Monthly Archives: november 2010

Hør rablende lyrik onsdag 1. december

Lyrikpusheren, musikeren og arrangøren Claus Høxbroe har inviteret mig til at læse op til Onkel Dannys Joint i Råhuset, onsdag 1. december kl. 20-23.

Jeg har ti minutter, og satser på at kunne nå hele historien om hende den lyshårede fra bowlingklubben. Hvornår på aftenen det bliver, ved kun Claus.

Adressen på Råhuset er Onkel Dannys Plads 7, 1711 København V. Entréen er 50 kr. og jeg er i godt selskab. Se bare her.

tante montalcino sælger ud

billig brunello på hylderne, men jeg kan forstå på smukke søren at det ikke ser alt for godt ud for den region som tramper rundt i druerne og det kan hverken sidekast med hans sexede pandekrølle eller nok så mange luftindslubrende trutmundfulde ændre på, så det er kun lige at vinen ifølge den smækre smagsdommer kravler op på fire stjerner, og hvis det får læseren til at holde vejret mens garvesyren fordeler sig jævnt på tændernes bagside i overmunden er det vel ikke så mærkeligt, men nu får jeg et akut anfald af klasebevidsthed, tror jeg, nej, det er forkert, vent lige lidt mens jeg leder efter det manglende bogstav og søren smiler til mig iført ternet skjorte og lurendrejersmilet som jeg altid har været lidt svag for, også selvom jeg udmærket ved at han måske nok er mere interesseret i indholdet af det tulipanglas han holder med sine solbrændte fingre i nederste venstre hjørne af billedet, og på en måde mister jeg appetitten ved at læse at en eller anden vin balancerer mellem tre og fire stjerner, når der på modsatte side i det selvsamme lørdagstantemagasin står at hver tredje gravide sydafrikanske kvinde er hiv-positiv, men det påvirker nok ikke vurderingen fra den fri og franke søren, heller ikke af sydafrikanske vine, det er jeg ret sikker på, så skål på det, eller 

tilbage til farverne

sagde at man kan komme til at mangle vidner til ens liv hvis man er meget alene, som hun har været det i mindst ti år, og hun er da ellers både ung og køn og fremgangsfuld, men så tilføjede hun med sin syngende århusianske dialekt, eller aarhusianske som det vel retteligt hedder nu, at når man vælger sådan en livsform fordi man ønsker at gå kunstnervejen, så er der ikke nogen at tale med tingene om, hvilket er en skøn lille fortalelse, for jeg kender alt til at tale med tingene, spørg bare mine teddybjørne, hvis ellers du taler det sprog, men hun har vist mest talt med sine noder, kunne jeg forestille mig, og hun berettede også at hun engang kom gående med sin guitarkasse på vej til en koncert i seattle, løftede blikket og bemærkede et stort butiksskilt, der ønskede farverne velkommen tilbage, et øjeblik som blev til en sang og en titel på et dobbelt-album, og på samme måde bliver situationer, stemninger og episoder til linjer i min verden af bogstaver, for jeg har også gået soloture i seattle med runde solbriller på, det har jeg, og på den måde var det sjovt at høre hende fortælle og synge mens jeg gik endnu en tur uden andre ledsagere end hendes stemme, selvom hun havde mere end svært ved at få et ord indført i radioværtens malstrøm af intimiderende lobhudling

