Monthly Archives: januar 2011

Klage til DR

Fredag 21. januar 2011 kl. ca 16.55 (måske var det i timen før) gik jeg en tur og lyttede til P4 København via min lommeradio.

Vært i Fredagsbaren Anders Bisgaard sagde, at med morgenposten havde han fået en ny Dobbelt A-side single med Rugsted & Kreutzfeldt, og nu skulle vi høre ‘Indtil jeg så dig.’

Her var der der altså tale om en P4-premiere, uden at jeg har hørt de andre programmer. Nummeret fremgår ikke af Fredagsbarens playliste, så det var en særlig musikalsk begivenhed.

Men, men, men…efter måske 20 sekunder blev musikken afbrudt af en laaaaang trafikmelding, og da den var slut var der ikke meget tilbage af sangen.

Jeg har i mange år undret mig over prioriteringen. At man ikke afbryder et journalistisk indslag på P4’s fredagseftermiddagsflade med en trafikmelding, og hvis man gør det, så samler værten op på det igangværende.

Så musikken kommer hele tiden i anden række. Det ødelægger rytmen i programmet, synes jeg.

Og jeg synes man bør tage den beslutning, at trafikmeldingerne SKAL være et tilvalg for dem, der sidder i bilerne på motorvejene – og hvis man bringer trafikmeldinger til alle lyttere, også de luftbårne modtagere som ikke kan fravælge meldingerne, så skal det ikke afbryde musik, men erstatte journalistiske indslag.

Dermed sparer man penge, idet man skal producere færre indslag i fladen.

Jeg synes man viser musikken en stor disrespekt ved konsekvent at afbryde den, i stedet for at lade meldingen indgå som en del af programmet.

De mange afbrydelser af musikken virker som om “det ikke gør noget” at tale ind over musikken. Hvis det var for at advare om et udrykningskøretøj etc. så kunne jeg forstå det. Men nu er det “bare” almindelige – og ofte lange – opdateringer på køernes længde og meldinger om at busser og tog kører UDEN forsinkelser.

Jeg synes I skal holde op med alle de afbrydelser af musiknumre.

Det er og bliver radioens ulyksalige udgave af Coitus Interruptus. 

UPDATE: Jeg har modtaget følgende svar fra den relevante chef i Københavns Radio:

“Tak for din henvendelse vedr trafikmeldinger fredag eftermiddag. Jeg er enig i dine betragtninger og beklager mange gange. Jeg vil gøre værterne opmærksom på, at de skal gøre plads til trafikmeldinger to gange i timen på ca klokkeslæt. Håber derefter du vil kunne høre en forskel.”

Reklamer

Verdener mødes

Jeg sidder i en lille boks og fortæller en fantastisk historie.

Den handler om en latterlig mand, der skyder sig selv i hjertet, begraves, uden dog at miste bevidstheden, og som efter en tid befries fra den fugtige jord og suser til en fjern kopi af Jorden og Solen, hvor han møder et lykkeligt folk på en paradisisk dubletklode. 

At gengive den slags kræver en ganske særlig form for koncentration. Og jeg kan mærke at i dag har jeg den. Stemmen summer og brummer som den skal, og jeg ved lige nøjagtigt hvord…

BANK BANK BANK BANKE BANKE BANKE BANKE BANKE

I etagen under, over eller ved siden af min lille boks er man for 117. gang ved at ombygge, indrette, reparere, flytte, udskifte, opsætte, fastgøre, vedligeholde et eller andet inventar.

Med en hammer, denne gang. Andre gange står den på boremaskine, eller skrumlende storbumlende europa-paller med tonstungt læs.

Lidt af et sammenstød mellem det fysiske og metafysiske…

Hov, nu holder de vist frokostpause dernede…jeg må ind i historieuniverset igen. Vi ses!

Nå, nej….tihi: vi høres. Eller rettere: jeg høres 🙂

Det helt rigtige gale stoppested

Er vi enige om at det er en smuk, men også kold januardag i dag?

Hvis vi er enige om præmissen, så lad os gå videre.

For nylig stod jeg ved stoppestedet i det store kryds, jeg har tæt på min hjemadresse. Det var i den allerkoldeste tid, hvor sneen lå i dynger og fortovene var dækket af is.

Så kom en spinkel ung kvinde forbi med en lille skramlende kuffert på hjul, der kæmpede mod isklumperne. Hun havde kun en tynd vindjakke, ingen vanter og de dér strømpebukser, som mange kvinder nøjes med. Heller ingen hue. Vanvid, hvis man spørger mig.

