Monthly Archives: november 2010

snublende tæt på et nyt forhold

falde for nogen, for den trang kan jo sagtens komme over een, også selvom det er så koldt at sætninger kan ses i luften længe efter at man har sagt dem, men jeg har været i tvivl om hvem jeg skulle lægge et godt ord ind på, jeg mener, det kunne være den lyshårede fra bowlingklubben eller hende i lygtebutikken med den ubegribelige barm, lange lollandske lone eller den bornholmske bunsenbrænder, bortset fra at jeg godt ved at man skal vogte sig for gamle flammer, men der er jo også den finske komponist med halvnodepausen mellem fortænderne, ja, ja, hende som vistnok lige har komponeret et værk for orkester og bordlampe omhandlende dagligdagen for en svensk sumpvorteplante, såmænd, men da jeg så endelig faldt, og det gjorde jeg, så skete det uden varsel og kom som et chok, lissom i sangen, ikke sandt, og så kan det jo ikke være mere banalt, skulle man kunne synes, men der må være en kant og det var der også, på kongens nytorv, da jeg kom trampende i stiv frostkuling med tre muleposer og en ubændig trang til at nå hen til metrostationens elevator inden den blev suget ned i dybet, men det er en dårlig ide at fokusere så intenst på noget tyve meter væk når der ikke er noget gadelys og man har de stornæsede vinterstøvler på, for så ser man ikke kanten før man falder for den, stol på det, og jeg smed stænger og poser til himmels lige på stedet og lavede det sygeste styrt i mands minde, og eneste der blev beskadiget var selvfølelsen på grund af de unge mennesker som ilede til og spurgte i en alt, alt for bekymret tone om jeg var okay, for hvad skulle jeg svare, spørger jeg bare, noget med kærlighed, måske, om kærestenød og albuestød, for lige gør det i hvert fald pissenas, i armen, altså, foreløbig   

Reklamer

har du talt med din termokande i dag

heller ikke den dybere filosofi i at en hel hovedstad trækker en iskold dyne hen over sig selv og tror, at hvis bare man lukker øjnene og forholder sig helt stille så sker der ikke noget, men der er jeg nødt til at sige at den taktik er livsfarlig, simpelthen, og beviserne tårner sig da også op og maser sig frem på en lang rådden række, jeg mener, hvordan skal man ellers tolke nyheden om at de københavnske søer lider af vandpest, jeg mener, vandpest, bvadr, og hvilke andre erfaringer kan man trække ud af mødet med to i øvrigt sunde og raske unge mennesker, hvor den ene siger at nu er hun simpelthen så ensom at hun kunne skrige og den anden påstår at han har myrdet en pantelånerske og hendes søster, bare sådan lige, jamen hvordan skal jeg så reagere, ærlig talt, er vi ved at nå dertil hvor jeg skal til at komme med bagkloge besværgelser oveni de sædvanlige mentale vejrudsigter, stille mig an i en dramatisk digterisk positur med den ene hånd placeret foran brystet, idet jeg misser med øjnene og kun lige akkurat hørbart hvisker at nu er jeg simpelthen så ensom at jeg kunne skrive, og at der snart ikke er andre jeg kan tale med end mit brummende køleskab og den utætte termokande, som med små uregelmæssige mellemrum slipper varm luft ud som om den småjamrende kommenterer mine tanker, jo tak, for kold kaffe, siger jeg bare, ja, det er nydeligt, er det

teaterfluen

anden akt, hvor den pludselig kom og hilste på mig, ha, jeg blev sgu helt glad for at se den igen, måske havde den ventet på mig siden i mandags, da jeg også var inde på store scene, jeg mener, tænk at være ikke alene fluen på væggen, men også teaterflue, ikke sandt, så er man da noget, og jeg kom straks til at tænke på dengang min datter havde en mariehøne som kæledyr i næsten en uge og kaldte den pletty, det var så syret, for den fløj ind ad vinduet på min røde bil og nægtede at forlade os frivilligt, og måske kunne jeg adoptere teaterfluen og kalde den pøj-pøj, eller hvad den nu selv synes, men måske er det en misforståelse at den bor derinde, jeg mener, hvad nu hvis den i virkeligheden bor hjemme hos mig og bare følger mig overalt hvor jeg befinder mig, har været med ude at handle, hvem ved, måske endda med i brusebad og på date med hende den kejtede med fletningerne og den stumme mor, det kan jeg jo ikke vide, og på en måde ville jeg hellere vide hvor min gamle sorte mobiltelefon er henne, for på den er der en lille film, hvor min datter står på perronen nede nørreport station for måske fem år siden med bøllehat på og spørger om jeg har syv kroner og fem og tyve øre