det’ en due…der kurrrerrrr

fede due ovre på grenen, og jeg ville sådan ønske at det var en stegt én i stedet for, altså ikke stegt gren, vel, selvom den måske også smager som kylling hvis bare man afbarker den inden tilberedningen, det er der vel ingen der ved, men jo mere jeg ser på den due, desto mere ond i sulet bliver jeg, for jeg husker tydeligt dengang et duepar havde bygget rede i vildvinen på min altan, og det var jo åh så sødt med de små dueungehoveder som rokkede frem og tilbage med åbne næb når forældrene kom tilbage med noget mad, men fanme om ikke duemor fløj direkte ind i min stue en dag jeg støvsugede og intetanende smækkede døren op for at ryste og banke nogle puder, og hvor kællingen så paniklettede og hamrede hovedet ind i den åbne dør og flapsede tilbage ind i lejligheden mens hun sked ud over det hele, og fordi jeg hørte meget høj musik i nogle hovedtelefoner opdagede jeg ingenting før jeg vendte rundt og så noget gråt og hvidt under loftet som baskede vildt med vingerne, ikke sandt, men ud kom hun, stol på det, og lige siden har jeg været meget agtpågivende, klar med vandpistolen, og har ikke tilladt duerne at bygge rede igen, de kan flytte op til skagen, kan de, der er vist en fin stor gren med masser af plads, det skider jeg på

venus

optaget mig hele dagen lige siden jeg afregnede for tre miljøtillæg og halve flasker rødvin og gik en tur for at høre mennesker og medier mens jeg ventede på bussen, og pludselig mødte venus og fik en oplysning som vendte om på alting, idet det viser sig at hun drejer den modsatte vej af alle andre, hvilket betyder at et venusår er kortere end en venusdag, og hvis den insisteren på at gøre tingene omvendt går igen hos hendes veninder, så tror da fanden at man ikke fatter en flækket franskmand af noget som helst, og jeg blev selvfølgelig både svimmel og tissetrængende lige på stedet og tumlede tilbage til solen ved busholdepladsen og kørte retur til hendes by, hvor jeg lynede oscar op til halsen, hankede op i muleposerne og gik ned til inger og holger med det aftenoplyste gule træ på fjordbredden, for at spørge om jeg kan gå tilbage i tiden ved at dreje omvendt rundt om mig selv og på den måde alligevel få hende, eller ta’ hende, som min distingverede ældre kollega siger man skal, men det er jo leth for ham at sige, han filmer jo bare og lader sig falde hele tiden, det er usportsligt, synes jeg, og i øvrigt havde inger og holger gæster og sad og spiste i køkkenet, og de kender mig jo slet heller ikke, men det er et pænt træ, det er det

and the oscar goes to…

har jeg så fået en oscar, og det er der jo ikke mange som har, men måske var det på tide med alt det flerdimensionelle billedsprog jeg har brugt gennem årene, ikke sandt, og selvom jeg måtte betale fem hundrede for at få den, plus at den ret beset minder mere om en sort vinterfrakke fra tøjexperten end om en bronzestatuette, så er det sgu lige godt en oscar, for det står jo på alle knapperne, hvilket jeg også sagde til hende den højgravide nede på hovedgaden, som jeg lige syntes at jeg ville sige farvel til, nu hvor hun er den eneste nøgne kvinde jeg lissom har set på denne miniferie, og som hun står der med sine smilehuller og smalle ankler og det halve af arla fordelt på overkroppens udspring, så virker hun jo helt sådan naturlig og næsten naturistisk, men jeg fik så også lidt af et chok da jeg så, at der ikke er meget mere end halvanden meter mellem hende og et stort vejskilt på hjørnet af bygningen, hvor der står præstegårdsvej, og jeg forstår simpelthen ikke at hun tør vise sig frem på den måde så tæt på sådan et ord, og jeg kan nemlig ikke få øje på nogen ring på hende finger, men det er måske fordi hun insisterer på at være bronzebrun over det hele, også i smilehullet, hvad ved jeg, og måske har hun allerede forladt himmerland og er på vej til hollywood, det kunne lige ligne hende 

