Monthly Archives: november 2010

19:30 go’aften

kommet ud på landet når en nedbryder ikke alene kan blive interviewet i regionalnyhederne, men også både smile og se ud til at have det godt med det, og jeg tænker på om det er det, de mener, når de taler om at fremtiden er faglært, for jeg har jo ingen uddannelse andet end svømmeprøven og den teoretiske del af fodbolddommereksamen, som var den eneste del man kunne tage dengang, og måske mangler de en nedbryder eller to hjemme på bjerget, uanset om det så i øvrigt er muligt at uddanne sig på det område, hvem ved, det kunne let vise sig at være et totalt nederen arbejde, næh du, så hellere være om sig og tage ud i livet og blive opbryder, ja, bryde op, sige hej til verden på samme måde som de siger hej på her hos kimbrerne, når man når frem til kassen i supermarkedet med sin brandvarme leverpostej som det vil tage timer at bryde ned, for det gør de ikke i hovedstaden, stol på det, de siger højst op

ih, hvor vi grined’

sjovt og sjovt, det er vel et spørgsmål om smag og om hvem man er, men foreløbigt er her da fint nok, stille og roligt, som min stedsøn ville have sagt, for det er hans standardsvar som kan dække over oplevelser og situationer som andre iagttagere ville bruge helt andre og mange flere ord til at beskrive, og det er det jeg mener, at det handler om hvor kameraet står og hvad filmen handler om, men måske er der skrigende skægt i denne by, hvor ham den altid og hele tiden festlige mand med studsen og brillerne og talefejlen kommer fra, og han tager i hvert fald ingen fanger i kampen for den næste tsunami af latter, faktisk er han så ivrig at han altid har virket lidt skræmmende på mig, og det selvom han har været noget så fredsommeligt som elev i sparekassen, men det er måske mest fordi jeg ved at han en dag faldt om med en bristet pulsåre, og selv om han gudskelov overlevede og stadig kan spørge på sludresprog om hvad man har i tasken i dag, så synes jeg det er en hård skæbne for en rødvinskender at få vrøvl med hjertet, og det kan helt sikkert slet ikke være sjovt, men han bor så heller ikke her længere, og da jeg har glemt både min clockradio, pæne jakke og kamera derhjemme, så er det heller ikke sådan at jeg klasker mig på lårene af moro, endnu da  

pet-ting

sekund jeg loggede mig på nettet i denne by, som jeg aldrig før har besøgt, blev jeg som en direkte udløber af terrorlovgivningen registreret af PET, ifølge nogle oplysninger jeg har fået fra en kilde som ikke senere vil skrive en bog om det, selvom det kunne være spændende at få andre til at forholde sig kritisk til at jeg kun spiste overdele ved morgenmaden for en times tid siden og, ikke mindst, at jeg nu bagefter har taget to bægre yoghurt og en ske med på værelset uden at spørge om lov, for hvis alle mennesker bare gør som det passer dem uden at tænke på andres behov og rettigheder, så skrider hele fundamentet for vores samfund, men så findes der jo mennesker, der angriber den slags overvejelser i langt mere direkte og for hvem graverarbejde skal forstås så bogstaveligt at det kan ryste grundvolde, tag nu for eksempel gunnar nielsen, som i morges klokken syv gik i gang lige udenfor mit vindue med rytmisk at bore en gigantisk stålpik ned i asfalten på parkeringspladsen med en larm som om han afprøvede en automatkanon i våbenbutikken eller gassede en harley davidson op på et badeværelse, og først da han var helt sikker på at jeg var vågnet, efter kun fem timers søvn, afbrød han arbejdet og kørte sin store gule traktor hen til den første af dagens pauser, men det bliver nok ikke registreret af noget efterretningsvæsen, endsige omtalt i andre bogudgivelser end min

Åben klage-mail til MOVIA (3)

Movia meddeler, at man henlægger kontrolafgiften.

Jeg skal altså ikke betale nogen dummebøde, og skal fremover sammenligne numrene i periodekortet, således at det er det samme både på stamkortet, hvor mit billede og navn og adresse er, og på det månedligt fremsendte værdiindlæg.

Sagens afslutning glæder mig, og jeg kan sagtens leve med at have måttet ofre et enkelt blåt klip til tretten og en halv krone på det alter. Min datter kan snildt bruge resten af klippekortet.

Sikke en forskrækkelse.

