dirt track

Der står vi så. Der er højst halvanden meter imellem os.

Vi står udenfor det rum, hvor en ung kvinde har tilkæmpet sig en position, hvorfra hun vil kunne falde lige ned i armene på en knarvorn og halstarrig gammel ungkarl. Faktisk svævede hun højt oppe i luften af lykke, da pausen satte ind.

Men det hele er kun for sjov, selvom det er alvor for hende som spiller den unge kvinde. Det er hendes job at lade som om hun er det unge menneske, så jeg og hende som befinder sig i min nærhed kan identificere os og lege med herude i virkeligheden.

Jeg er forundret over den måde hun kan lade som om jeg ikke er her på. Altså ikke hende på scenen, men hende som står så tæt på mig. Hende på scenen talte til mig, appellerede til mig, sang til mig og så direkte på mig. Den anden sad lige bag mig, så hende kunne jeg ikke holde øje med.

Når jeg her i pausen stjæler mig til at se på hende – det krøllede lyse hår som altid og hele tiden lander så smukt på hendes skuldre, så får jeg ondt i maven. Jeg flytter mig lidt længere væk, så jeg ikke risikerer at få flere sanser involveret. Synet er rigeligt til at ødelægge resten af dagen.

På vej tilbage ind i legestuen spørger jeg mig selv om hun mon virkelig er så dum en kælling, som jeg gerne vil have at hun er. Om det ikke bare er min måde at efterrationalisere. Har jeg måske ikke engang været parat til at gå hele vejen med hende? Vist er det længe siden, men alligevel.

Jeg føler mig som en bil, der ikke kan klare et syn. Et øjeblik frygter jeg at styretøj og bremser vil svigte, så jeg kommer til at støde ind i hende. Selvom hun er et år ældre end mig, er der sikkert masser af ungdommelig dørtræk i hende. Det udrykningsblå blink i blikket. Spøgelsesbilist.  

Tæppet er gået. Op og ned. Og der er ingen, der klapper for alvor. Kun for sjov. Det gør vi så til gengæld sammen, og mens det sker ser jeg hendes hænder for mig, Ingen har så smukke hænder som hende.

Stykket ender lykkeligt. Er det ikke bare typisk?

Advertisement

Papegøjebogen på spring

Jeg kan se at at min nye bog kan forudbestilles hos de forskellige netboghandlere, og der er endda en ret god pris at få i forhold til den vejledende salgspris på 179 kr.

Om man kan regne med den tilbudte rabat, ved jeg af gode grunde ikke, men det er jo ikke forbudt af prøve sig frem. En aftale er vel en aftale.

Ellers går tiden med at vente på udgivelsesdatoen. Anmeldelses-eksemplarerne er udsendt, så jeg håber meget på at diverse kritikere er i gang med at forholde sig til de 45 fabulerende linjer og CD’en med min indtaling af dem.

Jeg prøver at lokke nogle elektroniske medier til at interessere sig for udgivelsen, selvom det at promovere mig selv bestemt ikke huer mig. Men omvendt må jeg være så klar i krydderen at jeg forstår, at indhold er indhold – og at det er det som læsere og lyttere vil kunne interessere sig for.

Hvis de vel at mærke får kendskab til det. 

At det så tilfældigvis er mig, der har skrevet bogen er et faktum, men også kun altafgørende vigtigt for en eneste person.

Indholdet er en vare, som tilbydes på markedet, der bugner med bøger. Vist er det en del af markedsføringen hvem forfatteren er. Men det må jeg prøve at leve med. Hihi.

Og derfor må jeg lade som om at jeg ingen kvababbelser har i forhold til at anbefale bogen uden blusel og forbehold. Og skal jeg være helt ærlig, så føler jeg at det her er et godt bud på noget, som kan komme både mig og læserne til gode.

Forlægger Mikael har virkelig sørget for at varen ser ordentlig ud. Indholdet er tilpas seriøst og humoristisk til at det kan klikke. Og det bedste ved det hele er vekselvirkningen mellem teksten og den mundtlige version på CD’en. 

