Det var så de første ti år af det nye årtusinde. No more nullerne.
Hvad skal der så ske i elleve? I tierne? Er det den ellevte time før årtiet slår tolv? Skal man tie eller tale?
Jeg skal i hvert fald og helt sikkert tale. Indtale, indlæse, indspille, optage.
Lydbøgerne er den ene vigtige del af mit arbejdsliv. Hvor mange romaner kommer jeg til at indlæse fra jeg er 53-63 år? Lyder min stemme som en mand på vej til tre snese år?
Den anden halvdel af mit arbejdsliv er foyertjansen i Operaen og Skuespilhuset. Jeg elsker at møde gæsterne til de udfordrende, tankevækkende og flotte forestillinger, og jeg kan ikke nok takke de mennesker som endelig, endelig, endelig lukkede mig indenfor og gjorde mit arbejdsliv komplet.
Men hov…er jeg da ikke forfatter, først og fremmest?
Jo, det er jeg da, men endnu kan jeg ikke bruge den del af mit liv som platform til ret meget andet end bevisførelse. At jeg kan skrive. At jeg vil skrive. I 2010 fik jeg mit livs første større arbejdslegat, og det har fået mig til at dyppe pennen endnu engang, i respekt for den blå farve i det stempel.
I 2010 udkom min eksperimenterende kortprosadialog ‘Jeg kan ikke sove’. En idé, som blev født her på bloggen. Tak for jeres medvirken, institutgæster.
Jeg bliver ved med at skrive, gør jeg. Der kommer en kvittering fra mig til dem, der har vist mig så stor tillid, og den kommer snart. I baghovedet ligger min næste roman og marinerer. Hvis du møder mig, så prøv om du kan høre den lille skvulpen. Bed mig virre med hovedet. Det er jeg god til..!
Privatlivet skal jeg vel også ind på, men da jeg stort set ikke har noget privatliv, så er det hurtigt overstået. Det vigtigste i mit liv er det fortsatte forældreansvar for de to børn, jeg har været så heldig at have bestemmende indflydelse på.
Drengen er nu færdig med sin uddannelse, endda med udmærkelse. Det er simpelthen så imponerende godt gået af ham. Jeg kan ikke rose ham nok for den måde han udvikler sine evner på, ved at være nysgerrig og ærgerrig. Han har en fremdrift som mange andre savner. Han er en fremragende håndværker.
Datteren er knapt så gammel, og skal snart på gymnasium. Hun har arvet sin mors evner for tal og mine evner for bogstaver. Ikke dårligt at have med på vej ind i den verden. Hun minder meget om mig, og jeg krydser mine fingre (når jeg ellers kan) for at hun kommer videre på en god, glad og udviklende måde. Evnerne har hun. Nu skal livet klare resten.
Hun kan også blive en god håndværker (eller åndværker?) hvis hun bruger sine gode skriveværktøjer og tilsætter sin smittende livslyst og åbenlyse glæde ved livet som koncept. Det ville glæde hendes far, som ikke fik nogen uddannelse, måske fordi han havde vagten i familien, da hans far tjekkede ud.
Livet er jo livligt. Man kan mærke det.
Jeg fatter dog ikke den oplysning jeg hørte for nylig: at halvdelen af de børn som fødes lige nu, vil blive hundrede år. Kan det virkelig passe? Det bliver spændende hvilken halvdel mit lille barnebarn, som i dag har sin første fødselsdag, tilhører.
Tak til medarbejdere og læsegæster her på mit lille institut, som har været plaget af sygdom og har måttet flytte flere gange i nullerne.
Nuller og et-taller er vigtige grundsten i sådan et hus. Og man skal passe på husbukkene. Og virus. Og spare på kommaerne!
Jeg er klar til tierne…vel vidende at der findes talende tavshed.
Beologisk Institut 