Hun havde et print af en vejvisning i den ene hånd og en sød blomsterbuket i den anden. Skulle sikkert finde over til Bispebjerg Kirkegård og havde ikke været der før. Det var ishundehamrendeskidekoldt. Stol på det.

Jeg forbarmede mig, og fulgte hende hen til Frederiksborgvej, så hun kunne finde vej. Fint nok. Hun kommer med i min kommende bog.

Og så i morges. Altså…hvad ER der med det stoppested?!

Der står en mand på…tja, tredive år? Iført lyseblå shorts, hvid t-shirt og kinatøfler. Intet andet havde han. Jo, et klippekort og en ultratynd plastpose.

En ting er, at det er HELT galt at have så lidt tøj på. Han havde et rundt ansigt og bruger hundeklipperen til hårkransen af karse. En blød type.

En anden ting var den selvfølgelighed hvormed han trådte op i bussen, viste sit kort og satte sig ned på et af de bagerste sæder.

Hvad sker der?

Derfor?

Søndag aften på den sunde burgerrestaurant på Hovedbanen. Min datter og jeg hygger ved et rundt bord indenfor i varmen, inden hun skal tlbage til efterskolen.

Hen til bordet kommer en mand med mørkt hår og stærkt blik. Han har sort tøj på og og kører rundt med nogle mønter i den ene hånd med den anden hånds pegefinger. Måske er han af østeuropæisk herkomst.

Min tiggeralarm er gået, men jeg sidder ned. Han står op. Ret tæt på mig. Jeg nåede ikke at trække min mobiltelefon og lade som om jeg taler med nogen. Det plejer at virke afskrækkende.

Han spørger på engelsk om jeg lige har fem kroner til ham. Idéen er åbenbart, at han lige mangler det lille beløb for at kunne købe et eller andet. Han er altså ikke helt uden midler. Det skal måske virke formildende.

Jeg ryster stille på hovedet uden at sige noget. Han bliver stående. Så sker der noget ganske usædvanligt. Han forlanger en begrundelse for mit afslag. “Why?” siger han, en anelse forurettet, subsidiært desperat.

Min reaktion er at slå beklagende ud med armene. Jeg siger stadig ikke noget. Så går han med uforrettet sag. Oprevet. Jeg bemærker at der står hus forbi med små indvævede bogstaver på hans overtræksbukser.

Det er første gang nogensinde at jeg er blevet afæsket en grund til ikke at ville give en tigger penge. Min datter syntes han burde pakke sig bort i det hele taget, og at han burde søge ganske andre veje til at skaffe sig en indkomst.

Jo, det burde han måske nok. Vi snakker lidt frem og tilbage om det. Tiggeri er jo forbudt, skulle jeg mene. Men man kan jo komme så langt ud at det er nødvendigt at ydmyge sig. Jeg mærker altid angsten for at ende i samme situation, når jeg konfronteres med nogen som er midt i den.

Jeg foreslår for mig selv, at en grund til at give ham de fem kroner, kunne være at jeg havde sørget for at vi kunne drikke medbragte drikkevarer i stedet for at købe restaurantens sukkerfri sodavand til 20-30-40 kroner for et bæger.

Jeg sparede de penge, vel vidende at man nok ikke må drikke medbragte drikkevarer til maden, når man sidder ved restaurantens bord. Måske skulle jeg have givet ham fem kroner af de proppenge?

We have a winner (2)

I dagens ‘P1 Dokumentar’ var der gedigen øregangeguf, idet både en af speakerne og Karen Hækkerup (A) brillerede med fornemme udgaver af ikke-ordet ‘psykriatiske’.

Men programmet bød også på noget, som må betragtes som en nyskabelse indenfor genren “jeg-er-for-munddoven-til-at-udtale-ordene-korrekt”.

Endnu er programmet ikke kommet på nettet, så jeg kan ikke komme med navnet på den ellers branddygtige kvindelige medarbejder, der har opfundet det nye ikke-ord: gravilitet.

Jeg indrømmer blankt, at det ER meget nemmere for tungen at sige gravilitet end det noget mere korrekte: graviditet.

Tillykke til den ufrivillige sproglige jordemoder 🙂

I øvrigt er det imponerende at se hvordan redaktionssekretær Ole Kronborg Grevsen kæmper for karrieren. På P1 Dokumentars hjemmeside præsenteres han med fint s/h portrætfoto og en fornem tekst.