I det felt ligger bogens allerstørste chance, tror jeg.

Moppedreng ha’ sødetabletter?

der må være en kant

Jeg skærer mig stort set aldrig når jeg barberer mig. Det er ikke skæg alt sammen. Øvelse gør bedre. 

Den mængde uagtsomhed som jeg er sat til at administrere, søger ikke hen til den del af mit liv. Man kan nå langt på ens glatte ansigt, og indtil nu har jeg klaret mig uden skrammer, sådan cirka.

Det kræver håndelag hvis man vil undgå at åbne små flænger. I området omkring munden skal hårfjernelsen foregå under iagttagelse af den mest  delikate form for forsigtighed, men hvis man bruger for lang tid kan toget jo forlængst være kørt. 

Jeg bliver altid nervøs når jeg nærmer mig læberne. Munden er menneskets mest følsomme legemsdel, udover de unævnelige. Vi taler, spiser, dier og kysser med den, og ingen ønsker vel andet end de blødeste forudsætninger? Meget kan man bide i sig, men alligevel.

Alt dette for at fortælle en løgn og en sandhed. Nej, to løgne og en sandhed.

I morges stod jeg og barberede mig. Måske var det en skæringsdato. Måske var det gang nummer titusinde. Noget sagde mig at jeg skulle passe ekstra godt på.

Jeg hører en ambulance. Lige overfor ligger indkørslen til en meget travl skadestue, og jeg er så vant til de stigende og faldende sirener at jeg ikke lægger særligt mærke til det. Løfter knapt nok blikket. Men denne gang kiggede jeg op.

Når ambulancerne skal ind på hospitalets område, bremser de helt op. De skal nemlig op over en kantsten, og selvom der er lavet en lille tærskel, sliske eller hvad sådan en hedder, så tør chaufførerne ikke passere uden at have sat hastigheden ned til næsten nul.

De ved, at hvis de ikke respekterer den forhindring, så hopper vognen måske op i luften. Ikke meget, men nok til at det kan gøre ondt værre for den lidende patient.

I samme øjeblik jeg uforvarende laver den første lille skæreskade i mundvigen i årevis, ser jeg over mod sygehuset. Ambulancen er ved at dreje ind fra den hidsige ringvej. Den blåt blinkende gul/røde vogn sænker stort set ikke farten, men tager kanstenen som den kommer.

Jeg ser det, og smager mit eget blod.

Ambulancens bagvogn slår voldsomt ud, ind mod vejens midte, og laver et ildevarslende svaj. Det bagerste hjulsæt må have løftet sig fra asfalten, men de trækkende forhjul forlanger at de værsgo skal videre fremad.

Jeg slikker bloddråben væk, inden den ryger ned på min trøje, og tænker at enten er chaufføren ikke bekendt med de lokale forhold, eller også er patienten i så akut en tilstand at det handler om sekunder.

For at holde vognen på alle fire hjul, laver chaufføren en kontrabevægelse med rattet, hvilket får ambulancen til at udfordre fysikkens grundregler. Den er lige ved at vælte ind på fortovet tl højre.

Jeg spærrer øjnene op og bider mig i læben. I de ti år jeg har boet her, har jeg set mindst femhundrede skrigende ambulancer liste sig op over kanten, men denne her tager ingen fanger i ankomstprocessen.

Det er et mirakel at den ikke tipper over. Få sekunder efter er den væk. Det svier i mit sår. Tungen finder selv derhen. I blodbanen er alarmen forlængst gået og de små koagulationister rykker ud.

Jeg overlever nok. Måske har jeg stået for længe ved vasken. Jeg synes i hvert fald at jeg svajer lidt, da jeg vil gå hen og sætte vand over.

