der må være en kant

Jeg skærer mig stort set aldrig når jeg barberer mig. Det er ikke skæg alt sammen. Øvelse gør bedre. 

Den mængde uagtsomhed som jeg er sat til at administrere, søger ikke hen til den del af mit liv. Man kan nå langt på ens glatte ansigt, og indtil nu har jeg klaret mig uden skrammer, sådan cirka.

Det kræver håndelag hvis man vil undgå at åbne små flænger. I området omkring munden skal hårfjernelsen foregå under iagttagelse af den mest  delikate form for forsigtighed, men hvis man bruger for lang tid kan toget jo forlængst være kørt. 

Jeg bliver altid nervøs når jeg nærmer mig læberne. Munden er menneskets mest følsomme legemsdel, udover de unævnelige. Vi taler, spiser, dier og kysser med den, og ingen ønsker vel andet end de blødeste forudsætninger? Meget kan man bide i sig, men alligevel.

Alt dette for at fortælle en løgn og en sandhed. Nej, to løgne og en sandhed.

I morges stod jeg og barberede mig. Måske var det en skæringsdato. Måske var det gang nummer titusinde. Noget sagde mig at jeg skulle passe ekstra godt på.

Jeg hører en ambulance. Lige overfor ligger indkørslen til en meget travl skadestue, og jeg er så vant til de stigende og faldende sirener at jeg ikke lægger særligt mærke til det. Løfter knapt nok blikket. Men denne gang kiggede jeg op.

Når ambulancerne skal ind på hospitalets område, bremser de helt op. De skal nemlig op over en kantsten, og selvom der er lavet en lille tærskel, sliske eller hvad sådan en hedder, så tør chaufførerne ikke passere uden at have sat hastigheden ned til næsten nul.

De ved, at hvis de ikke respekterer den forhindring, så hopper vognen måske op i luften. Ikke meget, men nok til at det kan gøre ondt værre for den lidende patient.

I samme øjeblik jeg uforvarende laver den første lille skæreskade i mundvigen i årevis, ser jeg over mod sygehuset. Ambulancen er ved at dreje ind fra den hidsige ringvej. Den blåt blinkende gul/røde vogn sænker stort set ikke farten, men tager kanstenen som den kommer.

Jeg ser det, og smager mit eget blod.

Ambulancens bagvogn slår voldsomt ud, ind mod vejens midte, og laver et ildevarslende svaj. Det bagerste hjulsæt må have løftet sig fra asfalten, men de trækkende forhjul forlanger at de værsgo skal videre fremad.

Jeg slikker bloddråben væk, inden den ryger ned på min trøje, og tænker at enten er chaufføren ikke bekendt med de lokale forhold, eller også er patienten i så akut en tilstand at det handler om sekunder.

For at holde vognen på alle fire hjul, laver chaufføren en kontrabevægelse med rattet, hvilket får ambulancen til at udfordre fysikkens grundregler. Den er lige ved at vælte ind på fortovet tl højre.

Jeg spærrer øjnene op og bider mig i læben. I de ti år jeg har boet her, har jeg set mindst femhundrede skrigende ambulancer liste sig op over kanten, men denne her tager ingen fanger i ankomstprocessen.

Det er et mirakel at den ikke tipper over. Få sekunder efter er den væk. Det svier i mit sår. Tungen finder selv derhen. I blodbanen er alarmen forlængst gået og de små koagulationister rykker ud.

Jeg overlever nok. Måske har jeg stået for længe ved vasken. Jeg synes i hvert fald at jeg svajer lidt, da jeg vil gå hen og sætte vand over.

2 kommentarer til “der må være en kant

  1. Hihi, Karla…ja, jeg er jo selv donor, selvom det er et stykke tid siden. De har lukket biksen ovre på bemeldte sygehus, og jeg skal ind på Riget i stedet. Der er jo laaaaangt, synes jeg. Måske skal jeg forlange at blive fløjet derind med helikopter? HA! Nå…det er alligevel ligegyldigt, sålænge jeg er så forkølet. Suk.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s