Men lidt længere nede på den selvsamme side kan man se en liste over programmets tidligere medarbejdere. Der er han også opført.

Godt kæmpet, Ole!

Nu og da og når

Ting sker, og hvis man bemærker det og mærker det, så er man i live.

På en hviledag som i dag kan jeg læne mig op ad min køkkenradiator. Så mærker jeg varmen. Den får spændinger og gnavelser til at lette, stille og dejligt.

Den sne, jeg har forbandet så længe, er på tøbagetog og forvandler sig til smeltevand og blæst, som jeg så kan hade i stedet for. Tegn på liv, jovist – men også sådan lidt…gigtsurt?

Så er det godt at have nogle forankringer. Noget man ved at man ved. Ting, man kan tro på med god samvittighed. Adam og Eva spiste af et æble dengang i haven, for eksempel. Det ved enhver. Tre vise mænd besøgte Josef og Maria i stalden. Den slags.

Men nej.

Ifølge Kristeligt Dagblad står der intet i Biblen om noget æble. Heller ikke at det lige præcis var tre vise mænd som besøgte det nybagte forældrepar. Eller at det var i stalden. Eller at Maria red til Bethlehem på et æsel. Eller at Dalila klippede håret af Samson. Eller at Jonas blev slugt af en hval.

Man skal altså tjekke sine kilder. Jeg er måske nok sådan lidt utidig. Har lyst til at faste og købe gåsko på tilbud. Komme i spil. Udspil i stedet for spild.

Læste i dag en slags afskedskronik i Politiken af den 93-årige polemiker og læge og cigarnyder Tage Voss. Det er ifølge ham selv den sidste kronik. 70 år efter den første. Han kan ikke smage forskel på whisky og salmiakspiritus, skriver han.

Det er snart forår. Det tror jeg på.

Tjek det lige for mig, så er du sød.

Drømmekampen

Om lidt mødes fodboldklubberne Arsenal og Leeds på Emirates Stadium i den traditionsrige engelske pokalturnering, FA Cup.

Det gjorde de også for tyve år siden, nemlig 27. januar 1991, og den kamp blev et højdepunkt i mit liv. Det var den første kamp, jeg kommenterede på TV 3.

Jeg kan stadig mærke kuldegysningerne af glæde og spændt forventning stående foran metalstigen op til kommentatorpositionerne på Arsenals tidligere hjemmebane, Highbury, i London,

På vej opad sendte jeg en glad tanke til min salige far, som var tilhænger af hjemmeholdet, hvilket jeg som edsvoren hanekylling ikke just kan siges at være. Jeg truede for sjov med min knyttede næve op mod himlen og sagde: “Nå, så fik du mig alligevel, va’?”

Kampen endte 0-0. Dommer Peter Mikkelsen var min medkommentator. 

Jeg nåede at kommentere ca. 50 kampe for kanalen, inden jeg mistede jobbet ufrivilligt i 1997. Men det faktum at jeg fik min drøm opfyldt, kan jeg godt være stolt af den dag i dag.

Og i dagens kamp holder jeg med Leeds. Stol på det.

Det smukkes forbandelse

Jeg stod i dag ved middagstid og ventede på en bus.

Min påklædning bestod af to par joggingbukser, det yderste mørkegråt med lysegrå striber på langs. På overkroppen bar jeg en mørkegrøn (?) bomuldsvams. På hovedet havde jeg en sort tophue, og udenpå den sad mit hovedtelefonsæt, hvori jeg hørte P1. Sort halstørklæde, sorte joggingsko.

Mens jeg står dér, ruller en københavnsk cykelpige forbi. Hun bærer cykelhjelm, så da hun vinker til mig genkender jeg hende udelukkende på øjnene, men de er simpelthen også så smukke, at jeg ville kunne genkende hende med bind for øjnene stående på månens bagside.

Jeg kender hende nemlig godt. Hun er en af de kvindetyper, jeg har det meget svært med, fordi hun ser så godt ud, at jeg næsten ikke kan få øje på personen bagved det smukke ydre. Ikke at hun gør noget for at bruge sit udseende offensivt, næsten tværtimod. Hun går i ganske almindeligt tøj og overdriver bestemt ikke brugen af make up, tværtimod.

Efter at hun havde passeret blev jeg først flov over at hun havde set mig på en dag, hvor jeg har mit “bare-jeg-har-det-varmt-og-behageligt-så-ligner-jeg-gerne-en-hjemløs” outfit på.