1:1

en som hed
det samme som jeg
en som hed

hed som en
som det samme jeg
hed som en

en som hed
det samme som mig
en som hed

forord

når jeg skriver, giver jeg som regel den enkelte tanke god plads, for der skal være plads til eftertanke, med mindre at teksten forlanger at stå på så lidt plads som muligt, hvilket sagtens kan ske, og det nemmeste er jo at hamre løs på tasterne og regne med at talentet klarer resten, selvom man aldrig kan vide om man har fat i den lange ende, heller ikke i kortprosa, så det gælder om at læseren ikke kan nære sig for at få det hele med, og hvis ordene ellers har masser af næring med sig hjemmefra kan de befrugte hinanden på en måde som minder om pauser i musik, hvor stilhed er lydens livsbetingelse, hvor ingenting kan betyde alt, ikke sandt, men hvis der bliver for trangt mellem mine linjer er det begrænset hvor meget ilt teksten kan optage, om den tåler dagslys, så at sige, hvilket kan blokere for at læseren selv digter med, selvom jeg godt ved at ordene ikke kan lave om på sig selv når de først er sat på papiret, men der er jo mange eksempler på at to personer opfatter den samme tekst forskelligt, ellers ville det være omsonst at skrive andet end manualer til opvaskemaskiner, patentbeskrivelser, parkeringsbøder og indlægssedler til medicin, og de kan jo være vigtige nok, men der skal også være rum for det tvetydige, underfundigt tankevækkende, og noget lyrik, hvor konsonanter og vokaler kommer fast sammen med klangfarve og rytmesans, for slet ikke at tale om lange rablende linjer om alt og ingenting, kvinder, møl, gåture, ekstra ost og et hurtigt knald i en snasket trappeopgang mellem det mundtlige og skriftlige

Følsomhed

Jeg undrer mig.

For ti minutter siden begyndte jeg at se en film med en af mine yndlingsyndlinge, nemlig Laura Linney.

Fem minutter inde i filmen siger hendes nye chef til hende, at hun ikke fortsat lige må smutte afsted et kvarter om eftermiddagen og hente sin otte-årige søn fra skole og køre ham hen til en babysitter, hvor han så er til hun får fri.

Hun er enlig mor til ham og har arbejdet i den lille bank i en provinsby i nogle år.

Altså en konflikt. En person med noget magt demonstrerer den. Beslutter noget, som går ud over nogen. Han siger selv, at det er for at hans personlige ambitioner for den lille provinsbank, skal kunne opfyldes.

Jeg prøver mit gamle trick: at lukke for lyden og nøjes med at læse underteksten. Jeg kan ikke tåle at høre nogen, der siger noget “ondt” – og slet ikke hvis de evner at sige det uden at hæve stemmen.

Men det er jo helt….gakkelak..!

Er jeg virkelig så ekstremt overfølsom for konflikter, at jeg ikke engang kan tåle at se andre have dem i et fiktivt univers? Jeg kan i hvert fald ikke tåle at høre det.

Hvorfor er jeg så rystelig?

Nå…men nu må du lige have mig undskyldt. Jeg må og skal høre når 80 millioner mennesker får deres frihed tilbage efter tredive år. Det kan jeg godt tåle at høre.

Stol på det

Godnat, far

I dag ville min far, Otto, have fyldt 102 år. Hans far, Hans-Georg, blev 99 år.

Sidst jeg så min far var han 65 år. Jeg var 17 år. Det bliver min datter snart. Lige nu sover hun i sin farfars fødeby. Jeg er meget, meget glad for hende.

Jeg har også været far for en dreng. En god dreng. Han har nu en datter på 1 år.

Vi fødes, vi lever, vi dør. To af de ting kan man kun være alene om.

Nu vil jeg gå i seng, og hvis det går som det plejer, så vågner jeg i morgen formiddag. Allerede nu glæder jeg mig til ostemaden og kaffen.

Der fødes 260.000 børn hver dag på Jorden. I et gennemsnitligt liv trækker man vejret 490 millioner gange. Fra man er 0-1 år græder man i 490 timer. Dog ikke i træk, selv om forældrene kan føle at det er sådan.

Om natten.

Godnat.

Hvor sjov tør man være?

Snart udkommer min rablende papegøjebog/CD, og i modsætning til de fire tidligere digtsamlinger er der en hel del humor i den her. Formen er meget mundtlig, og nogle af de 45 linjer går decideret efter et godt grin.