immerland

nødt til at gennemgå harddisken en ekstra gang, for selv det mest komplekse system vil få problemer med at forstå at når man spiller i vindblæs boldklub og bor i skarp salling, så skal et-tallerne og nullerne ikke begynde at skændes, eller blinke med det røde øje, men i stedet forstå at der er tale om et stykke helt almindelig hverdag, og at det heller ikke er noget issue at rutebilerne kører som om de flygter fra nogle vildfarne panserværnsraketter fra nørresundby, det er erfarne chauffører som bare prøver at skaffe sig en lille buffer, så rygepausen i ranum ikke bliver alt for kort, og så længe motoren holdes i gang lyder det jo på afstand som om de sidder inde i bussen, men intet af alt dette opfattes som andet end sådan som det skal være, med fred i gatten og ro i vildsted og trykket taget i blære, og når man har gået tyve gange rundt om ædeltårnet i aars og er nået ud til neptun på den nedlagte jernbane, så mærker man pludselig hvor skønt det analoge liv trods alt kan være, skyllet ned med den tiende kop eftermiddagskaffe til de endnu fedtdryppende norske klejner, og hvem fanden har så brug for hovedstaden længere, ja jeg spørger bare

kanalfogedens køkken

bruger vandmænd i maden, og der går min personlige grænse, selvom det det er fristende at gå ind til kanalkokken og spørge om han så bruger brandmænd hvis det skal være lidt stærkt, for det kan jeg jo godt lide, men der ser lidt lukket ud, det gør der, selv om der for så vidt sagtens kan være åbent, det ved man aldrig i sådan en muslingeby ud mod fjorden, men jeg bliver udenfor og morer mig over at man kan få kanalbetjentens hyggekurv med sig i robåden, hvis man ville på en romantisk date med salte kys og kampklare gajoler, men jeg er sikker på at hele byen ville vide alt om hvordan det så var gået og om man brugte seksuel redningsvest inden man så meget som havde taget det første åretag, og at det stensikkert ville være eneste punkt på det næstfølgende ugentlige aftenmøde hos nutidens kvinder henne i blindebomsgade, så jeg dropper enhver fantasi om den slags, også selvom jeg har min nyindkøbte smækre, sorte vinterfrakke på som jeg købte hjemme hos den højgravide solariesild i formiddags, nedsat tre hundrede, vender ryggen til restauranten ved siden af det maritime oplevelsescenter, og går i stedet op ad kaptajn jensens gyde og hen på mit sædvanlige gemmested, biblioteket, hvor jeg skriver et lille postkort til afkommet, så er det klaret, og så kan jeg lige nå endnu en god gåtur i den sjælsrensende novembersol inden regionalbussen kører mig hjem til de tre retter i tårnet

morgenmad og moderskab

urolig for hende, jeg mener, det kan da ikke være godt hverken for hende eller barnet i maven at hun står splitterravende klaus-jørgen midt på hovedgaden, men allright, som min far ville have sagt, allright, der skal flere detaljer på og de kommer nu, jeg skal først lige tilbage til første gang jeg så hende, nemlig i går, for i dag er jeg nærmest salig af lykke efter at have siddet helt alene i morgenmadssalen, uden en eneste tjener eller medspisende, kun mig og tolv opdækkede borde med friske blomster og tændte stearinlys, som ikke virkede malplacerede selvom sollyset pressede sig ind ude fra torvet, og pludselig slukkede fladskærmen med morgennyheder af sig selv, kvart i ni, og den stilhed som jeg ønsker mig så tit, hilste mig godmorgen og lokkede en ekstra overdel med ost fra buffet’en ned, men jeg kan godt fokusere tilbage på hende den nøgne, højgravide og lige lovlig solbrændte unge kvinde med langt mørkt hår, smukke øjne og lidt sjove men kridhvide tænder, som lader sig udstille som hun er skabt for at hylde sit kommende moderskab, og det eneste jeg tænker er hvordan fanden hun har fået presset sig ind mellem solariepladerne med den mave, så virkningen er blevet så jævnt fordelt alligevel, og om barnet har tænkt, at det var dog satans så varmt det er i dag, men måske bliver det en pige, og så kan hun arve sin mors glatbarberede frimodighed