Tal, cifre og numre bliver aldrig mine nære personlige venner. 

hendes by

måske tyve år siden jeg så hende sidst, og hun kan jo være både sød og bedraget i mellemtiden uden jeg ved af det, men nu står jeg i hvert fald på toppen af hendes hjemby, hvor landskabet lige foran mig bølger nedad i et sugende dyb, der ender lisså langt nede som jeg var dengang, selvom det var hjemme i hovedstaden, og måske er hun flyttet tilbage og har to komma syv børn med en stout himmerlænding med det rigtige smid i håret, og han er måske efterhånden dygtigt træt af hende og får ikke længere den samme gamle stikflamme i mellemgulvet ved synet af hendes nærmest naturstridigt velformede barm, som gjorde at jeg dengang glemte vigtige beskeder og rendte panden ind i den ene indre mur efter det andet, og selv nu, hvor mit lange hår fra dengang er borte med blæsten, kan jeg mærke suget efter hende, med stationsbygningen bag mig hvori en kiropraktisk klinik også har til huse, og selvom jeg fik et knæk dengang, så kan man vel ikke manipulere det på plads uden at risikere en blødning som ikke kan stoppes, men jeg kan måske ringe til hende fra ventesalens mønttelefon, som jeg troede var afskaffet, og man kan endda selv vælge sprog ved tryk på en knap, tænk engang, så nu skal jeg bare vælge dialekt og brøstholden tiltaleform, måske bydemåde, men jeg har aldrig sagt hende noget, og den slags piner jo ethvert mundtligt menneske    

Åben klage-mail til MOVIA (2)

Jeg måtte her til morgen købe et klippekort til 135 kr. for at kunne tage bussen til det nærmeste Billet-kontor med det stamkort, jeg havde hjemme i skabet.

Det andet stamkort jeg besidder – med gyldigt værdiindlæg indsat – som i aftes udløste en kontrolafgift på 600 kr. i Bus 6A, blev jo inddraget af kontrolløren.

Hos DSB på Nørreport kiggede de på kortet og gik hen til computeren. En kontrol viste, at det nummer som står i det fremviste stamkort, er det nummer som er gyldigt og som Abonnementsservice har sendt et værdiindlæg til med posten til mig.

Man udskrev et nyt værdiindlæg, gældende fra 2/11-30/11. Jeg har jo betalt allerede for periodekortet i november.

Den “fejl” jeg har begået, er at jeg har indsat det fremsendte værdiindlæg i et stamkort, som det ikke er udstedt til. Begge stamkort er mine. I begge stamkort er mit foto. Min adresse. Mit navn.

Jeg indrømmer, at have begået en formel fejl ved ikke at holde mit løfte i brevet fra Abonnementsservice, om at kontrollere om stamkortets og værdiindlæggets numre er ens.

Men bortset fra denne teknikalitet, så har jeg på forhånd betalt for at kunne køre i Zone 1 og 2 i november måned. Det står på det værdiindlæg, som kontrolløren så i mit periodekort i aftes i 6A kl. 21.50.

Jeg finder det skændigt, groteskt og dybt provokerende, at jeg skal trækkes gennem sådan en konflikt, når kontrolløren udmærket kan lægge to og to sammen. Han handler måske efter ordrer, som han ikke må fravige.

Derfor opfordrer jeg MOVIA til at ændre deres instrukser til kontrollørerne. De skal ikke misbruges i en fæl jagt på ekstraindtægter.

På lang sigt skræmmer det potentielt livslange abonnenter væk, at disse stamkunder skal behandles så ydmygende, når der nu ER betalt på forhånd, og der i kontrolsituationen ikke er tvivl om at jeg er mig.

Jeg legitimerede mig jo.

Nu må vi se hvad Movia siger til det. 

hundehoveder

prøver at få forbindelse til hundehovedets bagmand, men det flimrer, for der er mange indbydere til min opmærksomhed, en due på perronen som tror at bare fordi min datter er blevet for gammel til at jagte den, så giver det automatisk adgang til min intimsfære, eller rettere, min lærredsposes intimsfære, men det gør det ikke, heller ikke selv om min datter ikke er her, og jeg nyder at tvinge den til at flapse ud over kanten inden et nyt hundehoved dukker op, eller faktisk to, både den lille tykke drengs og ansigtet på den rigtige hund han havde pakket ind i en dynejakke for at få lov til at tage den med i bussen, og inden jeg kan nå at genfortælle det, som ellers er dramatisk nok, så overtager en bister bussemand depechen, som han banker mig i hovedet med mens han skriver tal op og udskriver en enorm dummebøde for at lave numre med stamkortet, og han siger polemisk at jeg sikkert vil kunne skrive en rigtig flot tekst om bataljen og dermed passe mit arbejde, ligesom han prøver på at passe sit, så jeg prøver at forestille mig hvem jeg kan straffe på samme måde som han gør, og hvad der i mit job svarer til at skrive en bøde til én, der allerede har betalt for rejsen, men jeg kommer ikke på noget, lige meget hvad, og drømmer i stedet om et skib jeg har ansvaret for at føre uden at være til stede på broen, men der sker ikke noget, selvom det er tæt på mellem skibsbrikse, bæredygtige træben og selvfede søpapegøjer