Men så blev jeg også både fortvivlet og lidt vred over at det partout skal gøre ondt i øjnene og videre ind i hjerte og sjæl at få øje på en smuk kvinde. Der er jo ikke det ringeste galt med hende her. Hun er både sød og rar og desuden så klog at hun er i gang med et studie, som man bestemt skal knokle for at komme igennem.

Det irriterer mig at jeg næsten ikke tør have kontakt med sådan én som hende, fordi hun er så køn og dejlig. Det er deprimerende.

Måske er det heller ikke altid lige sjovt at se så godt ud? At man ved, at mændene reagerer spontant på det. Glor på en, fordi man tilfældigvis er født velskabt?

 I vores verden hjælper det at se godt ud. Man bliver opfattet med positivt fortegn, både i sociale og i ansættelsesmæssige sammenhæng. Jeg kan skrive mange kloge ting om fænomenet, og prøve at forklare mig væk fra den smerte, jeg oplever ved synet af sådan en som hende. Og det er lidt trist. For hun er jo bare et helt almindeligt menneske, som bare ser godt ud oveni.

Selvfølgelig vinkede jeg tilbage.

Den gode afhængighed

“Mennesket i dag skal kunne klare sig selv, og det skal kunne tilpasse sig. Det er det vigtigste. Vi skal gøre os uafhængige af hinanden. Det, tror jeg, skaber ensomhed. Men det ville være skrækkeligt, hvis jeg havde et liv, hvor jeg ikke var afhængig af andre, og hvor andre ikke var afhængige af mig! Uafhængighed er på den måde farlig, fordi den skaber ensomhed. Vi er blevet vant til at betragte afhængighed som en svaghed, men det er en væsentlig styrke ved livet at turde være afhængig af andre. Vi skal ikke klynge os til hinanden, men vi skal turde være noget for hinanden og kunne bruge hinanden til noget. Min mor var lagerarbejder, og hendes vigtigste stolthed var, at man skal kunne klare sig selv og ikke ligge nogen til byrde. Men Korshæren har lært mig noget andet: man må godt ligge nogen til byrde.”

[Bjarne Lenau Henriksen (leder af Kirkens Korshær fra 1987-2011) til Politiken]

De kære små

Søndag formiddag. Vintersol.

Jeg går tur, og søger hen mod Statens Museum for Kunst for at få en drik vand og pudre næsen, hvis det er muligt. Men hovedindgangen er lukket, selvom museet er åbent. Javel så.

Da jeg vender mig om, får jeg øje på en lille dreng, som måske er halvandet år gammel. Han har det godt, ser det ud til. En god varm dynejakke og en lun hue. Ethvert skridt er en festlig oplevelse i sig selv. 

Da hans bedstefar (må jeg formode) rækker ham en lille snebold, smiler drengen, som om han har vundet i lotto.

Så får han øje på mig. Han standser, og betragter mig med stor og glad nyfigenhed med sine herligt smilende øjne. Snebolden er nu glemt, selvom han har den i højre hånd. Til sidst må bedstefaren gribe ind, så de kan komme videre. De er i forvejen kommet lidt bagefter moderen og mormoderen, som ses ti meter længere fremme.

Jeg opfatter at familien er tysktalende, så jeg siger ‘klein Mensch, grosses Welt’ til den venlige Opa. Han gentager det og nikker bekræftende. Drengen glemmer alt om mig, da han igen får øje på snebolden i hånden, og smiler endnu bredere. 

Da jeg når ind til Skt. Annæ Plads, hører jeg bag mig en pludrende snak mellem børn og en kvinde. Da de er lige bag mig, siger et af børnene: “Se mor, der er en Audi..!” Jeg måber, og tvinger mig til at vende mig for at tjekke barnets alder ud.

I boksen på en fin Christiania-cykel sidder to små børn, som er højst fire-fem år. Jeg blev så imponeret af deres kendskab til bilmærker, at jeg totalt glemte at notere mig deres køn. Barnet nåede at tilføje: …”hvis man slår taget ned, så bliver det en cabriolet!”

Jeg fik øjenkontakt med moderen, en hübersmart og ung storbykvinde, der sendte mig et stort og næsten undskyldende smil. De går vist ind for gode råvarer i den familie. Der stod jeg med mine posede joggingbukser og ikke-matchende luvslidte bomuldsvams.

Men solen skinnede på både dem og mig.