Følsomhed

Jeg undrer mig.

For ti minutter siden begyndte jeg at se en film med en af mine yndlingsyndlinge, nemlig Laura Linney.

Fem minutter inde i filmen siger hendes nye chef til hende, at hun ikke fortsat lige må smutte afsted et kvarter om eftermiddagen og hente sin otte-årige søn fra skole og køre ham hen til en babysitter, hvor han så er til hun får fri.

Hun er enlig mor til ham og har arbejdet i den lille bank i en provinsby i nogle år.

Altså en konflikt. En person med noget magt demonstrerer den. Beslutter noget, som går ud over nogen. Han siger selv, at det er for at hans personlige ambitioner for den lille provinsbank, skal kunne opfyldes.

Jeg prøver mit gamle trick: at lukke for lyden og nøjes med at læse underteksten. Jeg kan ikke tåle at høre nogen, der siger noget “ondt” – og slet ikke hvis de evner at sige det uden at hæve stemmen.

Men det er jo helt….gakkelak..!

Er jeg virkelig så ekstremt overfølsom for konflikter, at jeg ikke engang kan tåle at se andre have dem i et fiktivt univers? Jeg kan i hvert fald ikke tåle at høre det.

Hvorfor er jeg så rystelig?

Nå…men nu må du lige have mig undskyldt. Jeg må og skal høre når 80 millioner mennesker får deres frihed tilbage efter tredive år. Det kan jeg godt tåle at høre.

Stol på det

6 kommentarer til “Følsomhed

  1. Er det ikke bare følsomheden der spiller med musklerne ? Jeg så en gang en film, hvor jeg var nødt til at forlade salen, fordi jeg blev ualmindelig utilpas over replikker, handling osv. Da jeg kom ud lå en anden kvinde alene på gulvet udenfor døren. Hun var også utilpas !! Det var heldigt, for det hjalp svært på mig og mit at skulle tage mig af hende.
    Mine overvejelser går på at min indlevelsesevne betyder, at jeg – på en måååde, ing´? – spiller alle rollerne og det er ikke altid lige rart. Hverken at spille den onde eller den det går ud over, vel ? Det er topnormalt og ikke en skid gakkelakt, vel ??
    MEN Jeg tåler også sagtens frihed for folket IRL ! hep for det.

  2. Gitte J…herlig kommentar. Tak.
    Jeg oplever det gang på gang på gang, både med film, men også når der er politiske debatter: hvis de skændes og/eller råber, og er gode til det, og der vises et magtforhold frem, hvor en af parterne kommer til at lide under den andens styrke – så kan jeg ikke holde ud at bevidne det.
    Også hvis det trækker op til noget konfliktstof, så mærker jeg det længe inden den er etableret. Jeg tror såmænd “bare” at jeg har et “brændt barn”-syndrom, hvor min krop kan huske gamle grimme situationer, f.eks. fra folkeskolen, hvor jeg havde det lige lovligt heftigt – eller rettere: ikke besad evnerne til at overkomme den modstand jeg mødte.
    Jeg tror, at min følsomhed blev etableret i de første leveår. Og måske burde jeg hver dag bestille en buket blomster til mig selv, fordi jeg har kunnet få så indholdsrigt et liv med sådan en følsomhed indenbords.
    Den er bare svær at sælge som en god kompetence. Med mindre man vælger at blive sådan noget som…hmm…forfatter? 😀

  3. Beo – luk øjnene og visualisér følgende: Laura Linney er rigtig bitched overfor dig……
    Øvelsen fortæller dig, om det er persontypen eller selve handlingen/begivenheden, der får dig til at række ud efter nogle af din bedstefars postlabler mrk. “fragile”.
    De mentale mekanismer, som du brugte som fodbolddommer, bør kunne transformeres til din nuværende dagligdag. 😉

  4. Erik…sikke en fin kommentar. Jeg er sikker på at et forhold mellem mig og bemeldte skuespiller ville vare et sted mellem fem minutter og fjorten dage, alt efter prisen på flyvebilletter.
    Hun spiller ofte rollen som den empatiske og problemramte, som ikke behandles efter fortjeneste. Jeg spejler mig nok i hende. Og så ser hun jo mild og god ud i ansigtet, og er pæn og nydelig også sådan nedover.
    Min karriere som fodbolddommer er en interessant historie. Jeg havde ingensomhelst problemer med at træde ind i rollen (dengang var det jo kun en teoretisk uddannelse…man skulle selv lære sig den praktiske del).
    Der var dage hvor jeg styrede med stil. Og dage, hvor jeg overhovedet slet ikke kunne tåle hvis nogen angreb min autoritet. Jeg måtte forberede mig mentalt i flere dage før en kamp, og de kampe jeg dømte var totalt latterlige motionskampe på meget lavt plan.
    Jeg blev derfor dybt skuffet når jeg mødte op, gjorde mit bedste, og alligevel blev mødt af vilde protester over afgørelser, som skulle træffes – men som kunne debatteres.
    Tilsidst droppede jeg at være det, idet skuffelserne var alt for store i forhold til de opgaver jeg fik. Cost benefit?

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s