Monthly Archives: december 2010

Min nytårstale 2010/2011

Det var så de første ti år af det nye årtusinde. No more nullerne.

Hvad skal der så ske i elleve? I tierne? Er det den ellevte time før årtiet slår tolv? Skal man tie eller tale?

Jeg skal i hvert fald og helt sikkert tale. Indtale, indlæse, indspille, optage.

Lydbøgerne er den ene vigtige del af mit arbejdsliv. Hvor mange romaner kommer jeg til at indlæse fra jeg er 53-63 år? Lyder min stemme som en mand  på vej til tre snese år?

Den anden halvdel af mit arbejdsliv er foyertjansen i Operaen og Skuespilhuset. Jeg elsker at møde gæsterne til de udfordrende, tankevækkende og flotte forestillinger, og jeg kan ikke nok takke de mennesker som endelig, endelig, endelig lukkede mig indenfor og gjorde mit arbejdsliv komplet. 

Men hov…er jeg da ikke forfatter, først og fremmest?

Jo, det er jeg da, men endnu kan jeg ikke bruge den del af mit liv som platform til ret meget andet end bevisførelse. At jeg kan skrive. At jeg vil skrive. I 2010 fik jeg mit livs første større arbejdslegat, og det har fået mig til at dyppe pennen endnu engang, i respekt for den blå farve i det stempel.

I 2010 udkom min eksperimenterende kortprosadialog ‘Jeg kan ikke sove’. En idé, som blev født her på bloggen. Tak for jeres medvirken, institutgæster.

Jeg bliver ved med at skrive, gør jeg. Der kommer en kvittering fra mig til dem, der har vist mig så stor tillid, og den kommer snart. I baghovedet ligger min næste roman og marinerer. Hvis du møder mig, så prøv om du kan høre den lille skvulpen. Bed mig virre med hovedet. Det er jeg god til..!

Privatlivet skal jeg vel også ind på, men da jeg stort set ikke har noget privatliv, så er det hurtigt overstået. Det vigtigste i mit liv er det fortsatte forældreansvar for de to børn, jeg har været så heldig at have bestemmende indflydelse på. 

Drengen er nu færdig med sin uddannelse, endda med udmærkelse. Det er simpelthen så imponerende godt gået af ham. Jeg kan ikke rose ham nok for den måde han udvikler sine evner på, ved at være nysgerrig og ærgerrig. Han har en fremdrift som mange andre savner. Han er en fremragende håndværker.

Datteren er knapt så gammel, og skal snart på gymnasium. Hun har arvet sin mors evner for tal og mine evner for bogstaver. Ikke dårligt at have med på vej ind i den verden. Hun minder meget om mig, og jeg krydser mine fingre (når jeg ellers kan) for at hun kommer videre på en god, glad og udviklende måde. Evnerne har hun. Nu skal livet klare resten.

Hun kan også blive en god håndværker (eller åndværker?) hvis hun bruger sine gode skriveværktøjer og tilsætter sin smittende livslyst og åbenlyse glæde ved livet som koncept. Det ville glæde hendes far, som ikke fik nogen uddannelse, måske fordi han havde vagten i familien, da hans far tjekkede ud.

Livet er jo livligt. Man kan mærke det.

Jeg fatter dog ikke den oplysning jeg hørte for nylig: at halvdelen af de børn som fødes lige nu, vil blive hundrede år. Kan det virkelig passe? Det bliver spændende hvilken halvdel mit lille barnebarn, som i dag har sin første fødselsdag, tilhører.

Tak til medarbejdere og læsegæster her på mit lille institut, som har været plaget af sygdom og har måttet flytte flere gange i nullerne.

Nuller og et-taller er vigtige grundsten i sådan et hus. Og man skal passe på husbukkene. Og virus. Og spare på kommaerne!

Jeg er klar til tierne…vel vidende at der findes talende tavshed.  

Nu’ det jul igen…

Der kom jo ingen bus lidt over fem i aftes, hvor min datter og jeg skulle fra Bjerget til Havnen og til juleaftensmiddag hos min nevø.

Efter at have ventet alt for længe, hastede vi ned for foden af bjerget og op igen til Bispebjerg station. Nu var klokken 17.53 og på sms bad jeg værten og det øvrige selskab om ikke at vente på os. Jeg ser efter en taxi, men der er jo ingen ledige netop nu. Slet ikke.

17 minutter til næste s-tog i retning mod metroen på Flintholm. Suk. 1 minut til toget den modsatte vej. Den ta’r vi. Syv minutter senere skift på Hellerup til et tog mod Nørreport.

På Havnen går fadet rundt første gang. På Nørreport iler vi ned i Metroen. Fem minutter senere står vi på Christianshavns Torv, og nu skal vi så “bare” ned til Bodenhoffs Plads. Glem bussen. Den findes ikke.

