Verdener mødes

Jeg sidder i en lille boks og fortæller en fantastisk historie.

Den handler om en latterlig mand, der skyder sig selv i hjertet, begraves, uden dog at miste bevidstheden, og som efter en tid befries fra den fugtige jord og suser til en fjern kopi af Jorden og Solen, hvor han møder et lykkeligt folk på en paradisisk dubletklode. 

At gengive den slags kræver en ganske særlig form for koncentration. Og jeg kan mærke at i dag har jeg den. Stemmen summer og brummer som den skal, og jeg ved lige nøjagtigt hvord…

BANK BANK BANK BANKE BANKE BANKE BANKE BANKE

I etagen under, over eller ved siden af min lille boks er man for 117. gang ved at ombygge, indrette, reparere, flytte, udskifte, opsætte, fastgøre, vedligeholde et eller andet inventar.

Med en hammer, denne gang. Andre gange står den på boremaskine, eller skrumlende storbumlende europa-paller med tonstungt læs.

Lidt af et sammenstød mellem det fysiske og metafysiske…

Hov, nu holder de vist frokostpause dernede…jeg må ind i historieuniverset igen. Vi ses!

Nå, nej….tihi: vi høres. Eller rettere: jeg høres 🙂

4 kommentarer til “Verdener mødes

  1. Man lytter på sig selv og pludselig opdager man at det fremragende arbejde, man udfører, ødelægges af hamren og banken.
    Byggeri har altid undret mig. Det kræver også en særlig koncentration og sindstilstand, og man skal være indstillet på at lave om på verdens udseende, og måske bliver det skur, man bygger, udstillet på frilandsmuseum om 200 år?
    Måske er de ved at lydisolere! og måske bliver din oplæsning inclusive hammerslag udlånt på boghistorisk museum om 200 år 🙂

  2. Donald…hehe, ja måske kommer vi på museum. Det ku’ være dejligt. Lydstudiet jeg indlæser i ligger i en industribygning med hyppige lejerskift, og hver gang skal der bankes og dundres og gøres ved. Det er svært at bevare koncentrationen, men jeg er jo nødt til det. Eller droppe dagens indspilning, hvis bankeriet kommer igen og igen. Jeg tillader ikke at der kommer larm med på indspilningen. Jeg skal kunne bruge stilhed/tavshed som modspil til det sagte. Det uudtalte skal være stille. Det ligger i dets natur.
    Nå, videre! 🙂
    PS. Jeg kan meget anbefale de to små fantastiske fortællinger af Dostojevskij. Især den anden af dem er helt utroligt aktuel.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s