hun havde skæve men pæne tænder

og varmede mig med ryggen mod varmeapparatet i køkkenet, kunne jeg ikke lade være med at tænke tilbage på i morges, da jeg stod og ventede på bussen og blev passeret af en spinkel ung kvinde som tydeligvis var på udebane med sin skramlende lille rejsekuffert, hvis hjul klagede sig højlydt over at skulle danse hip-hop på fortovets ispletter, et stykke hvidt papir i den hånd og en fin buket blomster i den anden, tænk engang, bare hænder i frostvejret og kun en tynd vindjakke, så jeg tænkte på om hun måske bare var kommet et par måneder for sent, men så spurgte hun om vej og pegede på papirets lille vejkort med kryds ud for en lokal kirke, og selvom jeg hader at skulle sige noget og tale med nogen inden mit mundtlige job begynder, så viste hun mig så meget tillid at jeg ikke kunne være andet bekendt end at hjælpe hende, jeg mener, hun rystede af kulde og skulle sikkert op og se en grav som betyder meget for hende, og vi fulgtes ad op forbi uglen, som fik hende til at glemme et øjeblik at hun rystede af kulde, og så pegede jeg på indgangen til kirkegården og hun sagde tak som om jeg havde reddet hendes liv, for pokker da også, og nu fortryder jeg at jeg ikke gav hende de varme skihandsker jeg havde på og som jeg engang fandt i et s-tog

cirkelkrøller

og så var hun der alligevel, hende med øjnene og de store bløde krøller, der før i tiden var røde og som jeg i flere omgange forgæves havde cirklet rundt om i den store hal, men der stod hun så pludselig lige foran mig med sit indtagende smil, et af de rareste jeg nogensinde har indoptaget, og spurgte om jeg havde nok at bestille, hvilket er et svært spørgsmål, faktisk så svært at jeg et øjeblik overvejede om jeg skulle sige en hel masse på meget kort tid, så hun for alvor fik med mig at bestille, men så blev hun antastet fra siden af en eller anden som sikkert også var gået rundt om både sig selv og krøllerne, der nu er sorte, og afbrydelsen kom ikke bag på mig, jeg mener, der var mange potentielle smilemodtagere indenfor nikkeafstand, så det intermezzo tog ikke længere tid end at vi kunne samle tråden op igen, og så sagde hun at jeg skulle beslutte mig for hvad jeg ville have og forlange det på forhånd, ikke fordi jeg så nødvendigvis ville få det, selvom hun helt bestemt mener at jeg har den nødvendige kvalitet til at kunne komme med sådan en melding, men det gør jeg simpelthen bare ikke, og det sagde jeg også til hende med det allermest afvæbnende smil jeg overhovedet kan præstere, og det er ikke så lidt, stol på det, men det er udsigelser som den, der er en messe værd, mindst, selv om hun har det med at smigre mig 

vasefald

for på torsdag skal jeg måske ind i centrum og møde den lille nordsvensker med hatten og den lyse stemme, en mand som hedder noget andet og i hvert fald mere end det han bliver kaldt i folkemunde, og det er lige ud af min blindgyde, for i de første tredive år af mit liv blev jeg kaldt alt andet end mit eget navn, og så kan man jo let komme en smule i tvivl om hvem man er i det hele taget, eller også er det bare en velkommen undskyldning for aldrig at få snavs på hænderne og altid holde sig tilbage og på afstand af de gyldne kontrapunkter, men det har såmænd ikke ændret sig ret meget i de efterfølgende tyve år, må jeg sige, se nu bare hende den altid smilende med det korngule hår, hende som påstår at hun græder når hun kommer hjem om aftenen, tænk nu hvis det passer, ikke sandt, så må jeg hellere lade være med at fortælle hende om min fine vase som faldt ud af vinduet i morges da jeg ville lufte ud, for så begynder hendes mundvige sikkert at bevæge sig nedad lige med det samme inden jeg får fortalt at den slet ikke gik i stykker og at den nu står henne ved vasken og kommer sig med en god gang sæbevand i, men okay, hvis jeg nu alligevel kommer til at sige det, sådan af ren vanvare, som man siger, så kan jeg jo bare vaske munden med den samme rensende blanding, ikke sandt