Åben klage-mail til MOVIA

Jeg føler mig ydmyget over at få en trafikafgift pga. af en bureaukratisk teknikalitet. Da kontrolløren i 6A her til aften sagde at mit månedskort ikke var gyldigt, troede jeg ikke mine egne øjne og øren.

Som abonnementsmedlem får jeg hver måned tilsendt et nyt værdiindlæg til stamkortet. Pengene trækkes via PBS, og jeg fik jo et brev forleden med novembers værdiindlæg.

Så viser det sig at numrene på stamkortet og værdiindlægget ikke passer sammen, og kontrolløren udskriver en trafikafgift på 600 kr., som jeg nu er nødt til at klage skriftligt over.

Jeg har på et tidspunkt tabt mit stamkort, men fik lavet et nyt. Så fik jeg det gamle retur, og har dermed haft to stamkort. På begge stamkort er der billede og navn og adresse, og jeg kan jo legitimere mig, når kontrolløren påpeger at der ikke er sammenfald mellem de to numre.

Der er ingen tvivl om at jeg er mig, og at jeg har betalt for at køre i Zone 2 og 1. Jeg fremviser mit månedskort og får et chok, når revisoren påstår at mit månedskort ikke er gyldigt.

Situationen er grotesk. Revisoren siger at de ikke kan sagsbehandle på stedet, og jeg tror ham. Men det er da ikke en måde at behandle en stamkunde på, som måned efter måned automatisk får tilsendt et nyt kort – og bruger det måske 500 gange.

Det kan ikke være rigtigt at man skal konfronteres på den måde, når man kan legitimere sig, og når der er billede i stamkortet + adresse.

Hvad nytter det at man er S-More medlem osv osv, når man pga en så lille teknikalitet skal trues af og med så stor en ekstraomkostning?

Jeg er ikke nogen ørn til databehandling, men det må da være muligt for systemet at servicere en stamkunde uden at man skal have en så stor bøde for det? Det er to måneders pris.

Nu har jeg fundet det gamle erstatnings-stamkort frem fra skabet. Jeg troede virkelig ikke at det betød noget som helst, når jeg betaler hele tiden og når der er foto og adresse i kortet + at jeg kan legitimere mig på stedet.

Hvad skal jeg køre med i morgen? Det gældende kort er jo blevet inddraget!?

Det er sikkert helt korrekt at der står i brevet hver måned at jeg selv skal kontrollere om de to tal er sammenfaldende, altså ens. Men hvorfor stille så rigide krav til en stamkunde?

Og hvorfor skal jeg opleve at få en bøde udskrevet, som om jeg ikke har betalt og vil snyde!?

mvh

Bent Otto Hansen

kaffe uden vinger

gudhjælpemig halvvejs oppe på den blændede kældertrappe med favnen fuld af duftende vasketøj og gemmer mig for den farlige chilimand, der står få meter fra mig, men sådan er det i øjeblikket og jeg vil ikke være alt for hård ved mig selv, selvom jeg snart drukner i mentalt skyllemiddel og ikke tillader andre end møl at komme på besøg, og de får lige nøjagtigt ti sekunder til at bede for deres liv inden jeg med omhyggeligt sammenfoldet og, behøver jeg at sige det, svanemærket lokumspapir tværer dem ud mod væggen, uanset hvor meget de flakser i panik så vingestøvet står rundt om dem, atomiseres skal de sgu, latterlige bæster, som ellers skal roses for hverken at summe eller stikke, og skulle de endelig æde nogle af mine gamle joggingbukser, der alligevel er fem numre for store, så fred være med det, for så dør de i det mindste efter et sidste måltid efter eget valg, jeg er jo ikke noget ondt menneske, vel, det ved enhver som har forladt mig på grund af manglende modspil, eller hvad dødsårsagen officielt blev noteret til at være, men jeg trøster mig med bevidstheden om at den, der stivner sidst, stivner bedst, og derfor træner jeg lidt til dagligt i at sidde helt stille, bare med en gammel fodboldkamp kørende og en kop kaffe fra termokanden, som heldigvis ikke laver utidige hvislelyde, for så smadrer jeg den, og den kan ikke flyve