forord

når jeg skriver, giver jeg som regel den enkelte tanke god plads, for der skal være plads til eftertanke, med mindre at teksten forlanger at stå på så lidt plads som muligt, hvilket sagtens kan ske, og det nemmeste er jo at hamre løs på tasterne og regne med at talentet klarer resten, selvom man aldrig kan vide om man har fat i den lange ende, heller ikke i kortprosa, så det gælder om at læseren ikke kan nære sig for at få det hele med, og hvis ordene ellers har masser af næring med sig hjemmefra kan de befrugte hinanden på en måde som minder om pauser i musik, hvor stilhed er lydens livsbetingelse, hvor ingenting kan betyde alt, ikke sandt, men hvis der bliver for trangt mellem mine linjer er det begrænset hvor meget ilt teksten kan optage, om den tåler dagslys, så at sige, hvilket kan blokere for at læseren selv digter med, selvom jeg godt ved at ordene ikke kan lave om på sig selv når de først er sat på papiret, men der er jo mange eksempler på at to personer opfatter den samme tekst forskelligt, ellers ville det være omsonst at skrive andet end manualer til opvaskemaskiner, patentbeskrivelser, parkeringsbøder og indlægssedler til medicin, og de kan jo være vigtige nok, men der skal også være rum for det tvetydige, underfundigt tankevækkende, og noget lyrik, hvor konsonanter og vokaler kommer fast sammen med klangfarve og rytmesans, for slet ikke at tale om lange rablende linjer om alt og ingenting, kvinder, møl, gåture, ekstra ost og et hurtigt knald i en snasket trappeopgang mellem det mundtlige og skriftlige

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s