Godnat, far

I dag ville min far, Otto, have fyldt 102 år. Hans far, Hans-Georg, blev 99 år.

Sidst jeg så min far var han 65 år. Jeg var 17 år. Det bliver min datter snart. Lige nu sover hun i sin farfars fødeby. Jeg er meget, meget glad for hende.

Jeg har også været far for en dreng. En god dreng. Han har nu en datter på 1 år.

Vi fødes, vi lever, vi dør. To af de ting kan man kun være alene om.

Nu vil jeg gå i seng, og hvis det går som det plejer, så vågner jeg i morgen formiddag. Allerede nu glæder jeg mig til ostemaden og kaffen.

Der fødes 260.000 børn hver dag på Jorden. I et gennemsnitligt liv trækker man vejret 490 millioner gange. Fra man er 0-1 år græder man i 490 timer. Dog ikke i træk, selv om forældrene kan føle at det er sådan.

Om natten.

Godnat.

16 kommentarer til “Godnat, far

  1. Såfremt du ser disse linier og måske svarer, er du igen vågnet op (til dåd!).
    Nogle gange hopper genernes effekt en generation over. Såfremt blogejeren måtte besidde aldersgenmappen fra Hans-Georg, skal han gnide søvn ud af øjnene mindst 16.425 gange endnu!
    Hvor mange gange du skal græde, afhænger vist af matematikkens ukonstante faktorer….. 😉

  2. Erik…jeg lever! It’s another miracle! Hurra! Ondt i halsen, ja. Murren diverse og de værste steder, ja. Men pyt med det…I’m alive!
    Guderne må vide hvor mange åndedrag jeg/man har tilbage. Jeg er i hvert fald bagud på point mht at græde, eller er jeg?
    Nå, ostemaden er væk (mums!) – og kaffen smager himmelsk (HIMMELSK??!!!….NOOOOOOOOH!)
    Kaffen smager jordisk paradisisk 🙂

  3. Det er svært at sige noget opmuntrende, eftersom jeg fornemmer at værten har brug for at hvile lidt i stemningen. Noget kunne tyde på at den doktor har sagt, at der er tegn på at overvægten sætter sig i systemet og at det ville være klogt at ændre stil. Unge læger kan ikke vide, hvor langsomt det går med at ændre stil og er ikke altid de bedste rådgivere, jo måske for hoppeglade yuppier? Men for os andre?
    Det vigtigste for mig er at jeg nyder naturen, eller byerne, gaderne, menneskene jeg ser, når jeg går en tur. Ved at gå 2 timer hver dag ændrer kroppen sig radikalt. Men hvem har tid til at gå 2 timer hver dag? Men man kan også spørge, hvad er alternativet? Måske vinder vi 24 timer hver gang vi går 2 timer? Så er det en finansieret skattelettelse! Man skal holde af sig selv.

  4. Hvis vi så sagde at man levede i 85 år (:
    og der i gennemsnit var 365 dage på hver enkelt af de 85 år :p
    ville der være født 8.066.500.000 børn i hele ens levetid C:
    det er mere end verdens befolkning idag 😛
    tal tal tal og flere tal 😀

  5. Donald…tak for gode ord.
    Pudsigt nok er min læge meget lidt opdragende. Tror han er typen, som (han er meget rutineret) ikke kan hidse sig op over ret meget, og så længe man kan komme ind ad hans ret smalle dør, så gider han ikke holde foredrag.
    Jeg har aldrig røget, og jeg drikker hver anden måned, så der er grænser for hvor hellig jeg yderligere kan være.
    Desuden har han mere travlt med at skrive romaner end recepter…hihi. (Den sorte svane, hedder hans nye roman).
    I weekenden var jeg lige ved at gå til Tølløse, men droppede det i sidste øjeblik. Mon ikke det var meget klogt? 53 km uden videre? Hmm…
    Der er mange ting. Mange skøre mænd. MAD MEN, f.eks….

  6. Beologine…ja, de tal dér kan jo sagtens holde een vågen om natten.
    Den årlige dødsrate for hele Jorden er 8.37 per 1000.
    Den årlige fødselsrate for hele Jorden er 19.95 per year per 1000
    – så der skal jo trækkes et par stykker fra…sådan…ind i mellem.
    “Jeg er ikke bange for at dø. Jeg vil bare helst ikke være tilstede, når det sker”
    (W. Allen)

  7. Mikael…jae tjae bum bum bum…jeg har da flirtet i mange år med tanken om at jeg måske går rundt med en eller anden form for overaktiv nedtrykthed…men…jeg tror egentlig ikke at jeg er særligt hårdt ramt som sådan.
    Og der er jo visse sidegevinster ved at være sådan lidt…solonolo og særling. Man skal ikke hele tiden aftale med nogen hvad man skal og ikke skal. Og hvad man kan og ikke kan. Må. Bør. Vil. Den slags…
    Jeg bruger ikke hårdere stoffer end fløde. Det er nok mit meget store held at jeg aldrig er røget på den fede, eller andre stoffer. Jeg er nok for nærig, og måske også nøjsom.
    Et enkelt syretrip i kontrollerede omgivelser ville jeg være villig til at overveje, men der er altid lige en fodboldkamp på tv jeg skal se først 🙂
    Men tak for linket…den så skæg ud, den stribe der 🙂

  8. Dét dér man siger med at vi fødes alene er jo noget fuldstændigt forvrøvlet sludder. Det er endnu aldrig sket for nogen. Vi kommer jo allesammen ud af vores mor, og det er meget sjældent hun får lov at føde uden selskab, i vor moderne verden sker det oftest på et hospital. Det sidste gør sig i øvrigt også gældende for afslutningen af livet. Om ikke andet så er man da i selskab med en hel masse elektronik og nogle maskiner, der siger sjove lyde og blinker.
    Sandheden er reelt, at vi ALDRIG er alene. Dette kan være akkurat lige så traumatisk som det modsatte.

  9. Kjeldsen…ja, jo..du er jo skarp, som altid. Det er du.
    Når man fødes har man en hel del at se til. Ikke alene oplever man lidt af et miljøskift, men man får også navlestrengen klippet over. Nogle gange vender de sågar op og ned på een og klapper een i røven. Så er det rart at der er en af dem, som man føler sig lidt mere knyttet til end andre. Selve fødslen er man vel trods alt alene om, i de første faser, i hvert fald…medmindre der er en tvilling man kan holde i hånden.
    Og de sidste minutter? Tja…jeg ved snart ikke. Det kunne være streetsmart at ligge der med et sæt ørepropper i ørerne for lige at få den sidste Jørgen Mylius-udsendelse med? Det kunne i det mindste gøre overgangen lidt lettere…hihi.

  10. Under hele fosterstadiet befinder man sig inde i den semi-guddommelige entitet vi senere lærer at kalde “mor”. Lige så lidt som den troende kan føle sig alene “i Gud” kan fostret føle sig alene “i mor”. Hun er der bare, udgør hele ens verden og referenceramme – hendes stemme, hendes bevægelser, hendes varme og hendes kød: en symbiotisk parasittilværelse, der for mange fortsætter længe efter fødslen og faktisk kun kan afvikles totalt når en af parterne afgår ved døden. Det lille barn er ikke alene på noget tidspunkt under fødslen, mor er der hele tiden.

  11. Tak, London-Tina. Ja, livet er i sandhed lidt af en oplevelse. Som jeg plejer at formulere det: livet er livligt.:!
    Der sker da noget.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s