I min lomme har jeg 50 kr. Pludselig ser jeg en ledig taxi, og råber til chaufføren at hvis han vil køre os de få hundrede meter, så kan han få alle pengene. Et flot tilbud! Jeg vifter med pengesedlen.

For 41 år siden var jeg til juleaften i den selvsamme lejlighed, da min nevø var syv år og jeg var tolv. Dengang kørte min far og mor og jeg hjem i taxi fra Chr.havn til Gentofte. Pris i alt: 29 kroner og 80 øre.

Nu redder en 2010-taxi aftenen. Jeg måber ved synet af startbeløbet på taksameteret: 41 kroner. Da vi når frem efter tyve sekunder er prisen 64 kroner. Jeg kører vist ikke ret meget i taxi nu om stunder.

Jeg fik den første mundfuld and klokken 18.22 og det blev en meget, meget dejlig aften. Vi tog bussen hjem.

Pil grimhedens rute af

Mens jeg skriver disse linjer er tv-værten Mikael Bertelsen stukket af fra det filmhold, som følger ham på pilgrimsruten i Spanien til Santiago di Compostela. Turen er DR2’s julekalender.

Jeg ser det 19. afsnit, og inden jeg nu kritiserer programmet vil jeg lige nævne, at jeg gennemgående elsker DR2 og at jeg stort set aldrig har oplevet Mikael Bertelsen lave noget arbejde på radio og tv, som ikke har været interessant og underholdende.

Det her synes jeg dog ikke om. Det er ikke et program om et menneske, der går pilgrimsruten. Det er et program om et tv-program om en mand, der har sagt ja til et stykke tv-arbejde. Mennesker, geografi og historien om pilgrimsvandringen er reduceret til kulisser for tv-programmets skyld.

Jeg får det næsten dårligt med den stemning, der gennemsyrer programmet. Det er som om kameraet og mikrofonen trygler ham om at reagere og føle, men han er ikke god til det, og jeg synes det er dejligt at han flygter fra tv-holdet.

I et interview har jeg læst at Bertelsen sagde ja til tilbuddet om at medvirke i programmet, fordi han ikke lige havde andet at lave. Han havde altså ikke på forhånd noget ønske om at gå den lange tur.

Han gør det så alligevel, fordi han er på arbejde, og bliver filmet konstant. Det er et typisk eksempel på at mediet er vigtigere end indholdet. Det er en ikke-begivenhed. En uvirkelig hændelse i et virkeligt miljø.

Ifølge Bertelsen i interviewet, har turen ikke haft nogen synderlig indvirken på ham. Det forstår man jo godt når det var for at medvirke i et program, og ikke for at gøre det. 

Jeg har i øvrigt selv lyst til at gå Caminoen, men kvier mig på grund af den religiøse ramme. Måske skulle jeg gå en pilskaldet grimhedsrute fra Frankrigsgade til Sandholm de Kompostbunke.

Vi må se ad. 

Godt lys til læseheste

I denne julegavetid er det dejligt at se nogle gode forslag til små fikse læselamper. En gratisavis kom i går med spændende alternativer til de udtrækkelige teleskoplamper, jeg plejer at købe til en hund i varehuset.

Der er f.eks. lampen Forck i groft lærred, inspireret af campinglivet. Lampen er en del af serien Succesful Living. Den ta’r jeg! Prisen? 5.480 kr. Hmm…

Hva’ så med foldelampen Snowdrop fra Harrit-Sørensen+Samson? En halv meter høj med bevægelig stang? 3.495 kr. Javel, ja.

Lolita-lampen fra Moooi, da? Ah, okay. Designerlampe. Nika Zupanc skal jo også have råd til sine julegaver. 9.656 kr. Pr. styk.

Det ser ikke ud til at blive en lysende jul for mig?

David Groppi’s tynde metalrør Less for Less? 4.595 kr.

Benjamin Hubert’s betonlampe? Beton er da billigt? Tja, måske på vejene. En læselampe i materialet koster 4.999 kr., men så kan den også bruge lavenergipærer.

Det bliver nok også nødvendigt.

Hvad koster en lys idé?

Roman på seks sætninger

Nu, hvor jeg er så godt i gang med at trøste de sagesløse stamlæsere, der er ved at gå ud af deres bedste vinterskind i fortrydelse over syndfloden af alenlange, punktumløse, rablende og papegøjelyriske linjer, som jeg vedholdende har pøst ud over dem her på instituttet, kunne det måske være passende at gentage min lille roman på seks korte sætninger fra digtsamlingen ‘Beologi’:

To. Elskov. Tre. Sex. Fire. Een.

Så kort kan man skrive og med så mange dejlige punktummer.

Jo, jo!