sol i ansigtet

det samme, for kontrasten er og bliver alt, alt for tydelig og det så decideret fælt ud, præcis ligesom første gang jeg blev konfronteret med fænomenet hos en engelsk kontratenor ved en intimkoncert på en eller anden musiksamling inde i centrum, hvor han stod i pingvintøj og så meget britisk ud, hvilket på sin vis var meget praktisk når han nu var brite, det ved jeg godt, men det så helt akavet ud med hans ligblege hænder uden på den kridhvide skjorte indeni herrekjolens ærmer og så tog blikket ellers elevatoren op til hans meget solbrændte ansigt, og det går jo bare slet ikke at se sådan ud, vel, slet ikke når man både kan synge og har så pænt hår, alvorlig talt, og jeg så ham for mig i samme sekund jeg fik øje på det nyeste sæt hænder og ansigt hos den unge kvinde i bussen, hvorved jeg er oppe på i alt tre styks som har kørt den samme pinlige stil, men jeg tør næsten ikke fortælle hvem den sidste er, for det var en litteraturkritiker, og dem skal man jo behandle med en vis varsomhed, men hun er vist holdt op med det, tror jeg nok, og det er da altid noget

finanslov med ekstra ost

have ekstra ost på, men ikke engang hvis jeg dropper den er prisen så meget som borderline rimelig eller bare i nærheden af hvad jeg synes den bør være, for der er trods alt en øvre grænse, nej, en naturlig grænse for hvor meget en pizzasandwich kan koste, synes jeg, så den tomatbiks burde simpelthen have en dumflad og må i hvert fald klare sig uden mig, med mindre jeg ikke kan nære mig eller bliver fristet over evne, for det er jo desværre sådan at der kun er én ting jeg ikke rigtigt kan stå for, vel, fristelser, og så skal det jo gøre ondt at modtage sådan en ny og brutalt opdateret prisliste, men tænk så på hvordan det er at være politiker og skulle fordele de tusind milliarder som finansloven indeholder, altså prøv lige at omregne et sådant beløb til ekstra ost, jeg mener, det kan man eddermame få meget mad for, og der gik selvfølgelig heller ikke mere end ti sekunder efter at den tanke havde bredt sig fra pandelapperne til krybdyrhjernen før jeg havde afsikret muleposen og styrede direkte ned i den nærmeste tyske lavprisbutik for at købe en allerhelvedes masse flødeis, det skulle lige mangle, og så kan finanskrisen ellers indeholde lisså meget fedtskat den vil, jeg overgiver mig aldrig

enkeltkønnet buffet

for det kan man her hvor jeg sidder og slår mave efter tre besøg henne ved buffeten, og nu er jeg simpelthen så mæt at jeg ikke formår andet end dreje hovedet så meget at jeg kan betragte de aftenblinkende bølger, mens jeg filosoferer over hvad der egentlig var i den gryderet som jeg druknede risene i, ikke fordi jeg tror at der var noget som ikke hører hjemme i en sådan sammenstyrtning, men man tænker jo sit når der står i avisen at et hidtil ukendt vietnamesisk firben blev opdaget tilfældigt da en lokal biolog studsede over en tallerkenfuld grillede eksemplarer af det enkeltkønnede dyr, vær så god at spise brød til, siger jeg bare, men det når man knapt nok at fordøje før man får at vide at danske biologer engang undrede sig over et sæt gule fugleben, der stak op af en suppegryde, hvilket disse brave folk på feltfod ikke kunne få til at stemme med noget som helst, for det ville i givet fald være en fremmed fugl i lige præcis det område, og sådan blev den fjer til en nyopdaget afrikansk hønsefugl, velbekomme, ikke sandt, og jeg skal nok vare mig for at påstå at der ikke er fugls føde på en hvilken som helst historie, i hvert fald så længe jeg ikke kan rejse mig

flæsk i bølgegang

mindre lyst til sex, men jeg valgte ikke at læse den, for jeg kender sandt for dyden at sige en hel del fede mennesker som har rigeligt at se til på det horisontale plan og som måske ligefrem ville have godt af en lille siesta, og der skal vel også arbejdes lidt for udkommet til afkommet ind i mellem cellesammenføringerne, skulle man mene, men jeg forstår sandelig godt dem som bekæmper vinterkulde og dagmørke med en omgang heftig harmonika, der ikke alene kilder så dejligt, men også udløser masser af gratis friktionsvarme som man kunne kalde kærlighedens svar på fjernvarme, altså nærvarme, ikke sandt, og på den baggrund kan den bundlinjeblødende boulevardpresse værsgo luske hjem til en lille flov spiller mens det overvejes om man burde ændre spisesedlens menuforslag til at det er de selvfede som har mindre lyst til sex, for den artikel ville jeg til enhver tid læse, stol på det, om ikke andet så for at få tiden som single til at gå med et eller andet, især hvis der også var nogle velredigerede billeder af frivillige figuranter