Monthly Archives: januar 2011

Min egen særegne udtale

Jeg kæmper ikke alene fra linje til linje når jeg skriver, men også når jeg læser op og ind, for ofte er der nogle ord som skal smages til med tidens toneklang.

Det gælder f.eks. gode gamle ord, der begynder eller slutter med “egen”. Skal bogstavet ‘e’ mon udtales som det første bogstav i ordet ‘egetræ’ eller som i ‘ejendom’?

Bruger man egetræsmetoden lyder man meget korrekt og gammeldansk, men jeg synes dog også at bopælsmetoden er lige lovlig…frisk.

I dag på P2 hørte jeg musikeren og radio/tv-værten Nikolaj Koppel udtale ordet ‘særegen’ på bopælsmåden, ganske uden egetræsfornemmelse.

Det overraskede mig at han, som ellers fører en høvisk tunge, bruger den moderne udtalemåde. Ikke fordi den måske er decideret ukorrekt – men fordi den lyder så nymodens fra en mand med så pæne hænder.

 Jeg er ofte i tvivl om udtaler, foreksempel med ordet ‘egensindig’?

Ikke på vilkår om jeg vil andre steder end i skoven med det ord. Men omvendt, så skal lytteren af de lydbøger, jeg lægger mule til, helst opfatte hvad jeg forsøger at sige. Det har førsteprioritet, any time.

Syret.

Videre! 

Glad mand i glat lys

Det sidste sted ti ud af ti københavnere ville besøge på årets første formiddag?

Ja, måske – men nu er jeg jo så heller ikke sådan helt, hvad skal man sige, almindelig? Så jeg har været på Dyrehavsbakken. 

Jeg havde brug for at få lidt luft og nyde det livsfornyende lys fra den mere end velkomne vintersol. Det var ikke nogen nem tur, for jeg bruger stadig mine gamle og meget slidte sorte joggingsko, og de er stort set det værste man kan have på, når overfladen mestendels består af isbelagt sne.

Derfor gled jeg mere end jeg gik fra Klampenborg gennem skoven til Bakken, hvor der måske nok var noget om snakken, men ingen at snakke med. Jo, der var faktisk en enkelt teltholder med sin firhjulstrækker – vi nikkedes – og der kom også en mor trækkende med sit barn på en plastickælk. Ditto.

Som barn boede jeg på Bakken om sommeren i en årrække, fordi mine forældre arbejdede derude og derfor har jeg et endog meget specielt forhold til stedet. I dag overraskedes jeg over at flere af de fredede forlystelser er blevet flyttet til andre og nye placeringer, men et boldkast er jo et boldkast og et muntert køkken klirrer lige højt alle steder.

Fair nok.

Med mig på turen havde jeg en særlig stemning af melankoli, midt i lyset. 

I nat lyttede jeg på P1 til en genudsendelse fra i onsdags af ‘Besøgstid’, hvor den fremragende interviewer Karen Secher var gæst hos Flemming ‘Bamse’ Jørgensen. Et fint, nyproduceret program med en dygtig og sympatisk kunstner.

Sangeren døde i nat af et hjerteslag, måske mens programmet blev sendt. Livet føles meget dyrebart, når den slags sammenfald åbenbarer sig. Det er godt at kende sin besøgstid, men hvem gør det? Tankevækkende.

Jeg måtte passe meget på ikke at falde på de mange glatte knolde og isglatte felter derude, men jeg nåede da at få ondt i højre knæ. Det er væk igen, altså ikke knæet, men den lille smerte som fortæller at jeg ikke er helt ung længere.

Det var en meget afklaret mand, der tog bussen hjem igen fra Klampenborg. Jeg er ikke færdig med Bakken. Man skal vare sig for faldgruber, jovist, men man kan komme langt ved at konfrontere frygt og bævelse.

Vi må se ad. Mit syn fungerer bedst i smukt, klart vinterlys, også når jeg skal kigge indad, og jeg tænker og arbejder bedst med sproget når jeg har fred og ro til det. I mit mundtlige, daglige sprogjob længes jeg desperat efter et arbejdsmiljø i total og uforstyrret ro, men man må jo spille med de kort man har fået.

Som filosoffen BS udtrykker det: “Vi har det, vi har”.

Det er ikke så dumt endda i al sin enkelthed, men man jo godt have ønsker og drømme…før lyset forsvinder for altid.