Men er det nu også så smart, Hansen?

I en tankevækkende artikel i Information beskriver forfatteren Jens Blendstrup det farlige i at bruge humor som kongevej til læserens hjerte og hjerte. Man risikerer at blive stemplet som…(gulp) mindre seriøs end de skrivere, som Blendstrup med et vidunderligt udtryk kalder alvorlikerne:

»Hvis man er alvorlig, skal man ikke forsvare sig. Som humorist skal man forsvare sig hele tiden. Også over for sig selv. Som om man ikke kan tage sig selv alvorligt. Men det ved jeg nu heller ikke, om jeg kan. Da jeg var 18, var jeg alvorliker, teenageselvhøjtidelig, røg hvide Kings, hørte jazz og skrev følsomme digte inspireret af Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen. Hvis man var sådan én, ville man have et helt andet hof, tænker jeg også. Et ærbødigt et. Jeg er bare en litteraturens pølsemand. Men andre gange vil man jo gerne være en selvhøjtidelig cockerspaniel. Jeg prøver at lære at acceptere begge dele. Det er måske også derfor, jeg er begyndt at skrive længere bøger. Jeg behøver ikke hver gang overgå mig selv i sære badutspring.«

På den ene side kan man få kontakt med mange flere ved at turde vinkle teksten sådan lidt smågakket – tænk bare på dengang Per Højholt skrev sine Gitte-monologer – men omvendt har man måske sagt farvel til muligheden for at blive taget seriøst, når man vil formidle noget ondt, væmmeligt, hårdt, sort og slemt.

Tænk også på skuespillernes dilemma hvis de får succes med noget komisk. Da man grinede Dirch Passer ud af rollen som den evnesvage, bomstærke Lenny i Steinbecks ‘Mus og mænd’.

Jeg har selvsagt givet besked til P1’s litteraturprogram om fabulator-bogen. Men burde den i virkeligheden også promoveres i P4 og i Aftenshowet eller P3 Morgen?

Mit håb er at man får øje på alvoren bag humoren. Humor uden bagvedliggende smerte er noget af det værste jeg ved. Måske kan jeg underholde ved at sætte mig mellem to stole – og ryge på røven.

Vi må se ad.

Nostalgi er ikke hvad det har været

Jeg er et ordmenneske, men her i anden halvdel af mit liv tænker jeg ofte på at der er to emneområder, der interesserer mig så meget at de burde få mig til at overvinde min talskræk.

Det er fysik, især astrofysik, og arkitektur.

Fysikken, fordi jeg synes at stjernehimlen og universets gåde er noget af det mest tankevækkende overhovedet (højt over hovedet, faktisk).

Og arkitektur: der er jo næsten ikke noget mere vigtigt end de huse vi bor, arbejder og morer os i? De byer, vi bor i og de landskaber, vi bevæger os rundt i.

Rammerne.

Den fødeklinik jeg kom til verden i er nu et ældrecenter. Min folkeskole er omdannet til ældreboliger. Mit gymnasium er nedlagt. Kirken, jeg blev konfirmeret i er revet ned. Og nu lukker den dejlige højskole i det gamle badehotel i Ærøskøbing, hvor jeg havde fire fantastiske måneder i 1979.

Min yndlingsfodboldklub i London vil flytte fra The Lane, af økonomiske årsager. For at få flere betalende gæster. Jeg flipper tit ud over, at der ikke er et eneste menneske tilbage i klubben, hverken på eller uden for banen, i forhold til dengang jeg faldt for dem i 1975.

Rammerne er de samme. Adressen er det i hvert fald. Man har ombygget en del. Men er det egentlig samme klub, hvis det er helt nye mennesker på hver eneste post? Og hvis man flytter til en anden bydel…er det så samme indhold?

Jeg ved godt at mange mennesker hader ændringer. At man trives med det, man kender. Men i 2011 skal man værsgo være mindst verdensmester til det modsatte.

Forandringsparathed = sammenhængskraft?

Gi’ mig en rejse til Hawaii…