanddrivende vandring også kan være, og jeg ville sådan ønske at den skæve hvide dame ved museet hava tænkt på det inden den rigtige fugl med svanemærkede unger slog klik for hende, men okay, det er hendes sang og den vil jeg ikke nynne med på nu hvor jeg er så glad for at have mødt ham med bøjningsjern og hamborgbeslag og søster og handicap, ja altså i golf, ikke sandt, det sidste altså

Vi er på vej

Han går så langsomt at jeg er nødt til at kontrollere det. Jeg er forlængst nået hen til busstoppestedet, mens han har seks-syv meter tilbage. Det går op for mig at jeg må have passeret ham undervejs. Har han også været i bycentret?

Hans placering er problematisk. Meget tæt på kantstenen. Han er måske sidst i tresserne. Lærredstaske. Buskort i snor. Morgenhår, selv her midt på eftermiddagen. Flade bløde sko. Han er i kæntringsfare, men er ikke beruset, vurderer jeg. Balanceproblemet er sygdomsrelateret.

Da han endelig når hen til mig, ser jeg hans meget levende og mørke øjne over runde kinder. Han vil vide om bussen er på vej. Kommer den nu, spørger han venligt med en meget lille og fin stemme. Jeg bekræfter smilende og prøver at se rolig ud.

Han skulle bare vide hvor urolig jeg er for ham.

Hun har slidte blå maosko udenpå korte røde strømper, som igen sidder udenpå nogle blanke strømpebukser. Tempoet er så forsigtigt at jeg næsten ikke kan holde ud at se på hende. Hun er meget gammel. Tyndt ansigt. Få hvide hårtjavser. Vi skal begge med bussen. Hun kan næsten ikke stå oprejst.

Det er alderen. Hun er ikke påvirket af andet. På kanten af skraldespanden hviler hun sit lille legeme. Så kommer bussen i det fjerne. Jeg forstår med det samme, at hun ikke vil kunne nå hen til indgangesdøren i tide. Det må jeg være mand for.

Den kulsorte chauffør stirrer måbende på mig. For anden dag i træk står jeg på dørtrinnet i en bybus og vil hverken ind eller ud. I går den gamle lærredsmand med bløde øjne, i dag ældgamle lillemor. Hun er kun lige kommet op at stå.

Bussemanden vifter til mig som en anden vinkekrabbe. Han vil have mig ind. Jeg hører meget høj musik i ørerne, men forstår ham så udmærket. Uden at fortrække en mine peger jeg diskret på kvinden, der nu er to-tre skridt fra døren.

Chaufføren er vred. Nu svinger han med hele armen. Jeg peger igen, stadig uden at forandre ansigtsudtryk. Han vil ikke finde sig i min fysiske blokade. Hun trækker sig op i bussen med stor anstrengelse. Jeg følger med. Døren lukkes.

Nu kommer det værste. Den langsomme kvinde har samme livsfarlige udfordring som de gamle mand fra dagen før. De skal fra indgangen og helt hen til en sikker siddeplads, inden rykket fra bussens igangsætning sender dem kurende hen ad gulvet til et sikkert hoftebrud og/eller kraniebrud.

De når det. Begge to. Med lidt hjælp. Jeg skynder mig hjem, selvom jeg ikke har travlt og intet skal nå. I mit liv kan jeg stadig skynde mig. Løbe. Hoppe. Flygte. Danse. Sparke.